Højesteret
Proportionalitetsvurderingen
Indledning
Højesteret har om proportionalitetsvurdering efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, udtalt: ”Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, jf. herved artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.”, jf. U 2020.132 H.
Selv om proportionalitetsvurderingerne efter opholdsdirektivet artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1 og EMRK art. 8 nok ligner hinanden, synes Højesteret med formuleringen ”bl.a. tages hensyn til” at have for øje, at der ikke helt er lighedstegn mellem proportionalitetsvurderingerne.
Ikke udvisning
3 måneders betinget fængsel. Betinget udvisning. Tiltalte var skyldig i gaderøveri. Ved røveriforholdet havde medgerningsmanden taget mobiltelefonen ud af hånden på forurettede og var kommet i klammeri med forurettede. Tiltalte havde herefter ganske kortvarigt grebet fat i forurettede bagfra. Røveriet var ikke planlagt. Tiltalte havde på gerningstidspunktet boet i Danmark gennem flere år, og han havde haft arbejde i størstedelen af tiden. Hans forældre boede i Danmark, mens han ikke længere havde nære familiemedlemmer i Polen bortset fra en morbror. På denne baggrund og efter det anførte om karakteren af den begåede kriminalitet fandt Højesteret, at der efter en samlet afvejning ikke var grundlag for at udvise tiltalte ubetinget, jf. udlændingelovens § 24 a og § 26, stk. 1, samt artikel 28, stk. 1, jf. artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Højesteret fandt imidlertid, at tiltalte burde idømmes betinget udvisning i medfør af udlændingelovens § 24 b, således at han derved er advaret mod på ny at begå kriminalitet. Prøvetiden udløber 2 år efter Højesterets dom. Dommen findes i U 2011.3194 H og HR 362/2010.
Kommentar: Betinget udvisning blev ved lov nr. 469/2018 ændret til advarsel om udvisning.
Udvisning
14 dages fængsel. Udvisning. Tiltalte var norsk statsborger og var fundet skyldig i at have været i besiddelse af 25 kg khat, som han havde indført med henblik på videreoverdragelse. Højesteret tiltrådte, at betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 2, for at udvise tiltalte med indrejseforbud i 6 år var opfyldt. Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter § 24, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved den proportionalitetsvurdering, der herefter skulle foretages, lagde Højesteret vægt på, at tiltalte er norsk statsborger og i en årrække havde haft bopæl i Norge. Hans tilknytning til Danmark bestod alene i, at hans søn på fire år boede her i landet hos sin mor. Tiltalte havde aldrig boet sammen med moren eller drengen. Han havde besøgt sønnen en dag eller to et par gange om måneden i drengens første leveår, men havde ikke besøgt ham det sidste års tid. Højesteret lagde endvidere vægt på kriminalitetens karakter – indførsel af euforiserende stof med henblik på videreoverdragelse – og på, at tiltalte tidligere var straffet for lignende kriminalitet i Norge. Tiltales kriminalitet var udtryk for en adfærd, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Dommen er trykt i U 2013.525 H.
20 dages fængsel. Udvisning. Tiltalte var polsk statsborger og skyldig i at have truet en sagsbehandler på et jobcenter i august 2014. Straffen blev udmålt til fængsel i 20 dage. Sagen angik for Højesteret, om betingelserne for udvisning var opfyldt. Tiltalte havde haft beskæftigelse og ophold i Danmark i perioden 2008-2014, indtil han i september 2014 udrejste til Polen. Han forklarede under sagen, at han i maj 2019 på ny fik beskæftigelse og tog ophold her i landet. Han blev dog først registreret med bopæl i Danmark fra den 6. august 2020. Varigheden af hans ophold udgjorde herefter mindre end fem år, da byretten traf afgørelse om, at han skulle udvises. Da tiltalte var EU-statsborger, kunne udvisning kun ske, hvis det var i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed. Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering, at de trusler, som tiltalte var dømt for, ikke kunne anses for spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet. Højesteret tiltrådte også, at tiltaltes adfærd under de foreliggende omstændigheder udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kunne begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Højesteret var endvidere enig i, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Dommen findes i U 2023.4847 H og DDB 1507/23 H.
40 dages fængsel. Udvisning. Tiltalte var ghanesisk statsborger og var skyldig i dels overtrædelse af straffelovens § 174 ved anvendelse af anden persons tyske ID overfor en politiassistent og dels udlændingeloven ved ulovligt ophold og arbejde i Danmark. Højesteret fandt, at hverken de forhold, der var nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller reglerne i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) var til hinder for, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Højesteret lagde herved vægt på, at tiltaltes kriminalitet var af en art, som talte for, at han skulle udvises, og at den adfærd, der var kommet til udtryk gennem hans kriminalitet, udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Der var endvidere lagt vægt på, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for at være uproportional, jf. herved direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. Tiltaltes tilknytning til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked, var således etableret på ulovligt grundlag og byggede på dokumenter, som vedrørte en anden person. Tiltalte og herboende polsk kvinde havde ikke boet sammen, da tiltalte blev anholdt, og kvinden måtte i hvert fald fra tidspunktet for vielsen i Ghana have været bekendt med, at tiltalte opholdt sig og arbejdede ulovligt i Danmark under en anden persons identitet. Dommen er trykt i U 2011.2014 H.
50 dages fængsel. Udvisning. Tiltalte er irakisk statsborger og var skyldig i dokumentfalsk ved at have gjort brug af falsk ID-kort ved ansøgning om opholdstilladelse og skyldig i overtrædelse af udlændingeloven ved have opholdt sig ulovligt i Danmark samt yderligere forhold af dokumentfalsk ved at have fremvist falsk ID-kort over for politiet ved anholdelsen. Selv om tiltalte måtte kunne dokumentere, at han opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, tiltrådte Højesteret, at kriminaliteten var af en sådan art, at den udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Højesteret vurderede herefter, om udvisning af tiltalte ville være uproportionalt efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 eller reglerne i opholdsdirektivet. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at tiltaltes tilknytning til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked, alene var etableret på ulovligt grundlag og til dels byggede på brug af falske dokumenter. Han havde ikke lovligt ophold i Danmark, da forholdet til den herboende rumænske statsborger blev etableret, hvilket hun var bekendt med. Parret havde således ikke haft en berettiget forventning om at kunne fortsætte et familieliv i Danmark. Udvisning kunne ikke anses for uproportionalt som følge af dens konsekvenser for den herboende rumænske statsborger og parrets fælles barn, som kun var 1½ år, samt parrets ufødte barn. Der var ikke grundlag for at antage, at det vil være umuligt eller forbundet med alvorlige vanskeligheder at fortsætte familielivet i et andet land, f.eks. Rumænien, hvor den herboende rumæner er statsborger. Højesteret fandt herefter, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for uproportionalt i forhold til den begåede kriminalitet. Dommen er trykt i U 2012.3399 H.
6 måneders fængsel. Udvisning med indrejseforbud i 6 år. Grov vold ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv. Henset til tiltalts begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland fandt Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb. Tiltalte var fundet skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv, hvorved hun fik et snitsår. Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder. Med hensyn til udvisningsspørgsmålet udtalte Højesteret, at tiltalte på tidspunktet for byrettens dom om udvisning havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 7 år, og at tiltalte dermed havde opnået ret til tidsubegrænset ophold. Det var derfor en betingelse, at udvisningen skyldtes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Højesteret bemærkede, at volden blev begået, efter at tiltalte havde opsøgt forurettede på hendes bopæl med en kniv, og at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem tiltalte og forurettede. Højesteret fandt herefter, at tiltaltes kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om tiltalte ikke tidligere var straffet, måtte det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun ville være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at tiltaltes kriminelle adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Henset til tiltalts begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland fandt Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb. På denne baggrund fandt Højesteret, at udvisning af tiltalte måtte anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Dommen findes i U 2026.112 H og AM 2025.10.29 H.
1 års fængsel. Udvisning. Tiltalte var idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Tiltalte var flere gange tidligere straffet og hans kriminalitet viste manglende vilje til at overholde dansk lovgivning. Der var betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark. Tiltalte var 35 år. Han var som 8-årig kommet fra Tyrkiet til Danmark, hvor han havde gået i skole, men han havde ikke taget afgangseksamen fra folkeskolen og havde ikke gennemført en egentlig erhvervsuddannelse. Han havde i januar 2021 oplyst, at han da havde haft sammenlagt ca. 8 års beskæftigelse. Siden havde han været i beskæftigelse i ca. 13 måneder i flere forskellige virksomheder, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023. Tiltalte var ikke gift eller samlevende, men havde en søn på 9 år, som han indtil den 1. maj 2023 havde samvær med i en 7/7-ordning. Han havde det meste af sit liv boet i Danmark, bl.a. hos sin mor, der afgik ved døden i 2019. Han havde ikke kontakt til sin far i Tyrkiet og vidste ikke, om han levede. Han havde en lillebror og en fætter i Danmark. Han boede hos sin mormor i Tyrkiet, indtil han var 8 år. Han har været på ferie i Tyrkiet flere gange, senest for ca. 10 år siden. Han talte tyrkisk, og at havde bl.a. gennem sin opvækst hos sin mormor i Tyrkiet har kendskab til tyrkisk skik og kultur. Tiltalte tilknytning til Danmark var langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men Højesteret lagde til grund, at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Tyrkiet, hvis han blev udvist. Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som tiltalte havde begået, var der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Tyrkiet meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år ville herefter ikke være uproportional. Det var indgået i vurderingen, at han og sønnen vil kunne bevare kontakten via bl.a. telefon og internet. Dommen findes i U 2025.2670 H, AM 2025.04.15 H og DDB 161/25.
3 års fængsel. Udvisning. Tiltalte havde haft den væsentligste rolle i forbindelse med besiddelsen af de ca. 1 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Trusselsbetingelsen var opfyldt, jf. referat af dommen herom i afsnit 3.4.3.2. For så vidt angår proportionaliteten anførte Højesteret, at tiltalte var født og opvokset i Danmark. Han var knap 20 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 22 år. Han havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år. Han havde gennemført sin skolegang til og med 9. klasse. Han havde været i arbejde fra 2015 og frem til sin anholdelse den 2. juli 2019 og igen efter sin løsladelse i juni 2021. Hans forældre og tre voksne søskende bor i Danmark. Han havde en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han havde ingen børn. Han havde endvidere oplyst, at han ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Tyrkiet. Højesteret lagde til grund, at han forstår og taler tyrkisk. Højesteret lagde endvidere til grund, at tiltalte og hans forældre og søskende ikke var økonomisk eller på anden måde afhængige af hinanden. Det måtte herudover antages, at han gennem sin familie har kendskab til tyrkisk skik og kultur. Han har flere gange været på ferie i Tyrkiet. På denne baggrund lagde Højesteret til grund, at tiltaltes bånd til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han havde dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet, hvis han udvises. Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Tyrkiet. Hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet. Det var endvidere indgået i proportionalitetsvurderingen, at der i sagen alene var spørgsmål om indrejseforbud i 6 år. Udvisning med indrejseforbud i 6 år udgør ikke et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1. Dommen er trykt i U 2021.4721 H.
3 år og 6 måneders fængsel (fællesstraf). Udvisning for bestandig. Tiltalte havde som 15-årig overtrådt straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med medgerningsmænd i Dyrehaven at have tildelt en 14-årig dreng 3 knivstik, der bl.a. ramte i brystregionen. Forurettede pådrog sig livstruende skade. Tiltalte var få måneder tidligere straffet med delvis betinget fængsel for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold. Da tiltaltes far var unionsborger, kunne udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af et familiemedlem til en unionsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Højesteret tiltrådte, at tiltaltes adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, og artikel 28, stk. 2. Tiltalte var kommet til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig. Han havde boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han havde gået i skole et par år. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Morens søskende bor i Pakistan. Faren, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar 2019 flyttet til Danmark. Tiltalte har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden. Tiltaltes tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham. Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, herunder risikoen for, at han igen vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. Det forhold, at han var mindreårig, da han begik kriminaliteten, kunne efter omstændighederne i sagen ikke føre til andet resultat. En del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet. Højesteret tiltrådte herefter, at udvisning ikke var et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Der henvises i øvrigt til Højesterets præmisser. Dommen er trykt i U 2020.132 H.
