U 2020.132 H
Uddrag fra Højesterets præmisser:
”Udvisning
Højesteret tiltræder, at der er hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, 3 og 6, jf. § 26, stk. 2, til at udvise T. Han er straffet med ubetinget fængsel i mere end 2 år, og udvisning skal derfor i givet fald ske for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.
Da Ts far er unionsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af et familiemedlem til en unionsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Denne grundbetingelse for at udvise et familiemedlem til en unionsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Tyskland), præmis 30.
Hvis et familiemedlem til en unionsborger har opnået ret til tidsubegrænset ophold i en værtsmedlemsstat, må værtsmedlemsstaten ikke træffe en udsendelsesafgørelse vedrørende familiemedlemmet, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.
Som anført af landsretten er T dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han anvendte kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Højesteret tiltræder endvidere, at Ts adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, og artikel 28, stk. 2.
Der skal herefter foretages en proportionalitetsvurdering, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, jf. herved artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.
Der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår som anført af landsretten bl.a. af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75. Som anført af landsretten gælder dette navnlig, når udlændingen har begået kriminaliteten som mindreårig, idet der er særligt hensyn at tage til barnets interesser og muligheder for reintegration, jf. Maslovdommen, præmis 82 og 83. Sådanne tungtvejende grunde kan foreligge med hensyn til bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet, jf. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 1. juni 2017 i sag 30441/09 (Külekci mod Østrig), præmis 45 og 46. Kriminaliteten kan således være så alvorlig og grov, at der kan ske udvisning, selv om udlændingen var mindreårig på gerningstidspunktet.
T er som nævnt dømt for et groft, umotiveret overfald foretaget i forening med andre, hvor han bl.a. har anvendt kniv mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold og er nu idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
T kom til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig, og han er nu 17 år. Han har boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han har gået i skole et par år. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Hans bror bor også her i landet. Han ser sine herboende onkler og tanter. Moderens søskende bor i Pakistan. Faderen, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar
2019 flyttet til Danmark. T har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden.
Højesteret tiltræder, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, herunder risikoen for, at han igen vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. Det forhold, at han var mindreårig, da han begik kriminaliteten, kan efter omstændighederne i sagen ikke føre til andet resultat.
Højesteret tiltræder herefter, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med de nævnte bestemmelser, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Da det, som T i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, udvises han med indrejseforbud for bestandig.”