U 2019.751 H

Uddrag fra Højesterets præmisser:

”Udvisning

T er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og der er hjemmel til at udvise ham i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udvisning af T, der ikke har stiftet egen familie, vil indebære et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Efter artikel 8, stk. 2, må der ikke foretages et sådant indgreb, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse af uro eller forbrydelse.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at afgørelsen af spørgsmålet om indgrebets nødvendighed af hensyn til det legitime formål beror på en proportionalitetsvurdering under inddragelse af en række kriterier. Vægten af de enkelte kriterier afhænger af den konkrete sags omstændigheder. Hvis udlændingen er en mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der navnlig lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet samt hans sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til statsborgerskabslandet. Når han er født og opvokset i værtslandet, skal der under alle omstændigheder foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, jf. bl.a. Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.

Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.

T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.

Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007. Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.

Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.

Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

På den anførte baggrund vil udvisning af T efter vores opfattelse ikke indebære en krænkelse af hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisningen vil derfor ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Vi stemmer derfor for at tage påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3.

[Dissens:] Dommer Lars Hjortnæs udtaler:

…

Udvisning

T er idømt ubetinget fængselsstraf for trusler omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Som flertallet har redegjort nærmere for, skal T efter udlændingeloven udvises med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det afgørende er som anført af flertallet, om en udvisning af T er nødvendig i et demokratisk samfund for at forebygge uro og forbrydelse, jf. artikel 8, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om en udvisning er ”nødvendig”, beror på en proportionalitetsvurdering.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig opstillet kriterier til brug for denne proportionalitetsvurdering. I vurderingen skal indgå det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af hans ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal som anført af flertallet foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre at udvise en person, som er født og opvokset her i landet.

Når jeg er uenig med flertallet om, hvorvidt det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 at udvise T, skyldes det, at jeg mener, at hans senest begåede kriminalitet (truslerne fremsat over for en politiassistent i forbindelse med en visitation) ikke er tilstrækkeligt grov til, at det under de foreliggende omstændigheder kan være proportionalt at udvise ham.

Min begrundelse herfor er følgende:

T er 32 år og er født og opvokset i Danmark. Efter det oplyste har han efter folkeskolens 9. klasse taget enkeltfagseksamen i dansk, engelsk og samfundsfag (under fængselsophold), men han har aldrig haft tilknytning til det almindelige danske arbejdsmarked. Hans forældre og flere søskende (hvoraf fire er danske statsborgere) bor i Danmark. Det er ikke gjort gældende, at han ikke er fastboende i Danmark.

Det er ubestridt, at T kun har besøgt Pakistan ganske få gange i ferier, senest for mere end 10 år siden. Han har ingen familiemedlemmer, som bor i Pakistan. Han kan tale pakistansk punjabi, men kan efter egne oplysninger ikke læse sproget. Det fremgik af en politirapport i 2013 (gentaget i forbindelse med denne sag), at hans herboende familie ejer et hus i en landsby i Punjab-regionen i Pakistan, hvor punjabi er et lokalt sprog. Landsretten har lagt til grund, at hans far er medejer af i hvert fald et stykke jord og et hus i denne by.

Det pakistanske id-kort, som flertallet omtaler, er udstedt til T i november 2017. På id-kortet er som bopælsadresse anført folkeregisteradressen i København, og som ”permanent address” er angivet en adresse i den nævnte landsby i Pakistan. Udlændingestyrelsen har om id-kortet i en udtalelse til anklagemyndigheden oplyst, at den pakistanske ambassade i et brev til styrelsen af 26. april 2017 anførte, at T ikke var blevet registreret i det lokale register i Pakistan og derfor ikke havde et pakistansk id-kort, hvilket var årsagen til, at der ikke ville kunne udstedes et pakistansk nationalitetspas til ham. Efter min opfattelse giver de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at det, at man som pakistansk statsborger besidder et sådant pakistansk id-kort og dermed skal angive en ”permanent address”, i sig selv er udtryk for anden reel tilknytning til Pakistan end, at man ønsker at få udstedt et nationalitetspas.

Efter min opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at Ts stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Pakistan er væsentligt ændret i forhold til, hvad der må antages at have været lagt til grund også i tidligere retssager med spørgsmål om udvisning på grund af kriminalitet. At han efter det oplyste må antages at kunne tale et lokalt sprog i Punjabregionen bedre end ”gebrokkent”, sådan som han selv tidligere har oplyst over for udlændingemyndighederne, ændrer ikke herved. Kendskab til, at han er leder af grupperingen Loyal To Familia (efter det oplyste siden 2013), er også indgået som en del af grundlaget for de tidligere retssager om udvisning i 2013 og 2015.

T er nu dømt for et enkelt tilfælde af trusler, som efter min opfattelse havde karakter af en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på måden, en visitation konkret blev gennemført på.

Der fastsættes herfor alene en kortere frihedsstraf.

T er tidligere dømt flere gange for alvorlig personfarlig kriminalitet. Flertallet har redegjort detaljeret for denne kriminalitet. Efter beskrivelsen finder jeg en del af den tidligere begåede kriminalitet modbydelig. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Ts senest begåede kriminalitet er af en mindre grov karakter og alene har medført en kortere frihedsstraf.

Efter min opfattelse må der antages at gælde et vist ”mindstekrav” til grovheden også af den senest begåede kriminalitet, hvis det skal kunne begrundes at udvise en person, som er født og opvokset her i landet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til. Som udgangspunkt skal der således aktuel kriminalitet af en vis grovhed til uanset karakteren af den kriminalitet, udlændingen tidligere har begået. Jeg henviser herved bl.a. til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2010 i sag 53080/07, Miah mod Storbritannien, præmis 25, hvor det bl.a. er anført, at udlændingens senest idømte straf, som var på 1 års fængsel, var ”at the lower end of the scale to which a presumption in favour of deportation would apply”. I forarbejderne til den seneste ændring af udlændingelovens udvisningsregler er det da også lagt til grund som en retningslinje, der er baseret på Menneskerettighedsdomstolens praksis, at udlændinge, som er født og opvokset i Danmark, i almindelighed kun bør udvises, hvis de er idømt mindst 1 års fængsel, og under forudsætning af, at de har et vist minimum af tilknytning til det land, de skal udvises til. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter udvisning ifølge forarbejderne desuden som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Det er klart anført i forarbejderne, at det ikke nødvendigvis er udelukket, at der alligevel kan ske udvisning, selv om de nævnte forudsætninger ikke er til stede, men de nævnte retningslinjer stemmer dog efter min opfattelse med en formodning om, at der gælder et vist mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet.

Man kan spørge, hvorfor det er så vigtigt at fastholde, at også den senest begåede kriminalitet skal have en vis grovhed. Det skyldes efter min opfattelse bl.a. den fare, der ellers vil kunne være for, at en afgørelse om udvisning kan fremstå som i realiteten en omgørelse af en retskraftig (og eventuelt upåanket) dom, som har afgjort, at den tidligere begåede kriminalitet ikke kunne begrunde ubetinget udvisning.

Da spørgsmålet om, hvorvidt udvisning udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8, altid beror på en konkret proportionalitetsvurdering, kan der ikke gælde samme mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet i alle sager. F.eks. må den senest begåede kriminalitets nærmere sammenhæng med tidligere kriminalitet kunne spille en rolle. I Ts tilfælde lægger jeg vægt på, at den nu pådømte kriminalitet var en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på en akut opstået situation og som nævnt alene medfører en kortere frihedsstraf. Den senest begåede kriminalitet kan efter min opfattelse ikke ses som en fortsættelse af et hidtidigt fast kriminalitetsmønster, og den er heller ikke et led i konflikten mellem grupperingen Loyal To Familia og andre grupperinger.

Der ses ikke at være retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Domstolen har accepteret udvisning af en udlænding, som er født og opvokset i opholdslandet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til, og hvor den senest begåede kriminalitet har medført en så kort frihedsstraf som i denne sag. Bl.a. under hensyn til den principielle fare, som jeg har redegjort for, lægger jeg til grund, at grovheden af Ts nu pådømte kriminalitet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være tilstrækkelig til, at det kan retfærdiggøres at udvise ham, selv om det alene er med et indrejseforbud på 6 år.

Min konklusion er således, at det i udlændingelovens forstand med sikkerhed vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T ubetinget med indrejseforbud i 6 år.

Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, idet jeg er enig med flertallet i, at bødestraffen for overtrædelse af udlændingelovens § 59 er passende fastsat.”