U 2019.2069 H
Uddrag fra Højesterets præmisser:
”Udvisning
T er i denne sag idømt fængsel i 2 år for bl.a. røveri. Han er herudover, siden han blev 18 år, straffet ved et stort antal domme med i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel for en række forhold af navnlig tyveri og overtrædelse af våbenloven og færdselsloven begået over en årrække. Han er kroatisk statsborger og er født og opvokset i Danmark, hvor han bor sammen med sin samlever og deres tre børn i alderen 2 til 10 år.
Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udvisningen kan dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er i første række, om udvisning af T vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03) opstillet kriterier til brug for den proportionalitetsvurdering, der efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv mv. skal foretages i hvert enkelt tilfælde. Ved proportionalitetsvurderingen skal således bl.a. indgå de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerlandet. Hvis personen har børn, indgår også et hensyn til børnene og deres velbefindende. Ifølge Maslov-dommens præmis 73 gør det i relation til længden af personens ophold i opholdslandet og fastheden af båndene til opholdslandet klart en forskel, om personen er født i opholdslandet eller er kommet dertil som barn, eller om den pågældende først kom dertil som voksen. Der skal således tages hensyn til den specielle situation, hvor den pågældende har opholdt sig det meste af barndommen eller hele barndommen i opholdslandet og er opvokset og har modtaget sin uddannelse der, jf. præmis 74. Af dommens præmis 75 fremgår, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet.
T, der nu er 30 år, er født i Danmark og har boet her siden. Han bor sammen med sin samlever gennem en årrække og deres tre børn i alderen 2-10 år.
Han har gået i skole i Danmark, hvor han har afsluttet 9. klasse, og han har kun haft meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har efter det oplyste været i Kroatien én gang i forbindelse med en kort rejse med den institution, hvor han var anbragt. Han har herudover aldrig været i landet og taler ikke kroatisk. Hans bror, …, der også er kroatisk statsborger, er udvist af Danmark og udsendt til Kroatien, men det er uvist, hvor han opholder sig. Også flere andre – fjernere – slægtninge er udvist. Der er ikke oplysninger om, at nogen af disse eller andre slægtninge skulle opholde sig i Kroatien. Højesteret lægger herefter til grund, at T ikke har anden tilknytning til Kroatien end sit statsborgerskab.
T er forud for den aktuelle sag straffet ved i alt 26 domme for kriminalitet, som er begået, siden han fyldte 18 år. Ved de 15 af dommene, hvor han er idømt fængselsstraf, er han idømt i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel. Dommene vedrører navnlig tyveri og overtrædelser af våbenloven og færdselsloven. Den længste straf er idømt ved Retten i Glostrups dom af 3. juni 2014, hvor straffen var 7 måneders fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven ved under skærpende omstændigheder på bopælen at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Der har ikke i de tidligere sager været grundlag for at nedlægge påstand om udvisning.
Den aktuelle sag, der medfører en fængselsstraf på 2 år, angår som nævnt bl.a. et røveri, hvor T med en medgerningsmand under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen, fratog en håndtaske fra en kvinde, mens hun befandt sig i sit eget hjem, hvortil han og medgerningsmanden havde skaffet sig adgang under foregivende af at være håndværkere. Herudover angår sagen bl.a. flere tyverier og forsøg herpå, samt overtrædelser af våbenloven og færdselsloven.
Afgørelsen af, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T, beror på, om udvisning efter den konkrete proportionalitetsvurdering, der som nævnt skal foretages efter konventionen, vil være et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til respekt for privatliv og familieliv.
Der skal ved proportionalitetsvurderingen lægges vægt på, at T er født og opvokset i Danmark, og at han bor her sammen med sin samlever og tre mindreårige børn. Hans samlever og børn er svenske statsborgere, taler ikke kroatisk og har ingen tilknytning til Kroatien. De vil derfor have meget vanskeligt ved at følge med ham til Kroatien, hvis han bliver udvist. Der skal endvidere lægges vægt på, at han ikke har nogen reel tilknytning til Kroatien. På den baggrund finder Højesteret, at der trods alvoren af hans aktuelle kriminalitet, der medfører en straf på 2 års fængsel, og trods hans tidligere kriminalitet, der dog som nævnt ikke tidligere har givet grundlag for at nedlægge påstand om udvisning, ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kan ske udvisning af en person, der som T er født og opvokset i Danmark.
Højesteret tiltræder på denne baggrund, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Da det følger af EU-Domstolens praksis, at udvisning efter EU-opholdsdirektivet kun kan ske, hvis det er i overensstemmelse med retten til privatliv og familieliv efter EU-Charterets artikel 7, som svarer til Menneskerettighedskonventionens artikel 8, er udvisning af T allerede af den grund også i strid med EUretten.
Efter EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, kan udvisning af en unionsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, kun ske, hvis udvisning er ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Efter EU-Domstolens fortolkning af dette begreb stilles skærpede krav til arten og grovheden af den kriminalitet, der kan begrunde udvisning i forhold til vurderingen efter Menneskerettighedskonventionen. Da udvisning af T som nævnt er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (EU-Charterets artikel 7), har Højesteret ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning også ville være i strid med de yderligere betingelser for udvisning, som følger af direktivets artikel 28, stk. 3.
Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at T er frifundet for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, og § 26 b.”