U 2019.1594 H
Uddrag fra Højesterets præmisser:
”Udvisning
T er pakistansk statsborger og idømmes i den foreliggende sag en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.
Han er bl.a. tidligere straffet ved dom af 22. juni 2016 med fængsel i 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, og han blev ved denne dom udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. Forholdene 3, 4, 5, 6a, 7 og 8 i den foreliggende sag er begået efter denne doms afsigelse og inden prøvetidens udløb.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 22, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 6, jf. § 26, stk. 2, og § 24 b, stk. 3, at T skal udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er 26 år og ugift. Han har oplyst, at han for nylig er blevet muslimsk gift med en kvinde, som han ikke lever sammen med, og han har ingen børn. Han er født i Danmark og har haft lovligt ophold her i ca. 23 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.
I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
T er tidligere straffet en række gange i perioden 2009-2018 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119 ved trusler på livet, for mindre alvorlig narkotikakriminalitet, for overtrædelse af våbenlovgivningen og for alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Ved en dom af 22. juni 2016 blev han straffet med fængsel i 5 måneder og udvist betinget af Danmark for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter udøvet sammen med en medgerningsmand over for et værgeløst offer. Straffen i den foreliggende sag er udmålt som en tillægsstraf bl.a. til denne straf på 5 måneders fængsel. Det aktuelle voldsforhold er udøvet før dommen om betinget udvisning. Imidlertid har T ved sin hurtigt fortsatte narkotikakriminalitet af alvorlig karakter samt sin øvrige fortsatte kriminalitet vist, at han ikke har respekt for den advarsel, han har modtaget i kraft af dommen om betinget udvisning. Han har siden maj 2015 været medlem af bandegrupperingen LTF.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises.
T er som nævnt født og opvokset her i landet, og han har haft lovligt ophold her stort set hele livet. Han har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Hans forældre og 8 søskende bor alle i Danmark. Han har kun haft sporadisk tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T har været i Pakistan 2-3 gange, sidste gang i 2008 eller 2009. Han har oplyst, at han ingen venner har der. Han har for byretten oplyst, at han har farbrødre, fætre og kusiner i Pakistan. Han har oplyst, at han taler pakistansk og har under sine tidligere besøg hos sine nu afdøde bedsteforældre i Pakistan kunnet føre samtaler med dem.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Pakistan. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder herefter og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med artikel 8, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret har herved særligt lagt vægt på den langvarige fængselsstraf, som T idømmes for bl.a. det meget alvorlige angreb på en fængselsbetjent, der må ses som et angreb på et led i en grundlæggende funktion i et demokratisk retssamfund.
Herefter udvises T med indrejseforbud for bestandig, jf. den dagældende udlændingelovs § 32, stk. 2, nr. 5, jf. § 22, nr. 6.”