U 2018.3837 H
Uddrag fra Højesterets præmisser:
”Udvisning
T er irakisk statsborger og er i den foreliggende sag idømt 6 måneders fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han er ved domme af 28. marts 2014 og af 27. november 2015 udvist betinget med en prøvetid på 2 år. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden.
Det følger herefter af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2, at han skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er 23 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.
I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold begået som 21-årig i 2016. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med tre medgerningsmænd. Volden førte bl.a. til, at den ene af de forurettede brækkede anklen og fik blodunderløbne mærker i ansigtet. T er for denne vold straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder.
Før dette forhold blev begået, havde han i 2011 begået vold i to tilfælde efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 30 dages betinget fængsel. I 2013 havde han i forening med en anden begået vold efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 60 dages fængsel og blev betinget udvist. I 2014 havde han været i besiddelse af 93 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev herfor idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev betinget udvist. Da han ikke overholdt vilkårene for samfundstjenesten, bestemte byretten, at den idømte fængselsstraf i det hele skulle fuldbyrdes. Den kriminalitet, T er dømt for i 2014 og 2015, er begået efter, at han var fyldt 18 år.
Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Han var 4 år, da han kom til
Danmark fra Irak. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen kæreste og bor hos sin mor og stedfar. Han har ikke formået at følge en uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har, siden han fyldte 18 år, alene haft indtægt i form af SU eller kontanthjælp. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har ikke været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har overfor politiet oplyst, at T kan tale lidt arabisk og forstår dette sprog. Herudover må det antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
T er som nævnt tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og han er ved Retten i Viborgs domme af 28. marts 2014 og 27. november 2015 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Irak. Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet alene gælder for 6 år. Det bemærkes endvidere, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”