U 2018.2041 H
Uddrag fra Højesterets præmisser:
”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988.
T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).
I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.
T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.
Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Selv om han tidligere to gange er dømt for voldtægt og udvist betinget, og selv om han har været i sexologisk og psykologisk behandling for at forebygge recidiv, har han på ny begået voldtægt i prøvetiden mindre end et år efter løsladelsen fra afsoning af den seneste dom. Højesteret tiltræder derfor landsrettens vurdering, hvorefter der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet.
Efter kriminalitetens art og grovhed samt gentagne karakter finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Cambodia. Derfor må hensynet til respekt for hans ret til privatliv og familieliv vige for hensynet til at forebygge forbrydelse. Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.
Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.
Efter sagens forløb og principielle karakter bør statskassen betale sagens omkostninger for Højesteret.”