Nye signaler fra EMD

Nye signaler fra EMD

Højesteretsdommer Thomas Rørdam opdelte på JUC’s strafferetskonference 2019 Højesterets domme om udvisning af kriminelle udlændinge i før og efter de nye signaler fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Thomas Rørdam henviste i den forbindelse til uddrag fra lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018:

”Der synes i den nyeste praksis fra Menneskerettighedsdomstolen i proportionalitetsafvejningen at blive lagt større vægt end tidligere på kriminalitetens art og grovhed eller den pågældendes kriminelle løbebane over for hensynet til udlændingen og dennes familie, jf. bl.a. Domstolens dom af 1. december 2016 i sagen Salem mod Danmark (den såkaldte Fez Fez-sag).”

”Menneskerettighedsdomstolen må på denne baggrund forventes at være tilbageholdende med at sætte sin vurdering af udvisningssagen i stedet for de nationale domstoles vurdering, hvis de nationale domstole 1) omhyggeligt har undersøgt faktum, 2) har anvendt de relevante menneskerettighedsstandarder i overensstemmelse med EMRK og Domstolens praksis og 3) i tilstrækkelig grad har afvejet klagers interesse over for de mere generelle samfundsinteresser i sagen.”