HR 220/2018

Uddrag fra Højesterets præmisser:

”Udvisning

T1 og T2 er begge statsborgere i Storbritannien. De har haft lovligt ophold i Danmark i henholdsvis ca. 7 år og i ca. 1 år og 6 måneder.

Efter udlændingelovens regler har udvisning for T1s vedkommende hjemmel i lovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, og for T2s vedkommende i lovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2. Da de er EU-statsborgere, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed. Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

T1 og T2 er ikke tidligere straffet. De er i beskæftigelse i Danmark, hvor de er fast bosiddende, og begge har gode personlige forhold. Henset hertil og til omstændighederne ved voldsforholdet er det efter Højesterets opfattelse ikke sandsynligt, at T1 og T2 vil være tilbøjelige til på ny at begå en strafbar handling som den, de er dømt for. Højesteret finder herefter, at deres adfærd ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.

Højesteret har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning tillige ville være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. opholdsdirektivets artikel 27 og 28.

Da betingelserne for udvisning ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, frifinder Højesteret T1 og T2 for påstanden herom.”