Udvisning.dk

Ikke udvisning

Der foreligger ikke retspraksis fra Højesteret.

Udvisning

40 dages fængsel. Udvisning med indrejseforbud i 4 år. Forsøg på indbrudstyveri blev begået om natten, i forening med to medgerningsmænd og efter, at de tre gerningsmænd havde kørt rundt i området i flere timer med værktøj og maskering i bilen. Kriminalitet udgjorde et alvorligt samfundsproblem. Alvorlige hensyn til den offentlige orden. Tiltalte havde i forening med to medgerningsmænd forsøgt begå indbrudstyveri efter straffelovens § 276 a, jf. § 21. Tiltalte blev idømt fængsel i 40 dage. Tiltalte var ikke tidligere straffet af betydning for sagen. Tiltalte, der var 28 år og statsborger i Rumænien, hvor han var født og opvokset, havde efter udlændingelovens senest haft lovligt ophold i Danmark i en periode på 1 år, 5 måneder og 21 dage. Den samlede varighed af tiltaltes ophold i Danmark var efter EU-opholdsdirektivet ca. 6 år, og Højesteret lagde derfor til grund, at tiltalte havde opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. Spørgsmålet var herefter, om udvisning af tiltalte ville være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Ved vurderingen af trusselsbetingelsen i EU-opholdsdirektivet lagde Højesterets flertal navnlig vægt på, at tiltaltes forsøg på indbrudstyveri blev begået om natten, i forening med to medgerningsmænd og efter, at de tre gerningsmænd havde kørt rundt i området i flere timer med værktøj og maskering i bilen. Højesteret fandt herefter, at trusselsbetingelsen var opfyldt, og tiltrådte, at tiltaltes adfærd måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktivets artikel 27, stk. 2. Højesteret fandt endvidere, at sådan kriminalitet udgjorde et alvorligt samfundsproblem, og at der var tale om alvorlige hensyn til den offentlige orden, jf. direktivets artikel 28, stk. 2. Ved proportionalitetsvurderingen og i lyset af tiltaltes meget begrænsede tilknytning til Danmark og personlige forhold i øvrigt fandt Højesteret, at udvisningen af tiltaltes ikke ville stride mod proportionalitetsprincippet i EU-opholdsdirektivet eller art. 8 i EMRK. Dommen findes i U 2021.4769 H.

6 måneders fængsel. Udvisning med indrejseforbud i 6 år. Grov vold ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv. Tiltalte havde opsøgt forurettede på hendes bopæl. Ingen forudgående kontakt mellem tiltalte og forurettede. Kriminalitet var ikke spontan eller tilfældighedspræget. Udvisning var begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. Tiltalte var fundet skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv, hvorved hun fik et snitsår. Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder. Med hensyn til udvisningsspørgsmålet udtalte Højesteret, at tiltalte på tidspunktet for byrettens dom om udvisning havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 7 år, og at tiltalte dermed havde opnået ret til tidsubegrænset ophold. Det var derfor en betingelse, at udvisningen skyldtes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Højesteret bemærkede, at volden blev begået, efter at tiltalte havde opsøgt forurettede på hendes bopæl med en kniv, og at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem tiltalte og forurettede. Højesteret fandt herefter, at tiltaltes kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om tiltalte ikke tidligere var straffet, måtte det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun ville være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at tiltaltes kriminelle adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Henset til tiltalts begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland fandt Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb. På denne baggrund fandt Højesteret, at udvisning af tiltalte måtte anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Dommen findes i U 2026.112 H og AM 2025.10.29 H.

3 år og 6 måneders fængsel som fællesstraf. Udvisning for bestandig. Tiltalte var 15 år. Alvorligt knivoverfald kort efter røveridom. Udvisning kunne ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. Tiltalte havde som 15-årig overtrådt straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med medgerningsmænd i Dyrehaven at have tildelt en 14-årig dreng 3 knivstik, der bl.a. ramte i brystregionen. Forurettede pådrog sig livstruende skade. Tiltalte var få måneder tidligere straffet med delvis betinget fængsel for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold. Da tiltaltes far var unionsborger, kunne udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af et familiemedlem til en unionsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Denne grundbetingelse for at udvise et familiemedlem til en unionsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Tyskland), præmis 30. Hvis et familiemedlem til en unionsborger har opnået ret til tidsubegrænset ophold i en værtsmedlemsstat, må værtsmedlemsstaten ikke træffe en udsendelsesafgørelse vedrørende familiemedlemmet, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Tiltalte var dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han havde anvendt kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede havde været i livsfare. Tiltalte var få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at der var en betydelig risiko for, at han også fremover ville begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Højesteret tiltrådte endvidere, at tiltaltes s adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, og artikel 28, stk. 2. Af Højesterets udførlige præmisser fremgår herefter, at udvisning heller ikke ville være et uproportionalt indgreb. Dommen findes i U 2020.132 H.