Udvisning.dk

Ikke udvisning

2 år og 6 måneders fængsel. Advarsel om udvisning. Besiddelse af pistol. Tiltalte var skyldig i på sin mors bopæl at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, gentagen vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, i form af et knytnæveslag i ansigtet, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved besiddelse af stoffer hovedsagelig til eget forbrug, overtrædelse af knivloven ved besiddelse af en springkniv og adskillige overtrædelser af færdselsloven, bl.a. hashkørsel og kørsel i frakendelsestiden. Straffen blev udmålt til fængsel i 2 år og 6 måneder. Tiltalte var rumænske statsborger og dermed EU-statsborger. Spørgsmålet var derfor, om udvisning ville være i strid med opholdsdirektivet. Da tiltalte var født og opvokset i Danmark og havde haft ophold i Danmark i de 10 forudgående år, var det efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, en betingelse for udvisning af ham, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten. EU-Domstolen har i dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.) fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til ”ekstraordinære tilfælde”, og at begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også, at en sådan trussel er endog særlig alvorlig (præmis 19 og 20). Selv om der tilkommer medlemsstaterne en skønsmargin, må adgangen til at gøre undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed fortolkes strengt (præmis 23). Det er i P.I.-dommen endvidere fastslået, at det er tilladt medlemsstaterne at anse strafbare handlinger som dem, der er opregnet i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 83, stk. 1, andet afsnit, for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed og dermed være omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. En betingelse herfor er, at sådanne handlinger er begået på en måde, som er af særlig grov karakter, hvilket hører under den nationale domstol at efterprøve i den konkrete sag, jf. i det hele præmis 28. Det fremgår af U 2019.3197H, at der efter ordlyden af artikel 28, stk. 3, litra a, sammenholdt med EU-Domstolens praksis ikke er grundlag for at fastslå, at det alene skulle være de kriminalitetsformer, som er nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, der kan begrunde udvisning efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3. Også andre former for kriminalitet, herunder overtrædelse af straffelovens § 192 a, der ikke har karakter af våbenhandel eller organiseret kriminalitet som nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, vil kunne have en sådan særlig karakter, at kriminaliteten er omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Tiltalte havde overtrådt straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved på sin mors bopæl at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Det kan efter det fremkomne ikke lægges til grund, at han har anskaffet pistolen med henblik på at begå anden form for kriminalitet end den ulovlige våbenbesiddelse, eller at han har anvendt pistolen. Selv om overtrædelse af straffelovens § 192 a er udtryk for grov kriminalitet, fandt Højesteret, at den foreliggende overtrædelse ikke efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, kunne anses for at være begået på en måde, som er af særlig grov karakter, og som indebærer en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed, heller ikke når overtrædelsen af straffelovens § 192 a ses i sammenhæng med den kriminalitet, som tiltalte i øvrigt var dømt for i den foreliggende sag og ved tidligere domme. Der forelå derfor ikke et sådant ekstraordinært tilfælde, at udvisning af tiltalte kunne anses for bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Allerede på denne baggrund blev tiltalte frifundet for påstanden om udvisning. Tiltalte blev i medfør af udlændingelovens § 24 b tildelt en advarsel om udvisning. Dommen er trykt i U 2020.2971 H.

3 år og 3 måneders fængsel. Ikke udvisning. Besiddelse af våben, jf. § 192 a og mishandling af ægtefælle, jf. § 245. Tiltalte havde overtrådt straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved på sin bopæl uden politiets tilladelse og under særligt skærpende omstændigheder at have opbevaret 2 pistoler med tilhørende ammunition, som han forud havde overdraget til en bekendt, på hvis bopæl våbnene og ammunitionen blev fundet. Tiltalte havde endvidere overtrådt straffelovens § 245, stk. 1, ved i perioden 2011-2017 gentagne gange at have udøvet vold med karakter af mishandling mod sin daværende ægtefælle. Højesteret tiltrådte, at der var hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og 8, til at udvise tiltalte. Da han er lettisk statsborger og dermed EU-statsborger, kunne udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet var derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af en EU-statsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Denne grundbetingelse for at udvise en EU-statsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende person skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.), præmis 30. Efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, er det tillige en betingelse for udvisning af en EU-statsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, således som det er tilfældet for tiltaltes vedkommende, at udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten. EU-Domstolen har fastslået, at udvisning på grundlag af artikel 28, stk. 3, er begrænset til ”ekstraordinære tilfælde”, og at begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” ikke blot forudsætter eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed, men også, at en sådan trussel er endog særlig alvorlig, jf. P.I.-dommen præmis 19 og 20. Selv om der tilkommer medlemsstaterne en skønsmargin, må adgangen til at gøre undtagelse fra det grundlæggende princip om fri bevægelighed fortolkes strengt, jf. præmis 23. Det er i P.I.dommen fastslået, at det er tilladt medlemsstaterne at anse strafbare handlinger som dem, der er opregnet i Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 83, stk. 1, andet afsnit, for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed og dermed være omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. En betingelse herfor er, at sådanne handlinger er begået på en måde, som er af særlig grov karakter, hvilket hører under den nationale domstol at efterprøve i den konkrete sag, jf. i det hele præmis 28. Den kriminalitet, tiltalte var dømt for, kunne ikke anses for omfattet af TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit. Højesteret fandt imidlertid, at der efter ordlyden af artikel 28, stk. 3, litra a, sammenholdt med EU-Domstolens praksis ikke var grundlag for at fastslå, at det alene skulle være de kriminalitetsformer, som er nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, der kan begrunde udvisning efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3. Også andre former for kriminalitet, herunder overtrædelse af straffelovens § 192 a, der ikke har karakter af våbenhandel eller organiseret kriminalitet som nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, og overtrædelse af § 245, vil kunne have en sådan særlig grov karakter, at kriminaliteten er omfattet af begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Tiltalte havde overtrådt straffelovens § 192 a ved at have besiddet 2 pistoler med tilhørende ammunition på sin bopæl og ved at have overdraget dem til opbevaring hos en bekendt. Efter bevisbedømmelsen og de i øvrigt foreliggende oplysninger måtte det lægges til grund, at våbnene i enkelte tilfælde havde været anvendt til jagt og var forevist til bekendte på hans bopæl. Der var efter det fremkomne ikke grundlag for at fastslå, at våbnene var besiddet inden for et kriminelt miljø eller i øvrigt var blevet anskaffet med henblik på at begå anden form for kriminalitet end den ulovlige våbenbesiddelse. Uanset at overtrædelsen af straffelovens § 192 a og den skete voldsudøvelse efter § 245, stk. 1, mod den daværende ægtefælle er udtryk for grov kriminalitet, fandt Højesteret, at lovovertrædelserne ikke kunne anses for at være begået på en måde, som er af særlig grov karakter, og som indebærer en direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed. Som følge heraf fandt Højesteret, at der ikke forelå et sådant ekstraordinært tilfælde som omhandlet i opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, og at det således ikke kunne anses for bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed at udvise tiltalte, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Højesteret havde herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning også ville være i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, eller proportionalitetsprincippet i artikel 27 og 28. Dommen er trykt i U 2019.3197 H.

Udvisning

Behandlingsdom. Udvisning. Handel med 4,7 kg heroin. Tiltalt havde overtrådt straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. til dels jf. § 21 og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. vedrørende handel med i alt 4,7 kg heroin. Anklageren havde oprindeligt forventet fængselsstraf på 7-8 års fængsel, men tiltalte blev frifundet for straf i medfør af straffelovens § 16, stk. 1. Tiltalte var engelsk statsborger og var indrejst i Danmark som 19-årig. Han havde haft beregnet lovligt ophold i Danmark i 22 år. Hans ekskone og 15-årig søn boede i Storbritannien. Højesteret tiltrådte, at tiltalte uanset sit langvarige ophold i Danmark blev udvist med indrejseforbud for bestandig. Der blev især lagt vægt på karakteren og omfanget af de forhold, som tiltalte var skyldig i, og på hans tilknytning til Danmark og herboende personer, sammenholdt med at hans tilknytning til England og derboende personer ikke afgørende talte imod udvisning. Opholdsdirektivets art. 28, stk. 3, kunne ikke føre til et andet resultat. Dommen er trykt i U 2007.2908 H.

Kommentar: Se til sammenligning præmis 56 i dom af 23. november 2010, Tsakouridis (sag C-145/09, Sml. I, s. 11979), hvor Domstolen udtalte, at artikel 28, stk. 3, i opholdsdirektivet skal fortolkes således, at bekæmpelse af handel med euforiserende stoffer begået i en organiseret bande kan henhøre under begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”, som kan begrunde en afgørelse om udsendelse af en unionsborger, der har opholdt sig i værtsmedlemsstaten i de 10 foregående år.

5 års fængsel. Udvisning. Skyldig i hjemmerøveri. Tiltalte var tidligere straffet ved 30 dommer og idømt samlet fængsel i ca. 20 år. Tiltalte var skyldig i navnlig forsøg på hjemmerøveri mod en ældre mand, begået i forening med tiltaltes bror, og straffet med en tillægsstraf af fængsel i 5 år. Tiltalte var i perioden, fra han fyldte 15 år i 1988, straffet for et meget stort antal forhold ved nu i alt 30 domme. Han var samlet idømt betinget og ubetinget frihedsstraf i ca. 20 år, der forud for den aktuelle sag havde ført til afsoning af ca. 12 år. De tidligere domme omfattede bl.a. røverier, grov vold og tyverier og medførte straffe på op til 1 år og 9 måneders fængsel (fællesstraf). En række af røveri- og tyveriforholdene blev begået over for ældre mennesker i deres hjem. Tiltalte var 41 år og kroatisk statsborger. Han var født i Danmark og havde boet her næsten hele sit liv. Hans mor og søskende boede i Danmark, og han havde gået i skole her, men han havde ingen uddannelse udover skolegangen, og han havde aldrig haft forbindelse til det danske arbejdsmarked. Han havde i hele sit voksenliv modtaget kontanthjælp. Han var uofficielt gift med en rumænsk kvinde, som han havde et nu 5-årigt barn med. Kvinden og barnet boede i Rumænien. Han talte dansk og romani. Hans bror, som var meddomfældt i den aktuelle sag, var udvist til Kroatien. Broderen havde oplyst, at han havde truffet en kvinde i Kroatien, som han planlagde at gifte sig med, og at han havde venner og bekendte i Kroatien. Under hensyn til grovheden af tiltaltes aktuelle kriminalitet, grovheden og omfanget af hans tidligere kriminalitet, hans manglende integration i det danske samfund, og at han i kraft af den udviste bror havde en vis tilknytning til Kroatien, tiltrådte Højesteret, at tiltalte – uanset at han var født og opvokset i Danmark og havde sin mor og søskende her – kunne udvises, uden at det vil stride mod EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Dommen er trykt i U 2015.2513 H.