Udvisning.dk

Uddrag fra EU-Kommissionens meddelelse C/2023/1392 af 22. december 2023, Vejledning om retten til fri bevægelighed for EU-borgere og deres familie:

Personlig adfærd og trussel

“Der kan udelukkende iværksættes restriktive foranstaltninger fra sag til sag, hvor en persons adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en af værtsmedlemsstatens samfunds grundlæggende interesser (312). Restriktive foranstaltninger kan ikke alene begrundes med hensyn til beskyttelse af den offentlige orden eller sikkerhed, som en anden medlemsstat har fremført (313). Dette udelukker imidlertid ikke, at sådanne hensyn kan tages i betragtning inden for rammerne af det skøn, som udøves af de nationale myndigheder, der er kompetente til at vedtage den foranstaltning, der udgør en begrænsning af den frie bevægelighed (314).

En afgørelse om afslag på en ret til ophold eller indrejse i en medlemsstat i henhold til andre regler end gældende regler om fri bevægelighed (f.eks. afslag på flygtningestatus) kan ikke automatisk føre til den konklusion, at personens tilstedeværelse udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i værtsmedlemsstaten. I den særskilte vurdering af, om der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, som skal foretages i henhold til direktiv 2004/38/EF, kan der dog tages hensyn til den undersøgelse af de faktiske omstændigheder, der blev foretaget som led i den foregående afgørelse, og de forhold, som den pågældende afgørelse byggede på (315).

EU-retten er til hinder for, at restriktive foranstaltninger kan vedtages af generalpræventive grunde (316). Restriktive foranstaltninger skal bygge på en reel trussel og kan ikke alene retfærdiggøres på baggrund af en generel risiko (317). Der kan ikke automatisk træffes restriktive foranstaltninger som følge af en straffedom, og der skal i forbindelse med disse tages hensyn til lovovertræderens personlige adfærd og den trussel, som den udgør for den offentlige orden (318).

Endvidere hedder det, at “Medlemsstaternes lovgivning må således ikke indeholde nogen bestemmelse, der skaber en systematisk og automatisk sammenkobling mellem en straffedom og en efterfølgende udvisningsbeslutning, og de kompetente nationale myndigheder må heller ikke træffe en sådan automatisk beslutning. Ved “automatik” forstås en national bestemmelse, hvis ordlyd ikke giver de nationale myndigheder eller den nationale domstol nogen mulighed for at foretage et skøn eller tage individuelle omstændigheder i betragtning (319). Der er dog intet til hinder for, at medlemsstaterne knytter en straffedom sammen med en undersøgelse af de gældende forhold med henblik på at fastslå, om der er grundlag for foranstaltninger af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. Den nationale domstol kan idømme straffedom og udsendelse samtidig, eller domstolen eller de administrative myndigheder kan beordre udvisning på et senere tidspunkt, enten mens personen stadig sidder i fængsel, eller efter at vedkommende er blevet løsladt (320).

Begrundelser, der ikke vedrører en persons adfærd, kan ikke påberåbes. Direktiv 2004/38/EF tillader ikke automatisk udsendelse (321).

Personer kan kun få deres rettigheder begrænset, hvis deres personlige adfærd udgør en trussel, dvs. at der er sandsynlighed for, at de skader den offentlige orden eller sikkerhed alvorligt.

En tidligere straffedom må kun tages i betragtning, såfremt de omstændigheder, der førte til den pågældende dom, er udtryk for en personlig adfærd, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden (322). Myndighederne skal basere deres beslutning på vurderingen af den pågældende persons adfærd i fremtiden. Antallet og typen af domme, som den pågældende person tidligere er idømt, og i særdeleshed de begåede lovovertrædelsers grovhed og hyppighed udgør et væsentligt element i denne vurdering. Det er yderst vigtigt at tage hensyn til risikoen for ny kriminalitet, men det er ikke tilstrækkeligt, at der er en svag mulighed for nye overtrædelser (323).

Eksempler:

A. og I. er blevet løsladt efter at have afsonet en dom på to år for røveri. Myndighederne skal vurdere, om de to venners personlige adfærd udgør en trussel, dvs. om der er sandsynlighed for nye, alvorlige forstyrrelser af den offentlige orden.

— Det var A.’s første dom. Hun opførte sig pænt i fængslet. Efter løsladelsen har hun fundet sig et job. Myndighederne finder intet i hendes adfærd, der udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel.

— Hvad angår I., var dette allerede hans fjerde straffedom. Forbrydelserne er blevet grovere med tiden. Hans opførsel i fængslet var langt fra eksemplarisk, og hans to anmodninger om prøveløsladelse blev afvist. Mindre end to uger efter anholdes han for planlægning af endnu et røveri. Myndighederne konkluderer, at I.’s adfærd udgør en trussel mod den offentlige orden.

Truslen skal være umiddelbar. Tidligere adfærd må tages i betragtning, hvis der er sandsynlighed for, at personen begår nye strafbare handlinger (324). Generelt er konstateringen af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, “ensbetydende med, at den pågældende person vil være tilbøjelig til fortsat at udvise det nævnte forhold, der udgør en sådan trussel, i fremtiden” (325). En trussel, der kun er potentiel, er ikke reel.

Dog “kan det også tænkes, at det tidligere begåede forhold i sig selv opfylder betingelserne for at kunne anses for en sådan trussel” (326). I denne henseende skal det bemærkes, at selv om det ikke synes særligt sandsynligt, at sådanne forbrydelser eller handlinger vil gentage sig uden for deres specifikke historiske og sociale sammenhæng, kan en adfærd hos den berørte person, der vidner om, at der hos den pågældende fortsat er en skadelig holdning, som åbenbaret ved disse forbrydelser eller handlinger, til EU’s grundlæggende værdier, såsom den menneskelige værdighed og menneskerettighederne, derimod udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse (327).

Strafudsættelse udgør en vigtig faktor for vurderingen af truslen, da det tyder på, at den pågældende person ikke længere udgør en konkret fare.

Truslen skal være tilstedeværende på det tidspunkt, hvor den restriktive foranstaltning vedtages af de nationale myndigheder eller efterprøves af retsinstanserne (328).

Den omstændighed, at en person fængsles i forbindelse med vedtagelsen af en udsendelsesafgørelse, uden at der er udsigt til løsladelse i nær fremtid, udelukker ikke, at den pågældendes adfærd kan udgøre en aktuel og reel trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse i værtsmedlemsstaten. Medlemsstaterne kan vedtagelsen af en udsendelsesafgørelse vedrørende en fængslet person (329).

Et aktuelt medlemskab af en organisation kan tages i betragtning, når den pågældende person deltager i organisationens aktiviteter og identificerer sig med dens mål eller planer (330). Medlemsstaterne behøver ikke kriminalisere eller forbyde en organisations aktiviteter for at kunne begrænse rettighederne i henhold til direktiv 2004/38/EF, så længe der er truffet administrative foranstaltninger, der kan modvirke organisationens aktiviteter. Tidligere tilhørsforhold (331) kan normalt ikke udgøre en aktuel trussel.

Under visse omstændigheder kan gentagne småforbrydelser udgøre en trussel mod den offentlige orden, på trods af at en engangsforbrydelse/-lovovertrædelse, der vurderes for sig selv, ikke ville være nok til at udgøre en tilstrækkelig alvorlig trussel, som defineret ovenfor. Nationale myndigheder skal vise, at den pågældendes personlige adfærd udgør en trussel mod den offentlige orden (332). Når myndighederne i disse sager vurderer, om der er tale om en trussel mod den offentlige orden, kan de navnlig tage hensyn til følgende forhold:

— overtrædelsernes art

— deres hyppighed

— den skade, der er forvoldt.

Det forhold, at den pågældende allerede er blevet idømt flere domme, er ikke nok i sig selv.

Det forhold, at der foreligger skattegæld eller gæld stiftet af en juridisk person, der ejes af vedkommende, uden hensyntagen til vedkommendes personlige adfærd, er ikke nok til at tale om en trussel (333).

En restriktion, som en medlemsstat pålægger en person, der tidligere har været genstand for en afgørelse, som udelukker vedkommende fra at opnå flygtningestatus ud fra den begrundelse, at der er alvorlige grunde til at antage, at personen har begået en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden eller har været skyldig i gerninger, der er i strid med FN’s formål og principper, kan være omfattet af begrebet offentlige orden eller sikkerhed i overensstemmelse med direktiv 2004/38/EF (334).”

(312) Alle kriterier er kumulative.

(313) C-33/07, Jipa, ECLI:EU:C:2008:396, præmis 25 og C-503/03, Kommissionen mod Spanien, ECLI:EU:C:2006:74, præmis 62.

(314) C-33/07, Jipa, ECLI:EU:C:2008:396, præmis 25.

(315) C-331/16 og C-366/16, K og H, ECLI:EU:C:2018:296, præmis 51-54.

(316) 67/74, Bonsignore, ECLI:EU:C:1975:34, præmis 5-7.

(317) Generel forebyggelse under særlige omstændigheder, som ved sportsbegivenheder, er omfattet af meddelelsen fra 1999 (jf. afsnit 3.3).

(318) C-348/96, Calfa, ECLI:EU:C:1999:6, præmis 17-27 og 67/74, Bonsignore, ECLI:EU:C:1975:34, præmis 5-7.

(319) Automatik i denne forstand er nogle gange blevet anvendt i sager, hvor en person begår alvorlige forbrydelser og idømmes en vis minimumsstraf (se sag C-348/96 Donatella Calfa).

(320) Se afsnit 3.3.2 i meddelelsen fra 1999.

(321) C-408/03, Kommissionen mod Belgien, ECLI:EU:C:2006:192, præmis 68-72.

(322) C-482/01 og 493/01, Orfanopoulos og Oliveri, ECLI:EU:C:2004:262, præmis 82 og 100 og C-50/06, Kommissionen mod Nederlandene, ECLI:EU:C:2007:325, præmis 42-45.

(323) F.eks. kan risikoen for ny kriminalitet anses for større ved narkotikaafhængighed, hvis der er en risiko for, at den pågældende begår yderligere strafbare handlinger for at finansiere afhængigheden. Generaladvokat Stix-Hackls forslag til afgørelse C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos og Oliveri, ECLI:EU:C:2003:455.

(324) 30/77, Bouchereau, ECLI:EU:C:1977:172, præmis 25-30.

(325) C-331/16 og C-366/16, K og H, ECLI:EU:C:2018:296, præmis 56.

(326) C-331/16 og C-366/16, K og H, ECLI:EU:C:2018:296, præmis 56.

(327) C-331/16 og C-366/16, K og H, ECLI:EU:C:2018:296, præmis 60.

(328) C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos og Oliveri, ECLI:EU:C:2004:262, præmis 82.

(329) C-193/16, E, ECLI:EU:C:2017:542, præmis 23-27.

(330) 41/74, van Duyn, ECLI:EU:C:1974:133, præmis 17 og følgende.

(331) 41/74, van Duyn, ECLI:EU:C:1974:133, præmis 17 og følgende.

(332) C-349/06, Polat, ECLI:EU:C:2007:581, præmis 35.

(333) C-434/10, Aladzhov, ECLI:EU:C:2011:750, præmis 43 og C-249/11, Byankov, ECLI:EU:C:2012:608, præmis 37-42.

(334) C-331/16 og C-366/16, K og H, ECLI:EU:C:2018:296, præmis 43-47.