Udvisning.dk

Ikke udvisning

Advarsel. Ikke administrativ frihedsberøvelse. Ikke udvisning. Forsøgte at bryde låsen op på en cykel, der stod på en grund ved et forladt hus, hvor der lå meget affald og mange andre cykler, som var smidt på grunden. Af tilfældig karakter og måtte antages at have haft begrænset skadevirkning. Rumænsk statsborger var den 18. august 2010 indrejst i Danmark og blev to dage senere anholdt, da han i en forladt bygning forsøgte at bryde låsen op på en cykel, der stod på en grund ved et forladt hus, hvor der lå meget affald og mange andre cykler, som var smidt på grunden. Der var ikke medgerningsmænd. Sagen blev afgjort med en advarsel. Forholdet var begået kort tid efter hans indrejse i Danmark. Han var ikke tidligere straffet her i landet. Han havde ingen tilknytning til Danmark. Han havde over for politiet erkendt overtrædelse af straffelovens § 277 (ulovlig omgang med hittegods). Højesteret fandt, at – uanset at forholdet var begået kort tid efter indrejsen til Danmark – havde det haft en sådan tilfældig karakter og måtte antages at have haft så begrænset skadevirkning, at hans adfærd ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet). Udvisningen ville derfor være uforenelig med opholdsdirektivet, og frihedsberøvelsen af ham havde således været uhjemlet, jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3. Dommen findes i U 2011.1800 H.

Bødestraf. Ikke administrativ frihedsberøvelse. Ikke udvisning. Ophold i kolonihavehus af tilfældig karakter og med begrænset skadevirkning. Rumænsk statsborger havde vedtaget bødeforlæg på 25 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1 (husfredskrænkelse). Tiltalte havde kort efter sin indrejse til Danmark taget ophold i et kolonihavehus. Tiltalte havde tidligere vedtaget bødeforelæg på 1.000 kr. for butikstyveri af barberblade til en værdi af 925 kr. Højesterets bestemte ved kendelsen, at en administrativ frihedsberøvelse af den rumænske statsborger ikke var lovlig. Højesteret bemærkede i den forbindelse mere principielt, at frihedsberøvelsen også ville være ulovlig, fordi udvisning af den rumænske statsborger ville være i strid med direktiv 2001/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3, idet husfredskrænkelsen havde en så tilfældig karakter og så begrænset skadevirkning, at hans adfærd – uanset at han tidligere havde begået tyveri og nu kort efter indrejse tillige husfredskrænkelse – ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Dommen findes i U 2011.1794 H.

30 dages fængsel. Ikke udvisning. Restaurationsvold med knytnæveslag i ansigtet, men nyt strafbart forhold ikke sandsynligt. Slovakisk statsborger var skyldig i restaurationsvold efter straffelovens § 244 ved at have tildelt forurettede et knytnæveslag i ansigtet. Tiltalte havde fast bopæl i Polen. Han var uden nærmere tilknytning til Danmark, hvor han på gerningstidspunktet havde opholdt sig som turist. Tiltalte var ikke tidligere straffet, og at han boede sammen med sin hustru og tre børn, og hvor han var medejer af et advokatfirma. Det var på denne baggrund, og da den begåede vold var et enkeltstående tilfælde, efter Højesterets opfattelse ikke sandsynligt, at tiltalte vil være tilbøjelig til på ny at begå en strafbar handling, som den han er dømt for. Højesteret fandt herefter, at tiltaltes adfærd ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Da betingelserne for udvisning således ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, frifandt Højesteret tiltalte for påstanden herom. Dommen findes i U 2019.4073 H.

Kommentar: Ved lov nr. 469/2018 blev udlændingelovens § 24 b ændret således, at udlændinge omfattet af EU-reglerne ikke skal frifindes for en udvisningspåstand, men tildeles advarsel om udvisning, hvis en udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

3 måneders fængsel. Ikke udvisning. § 245-vold begået i forening i 7-Eleven og med glasflaske i hovedet, men nyt strafbart forhold ikke sandsynligt. De tiltalte var skyldige i legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved en tidlig morgen i en 7-Eleven-butik i forening at have tildelt forurettede ikke under 10 knytnæveslag i hovedet samt have slået ham i hovedet med en glasflaske, hvorved flasken blev knust. De tiltalte var ikke tidligere straffet. De var i beskæftigelse i Danmark, hvor de fast var bosiddende, og begge havde gode personlige forhold. Henset hertil og til omstændighederne ved voldsforholdet var det ikke sandsynligt, at de tiltalte ville være tilbøjelige til på ny at begå en strafbar handling som den, de var dømt for. Højesteret fandt herefter, at deres adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Højesteret havde herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning tillige ville være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. opholdsdirektivets artikel 27 og 28. Dommen findes i U 2019.2879 H.

Kommentar: Grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, betyder ikke i sig selv, at den personlige adfærd kan anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Det var derimod afgørende, om det var sandsynligt, at de tiltalte ville være tilbøjelige til på ny at begå en strafbar handling som den, de var dømt for.

Et forhold kan dog tænkes i sig selv opfylde betingelserne for at kunne anses for en at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse:

”56. Desuden bemærkes, at selv om konstateringen af en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse som omhandlet i artikel 27, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2004/38, i almindelighed er ensbetydende med, at den pågældende person vil være tilbøjelig til fortsat at udvise det nævnte forhold, der udgør en sådan trussel, i fremtiden, kan det også tænkes, at det tidligere begåede forhold i sig selv opfylder betingelserne for at kunne anses for en sådan trussel (dom af 27.10.1977, Bouchereau, 30/77, EU:C:1977:172, præmis 29).”, jf. EU-Domstolens dom af 2. maj 2018 i de forenede sager C-331/16 og C-366/16 (K mod Holland og H.F. mod Belgien) som svar på spørgsmål om fortolkning af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Det bemærkes, at U 2009.808 H, hvor tiltalte i en voldssag efter proportionalitetsprincippet, ikke blev udvist, ikke skal læses således, at den personlige adfærd kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Højesteretsdommer Thomas Rørdam har på JUC’s strafferetskonference 2019 udtalt, at det formentligt havde været mere nærliggende at henvise til, at den personlige adfærd ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i stedet for, at udvisningen var i strid med proportionalitetsprincippet.

Overtrædelsen blev begået før ikrafttræden den 16. maj 2018 af lov nr. 469/2018, hvor udlændingelovens § 24 b blev ændret fra betinget udvisning til advarsel, og således at dette tillige omfatter udlændinge omfattet af EU-reglerne. I dag ville tiltalte derfor ikke blive frifundet for udvisningspåstanden, men blive tildelt advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 26 b.

Udvisning kan ske

Advarsel. Administrativ frihedsberøvelse. Udvisning. Butikstyveri for samlet 1.493 kr. Tidligere bødestraffe for tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Polsk statsborger var tildelt advarsel for butikstyveri af 17 pakker kondomer og 14 pakker batterier til en samlet værdi af 1.493 kr. Han havde ingen tilknytning til Danmark. Han havde tidligere i 2010 modtaget to bødeforelæg for henholdsvis tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ved kendelsen opretholdt Højesteret den administrativ frihedsberøvelse af den polske statsborger. Højesteret anførte vedrørende opholdsdirektivet, at den polske statsborgers adfærd måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led., i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), og da han ikke havde nogen tilknytning til Danmark, kunne udvisning af ham endvidere ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Opholdsdirektivet var således ikke til hinder for udvisning. Dommen findes i U 2011.1799 H.

Bøde. Administrativ frihedsberøvelse. Udvisning. Bøde for butikstyveri i forening af pels til en værdi af 4.800 kr. Begået kort tid efter indrejse i Danmark. Tidligere straffet med bøde for tyveri i Danmark. To rumænsk statsborger A og B var skyldig i butikstyveri og den ene tillige skyldig i vold. Den ene rumænske statsborger A havde den 24. oktober 2008 over for politiet erkendt at have begået butikstyveri af en pels til 4.800 kr. i forening med to medgerningsmænd. Tyveriet var begået kort tid efter hendes indrejse i Danmark. Hun havde desuden den 12. april 2008 vedtaget en bøde på 500 kr. for tyveri. Hun havde ingen tilknytning til Danmark. Den anden rumænske statsborger B havde den 24. oktober 2008 over for politiet erkendt at have begået butikstyveri af en pels til 4.800 kr. i forening med to medgerningsmænd samt at have overtrådt straffelovens § 244 om vold. Forholdene var begået kort tid efter hendes indrejse i Danmark. Hun havde desuden den 12. december 2007 vedtaget en bøde på 1.000 kr. for tyveri. Hun havde ingen tilknytning til Danmark. Højesteret fandt, at A’s og B’s adfærd måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led., i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), og da de ikke har nogen tilknytning til Danmark, kunne udvisning af dem endvidere ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Opholdsdirektivet var således ikke til hinder for udvisning, jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3. Dommen findes i U 2011.1788 H.

Bøde. Administrativ frihedsberøvelse. Udvisning. Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for overnatning i Ørstedsparken. Tidligere vedtaget bøde. Rumænsk statsborger havde sammen med fire andre rumænere indrettet sig med madrasser, dyner, soveposer og tæpper i Ørstedsparken. Omkring dem var andre af deres ejendele. Flere af personerne lå ved politiets ankomst og sov under dynerne. Den rumænske statsborger forklarede til politiet, at han var i Danmark for at sælge blade, og at han også samlede flasker og nogle gange sad på gaden og betlede. Den rumænske statsborger havde ved afhøringen erkendt at have overtrådt ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, og havde vedtaget et udenretligt bødeforelæg på 500 kr. Forholdet blev begået kort tid efter den rumænske statsborgers indrejse i Danmark. Han havde tidligere den 24. maj 2017 vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, og han var den 18. og 30. maj 2017 bortvist som overnatter på gaden samt den 27. og 29. maj 2017 meddelt advarsler for betleri. Den rumænske statsborger havde ingen tilknytning til Danmark. Betingelserne efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, for at udvise den rumænske statsborger måtte herefter på det foreliggende grundlag anses for opfyldt. Spørgsmålet var herefter, om udvisning er forenelig med artikel 27, stk. 2, 2. led, i opholdsdirektivet. Højesteret fandt, at den rumænske statsborgers adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Hensynet til den offentlige orden beskyttes også efter opholdsdirektivet, og at den aktuelle overtrædelse sammenholdt med de kort forud begåede overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og betlerireglerne havde ikke en tilfældig karakter med begrænset skadevirkning, men måtte anses for at være udslag af en systematisk adfærd som led i den rumænske statsborgers ophold i Danmark som bladsælger og flaskesamler. Den rumænske statsborger havde ikke tilknytning til Danmark, hvorfor udvisning med indrejseforbud i 2 år ikke var i strid med proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Opholdsdirektivet var således ikke til hinder for udvisning. Dommen findes i U 2018.1211 H.

14 dages fængsel. Udvisning. Besiddelse af 25 kg khat med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte var tidligere straffet for lignende kriminalitet i Norge. Tiltalte var norsk statsborger og var fundet skyldig i at have været i besiddelse af 25 kg khat, som han havde indført med henblik på videreoverdragelse. Højesteret tiltrådte, at betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 2, for at udvise tiltalte med indrejseforbud i 6 år var opfyldt. Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter § 24, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) og artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved den proportionalitetsvurdering, der herefter skulle foretages, lagde Højesteret vægt på, at tiltalte var norsk statsborger og i en årrække havde haft bopæl i Norge. Hans tilknytning til Danmark bestod alene i, at hans søn på fire år boede her i landet hos sin mor. Tiltalte havde aldrig boet sammen med moren eller drengen. Han havde besøgt sønnen en dag eller to et par gange om måneden i drengens første leveår, men havde ikke besøgt ham det sidste års tid. Højesteret lagde endvidere vægt på kriminalitetens karakter – indførsel af euforiserende stof med henblik på videreoverdragelse – og på, at tiltalte tidligere var straffet for lignende kriminalitet i Norge. Tiltales kriminalitet var udtryk for en adfærd, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Dommen findes i U 2013.525 H.

20 dages betinget fængsel. Spirituskørsel med promille på 3,04. Tiltalte var ikke tidligere straffet og havde ikke et alkoholmisbrug. Tiltalte, der var statsborger i Polen, var skyldig i spirituskørsel ved at have ført en varebil med en promille på 3,04. Tiltalte var 33 år og havde fået beskæftigelse i Danmark i juni 2016 samt registreret bopæl i november 2018. Han var ikke tidligere straffet. Straffen blev udmålt til 20 dages betinget fængsel og en tillægsbøde samt frakendelse af førerretten i 3 år. Højesteret slog fast, at tiltaltes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kunne begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed. Det gjaldt, selv om der var tale om et 1. gangstilfælde af spirituskørsel, og selv om tiltalte efter sin egen forklaring ikke havde et generelt alkoholmisbrug. Udvisning med et indrejseforbud i 4 år ville ikke være i strid med proportionalitetsprincippet. Dommen findes i U 2022.406 H.

20 dages fængsel. Udvisning. Truet en sagsbehandler på et jobcenter. Tiltalte var polsk statsborger og skyldig i at have truet en sagsbehandler på et jobcenter i august 2014. Straffen blev udmålt til fængsel i 20 dage. Sagen angik for Højesteret, om betingelserne for udvisning var opfyldt. Tiltalte havde haft beskæftigelse og ophold i Danmark i perioden 2008-2014, indtil han i september 2014 udrejste til Polen. Han forklarede under sagen, at han i maj 2019 på ny fik beskæftigelse og tog ophold her i landet. Han blev dog først registreret med bopæl i Danmark fra den 6. august 2020. Varigheden af hans ophold udgjorde herefter mindre end fem år, da byretten traf afgørelse om, at han skulle udvises. Da tiltalte var EU-statsborger, kunne udvisning kun ske, hvis det var i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed. Højesteret tiltrådte efter en samlet vurdering, at de trusler, som tiltalte var dømt for, ikke kunne anses for spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet. Højesteret tiltrådte også, at tiltaltes adfærd under de foreliggende omstændigheder udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kunne begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Højesteret var endvidere enig i, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Dommen findes i U 2023.4847 H og DDB 1507/23 H.

30 dages fængsel. Udvisning. Butikstyveri for 4.700 kr. af professionel karakter med russerpose. Begået samme dag, som tiltalte var ankommet til Danmark. Tiltalte var tidligere straffet. Tiltalte var litauisk statsborger og havde samme dag, som han var ankommet fra Sverige, begået butikstyveri af varer for 4.700 kr. ved anvendelse af ”russerpose”. Højesteret tiltrådte, at tiltaltes kriminalitet var udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Højesteret lagde navnlig vægt på tyveriets professionelle karakter med anvendelse af ”russerpose”, at tiltalte havde begået tyveriet samme dag, som han var ankommet til Danmark, og tiltaltes tidligere domme fra Litauen. Da tiltalte ikke havde nogen tilknytning til Danmark, kunne udvisning med indrejseforbud i 5 år ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Dommen findes i U 2009.813 H.

40 dages fængsel. Udvisning. Forsøg på indbrudstyveri blev begået om natten, i forening med to medgerningsmænd og efter, at de tre gerningsmænd havde kørt rundt i området i flere timer med værktøj og maskering i bilen. Tiltalte havde i forening med to medgerningsmænd forsøgt begå indbrudstyveri efter straffelovens § 276 a, jf. § 21. Tiltalte blev idømt fængsel i 40 dage. Tiltalte var ikke tidligere straffet af betydning for sagen. Tiltalte, der var 28 år og statsborger i Rumænien, hvor han var født og opvokset, havde efter udlændingelovens senest haft lovligt ophold i Danmark i en periode på 1 år, 5 måneder og 21 dage. Den samlede varighed af tiltaltes ophold i Danmark var efter EU-opholdsdirektivet ca. 6 år, og Højesteret lagde derfor til grund, at tiltalte havde opnået ret til tidsubegrænset ophold i Danmark. Spørgsmålet var herefter, om udvisning af tiltalte ville være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Ved vurderingen af trusselsbetingelsen i EU-opholdsdirektivet lagde Højesterets flertal navnlig vægt på, at tiltaltes forsøg på indbrudstyveri blev begået om natten, i forening med to medgerningsmænd og efter, at de tre gerningsmænd havde kørt rundt i området i flere timer med værktøj og maskering i bilen. Højesteret fandt herefter, at trusselsbetingelsen var opfyldt, og tiltrådte, at tiltaltes adfærd måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktivets artikel 27, stk. 2. Højesteret fandt endvidere, at sådan kriminalitet udgjorde et alvorligt samfundsproblem, og at der var tale om alvorlige hensyn til den offentlige orden, jf. direktivets artikel 28, stk. 2. Ved proportionalitetsvurderingen og i lyset af tiltaltes meget begrænsede tilknytning til Danmark og personlige forhold i øvrigt fandt Højesteret, at udvisningen af tiltaltes ikke ville stride mod proportionalitetsprincippet i EU-opholdsdirektivet eller art. 8 i EMRK. Dommen findes i U 2021.4769 H.

40 dages fængsel. Udvisning. Overtrædelse af straffelovens § 174 ved dokumentmisbrug ved brug af ID overfor politiassistent. Sammenstød med ulovligt arbejde og ophold i Danmark. Tiltalte var ghanesisk statsborger og var skyldig i dels overtrædelse af straffelovens § 174 ved anvendelse af anden persons tyske ID overfor en politiassistent og dels udlændingeloven ved ulovligt ophold og arbejde i Danmark. Højesteret fandt, at hverken de forhold, der var nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller reglerne i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) var til hinder for, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Højesteret lagde herved vægt på, at tiltaltes kriminalitet var af en art, som talte for, at han skulle udvises, og at den adfærd, der var kommet til udtryk gennem hans kriminalitet, udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. direktivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Endvidere blev der lagt vægt på, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for at være uproportionalt, jf. herved direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. Tiltaltes tilknytning til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked, var således etableret på ulovligt grundlag og byggede på dokumenter, som vedrørte en anden person. Tiltalte og herboende polsk kvinde havde ikke boet sammen, da tiltalte blev anholdt, og kvinden måtte i hvert fald fra tidspunktet for vielsen i Ghana have været bekendt med, at tiltalte opholdt sig og arbejdede ulovligt i Danmark under en anden persons identitet. Dommen findes i U 2011.2014 H.

50 dages fængsel. Udvisning. Dokumentfalsk ved brug af falsk ID-kort. I sammen med ulovligt ophold i Danmark. Tiltalte er irakisk statsborger og var skyldig i dokumentfalsk ved at have gjort brug af falsk ID-kort ved ansøgning om opholdstilladelse og skyldig i overtrædelse af udlændingeloven ved have opholdt sig ulovligt i Danmark samt yderligere forhold af dokumentfalsk ved at have fremvist falsk ID-kort over for politiet ved anholdelsen. Selv om tiltalte måtte kunne dokumentere, at han opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, tiltrådte Højesteret, at kriminaliteten var af en sådan art, at den udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Højesteret vurderede herefter, om udvisning af tiltalte ville være uproportionalt efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 eller reglerne i opholdsdirektivet. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at tiltaltes tilknytning til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked, alene var etableret på ulovligt grundlag og til dels byggede på brug af falske dokumenter. Han havde ikke lovligt ophold i Danmark, da forholdet til den herboende rumænske statsborger blev etableret, hvilket hun var bekendt med. Parret havde således ikke haft en berettiget forventning om at kunne fortsætte et familieliv i Danmark. Udvisning kunne ikke anses for uproportionalt som følge af dens konsekvenser for den herboende rumænske statsborger og parrets fælles barn, som kun var 1½ år, samt parrets ufødte barn. Der var ikke grundlag for at antage, at det vil være umuligt eller forbundet med alvorlige vanskeligheder at fortsætte familielivet i et andet land, f.eks. Rumænien, hvor den herboende rumæner var statsborger.  Højesteret fandt herefter, at udvisning af tiltalte med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for uproportionalt i forhold til den begåede kriminalitet. Dommen findes i U 2012.3399 H.

60 dages fængsel. Udvisning. Tricktyveri af taske begået efter forudgående aftale og i forening samt forsøg herpå. De tiltalte EU-borgere T1 og T2 var skyldige i tyveri ved i et supermarked at have stjålet en ældre kvindes taske med indhold, mens de afledte hendes opmærksomhed. De tiltalte var også fundet skyldige i forsøg på tyveri ved i samme supermarked at forsøgt at stjæle fra to andre ældre kvinder, mens de forsøgte at aflede deres opmærksomhed. Højesteret tiltrådte, at betingelserne efter udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 1, for at udvise T1 og T2 var opfyldt. Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om udvisning vil være forenelig med artikel 33 sammenholdt med artiklerne 27 og 28 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3. T1 og T2 var idømt ubetinget fængselsstraf for efter forudgående aftale og i forening at have begået tricktyveri af taske og forsøg herpå. Højesteret tiltrådte, at sådan kriminalitet var udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Da T1 og T2 ikke havde nogen tilknytning til Danmark, kunne udvisning med indrejseforbud i 5 år ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Dommen findes i U 2010.250 H.

6 måneders fængsel. Udvisning med indrejseforbud i 6 år. Grov vold ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv. Tiltalte havde opsøgt forurettede på hendes bopæl. Ingen forudgående kontakt mellem tiltalte og forurettede. Kriminalitet var ikke spontan eller tilfældighedspræget. Tiltalte var fundet skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket forurettede én gang på brystet med en kniv, hvorved hun fik et snitsår. Straffen blev udmålt til fængsel i 6 måneder. Med hensyn til udvisningsspørgsmålet udtalte Højesteret, at tiltalte på tidspunktet for byrettens dom om udvisning havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 7 år, og at tiltalte dermed havde opnået ret til tidsubegrænset ophold. Det var derfor en betingelse, at udvisningen skyldtes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Højesteret bemærkede, at volden blev begået, efter at tiltalte havde opsøgt forurettede på hendes bopæl med en kniv, og at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem tiltalte og forurettede. Højesteret fandt herefter, at tiltaltes kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om tiltalte ikke tidligere var straffet, måtte det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun ville være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at tiltaltes kriminelle adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Henset til tiltalts begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland fandt Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb. På denne baggrund fandt Højesteret, at udvisning af tiltalte måtte anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2. Dommen findes i U 2026.112 H og AM 2025.10.29 H.

1 års fængsel. Udvisning. Voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Tiltalte var tidligere straffet. Tiltalte var idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Han havde på en båd flere gange nægtet at efterkomme forurettedes ønske om at blive sejlet i land, idet han kun ville bringe hende i land, hvis hun gav ham et kys, hvilket hun flere gange nægtede at gøre, men til sidst efterkom. Herefter tog han hårdt fat i hende. Hun sagde flere gange nej og forsøgte at skubbe ham væk. Han indførte herefter sine fingre i hendes vagina uden hendes samtykke og beordrede hende til at lægge sig ned og se på ham, mens han onanerede sit lem, indtil han fik udløsning på hendes lår. Tiltalte var foruden kriminaliteten i den foreliggende sag dømt for en række voldsforhold begået i 2019 og 2020. Han var ved dom af 6. oktober 2020 idømt en betinget fængselsstraf på 3 måneder for vold begået i 2020, idet han bl.a. slog en kvinde flere gange med knyttet hånd og rev hende i håret, således at hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede hende flere gange. Ved dom af 15. marts 2023 blev han idømt 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler ligeledes begået i 2020, idet han slog en kvinde i ansigtet med flad hånd og rev hende i håret, hvorefter han satte sig oven på hende og viklede en ledning om hendes hals og strammede til, ligesom han holdt for hendes mund og næse, således at hun ikke kunne få luft. Efterfølgende slog han hende med et bordben i ansigtet og på kroppen. Endvidere truede han med, at han ville torturere hende og stikke hende med en kniv. Ved dom af 31. maj 2023 blev ham idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bl.a. to tilfælde af grov vold, et tilfælde af simpel vold samt for røveri og fareforvoldelse. Ved et af voldsforholdene kastede han flere tallerkener efter en kvinde, der blev ramt og måtte sys i panden. Ved en anden lejlighed slog han den samme kvinde adskillige gange på kroppen og ansigtet med et bordben. Tiltalte var også før disse domme straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, idet han som mindreårig er dømt for vold, herunder grov vold, trusler og vidnetrusler, og som voksen for vold og trusler om vold. Han var desuden mange gange straffet med bøde, bl.a. for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og lovgivningen om euforiserende stoffer. Hans kriminalitet viste manglende vilje til at overholde dansk lovgivning, og Højesteret fandt, at der var betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. På den anførte baggrund fandt Højesteret, at tiltaltes kriminalitet var af en sådan art og alvor, at hans adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Dommen findes i U 2025.2670 H, AM 2025.04.15 H og DDB 161/25.

3 års fængsel. Udvisning. Besiddelse af 1 kg amfetamin. Tiltalte havde haft den væsentligste rolle i forbindelse med besiddelsen hos medtiltalte af ca. 1 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte havde flere gange været hos medtiltalte og herunder hentet noget af amfetaminen. Endvidere havde tiltalte i forening med de medtiltalte opbevaret 450 g skunk i medtiltaltes lejlighed. Der var således ikke tale om tilfældighedspræget kriminalitet, men om planlagt kriminalitet begået i forening med flere andre personer, som havde strukket sig over en længere periode. Højesteret fandt under hensyn til karakteren af og omstændighederne ved den begåede kriminalitet, at tiltaltes adfærd, uanset at han – bortset fra tre bødeforhold – ikke tidligere var straffet, aktuelt måtte anses for at udgøre en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i Ziebell-dommen. Trusselsbetingelsen måtte således anses for opfyldt. Dommen findes i U 2021.4721 H.

3 års fængsel. Udvisning. Overtrædelse af straffelovens § 192 ved transport af maskinpistol og panserværnsraket som led i organiseret våbensmugling. Tiltalte var svensk statsborger uden tilknytning til Danmark. Tiltalte var bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, ved under særdeles skærpende omstændigheder som kurer at have transporteret en maskinpistol og en panserværnsraket fra Sverige til Danmark. Det var sket som led i organiseret våbensmugling. Højesteret tiltrådte, at betingelserne i udlændingelovens § 24 for at udvise tiltalte med indrejseforbud for bestandig var opfyldt, og at udvisning ikke ville være uforenelig med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF) og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dommen findes i U 2014.1080 H.

Kommentar: Forbrydelsens grovhed og omstændighederne ved overtrædelsen har i sig selv nok begrundet, at den personlige adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivet art. 27, stk. 2.