Ungdom i Danmark og stiftet familie
I lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018 om skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændige er typetilfældene kategoriseret efter 1) udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og 2) udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne.
Mindreårige, der ikke er omfattet af Maslov-dommens præmis 74 og 75 om udlændige, der er opvokset og har modtaget sin uddannelse i Danmark, er ikke selvstændigt kategoriseret i lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018, men er en del af kategorisering 1) om udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige.
Uddrag fra lovbemærkningerne:
”2.1.2.5.3. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie
Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle udlændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 2 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.
I sagen Joseph Grant mod Storbritannien, dom af 8. januar 2009, blev klager udvist som følge af sin kriminelle fortid, herunder især som følge af en dom fra 2003, hvor klager blev idømt 12 måneders fængsel for røveri. Klager var tidligere bl.a. idømt 15 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og herefter advaret om mulig udvisning ved fortsat kriminalitet. Klager var i perioden fra 1991 til 2006, som misbruger af heroin, dømt 32 gange for 52 forhold, herunder bl.a. for narkotikakriminalitet, overfald og vold. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at ingen af klagers overtrædelser, hvoraf størstedelen var ikkevoldelige i deres natur, var i den mere alvorlige ende af spektret for kriminel aktivitet, da de overtrædelser, der vedrørte en form for vold, angik fængselsstraffe på ikke over 12 måneder, og da klager ikke kunne anses for at være pusher. Klager, der var indrejst som 14-årig fra Jamaica, havde stærk tilknytning til Storbritannien, hvor klagers mor og to brødre boede, og hvor klager havde fire børn, der alle var britiske statsborgere, med fire forskellige kvinder. Klagers børn var, bortset fra et barn på 12 år, alle voksne, og klager havde et barnebarn. Klager havde samvær med det mindreårige barn tre gange ugentligt. Klager havde ikke nogen stærk social eller familiemæssig tilknytning til Jamaica, men kunne tale sproget. Nogle af klagers familiemedlemmer havde venner og kontakter i Jamaica, hvorfor klager ikke ville være fuldstændig isoleret ved tilbagesendelse. Domstolen fandt på den baggrund og som følge af antallet af overtrædelser og den tidsmæssige udstrækning af disse, at der ikke med udvisningen var tale om en krænkelse af artikel 8.
Sagen Keles mod Tyskland, dom af 27. oktober 2005, er også relevant i denne sammenhæng, selv om Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse, idet krænkelsen skyldtes, at den pågældende blev udvist for bestandig. Klager var i perioden fra 1983 til 1998 dømt otte gange for en række kriminelle forhold, hvoraf fire var for alvorlige færdselsovertrædelser. Klager var idømt fængselsstraffe på henholdsvis 4, 5 og 6 måneder og var samlet idømt 1 år og 3 måneders fængsel, heraf var 10 måneder ubetinget. Klager, der var flyttet til Tyskland som 10-årig, havde på tidspunktet for udvisningsafgørelsen, opholdt sig lovligt i Tyskland i 27 år, hvor han havde gennemført en ungdomsuddannelse. Klager havde en ægtefælle og fire børn, som han havde levet sammen med i Tyskland i 10 år. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klagers ægtefælle ville kunne reintegrere sig i det tyrkiske samfund, men bemærkede, at klagers fire børn, som enten var født i Tyskland eller ankommet i en meget ung alder, og som havde modtaget al deres skolegang i Tyskland, ville have alvorlige vanskeligheder ved at følge med klager til Tyrkiet. Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at udvisningen af klager som sådan var proportional, men at et indrejseforbud for bestandig udgjorde en krænkelse af artikel 8.
I sagen Antate mod Frankrig, afvisningsafgørelse af 11. juni 2002, blev en marokkansk statsborger i 1993 udvist fra Frankrig som følge af en dom på 2 års fængsel for bl.a. vold, røveri og seksuel krænkelse, hvor en tidligere betinget dom på 3 måneders fængsel for en alvorlig færdselsovertrædelse samtidig blev udløst til fulde. Klager var herudover tidligere straffet bl.a. med fængsel i 6 måneder for bl.a. vold og berigelseskriminalitet. Klager, der var indrejst til Frankrig som 11-årig, havde opholdt sig i Frankrig i 17 år, hvor klager havde tre børn med en fransk statsborger, som han var separeret fra. Derudover boede klagers forældre og fire søskende i landet. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at selv om klager havde opbygget relativt vigtige relationer til Marokko, hvor han var født og havde haft en del af sin skolegang, så var hans primære sociale og familiære relationer i Frankrig. Klager havde forud for udvisningen opretholdt kontakt til sine børn, og en udvisning af klager ville påvirke styrken af klagers bånd til sine børn. Der var tale om et væsentligt indgreb i klagers privat- og familieliv. Heroverfor måtte arten af klagers kriminalitet tillægges betydelig vægt. Det havde betydning, at klagers handlinger var af en særlig grov karakter, til trods for, at den udmålte fængselsstraf ikke var særlig lang. Derudover havde det også betydning, at klager var tidligere straffet. Domstolen fandt på den baggrund, at udvisningen af klager var berettiget.
Som det fremgår af pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor, har det væsentlig betydning ved proportionalitetsvurderingen, om den kriminelle udlænding har tilknytning til det land, hvor den pågældende må forventes at tage ophold ved en eventuel udvisning. Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af tilknytning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i (sagerne A. W. Khan mod Storbritannien, dom af 12. januar 2010, og Mokrani mod Frankrig, dom af 15. juli 2003), er der så vidt ses kun et enkelt eksempel siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårig og har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 2 års fængsel.
Denne sag var Yilmaz mod Tyskland, dom af 17. april 2003, hvor en 22-årig tyrkisk statsborger i 1998 blev udvist med indrejseforbud for bestandig som følge af en dom i 1996, hvor klager blev idømt en samlet straf på 3 års ubetinget fængsel for grov vold og seksuel tvang, begået mens klager var varetægtsfængslet for fire grove røveriforhold. Klager modtog først en betinget dom på 1 år og 10 måneders fængsel for røveriforholdene, der dog indgik i dommen på 3 års fængsel. Klager var tidligere ved en ungdomsdomstol idømt 2 ugers fængsel for groft røveri. Klager blev vurderet til at være en såkaldt ”andengenerationsindvandrer” til Tyskland, hvor han havde tidsubegrænset opholdstilladelse, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde en tysk kæreste, som han fik et barn med i 1999. Klager havde en bedstemor i Tyrkiet og havde været i landet under enkelte feriebesøg. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen af klager ikke i sig selv var uproportional. Domstolen fandt imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig efter sagens omstændigheder ikke var proportionalt, navnlig af hensyn til klagers søn og det forhold, at han havde tidsubegrænset opholdstilladelse.
Som det fremgår, var det i Yilmaz-sagen det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.
…
2.4.2.2. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie
Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.3 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i visse tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie, hvor den seneste idømte straf var på 2 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.
Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af tilknytning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i, er der omvendt som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.2.5.3 så vidt ses kun et enkelt eksempel siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårig og har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 2 års fængsel.
I den sag, hvor der blev statueret krænkelse (Yilmaz-sagen) skyldtes dette, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og har stiftet familie, idømmes 2 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor, og at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det pågældende land, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 2 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.
Selv om det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, vil der således eksempelvis kunne være tilfælde, hvor kriminaliteten er så alvorlig, at den kriminelle udlænding alligevel kan udvises, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.2.4.5.
Det ovennævnte udgangspunkt skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af reglerne om indrejseforbuddets længde, jf. pkt. 4.4 nedenfor. Der vil således kunne være tilfælde, hvor udvisning i overensstemmelse med retningslinjerne vil forudsætte, at der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed for at sikre overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis komme på tale at udvise ved en straf af kortere varighed, hvis udlændingen er indrejst i en relativt sen alder. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Maslov-kriterierne”.