Uddrag fra præmisserne:

“14.  A royal order of 25 February 1991, which was served in March 1991, required the applicant to leave Belgium, on the following grounds:

“Whereas [Mr C.] has been found guilty of causing criminal damage, for which he was sentenced on 6 April 1988, in ajudgment which has become final, to 2 months’ imprisonmentand a fine of 400 francs, the term of imprisonment being suspended for 3 years; Whereas he has been found guilty, as principal or jointprincipal, of possessing and dealing in prohibited drugs, namely 17.2 kilos of cannabis, aggravated by the fact that his offence also constituted participation in the principalor secondary activities of a criminal organisation, for whichoffences he was sentenced on 30 June 1989, in a judgment which has become final, to 5 years’ imprisonment and a fine of 1,000 francs; Whereas, accordingly, by his personal conduct, he hasseriously prejudiced public order;”

…

35.  Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“34.  However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.”

A. Paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1)

22.  It must first be ascertained whether Mr C. can rely on a “private and family life” within the meaning of Article 8 para. 1 (art. 8-1).

The Government answered this question in the negative. They maintained that the applicant no longer had any particular links with Belgium, as the family nucleus which had settled there in 1966 had subsequently broken up. The applicant’s father had died in Morocco and two of his sisters had gone to live in the Grand Duchy of Luxembourg. Unlike his sisters, Mr C. had not applied for Belgian nationality, although he could have done so on reaching the age of 18. The applicant no longer belonged to the family taxi business, had ceased to work for it at the time of his arrest and had not worked for it subsequently. On the other hand, the applicant had preserved strong links with his country of origin, as was shown by his marriage in Morocco to a Moroccan woman and then his divorce there in accordance with the local rite. It was also in accordance with Moroccan custom that the applicant and the mother of his son had agreed that he should have custody of the child. In addition, a 1988 police report had stated that Mr C.’s main social contacts were with people of Moroccan origin, and in the same year he had stated at Forest Prison that he spoke Arabic and Spanish (see paragraphs 11 and 12 above).

24. According to the Commission, the fact that the applicant’s son had lived in Belgium with his paternal grandmother and that Mr C. had worked for the family business revealed the existence of some kind of family life within the meaning of Article 8 (art. 8).
25. The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.
26. Paragraph 2 of Article 8 (art. 8-2)
27. It is therefore necessary to ascertain whether the deportation in issue satisfied the conditions of paragraph 2 (art. 8-2), that is to say whether it was “in accordance with the law”, pursued one or more of the legitimate aims set out in that paragraph, and was “necessary in a democratic society” for the achievement of that aim or aims. 1. “In accordance with the law”
28. It is not contested that the royal order of 25 February 1991 (see paragraph 14 above) was based on sections 20 and 21 of the Act of 15 December 1980 on the entry, residence, settlement and expulsion of aliens (see paragraph 18 above). The Conseil d’Etat, moreover, ruled that it was lawful (see paragraph 16 above). 2. Legitimate aim
29. Those appearing before the Court agreed that the interference in issue had aims which were compatible with the Convention, namely “the prevention of disorder or crime”. 3. “Necessary in a democratic society”
30. The Government argued that the deportation in issue was justified by Mr C.’s delinquent conduct. The particular seriousness of the facts which had led to his conviction for unlawful possession of drugs and conspiracy gave reason to fear the greatest risks to public order, since the applicant had not shown any intention of mending his ways. It was further asserted that his attachment to his family and to the host country was not so strong as that of Mr Moustaquim and Mr Beldjoudi (see the Moustaquim v. Belgium judgment of 18 February 1991, Series A no. 193, and the Beldjoudi v. France judgment of 26 March 1992, Series A no. 234-A). The consequences of his deportation for his private and family life could not therefore be regarded as disproportionate.
31. The Commission agreed with the above argument in substance.
32. The Court reiterates that it is for the Contracting States to maintain public order, in particular by exercising their right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations, to control the entry and residence of aliens and notably to order the expulsion of aliens convicted of criminal offences. However, their decisions in this field must, in so far as they may interfere with a right protected under paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1), be necessary in a democratic society, that is to say, justified by a pressing social need and proportionate to the legitimate aim pursued.
33. The Court’s task is to determine whether the deportation in issue struck a fair balance between the relevant interests, namely the applicant’s right to respect for his private and family life, on the one hand, and the prevention of disorder or crime, on the other.
34. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.
35. However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.
36. Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.
37. Having regard to the nature of the applicant’s links with Belgium and Morocco and to the seriousness of the offences which gave rise to his deportation, it has not been shown and there is nothing to indicate that in the circumstances of the case the Belgian authorities acted in an arbitrary or unreasonable manner, or failed to fulfil their obligation to strike a fair balance between the relevant interests. The applicant’s expulsion cannot therefore be regarded as disproportionate to the legitimate aims pursued. There has accordingly been no violation of Article 8 (art. 8).
38. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 14 OF THE CONVENTION INCONJUNCTION WITH ARTICLE 8 (art. 14+8)
39. As a Moroccan national Mr C. claimed to be a victim of discrimination on the grounds of nationality and race. He maintained that, in breach of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8), his deportation amounted to less favourable treatment than was accorded to criminals who, as nationals of a member State of the European Union, were protected against such a measure in Belgium.

38.  Like the Government and the Commission, the Court considers that such preferential treatment is based on an objective and reasonable justification, given that the member States of the European Union form a special legal order, which has, in addition, established its own citizenship (see the previously cited Moustaquim judgment, p. 20, para. 49). There has accordingly been no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8).”

Uddrag fra præmisserne:

“14.  A royal order of 25 February 1991, which was served in March 1991, required the applicant to leave Belgium, on the following grounds:

“Whereas [Mr C.] has been found guilty of causing criminal damage, for which he was sentenced on 6 April 1988, in ajudgment which has become final, to 2 months’ imprisonmentand a fine of 400 francs, the term of imprisonment being suspended for 3 years; Whereas he has been found guilty, as principal or jointprincipal, of possessing and dealing in prohibited drugs, namely 17.2 kilos of cannabis, aggravated by the fact that his offence also constituted participation in the principalor secondary activities of a criminal organisation, for whichoffences he was sentenced on 30 June 1989, in a judgment which has become final, to 5 years’ imprisonment and a fine of 1,000 francs; Whereas, accordingly, by his personal conduct, he hasseriously prejudiced public order;”

…

35.  Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“34.  However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.”

A. Paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1)

22.  It must first be ascertained whether Mr C. can rely on a “private and family life” within the meaning of Article 8 para. 1 (art. 8-1).

The Government answered this question in the negative. They maintained that the applicant no longer had any particular links with Belgium, as the family nucleus which had settled there in 1966 had subsequently broken up. The applicant’s father had died in Morocco and two of his sisters had gone to live in the Grand Duchy of Luxembourg. Unlike his sisters, Mr C. had not applied for Belgian nationality, although he could have done so on reaching the age of 18. The applicant no longer belonged to the family taxi business, had ceased to work for it at the time of his arrest and had not worked for it subsequently. On the other hand, the applicant had preserved strong links with his country of origin, as was shown by his marriage in Morocco to a Moroccan woman and then his divorce there in accordance with the local rite. It was also in accordance with Moroccan custom that the applicant and the mother of his son had agreed that he should have custody of the child. In addition, a 1988 police report had stated that Mr C.’s main social contacts were with people of Moroccan origin, and in the same year he had stated at Forest Prison that he spoke Arabic and Spanish (see paragraphs 11 and 12 above).

24. According to the Commission, the fact that the applicant’s son had lived in Belgium with his paternal grandmother and that Mr C. had worked for the family business revealed the existence of some kind of family life within the meaning of Article 8 (art. 8).
25. The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.
26. Paragraph 2 of Article 8 (art. 8-2)
27. It is therefore necessary to ascertain whether the deportation in issue satisfied the conditions of paragraph 2 (art. 8-2), that is to say whether it was “in accordance with the law”, pursued one or more of the legitimate aims set out in that paragraph, and was “necessary in a democratic society” for the achievement of that aim or aims. 1. “In accordance with the law”
28. It is not contested that the royal order of 25 February 1991 (see paragraph 14 above) was based on sections 20 and 21 of the Act of 15 December 1980 on the entry, residence, settlement and expulsion of aliens (see paragraph 18 above). The Conseil d’Etat, moreover, ruled that it was lawful (see paragraph 16 above). 2. Legitimate aim
29. Those appearing before the Court agreed that the interference in issue had aims which were compatible with the Convention, namely “the prevention of disorder or crime”. 3. “Necessary in a democratic society”
30. The Government argued that the deportation in issue was justified by Mr C.’s delinquent conduct. The particular seriousness of the facts which had led to his conviction for unlawful possession of drugs and conspiracy gave reason to fear the greatest risks to public order, since the applicant had not shown any intention of mending his ways. It was further asserted that his attachment to his family and to the host country was not so strong as that of Mr Moustaquim and Mr Beldjoudi (see the Moustaquim v. Belgium judgment of 18 February 1991, Series A no. 193, and the Beldjoudi v. France judgment of 26 March 1992, Series A no. 234-A). The consequences of his deportation for his private and family life could not therefore be regarded as disproportionate.
31. The Commission agreed with the above argument in substance.
32. The Court reiterates that it is for the Contracting States to maintain public order, in particular by exercising their right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations, to control the entry and residence of aliens and notably to order the expulsion of aliens convicted of criminal offences. However, their decisions in this field must, in so far as they may interfere with a right protected under paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1), be necessary in a democratic society, that is to say, justified by a pressing social need and proportionate to the legitimate aim pursued.
33. The Court’s task is to determine whether the deportation in issue struck a fair balance between the relevant interests, namely the applicant’s right to respect for his private and family life, on the one hand, and the prevention of disorder or crime, on the other.
34. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.
35. However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.
36. Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.
37. Having regard to the nature of the applicant’s links with Belgium and Morocco and to the seriousness of the offences which gave rise to his deportation, it has not been shown and there is nothing to indicate that in the circumstances of the case the Belgian authorities acted in an arbitrary or unreasonable manner, or failed to fulfil their obligation to strike a fair balance between the relevant interests. The applicant’s expulsion cannot therefore be regarded as disproportionate to the legitimate aims pursued. There has accordingly been no violation of Article 8 (art. 8).
38. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 14 OF THE CONVENTION INCONJUNCTION WITH ARTICLE 8 (art. 14+8)
39. As a Moroccan national Mr C. claimed to be a victim of discrimination on the grounds of nationality and race. He maintained that, in breach of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8), his deportation amounted to less favourable treatment than was accorded to criminals who, as nationals of a member State of the European Union, were protected against such a measure in Belgium.

38.  Like the Government and the Commission, the Court considers that such preferential treatment is based on an objective and reasonable justification, given that the member States of the European Union form a special legal order, which has, in addition, established its own citizenship (see the previously cited Moustaquim judgment, p. 20, para. 49). There has accordingly been no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8).”

Uddrag fra præmisserne:

“14.  A royal order of 25 February 1991, which was served in March 1991, required the applicant to leave Belgium, on the following grounds:

“Whereas [Mr C.] has been found guilty of causing criminal damage, for which he was sentenced on 6 April 1988, in ajudgment which has become final, to 2 months’ imprisonmentand a fine of 400 francs, the term of imprisonment being suspended for 3 years; Whereas he has been found guilty, as principal or jointprincipal, of possessing and dealing in prohibited drugs, namely 17.2 kilos of cannabis, aggravated by the fact that his offence also constituted participation in the principalor secondary activities of a criminal organisation, for whichoffences he was sentenced on 30 June 1989, in a judgment which has become final, to 5 years’ imprisonment and a fine of 1,000 francs; Whereas, accordingly, by his personal conduct, he hasseriously prejudiced public order;”

…

35.  Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“34.  However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.”

A. Paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1)

22.  It must first be ascertained whether Mr C. can rely on a “private and family life” within the meaning of Article 8 para. 1 (art. 8-1).

The Government answered this question in the negative. They maintained that the applicant no longer had any particular links with Belgium, as the family nucleus which had settled there in 1966 had subsequently broken up. The applicant’s father had died in Morocco and two of his sisters had gone to live in the Grand Duchy of Luxembourg. Unlike his sisters, Mr C. had not applied for Belgian nationality, although he could have done so on reaching the age of 18. The applicant no longer belonged to the family taxi business, had ceased to work for it at the time of his arrest and had not worked for it subsequently. On the other hand, the applicant had preserved strong links with his country of origin, as was shown by his marriage in Morocco to a Moroccan woman and then his divorce there in accordance with the local rite. It was also in accordance with Moroccan custom that the applicant and the mother of his son had agreed that he should have custody of the child. In addition, a 1988 police report had stated that Mr C.’s main social contacts were with people of Moroccan origin, and in the same year he had stated at Forest Prison that he spoke Arabic and Spanish (see paragraphs 11 and 12 above).

24. According to the Commission, the fact that the applicant’s son had lived in Belgium with his paternal grandmother and that Mr C. had worked for the family business revealed the existence of some kind of family life within the meaning of Article 8 (art. 8).
25. The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.
26. Paragraph 2 of Article 8 (art. 8-2)
27. It is therefore necessary to ascertain whether the deportation in issue satisfied the conditions of paragraph 2 (art. 8-2), that is to say whether it was “in accordance with the law”, pursued one or more of the legitimate aims set out in that paragraph, and was “necessary in a democratic society” for the achievement of that aim or aims. 1. “In accordance with the law”
28. It is not contested that the royal order of 25 February 1991 (see paragraph 14 above) was based on sections 20 and 21 of the Act of 15 December 1980 on the entry, residence, settlement and expulsion of aliens (see paragraph 18 above). The Conseil d’Etat, moreover, ruled that it was lawful (see paragraph 16 above). 2. Legitimate aim
29. Those appearing before the Court agreed that the interference in issue had aims which were compatible with the Convention, namely “the prevention of disorder or crime”. 3. “Necessary in a democratic society”
30. The Government argued that the deportation in issue was justified by Mr C.’s delinquent conduct. The particular seriousness of the facts which had led to his conviction for unlawful possession of drugs and conspiracy gave reason to fear the greatest risks to public order, since the applicant had not shown any intention of mending his ways. It was further asserted that his attachment to his family and to the host country was not so strong as that of Mr Moustaquim and Mr Beldjoudi (see the Moustaquim v. Belgium judgment of 18 February 1991, Series A no. 193, and the Beldjoudi v. France judgment of 26 March 1992, Series A no. 234-A). The consequences of his deportation for his private and family life could not therefore be regarded as disproportionate.
31. The Commission agreed with the above argument in substance.
32. The Court reiterates that it is for the Contracting States to maintain public order, in particular by exercising their right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations, to control the entry and residence of aliens and notably to order the expulsion of aliens convicted of criminal offences. However, their decisions in this field must, in so far as they may interfere with a right protected under paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1), be necessary in a democratic society, that is to say, justified by a pressing social need and proportionate to the legitimate aim pursued.
33. The Court’s task is to determine whether the deportation in issue struck a fair balance between the relevant interests, namely the applicant’s right to respect for his private and family life, on the one hand, and the prevention of disorder or crime, on the other.
34. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.
35. However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.
36. Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.
37. Having regard to the nature of the applicant’s links with Belgium and Morocco and to the seriousness of the offences which gave rise to his deportation, it has not been shown and there is nothing to indicate that in the circumstances of the case the Belgian authorities acted in an arbitrary or unreasonable manner, or failed to fulfil their obligation to strike a fair balance between the relevant interests. The applicant’s expulsion cannot therefore be regarded as disproportionate to the legitimate aims pursued. There has accordingly been no violation of Article 8 (art. 8).
38. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 14 OF THE CONVENTION INCONJUNCTION WITH ARTICLE 8 (art. 14+8)
39. As a Moroccan national Mr C. claimed to be a victim of discrimination on the grounds of nationality and race. He maintained that, in breach of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8), his deportation amounted to less favourable treatment than was accorded to criminals who, as nationals of a member State of the European Union, were protected against such a measure in Belgium.

38.  Like the Government and the Commission, the Court considers that such preferential treatment is based on an objective and reasonable justification, given that the member States of the European Union form a special legal order, which has, in addition, established its own citizenship (see the previously cited Moustaquim judgment, p. 20, para. 49). There has accordingly been no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8).”

Uddrag fra præmisserne:

“14.  A royal order of 25 February 1991, which was served in March 1991, required the applicant to leave Belgium, on the following grounds:

“Whereas [Mr C.] has been found guilty of causing criminal damage, for which he was sentenced on 6 April 1988, in ajudgment which has become final, to 2 months’ imprisonmentand a fine of 400 francs, the term of imprisonment being suspended for 3 years; Whereas he has been found guilty, as principal or jointprincipal, of possessing and dealing in prohibited drugs, namely 17.2 kilos of cannabis, aggravated by the fact that his offence also constituted participation in the principalor secondary activities of a criminal organisation, for whichoffences he was sentenced on 30 June 1989, in a judgment which has become final, to 5 years’ imprisonment and a fine of 1,000 francs; Whereas, accordingly, by his personal conduct, he hasseriously prejudiced public order;”

…

35.  Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“34.  However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.”

A. Paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1)

22.  It must first be ascertained whether Mr C. can rely on a “private and family life” within the meaning of Article 8 para. 1 (art. 8-1).

The Government answered this question in the negative. They maintained that the applicant no longer had any particular links with Belgium, as the family nucleus which had settled there in 1966 had subsequently broken up. The applicant’s father had died in Morocco and two of his sisters had gone to live in the Grand Duchy of Luxembourg. Unlike his sisters, Mr C. had not applied for Belgian nationality, although he could have done so on reaching the age of 18. The applicant no longer belonged to the family taxi business, had ceased to work for it at the time of his arrest and had not worked for it subsequently. On the other hand, the applicant had preserved strong links with his country of origin, as was shown by his marriage in Morocco to a Moroccan woman and then his divorce there in accordance with the local rite. It was also in accordance with Moroccan custom that the applicant and the mother of his son had agreed that he should have custody of the child. In addition, a 1988 police report had stated that Mr C.’s main social contacts were with people of Moroccan origin, and in the same year he had stated at Forest Prison that he spoke Arabic and Spanish (see paragraphs 11 and 12 above).

24. According to the Commission, the fact that the applicant’s son had lived in Belgium with his paternal grandmother and that Mr C. had worked for the family business revealed the existence of some kind of family life within the meaning of Article 8 (art. 8).
25. The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.
26. Paragraph 2 of Article 8 (art. 8-2)
27. It is therefore necessary to ascertain whether the deportation in issue satisfied the conditions of paragraph 2 (art. 8-2), that is to say whether it was “in accordance with the law”, pursued one or more of the legitimate aims set out in that paragraph, and was “necessary in a democratic society” for the achievement of that aim or aims. 1. “In accordance with the law”
28. It is not contested that the royal order of 25 February 1991 (see paragraph 14 above) was based on sections 20 and 21 of the Act of 15 December 1980 on the entry, residence, settlement and expulsion of aliens (see paragraph 18 above). The Conseil d’Etat, moreover, ruled that it was lawful (see paragraph 16 above). 2. Legitimate aim
29. Those appearing before the Court agreed that the interference in issue had aims which were compatible with the Convention, namely “the prevention of disorder or crime”. 3. “Necessary in a democratic society”
30. The Government argued that the deportation in issue was justified by Mr C.’s delinquent conduct. The particular seriousness of the facts which had led to his conviction for unlawful possession of drugs and conspiracy gave reason to fear the greatest risks to public order, since the applicant had not shown any intention of mending his ways. It was further asserted that his attachment to his family and to the host country was not so strong as that of Mr Moustaquim and Mr Beldjoudi (see the Moustaquim v. Belgium judgment of 18 February 1991, Series A no. 193, and the Beldjoudi v. France judgment of 26 March 1992, Series A no. 234-A). The consequences of his deportation for his private and family life could not therefore be regarded as disproportionate.
31. The Commission agreed with the above argument in substance.
32. The Court reiterates that it is for the Contracting States to maintain public order, in particular by exercising their right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations, to control the entry and residence of aliens and notably to order the expulsion of aliens convicted of criminal offences. However, their decisions in this field must, in so far as they may interfere with a right protected under paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1), be necessary in a democratic society, that is to say, justified by a pressing social need and proportionate to the legitimate aim pursued.
33. The Court’s task is to determine whether the deportation in issue struck a fair balance between the relevant interests, namely the applicant’s right to respect for his private and family life, on the one hand, and the prevention of disorder or crime, on the other.
34. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.
35. However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.
36. Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.
37. Having regard to the nature of the applicant’s links with Belgium and Morocco and to the seriousness of the offences which gave rise to his deportation, it has not been shown and there is nothing to indicate that in the circumstances of the case the Belgian authorities acted in an arbitrary or unreasonable manner, or failed to fulfil their obligation to strike a fair balance between the relevant interests. The applicant’s expulsion cannot therefore be regarded as disproportionate to the legitimate aims pursued. There has accordingly been no violation of Article 8 (art. 8).
38. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 14 OF THE CONVENTION INCONJUNCTION WITH ARTICLE 8 (art. 14+8)
39. As a Moroccan national Mr C. claimed to be a victim of discrimination on the grounds of nationality and race. He maintained that, in breach of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8), his deportation amounted to less favourable treatment than was accorded to criminals who, as nationals of a member State of the European Union, were protected against such a measure in Belgium.

38.  Like the Government and the Commission, the Court considers that such preferential treatment is based on an objective and reasonable justification, given that the member States of the European Union form a special legal order, which has, in addition, established its own citizenship (see the previously cited Moustaquim judgment, p. 20, para. 49). There has accordingly been no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8).”

Uddrag fra præmisserne:

“14.  A royal order of 25 February 1991, which was served in March 1991, required the applicant to leave Belgium, on the following grounds:

“Whereas [Mr C.] has been found guilty of causing criminal damage, for which he was sentenced on 6 April 1988, in ajudgment which has become final, to 2 months’ imprisonmentand a fine of 400 francs, the term of imprisonment being suspended for 3 years; Whereas he has been found guilty, as principal or jointprincipal, of possessing and dealing in prohibited drugs, namely 17.2 kilos of cannabis, aggravated by the fact that his offence also constituted participation in the principalor secondary activities of a criminal organisation, for whichoffences he was sentenced on 30 June 1989, in a judgment which has become final, to 5 years’ imprisonment and a fine of 1,000 francs; Whereas, accordingly, by his personal conduct, he hasseriously prejudiced public order;”

…

35.  Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“25.  The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.

…

33. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.”

Uddrag fra præmisserne:

“34.  However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.”

A. Paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1)

22.  It must first be ascertained whether Mr C. can rely on a “private and family life” within the meaning of Article 8 para. 1 (art. 8-1).

The Government answered this question in the negative. They maintained that the applicant no longer had any particular links with Belgium, as the family nucleus which had settled there in 1966 had subsequently broken up. The applicant’s father had died in Morocco and two of his sisters had gone to live in the Grand Duchy of Luxembourg. Unlike his sisters, Mr C. had not applied for Belgian nationality, although he could have done so on reaching the age of 18. The applicant no longer belonged to the family taxi business, had ceased to work for it at the time of his arrest and had not worked for it subsequently. On the other hand, the applicant had preserved strong links with his country of origin, as was shown by his marriage in Morocco to a Moroccan woman and then his divorce there in accordance with the local rite. It was also in accordance with Moroccan custom that the applicant and the mother of his son had agreed that he should have custody of the child. In addition, a 1988 police report had stated that Mr C.’s main social contacts were with people of Moroccan origin, and in the same year he had stated at Forest Prison that he spoke Arabic and Spanish (see paragraphs 11 and 12 above).

24. According to the Commission, the fact that the applicant’s son had lived in Belgium with his paternal grandmother and that Mr C. had worked for the family business revealed the existence of some kind of family life within the meaning of Article 8 (art. 8).
25. The Court reiterates that the concept of family on which Article 8 (art. 8) is based embraces, even where there is no cohabitation, the tie between a parent and his or her child, regardless of whether or not the latter is legitimate. Although that tie may be broken by subsequent events, this can only happen in exceptional circumstances (see, among other authorities, the Gül v. Switzerland judgment of 19 February 1996, Reports of Judgments and Decisions 1996-I, pp. 173-74, para. 32, and the Boughanemi v. France judgment of 24 April 1996, Reports 1996-II, pp. 607-08, para. 35). In the present case the mere fact that the applicant was imprisoned and subsequently deported or that his son was then taken in by Mr C.’s sister in the Grand Duchy of Luxembourg, which borders on Belgium, do not constitute such circumstances. In addition, Mr C. established real social ties in Belgium. He lived there from the age of 11, went to school there, underwent vocational training there and worked there for a number of years. He accordingly also established a private life there within the meaning of Article 8 (art. 8), which encompasses the right for an individual to form and develop relationships with other human beings, including relationships of a professional or business nature (see, mutatis mutandis, the Niemietz v. Germany judgment of 16 December 1992, Series A no. 251-B, p. 33, para. 29). It follows that the applicant’s deportation amounted to interference with his right to respect for his private and family life.
26. Paragraph 2 of Article 8 (art. 8-2)
27. It is therefore necessary to ascertain whether the deportation in issue satisfied the conditions of paragraph 2 (art. 8-2), that is to say whether it was “in accordance with the law”, pursued one or more of the legitimate aims set out in that paragraph, and was “necessary in a democratic society” for the achievement of that aim or aims. 1. “In accordance with the law”
28. It is not contested that the royal order of 25 February 1991 (see paragraph 14 above) was based on sections 20 and 21 of the Act of 15 December 1980 on the entry, residence, settlement and expulsion of aliens (see paragraph 18 above). The Conseil d’Etat, moreover, ruled that it was lawful (see paragraph 16 above). 2. Legitimate aim
29. Those appearing before the Court agreed that the interference in issue had aims which were compatible with the Convention, namely “the prevention of disorder or crime”. 3. “Necessary in a democratic society”
30. The Government argued that the deportation in issue was justified by Mr C.’s delinquent conduct. The particular seriousness of the facts which had led to his conviction for unlawful possession of drugs and conspiracy gave reason to fear the greatest risks to public order, since the applicant had not shown any intention of mending his ways. It was further asserted that his attachment to his family and to the host country was not so strong as that of Mr Moustaquim and Mr Beldjoudi (see the Moustaquim v. Belgium judgment of 18 February 1991, Series A no. 193, and the Beldjoudi v. France judgment of 26 March 1992, Series A no. 234-A). The consequences of his deportation for his private and family life could not therefore be regarded as disproportionate.
31. The Commission agreed with the above argument in substance.
32. The Court reiterates that it is for the Contracting States to maintain public order, in particular by exercising their right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations, to control the entry and residence of aliens and notably to order the expulsion of aliens convicted of criminal offences. However, their decisions in this field must, in so far as they may interfere with a right protected under paragraph 1 of Article 8 (art. 8-1), be necessary in a democratic society, that is to say, justified by a pressing social need and proportionate to the legitimate aim pursued.
33. The Court’s task is to determine whether the deportation in issue struck a fair balance between the relevant interests, namely the applicant’s right to respect for his private and family life, on the one hand, and the prevention of disorder or crime, on the other.
34. The Court notes that the applicant had real links with Belgium, where he lived from the age of 11 with his parents, his brother and his sisters in a house belonging to his family. He received part of his schooling there, underwent vocational training and worked as a taxi driver in the family business. Later, he lived there with his wife and son, who was himself born in Belgium and went to school there. Unlike his sisters, however, the applicant did not apply for naturalisation.
35. However, Mr C. also appears to have preserved important links with Morocco. As he did not leave Morocco before the age of 11, he must have learnt the language and established his first social and school relationships there. It was also in Morocco that he married a Moroccan woman. It was there that he divorced her and concluded an agreement with her giving him custody of their child. Lastly, it was in Morocco too that the applicant’s father died. In short, the interference in issue was not so drastic as that which may result from the expulsion of applicants who were born in the host country or first went there as young children.
36. Furthermore, the Court attaches great importance to the seriousness of the offences which gave rise to Mr C.’s long term of imprisonment and his deportation, namely unlawful possession of drugs and conspiracy. The applicant had assisted in the sale of more than 17 kilograms of cannabis. In the light of the ravages of drugs among the population, and especially among young people, it is not surprising that the authorities show great firmness with regard to those who actively contribute to the spread of this scourge.
37. Having regard to the nature of the applicant’s links with Belgium and Morocco and to the seriousness of the offences which gave rise to his deportation, it has not been shown and there is nothing to indicate that in the circumstances of the case the Belgian authorities acted in an arbitrary or unreasonable manner, or failed to fulfil their obligation to strike a fair balance between the relevant interests. The applicant’s expulsion cannot therefore be regarded as disproportionate to the legitimate aims pursued. There has accordingly been no violation of Article 8 (art. 8).
38. ALLEGED VIOLATION OF ARTICLE 14 OF THE CONVENTION INCONJUNCTION WITH ARTICLE 8 (art. 14+8)
39. As a Moroccan national Mr C. claimed to be a victim of discrimination on the grounds of nationality and race. He maintained that, in breach of Article 14 of the Convention taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8), his deportation amounted to less favourable treatment than was accorded to criminals who, as nationals of a member State of the European Union, were protected against such a measure in Belgium.

38.  Like the Government and the Commission, the Court considers that such preferential treatment is based on an objective and reasonable justification, given that the member States of the European Union form a special legal order, which has, in addition, established its own citizenship (see the previously cited Moustaquim judgment, p. 20, para. 49). There has accordingly been no violation of Article 14 taken in conjunction with Article 8 (art. 14+8).”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”

Højesteret

“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

…

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”