Slettes EMRK art 8, sagstyper

Sagstyper

Opvokset i Danmark og ikke stiftet familie

”2.1.2.5.2. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og ikke har stiftet familie

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle udlændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

I sagen Shala mod Schweiz, dom af 15. november 2012, blev klager i 2007 meddelt afgørelse om udvisning med et indrejseforbud i 10 år på grund af den kriminalitet, som klager havde begået. Klager var ved fire forskellige domme fra 2003 til 2007 idømt forskellige straffe, herunder fængsel på mellem 30 dage og 3 måneder, der var gjort delvist betinget, for bl.a. dødstrusler fremsat mod en ekskæreste, alvorlige overtrædelser af færdselsforskrifter og uagtsom legemsbeskadigelse. Klager var samlet set idømt fængsel i 5½ måned og havde to gange modtaget advarsler om muligheden for udvisning ved fortsat kriminalitet. Klager, der ankom til Schweiz i 1990 som 7-årig og havde opholdt sig 17 år i Schweiz, da han blev meddelt afgørelse om udvisning, havde her modtaget al sin undervisning og været i lære som låsesmed. Klager havde i de første 7 år af sit liv boet i Kosovo, hvor han havde familiemedlemmer. I 2007, forud for klagers udvisning, giftede han sig i Kosovo med en kosovar, som han søgte om, men aldrig fik, familiesammenføring med i Schweiz. Klager havde således ikke et beskyttelsesværdigt familieliv i Schweiz. Domstolen lagde i sin proportionalitetsafvejning vægt på, at klager i ferier og i perioder med arbejdsløshed besøgte Kosovo, at klager havde boet der de første 7 år af sit liv, at klager havde slægtninge der, herunder familien til klagers ægtefælle, og at klager talte albansk. Det kunne således ikke siges, at klager alene havde tilknytning til Kosovo i form af sit statsborgerskab. Endelig bemærkede Domstolen, at udvisningen var tidsbegrænset til 10 år. Følgelig fandt Domstolen, at staten havde foretaget en balanceret og korrekt proportionalitetsafvejning.

I sagen Miah mod Storbritannien, afvisningsafgørelse af 27. april 2010, blev klager udvist som følge af sin kriminelle historik. Klager var senest blevet idømt 1 års fængsel for tyveri og var tidligere straffet for bl.a. indbrudstyveri og tyveri. Klager var indrejst som 11-årig og havde opholdt sig i Storbritannien i 16 år. Størstedelen af klagers sociale, kulturelle og familiemæssige bånd var i Storbritannien frem for Bangladesh, som han dog ikke havde mistet alle forbindelser til. Hans mor boede der stadig, og han kunne tale sproget. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at en fængselsstraf på 12 måneder var i den lavere ende af skalaen for, hvornår der kunne foreligge en formodning til fordel for udvisning, jf. præmis 25. Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde overskredet deres skønsmargin, og afviste på den baggrund klagen.

Højesteret har også udvist kriminelle udlændinge i denne kategori ved fængselsstraffe på under 1 år.

Højesteretsdommen trykt i UfR 2016, side 2793, handlede om en 25-årig afghansk statsborger, som var idømt fængsel i 3 måneder for vold efter straffelovens § 244 og for et indbrud. Den pågældende var tidligere dømt bl.a. for i fire tilfælde at have besiddet kniv på offentligt sted, og han havde også senere begået kriminalitet af mindre alvorlig karakter. Højesteret vurderede, at den pågældende ved at have boet de første 15 år af sit liv i Afghanistan og ved at kunne tale og forstå sproget havde en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan, og at han tillige havde en familiemæssig tilknytning til landet via sin søster. Højesteret fandt efter en samlet vurdering af disse forhold, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år måtte anses for en proportional foranstaltning for at forebygge uro eller forbrydelse.

Højesteretsdommen trykt i UfR 2015, side 2064, handlede om en 24-årig filippinsk statsborger, som var idømt fængsel i 5 måneder for tre tilfælde af vold efter straffelovens § 244 begået i prøvetiden for en betinget udvisning. Den pågældende havde på den ene side opholdt sig i Danmark, siden han var 12 år, og Højesteret vurderede, at udvisning ville indebære en væsentlig belastning. På den anden side var han flere gange idømt længere fængselsstraffe og var, til trods for to tidligere betingede udvisninger, fortsat med at begå kriminalitet. Højesteret fandt efter en samlet helhedsvurdering, at udvisning med indrejseforbud i 6 år måtte anses for en proportional foranstaltning.

Som nævnt under pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor kan den omstændighed, at udlændingen har begået det strafbare forhold som mindreårig, hvilket vil sige under 18 år, i visse tilfælde indebære, at det ikke er muligt at udvise den pågældende. Hvis der ses bort fra sådanne sager (A. A. mod Storbritannien, dom af 20. september 2011, Radovanovic mod Østrig, dom af 22. april 2004, og Maslov mod Østrig, dom af 23. juni 2008), er der så vidt ses kun ganske få eksempler siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvor udlændingen ved den seneste dom er idømt en straf på mere end 1 års fængsel.

En af disse sager var Ezzouhdi mod Frankrig, dom af 13. februar 2001, hvor en 28-årig marokkaner blev meddelt afgørelse om udvisning for bestandig efter en dom på 2 års fængsel for narkotikakriminalitet, hvor der i det væsentlige var tale om narkotika til eget forbrug. Klager var tidligere bl.a. straffet med 5 måneders fængsel for vold og foragt mod en offentlig ansat og efterfølgende straffet med 3 måneders fængsel for husfredskrænkelser. Klager, der var ugift og barnløs, var 5 år, da han kom til Frankrig, hvor han havde haft sin skolegang, og hvor han arbejdede. Klagers mor og fire søskende boede også i Frankrig. Klager påstod ikke at tale arabisk, og han havde ikke nogen tilknytning til Marokko ud over sit statsborgerskab. Domstolen vurderede, at det ikke på baggrund af klagerens kriminalitet, der i al væsentlighed vedrørte brug af narkotika, kunne hævdes, at klager var en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Derudover vurderede Domstolen, at et indrejseforbud for bestandig var særligt alvorligt. Der var af disse grunde tale om en krænkelse.

I Ezzouhdi-sagen var der nogle særlige omstændigheder, som må antages at have haft afgørende betydning for, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse. Der var således, uanset den forholdsvis hårde straf, alene tale om narkotika til eget brug, og dermed ikke en forbrydelse, som Domstolen ser med alvor på. Desuden var der tale om et indrejseforbud for bestandig.

En anden sag var Bousarra mod Frankrig, dom af 23. september 2010, hvor en 24-årig marokkansk statsborger blev udvist administrativt med indrejseforbud for bestandig som følge af en dom, hvor han som 22-årig blev idømt 5 års fængsel, heraf 1 år betinget, for narkotikakriminalitet, våbenbesiddelse, afpresning, vold og frihedsberøvelse. Ved samme dom blev klager meddelt indrejseforbud i 5 år, der under en senere appelsag blev ændret til indrejseforbud i en række franske regioner i 3 år. Klager, der ikke var tidligere straffet, var 3 uger gammel, da han kom til Frankrig, hvor han havde haft sin opvækst, skolegang og uddannelse. Klagers familiemæssige, sociale og kulturelle bånd var til Frankrig. Klager, der havde besvær med at tale arabisk, havde ikke været i Marokko siden indrejsen til Frankrig, og bortset fra en tante havde han ikke anden tilknytning til hjemlandet end statsborgerskabet. Klager blev i 2002 meddelt et indrejseforbud af indenrigsministeren på grundlag af administrative regler begrundet i hensynet til offentlig sikkerhed. Forud for den administrative afgørelse havde et udlændingenævn afvist udvisning af klager. Der var ingen tidsbegrænsning af indrejseforbuddet, som af Domstolen ansås for at være meddelt for bestandig. Klager blev udsendt til Marokko i 2002, og en anmodning om ophævelse af indrejseforbuddet blev afslået i 2007. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at klager alene var blevet dømt én gang og vurderede, at der var tale om en krænkelse, da det ikke kunne godtgøres, at klager var en så ekstremt alvorlig trussel mod den offentlige orden, at et indrejseforbud for bestandig var proportionalt.

Det må antages, at det i Bousarra-sagen navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.

…

2.4.2.1. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og ikke har stiftet familie

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.2 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i visse tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og ikke har stiftet familie, hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Højesteret har også udvist kriminelle udlændinge i denne kategori ved fængselsstraffe på under 1 år.

Hvis der ses bort fra sager om kriminalitet begået som mindreårig, hvilket vil sige under 18 år, er der omvendt som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.5.2 så vidt ses kun ganske få eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvor den udviste udlænding ved den seneste dom er idømt mere end 1 års fængsel, og i de pågældende sager må krænkelsen antages at skyldes særlige omstændigheder.

I Ezzouhdi-sagen var der således, uanset den forholdsvis hårde straf, alene tale om narkotika til eget brug og dermed ikke en forbrydelse, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på. Desuden var der tale om et indrejseforbud for bestandig.

I Bousarra-sagen må det antages, at det navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og ikke har stiftet familie, idømmes 1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at der ikke er tale om et strafbart forhold begået som mindreårig, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor, og at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.

Selv om tiltalte var mindreårig på gerningstidspunktet, kan den begåede kriminalitet således eksempelvis være af en sådan beskaffenhed, at den pågældende alligevel kan udvises, navnlig som følge af kriminalitetens voldelige karakter, jf. pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor og eksempelvis Külekci mod Østrig, dom af 1. juni 2017, hvor Menneskerettighedsdomstolen accepterede udvisning af en mindreårig kriminel udlænding, der senest var straffet med to et halvt års fængsel for røveri under skærpende omstændigheder og tyveri.

Det ovennævnte udgangspunkt skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af reglerne om indrejseforbuddets længde, jf. pkt. 4.4 nedenfor. Der vil således kunne være tilfælde, hvor udvisning i overensstemmelse med retningslinjerne vil forudsætte, at der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed for at sikre overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed end det ovennævnte udgangspunkt, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis komme på tale at udvise ved idømmelse af en kortere fængselsstraf, hvis udlændingen godt nok er indrejst som mindreårig, men først i en relativt sen alder, jf. eksempelvis højesteretsdommene trykt i UfR 2015, side 2064, hvor udlændingen var indrejst som 12-årig, og UfR 2016, side 2793, hvor udlændingen var indrejst som 15-årig. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Maslov-kriterierne.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.

Opvokset i Danmark og stiftet familie

”2.1.2.5.3. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle udlændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 2 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

I sagen Joseph Grant mod Storbritannien, dom af 8. januar 2009, blev klager udvist som følge af sin kriminelle fortid, herunder især som følge af en dom fra 2003, hvor klager blev idømt 12 måneders fængsel for røveri. Klager var tidligere bl.a. idømt 15 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og herefter advaret om mulig udvisning ved fortsat kriminalitet. Klager var i perioden fra 1991 til 2006, som misbruger af heroin, dømt 32 gange for 52 forhold, herunder bl.a. for narkotikakriminalitet, overfald og vold. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at ingen af klagers overtrædelser, hvoraf størstedelen var ikkevoldelige i deres natur, var i den mere alvorlige ende af spektret for kriminel aktivitet, da de overtrædelser, der vedrørte en form for vold, angik fængselsstraffe på ikke over 12 måneder, og da klager ikke kunne anses for at være pusher. Klager, der var indrejst som 14-årig fra Jamaica, havde stærk tilknytning til Storbritannien, hvor klagers mor og to brødre boede, og hvor klager havde fire børn, der alle var britiske statsborgere, med fire forskellige kvinder. Klagers børn var, bortset fra et barn på 12 år, alle voksne, og klager havde et barnebarn. Klager havde samvær med det mindreårige barn tre gange ugentligt. Klager havde ikke nogen stærk social eller familiemæssig tilknytning til Jamaica, men kunne tale sproget. Nogle af klagers familiemedlemmer havde venner og kontakter i Jamaica, hvorfor klager ikke ville være fuldstændig isoleret ved tilbagesendelse. Domstolen fandt på den baggrund og som følge af antallet af overtrædelser og den tidsmæssige udstrækning af disse, at der ikke med udvisningen var tale om en krænkelse af artikel 8.

Sagen Keles mod Tyskland, dom af 27. oktober 2005, er også relevant i denne sammenhæng, selv om Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse, idet krænkelsen skyldtes, at den pågældende blev udvist for bestandig. Klager var i perioden fra 1983 til 1998 dømt otte gange for en række kriminelle forhold, hvoraf fire var for alvorlige færdselsovertrædelser. Klager var idømt fængselsstraffe på henholdsvis 4, 5 og 6 måneder og var samlet idømt 1 år og 3 måneders fængsel, heraf var 10 måneder ubetinget. Klager, der var flyttet til Tyskland som 10-årig, havde på tidspunktet for udvisningsafgørelsen, opholdt sig lovligt i Tyskland i 27 år, hvor han havde gennemført en ungdomsuddannelse. Klager havde en ægtefælle og fire børn, som han havde levet sammen med i Tyskland i 10 år. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klagers ægtefælle ville kunne reintegrere sig i det tyrkiske samfund, men bemærkede, at klagers fire børn, som enten var født i Tyskland eller ankommet i en meget ung alder, og som havde modtaget al deres skolegang i Tyskland, ville have alvorlige vanskeligheder ved at følge med klager til Tyrkiet. Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at udvisningen af klager som sådan var proportional, men at et indrejseforbud for bestandig udgjorde en krænkelse af artikel 8.

I sagen Antate mod Frankrig, afvisningsafgørelse af 11. juni 2002, blev en marokkansk statsborger i 1993 udvist fra Frankrig som følge af en dom på 2 års fængsel for bl.a. vold, røveri og seksuel krænkelse, hvor en tidligere betinget dom på 3 måneders fængsel for en alvorlig færdselsovertrædelse samtidig blev udløst til fulde. Klager var herudover tidligere straffet bl.a. med fængsel i 6 måneder for bl.a. vold og berigelseskriminalitet. Klager, der var indrejst til Frankrig som 11-årig, havde opholdt sig i Frankrig i 17 år, hvor klager havde tre børn med en fransk statsborger, som han var separeret fra. Derudover boede klagers forældre og fire søskende i landet. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at selv om klager havde opbygget relativt vigtige relationer til Marokko, hvor han var født og havde haft en del af sin skolegang, så var hans primære sociale og familiære relationer i Frankrig. Klager havde forud for udvisningen opretholdt kontakt til sine børn, og en udvisning af klager ville påvirke styrken af klagers bånd til sine børn. Der var tale om et væsentligt indgreb i klagers privat- og familieliv. Heroverfor måtte arten af klagers kriminalitet tillægges betydelig vægt. Det havde betydning, at klagers handlinger var af en særlig grov karakter, til trods for, at den udmålte fængselsstraf ikke var særlig lang. Derudover havde det også betydning, at klager var tidligere straffet. Domstolen fandt på den baggrund, at udvisningen af klager var berettiget.

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor, har det væsentlig betydning ved proportionalitetsvurderingen, om den kriminelle udlænding har tilknytning til det land, hvor den pågældende må forventes at tage ophold ved en eventuel udvisning. Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af tilknytning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i (sagerne A. W. Khan mod Storbritannien, dom af 12. januar 2010, og Mokrani mod Frankrig, dom af 15. juli 2003), er der så vidt ses kun et enkelt eksempel siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårig og har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 2 års fængsel.

Denne sag var Yilmaz mod Tyskland, dom af 17. april 2003, hvor en 22-årig tyrkisk statsborger i 1998 blev udvist med indrejseforbud for bestandig som følge af en dom i 1996, hvor klager blev idømt en samlet straf på 3 års ubetinget fængsel for grov vold og seksuel tvang, begået mens klager var varetægtsfængslet for fire grove røveriforhold. Klager modtog først en betinget dom på 1 år og 10 måneders fængsel for røveriforholdene, der dog indgik i dommen på 3 års fængsel. Klager var tidligere ved en ungdomsdomstol idømt 2 ugers fængsel for groft røveri. Klager blev vurderet til at være en såkaldt ”andengenerationsindvandrer” til Tyskland, hvor han havde tidsubegrænset opholdstilladelse, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde en tysk kæreste, som han fik et barn med i 1999. Klager havde en bedstemor i Tyrkiet og havde været i landet under enkelte feriebesøg. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisningen af klager ikke i sig selv var uproportional. Domstolen fandt imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig efter sagens omstændigheder ikke var proportionalt, navnlig af hensyn til klagers søn og det forhold, at han havde tidsubegrænset opholdstilladelse.

Som det fremgår, var det i Yilmaz-sagen det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.

…

2.4.2.2. Udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.3 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i visse tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårige og har stiftet familie, hvor den seneste idømte straf var på 2 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

Hvis der ses bort fra sager, hvor udlændingen ikke havde et minimum af tilknytning til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i, er der omvendt som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.2.5.3 så vidt ses kun et enkelt eksempel siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er født eller opvokset i værtslandet eller kommet til landet som mindreårig og har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 2 års fængsel.

I den sag, hvor der blev statueret krænkelse (Yilmaz-sagen) skyldtes dette, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og har stiftet familie, idømmes 2 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor, og at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det pågældende land, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 2 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.

Selv om det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, vil der således eksempelvis kunne være tilfælde, hvor kriminaliteten er så alvorlig, at den kriminelle udlænding alligevel kan udvises, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.2.4.5.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således ikke udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis komme på tale at udvise ved en straf af kortere varighed, hvis udlændingen er indrejst i en relativt sen alder. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Maslov-kriterierne.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.

Til Danmark som voksen og ikke stiftet familie

”2.1.2.5.4. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stiftet familie

Der er så vidt ses ikke eksempler siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvor kriminelle udlændinge i denne kategori er blevet udvist.

Kategorien omfatter mange forskellige grupper af kriminelle udlændinge. Omfattet af kategorien er således f.eks. både udlændinge, der alene har opholdt sig kort tid i værtslandet med det ene formål at begå kriminalitet, og udlændinge, der har opholdt sig i værtslandet hele deres voksne liv.

Højesteret har behandlet flere sager om udlændinge, der er kommet til Danmark som voksne og ikke har stiftet familie.

Som et eksempel blandt flere kan nævnes Højesterets dom trykt i UfR 2003, side 56, om en srilankansk statsborger, som var idømt 4 måneders fængsel for grov vold. Den pågældende var kommet til Danmark som 41-årig, hvor han havde opholdt sig i omtrent 7 år. Han havde alene opnået en ringe tilknytning til det danske samfund. Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom om udvisning med indrejseforbud i 5 år.

…

2.4.2.3. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stiftet familie

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.4 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen så vidt ses i alle tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og ikke har stiftet familie. Højesteret har behandlet flere sager om udvisning af udlændinge i denne kategori.

Kategorien omfatter mange forskellige grupper af kriminelle udlændinge. Omfattet af kategorien er således f.eks. både udlændinge, der alene har opholdt sig kort tid i Danmark med det ene formål at begå kriminalitet, og udlændinge, der har opholdt sig i Danmark hele deres voksne liv.

Der vil i sager om kriminelle udlændinge, der er kommet til Danmark som voksne og ikke har stiftet familie, typisk være en vid adgang til at udvise.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.

Til Danmark som voken og stiftet familie

”2.1.2.5.5. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle udlændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

I sagen Krasniqi mod Østrig, dom af 25. april 2017, blev klager som følge af sin kriminelle fortid meddelt afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 10 år i 2007. Klager var forud herfor bl.a. idømt 12 måneders fængsel, hvor 8½ måned var gjort betinget, for kvalificeret indbrud i 2003 og var i 2007 idømt 10 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og grove trusler, hvor den tidligere betingede dom samtidig i det hele blev udløst. Klager blev efterfølgende i 2012 straffet med 7 måneders fængsel for grove trusler. Klager, der var indrejst fra Kosovo som 19-årig, havde opholdt sig 16 år i Østrig, da hans midlertidige beskyttelsesstatus blev inddraget i 2010, og da det som følge heraf herefter blev vurderet, at klager kunne udvises fra Østrig. Klager blev udsendt til Kosovo den 5. januar 2013. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde en meget stærk tilknytning til Østrig. Han var velintegreret, talte tysk, havde haft arbejde og havde understøttet sin familie økonomisk. Klager havde sin ægtefælle og fire børn, hvoraf han boede med de tre i Østrig. Derudover boede hans nære familie også i Østrig. Heroverfor havde klager og klagers ægtefælle nogen social, kulturel og sproglig tilknytning til Kosovo. Klager havde boet i Kosovo indtil sit 19. år og i en periode, da han var 22 og 23 år, og klagers ægtefælle var montenegrinsk, men født i Kosovo. Domstolen lagde især vægt på den gentagne, delvist voldelige og derfor alvorlige karakter af den kriminalitet, som klager havde begået, på den fortsatte tilknytning til Kosovo, på muligheden for at bevare kontakt til familien og på det faktum, at klager kunne ansøge om at returnere til Østrig mindre end fem år efter udsendelsen. Domstolen fandt på den baggrund, at staten med udvisningen ikke havde overskredet sin skønsmargin.

I sagen Bajsultanov mod Østrig, dom af 12. juni 2012, blev klagers asylstatus ophævet, og klager blev meddelt afgørelse om udvisning som følge af den seneste dom mod klager. Klager blev herefter meddelt indrejseforbud i 10 år i 2010. Klager blev ved dommen, der blev afsagt i 2008, idømt 12 måneders fængsel for bl.a. grov vold. Klager var tidligere straffet, bl.a. i 2006, hvor klager blev idømt 8 måneders fængsel for bl.a. grov vold. Klager kom som 23-årig til Østrig i 2003 sammen med sin ægtefælle, som han havde to børn med. Familien var alle russiske statsborgere og havde asylstatus i Østrig. Klager havde ikke udviklet nogen særlig stærk tilknytning til Østrig. Han beherskede ikke det tyske sprog og havde aldrig haft et arbejde. Heroverfor havde klager haft 7 års skolegang i Tjetjenien, hvor hans forældre og søskende boede, og hvor klager jævnligt havde kontakt med faderen. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde stærkere tilknytning til Tjetjenien end til Østrig, og lagde vægt på, at der ingen indikation var af, at der var uoverstigelige hindringer i vejen for, at klagers ægtefælle og børn kunne følge med klager til Tjetjenien. Domstolen fandt på den baggrund, at en udvisning af klager til Rusland ikke ville krænke artikel 8.

Hvis det på grund af omstændighederne i sagen i praksis vil være umuligt for en udlændings familie at følge med til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, kan dette som nævnt under pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor indgå i proportionalitetsafvejningen med en sådan vægt, at udlændingen ikke kan udvises. Hvis der ses bort fra sager, hvor det i praksis ville være umuligt for familien at følge med udlændingen (bl.a. sagerne Udeh mod Schweiz, dom af 16. april 2013, og Amrollahi mod Danmark, dom af 11. juli 2002), er der så vidt ses kun få eksempler siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er kommet til værtslandet som voksen og dér har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 1 års fængsel.

En af disse sager var Kolonja mod Grækenland, dom af 19. maj 2016, hvor klager i oktober 1999 blev idømt 7 års fængsel for at købe narkotika og meddelt indrejseforbud for bestandig. Klager blev dog prøveløsladt i december 1999, hvor en national domstol for så vidt angik indrejseforbuddet vurderede, at klager ikke udviste kriminelt potentiale, og at hans udsendelse og derved separation fra sin familie ville medføre meget alvorlige psykiske og økonomiske problemer. Klager blev udsendt af Grækenland i 2004 og vendte i 2007 tilbage ulovligt. I 2011 blev klager arresteret med henblik på udsendelse på ny til Albanien. I oktober 2011 beordrede præsidenten for den administrative domstol klager løsladt, da klager ikke havde udvist en opførsel, der medførte risiko for den offentlige orden, og på grund af klagers stabile familiesituation. Ved en afgørelse i 2012 blev klagers udvisning suspenderet, hvilket navnlig var begrundet i, at en udvisning ville ødelægge de familiemæssige bånd, som klager havde i Grækenland. Udvisning af klager blev dog ved senere dom i 2012 fundet i overensstemmelse med artikel 8. Herefter blev klager på ny udsendt af Grækenland. Menneskerettighedsdomstolen vurderede klagers ophold i Grækenland til at være 20 år, hvilket også omfattede den tid, hvor klager var vendt tilbage til Grækenland ulovligt, og udtalte herom, at der var tale om en væsentlig tidsperiode i klagerens liv. Domstolen anså klager, der var albaner med græsk oprindelse og gift med en græsk statsborger, med hvem han havde to børn med græsk statsborgerskab, for at være en fastboende udlænding. Domstolen gengav de elementer, som der var blevet lagt vægt på i de græske afgørelser fra 1999, 2011 og 2012, og vurderede, at kriminaliteten ikke skulle være den udslagsgivende faktor i denne sag. Domstolen lagde bl.a. vægt på hensynet til klagers andet barn, der kun var 6 år gammelt, og som havde levet hele sit liv i Grækenland og ikke havde nogen tilknytning til Albanien. Klagers udvisning med indrejseforbud for bestandig ville sandsynligvis medføre, at klagers søn voksede op uden en far i en situation, hvor barnets bedste interesse var at vokse op med begge forældre. Domstolen lagde også vægt på, at der var tale om en enkelt alvorlig overtrædelse begået i 1999. Domstolen vurderede, at et indrejseforbud for bestandig ikke under sådanne omstændigheder var proportionalt.

Det må antages, at det i Kolonja-sagen navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.

En anden sag er Omojudi mod Storbritannien, dom af 24. november 2009, hvor klager var blevet udvist efter en dom i 2006 på 15 måneders fængsel for seksuelt overfald mod en kvinde ved som vicevært at have rørt ved hendes bryst uden hendes samtykke. Halvdelen af straffen skulle afsones i varetægt og den anden halvdel som prøveløsladt. Klager var fra Nigeria og var indrejst i Storbritannien i 1982 som 22-årig. Han var 46 år, da han blev udvist. Klager blev i 1987 gift med en nigeriansk kvinde, der kom til Storbritannien i 1983. Parret havde tre børn, der alle var britiske statsborgere. I 1989 var klager som 29-årig blevet straffet med fængsel i 4 år for tyveri og bedrageri, men denne tidligere dom kunne ikke tillægges betydning ved den senere udvisning, da klager i mellemtiden i 2005 var meddelt permanent opholdstilladelse. I perioden mellem dommen i 1989 og dommen i 2006 var klager ikke straffet af betydning. Klager blev udsendt til Nigeria i 2008. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at overtrædelsen, som klager blev dømt for i 2006, ikke var i den alvorlige ende af spektret af seksualforbrydelser. Domstolen lagde også vægt på, at klager og klagers ægtefælle havde væsentligt stærkere tilknytning til Storbritannien end til Nigeria, på klagers stærke familiemæssige bånd, på varigheden af opholdet, og på de væsentlige vanskeligheder, som de to af klagers børn, der var henholdsvis 17 og 18 år på domsafsigelsestidspunktet, med sandsynlighed ville møde ved at følge med klager til Nigeria. Om klagers tredje barn, der selv havde et barn, vurderede Domstolen, at det i realiteten ville være umuligt for vedkommende at flytte til Nigeria. Domstolen fandt af de grunde, at der forelå en krænkelse af EMRK artikel 8.

Det må antages, at det i Omojudi-sagen havde afgørende betydning, at der var tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminalitet.

…

2.4.2.4. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.5 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i visse tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie, hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.

Hvis der ses bort fra sager, hvor det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, er der omvendt som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.5.5 så vidt ses kun få eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis den udviste udlænding er idømt mere end 1 års fængsel, og i de pågældende sager må krænkelsen antages at skyldes særlige omstændigheder.

I Kolonja-sagen må det således antages, at det navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.

I Omojudi-sagen må det antages, at det havde afgørende betydning, at der var tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminalitet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er kommet til Danmark som voksen og har stiftet familie, idømmes 1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det pågældende land, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.

Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis være relevant at udvise ved en straf af kortere varighed, hvis udlændingen kun har opholdt sig relativt kort tid i Danmark. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Maslov-kriterierne.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.