Proportionalitetsafvejningen

Nærmere om tilknytning til nyt land

”Et element, som tillægges væsentlig betydning i Menneskerettighedsdomstolens praksis er, om udlændingen har en reel tilknytning til det land, som den pågældende forventes at tage ophold i.

Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde fundet, at udlændingen ingen reel tilknytning havde til det land, som den pågældende måtte forventes at tage ophold i, hvilket må antages at have haft væsentlig betydning for, om den pågældende kunne udvises, jf. f.eks. A. W. Khan mod Storbritannien, dom af 12. januar 2010, præmis 42 og 50.

Ved vurderingen af, om udlændingen har en reel tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, lægger Menneskerettighedsdomstolen vægt på flere forhold.

Domstolen har f.eks. vurderet, at der var tilknytning i en situation, hvor nogle af klagers familiemedlemmer havde venner og kontakter i landet, så klager ikke kunne anses for at være fuldstændig isoleret ved tilbagesendelse, og ved, at klager talte sproget, jf. Joseph Grant mod Storbritannien, dom af 8. januar 2009, præmis 41.

Domstolen har også vurderet, at der var tilknytning i en situation, hvor klager havde opholdt sig de første fem år af sit liv i nationalitetslandet, og hvor det lod til, at klageren talte sproget nogenlunde, jf. præmis 38 i sagen Loy mod Tyskland, afvisningsafgørelse af 7. oktober 2014.

Der kan endvidere henvises til Lukic mod Tyskland, afvisningsafgørelse af 20. september 2011, som handlede om udvisning af en 33-årig kroatisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland. Domstolen udtalte, at det ikke kunne siges, at klager – som talte kroatisk, ikke havde fulgt op på en ansøgning om tysk statsborgerskab og havde fået udstedt både bosnisk og kroatisk pas – ikke havde tilknytning til sit oprindelsesland.

Domstolen har desuden ikke fundet grundlag for at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering af, at en udlænding havde en reel tilknytning til Pakistan og pakistansk kultur alene ved at tale pashto med sin mor, ved tidligere at have været på besøg i Pakistan, ved at have to halvsøstre der og ved, at den pågældendes mor ofte besøgte landet, hvor moren ejede et hus, jf. Alam mod Danmark, afvisningsafgørelse af 6. juni 2017.

Fra højesteretspraksis kan der henvises til dommen trykt i UfR 2017, side 1762, om udvisning af en 25-årig somalisk statsborger, der var idømt 4 år og 6 måneders fængsel for forsøg på hjemmerøveri og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Tiltalte havde ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark som 6-årig, men han talte flydende somali. Højesteret vurderede af den grund, at han ikke var uden nogen form for tilknytning til Somalia, og at han således ikke ville stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.