Proportionalitetsafvejningen
Nærmere om længden af indrejseforbuddet
”Et af de elementer, der indgår i proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8, er længden af det indrejseforbud, som den pågældende udlænding vil få som følge af udvisningen. Dette følger bl.a. af sagen Maslov mod Østrig, dom af 23. juni 2008, hvor Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at længden af et indrejseforbud har betydning for proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 (præmis 98).
Menneskerettighedsdomstolen har således i en række domme – som ét blandt flere elementer – tillagt længden af et indrejseforbud betydning ved proportionalitetsafvejningen. Sådanne sager kan overordnet deles op i to grupper. I den ene gruppe af sager har et indrejseforbud meddelt for bestandig været en faktor, der talte imod, at udvisning var proportional. I den anden gruppe af sager har et tidsbegrænset indrejseforbud talt for, at udvisning var proportional.
4.1.2.2. Som eksempel på en sag, hvor det forhold, at et indrejseforbud var meddelt for bestandig – som ét blandt flere momenter – talte imod, at udvisning var proportional, kan nævnes sagen Radovanovic mod Østrig, dom af 22. april 2004. Klager var idømt 30 måneders fængsel, hvoraf 24 måneder var gjort betinget, for kvalificeret røveri og indbrudstyveri samt for to tilfælde af forsøg på indbrudstyveri og var som følge heraf udvist med indrejseforbud for bestandig. Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse af EMRK artikel 8 og udtalte bl.a., at et indrejseforbud for bestandig var uproportionalt, og at et tidsbegrænset indrejseforbud havde været tilstrækkeligt (præmis 37).
En anden sag, hvor det forhold, at et indrejseforbud var meddelt for bestandig– som ét blandt flere momenter – talte imod, at udvisning var proportional, er sagen Keles mod Tyskland, dom af 27. oktober 2005. Menneskerettighedsdomstolen statuerede i denne sag krænkelse af EMRK artikel 8. Domstolen konkluderede, at en udvisning af klager som sådan ville være proportional, men at et indrejseforbud for bestandig ville udgøre en krænkelse af artikel 8 (præmis 66).
Herudover kan nævnes sagerne Ezzouhdi mod Frankrig, dom af 13. februar 2001, Bousarra mod Frankrig, dom af 23. september 2010, og Yilmaz mod Tyskland, dom af 17. april 2003, som er refereret ovenfor under pkt. 2.1.2.5.2.
4.1.2.3. Af sager, hvor det forhold, at indrejseforbuddet var tidsbegrænset – som ét blandt flere elementer – talte for, at udvisning var proportional efter EMRK artikel 8, kan bl.a. nævnes Gomes mod Sverige, afvisningsbeslutning af 7. februar 2006. Klager var idømt fængsel i halvandet år for systematisk og grov mishandling af sin ægtefælle og som følge heraf meddelt indrejseforbud i 7 år. Menneskerettighedsdomstolen udtalte bl.a. om indrejseforbuddet, at klageren efter en årrække på ny kunne ansøge om visum eller anden opholdstilladelse til Sverige, hvor klagerens datter boede, og at udvisningen, uanset at den medførte implikationer for klagerens familieliv, ikke umuliggjorde et fortsat forhold mellem klageren og hans datter.
En anden sag, hvor det forhold, at indrejseforbuddet var tidsbegrænset – som ét blandt flere momenter – talte for, at udvisning var proportional efter EMRK artikel 8, er storkammerafgørelsen i sagen Üner mod Holland, dom af 18. oktober 2006. Klager var idømt syv års fængsel for bl.a. drab. Klagers opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget, og klager blev meddelt indrejseforbud i 10 år. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisning var i overensstemmelse med EMRK artikel 8, og udtalte bl.a., at indrejseforbuddet var endnu mere indgribende end inddragelsen af klagerens opholdstilladelse, idet det umuliggjorde selv korte besøg til Holland. Domstolen fandt dog, at indrejseforbuddet var proportionalt under hensyn til den begåede kriminalitet, og idet indrejseforbuddet var begrænset til 10 år (præmis 65).”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.