Til Danmark som voksen og stiftet familie
”2.1.2.5.5. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie
Menneskerettighedsdomstolen har i visse tilfælde accepteret, at kriminelle udlændinge i denne kategori kunne udvises i tilfælde, hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.
I sagen Krasniqi mod Østrig, dom af 25. april 2017, blev klager som følge af sin kriminelle fortid meddelt afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 10 år i 2007. Klager var forud herfor bl.a. idømt 12 måneders fængsel, hvor 8½ måned var gjort betinget, for kvalificeret indbrud i 2003 og var i 2007 idømt 10 måneders fængsel for narkotikakriminalitet og grove trusler, hvor den tidligere betingede dom samtidig i det hele blev udløst. Klager blev efterfølgende i 2012 straffet med 7 måneders fængsel for grove trusler. Klager, der var indrejst fra Kosovo som 19-årig, havde opholdt sig 16 år i Østrig, da hans midlertidige beskyttelsesstatus blev inddraget i 2010, og da det som følge heraf herefter blev vurderet, at klager kunne udvises fra Østrig. Klager blev udsendt til Kosovo den 5. januar 2013. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde en meget stærk tilknytning til Østrig. Han var velintegreret, talte tysk, havde haft arbejde og havde understøttet sin familie økonomisk. Klager havde sin ægtefælle og fire børn, hvoraf han boede med de tre i Østrig. Derudover boede hans nære familie også i Østrig. Heroverfor havde klager og klagers ægtefælle nogen social, kulturel og sproglig tilknytning til Kosovo. Klager havde boet i Kosovo indtil sit 19. år og i en periode, da han var 22 og 23 år, og klagers ægtefælle var montenegrinsk, men født i Kosovo. Domstolen lagde især vægt på den gentagne, delvist voldelige og derfor alvorlige karakter af den kriminalitet, som klager havde begået, på den fortsatte tilknytning til Kosovo, på muligheden for at bevare kontakt til familien og på det faktum, at klager kunne ansøge om at returnere til Østrig mindre end fem år efter udsendelsen. Domstolen fandt på den baggrund, at staten med udvisningen ikke havde overskredet sin skønsmargin.
I sagen Bajsultanov mod Østrig, dom af 12. juni 2012, blev klagers asylstatus ophævet, og klager blev meddelt afgørelse om udvisning som følge af den seneste dom mod klager. Klager blev herefter meddelt indrejseforbud i 10 år i 2010. Klager blev ved dommen, der blev afsagt i 2008, idømt 12 måneders fængsel for bl.a. grov vold. Klager var tidligere straffet, bl.a. i 2006, hvor klager blev idømt 8 måneders fængsel for bl.a. grov vold. Klager kom som 23-årig til Østrig i 2003 sammen med sin ægtefælle, som han havde to børn med. Familien var alle russiske statsborgere og havde asylstatus i Østrig. Klager havde ikke udviklet nogen særlig stærk tilknytning til Østrig. Han beherskede ikke det tyske sprog og havde aldrig haft et arbejde. Heroverfor havde klager haft 7 års skolegang i Tjetjenien, hvor hans forældre og søskende boede, og hvor klager jævnligt havde kontakt med faderen. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at klager havde stærkere tilknytning til Tjetjenien end til Østrig, og lagde vægt på, at der ingen indikation var af, at der var uoverstigelige hindringer i vejen for, at klagers ægtefælle og børn kunne følge med klager til Tjetjenien. Domstolen fandt på den baggrund, at en udvisning af klager til Rusland ikke ville krænke artikel 8.
Hvis det på grund af omstændighederne i sagen i praksis vil være umuligt for en udlændings familie at følge med til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, kan dette som nævnt under pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor indgå i proportionalitetsafvejningen med en sådan vægt, at udlændingen ikke kan udvises. Hvis der ses bort fra sager, hvor det i praksis ville være umuligt for familien at følge med udlændingen (bl.a. sagerne Udeh mod Schweiz, dom af 16. april 2013, og Amrollahi mod Danmark, dom af 11. juli 2002), er der så vidt ses kun få eksempler siden årtusindskiftet på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis en udlænding, der er kommet til værtslandet som voksen og dér har stiftet familie, er idømt en straf på mere end 1 års fængsel.
En af disse sager var Kolonja mod Grækenland, dom af 19. maj 2016, hvor klager i oktober 1999 blev idømt 7 års fængsel for at købe narkotika og meddelt indrejseforbud for bestandig. Klager blev dog prøveløsladt i december 1999, hvor en national domstol for så vidt angik indrejseforbuddet vurderede, at klager ikke udviste kriminelt potentiale, og at hans udsendelse og derved separation fra sin familie ville medføre meget alvorlige psykiske og økonomiske problemer. Klager blev udsendt af Grækenland i 2004 og vendte i 2007 tilbage ulovligt. I 2011 blev klager arresteret med henblik på udsendelse på ny til Albanien. I oktober 2011 beordrede præsidenten for den administrative domstol klager løsladt, da klager ikke havde udvist en opførsel, der medførte risiko for den offentlige orden, og på grund af klagers stabile familiesituation. Ved en afgørelse i 2012 blev klagers udvisning suspenderet, hvilket navnlig var begrundet i, at en udvisning ville ødelægge de familiemæssige bånd, som klager havde i Grækenland. Udvisning af klager blev dog ved senere dom i 2012 fundet i overensstemmelse med artikel 8. Herefter blev klager på ny udsendt af Grækenland. Menneskerettighedsdomstolen vurderede klagers ophold i Grækenland til at være 20 år, hvilket også omfattede den tid, hvor klager var vendt tilbage til Grækenland ulovligt, og udtalte herom, at der var tale om en væsentlig tidsperiode i klagerens liv. Domstolen anså klager, der var albaner med græsk oprindelse og gift med en græsk statsborger, med hvem han havde to børn med græsk statsborgerskab, for at være en fastboende udlænding. Domstolen gengav de elementer, som der var blevet lagt vægt på i de græske afgørelser fra 1999, 2011 og 2012, og vurderede, at kriminaliteten ikke skulle være den udslagsgivende faktor i denne sag. Domstolen lagde bl.a. vægt på hensynet til klagers andet barn, der kun var 6 år gammelt, og som havde levet hele sit liv i Grækenland og ikke havde nogen tilknytning til Albanien. Klagers udvisning med indrejseforbud for bestandig ville sandsynligvis medføre, at klagers søn voksede op uden en far i en situation, hvor barnets bedste interesse var at vokse op med begge forældre. Domstolen lagde også vægt på, at der var tale om en enkelt alvorlig overtrædelse begået i 1999. Domstolen vurderede, at et indrejseforbud for bestandig ikke under sådanne omstændigheder var proportionalt.
Det må antages, at det i Kolonja-sagen navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.
En anden sag er Omojudi mod Storbritannien, dom af 24. november 2009, hvor klager var blevet udvist efter en dom i 2006 på 15 måneders fængsel for seksuelt overfald mod en kvinde ved som vicevært at have rørt ved hendes bryst uden hendes samtykke. Halvdelen af straffen skulle afsones i varetægt og den anden halvdel som prøveløsladt. Klager var fra Nigeria og var indrejst i Storbritannien i 1982 som 22-årig. Han var 46 år, da han blev udvist. Klager blev i 1987 gift med en nigeriansk kvinde, der kom til Storbritannien i 1983. Parret havde tre børn, der alle var britiske statsborgere. I 1989 var klager som 29-årig blevet straffet med fængsel i 4 år for tyveri og bedrageri, men denne tidligere dom kunne ikke tillægges betydning ved den senere udvisning, da klager i mellemtiden i 2005 var meddelt permanent opholdstilladelse. I perioden mellem dommen i 1989 og dommen i 2006 var klager ikke straffet af betydning. Klager blev udsendt til Nigeria i 2008. Menneskerettighedsdomstolen vurderede, at overtrædelsen, som klager blev dømt for i 2006, ikke var i den alvorlige ende af spektret af seksualforbrydelser. Domstolen lagde også vægt på, at klager og klagers ægtefælle havde væsentligt stærkere tilknytning til Storbritannien end til Nigeria, på klagers stærke familiemæssige bånd, på varigheden af opholdet, og på de væsentlige vanskeligheder, som de to af klagers børn, der var henholdsvis 17 og 18 år på domsafsigelsestidspunktet, med sandsynlighed ville møde ved at følge med klager til Nigeria. Om klagers tredje barn, der selv havde et barn, vurderede Domstolen, at det i realiteten ville være umuligt for vedkommende at flytte til Nigeria. Domstolen fandt af de grunde, at der forelå en krænkelse af EMRK artikel 8.
Det må antages, at det i Omojudi-sagen havde afgørende betydning, at der var tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminalitet.
…
2.4.2.4. Udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie
Som det fremgår af pkt. 2.1.2.5.5 ovenfor, har Menneskerettighedsdomstolen i visse tilfælde accepteret udvisning af kriminelle udlændinge, der er kommet til værtslandet som voksne og har stiftet familie, hvor den senest idømte straf var på 1 års fængsel eller mindre. Der er dog kun få afgørelser.
Hvis der ses bort fra sager, hvor det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, er der omvendt som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.2.5.5 så vidt ses kun få eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret krænkelse, hvis den udviste udlænding er idømt mere end 1 års fængsel, og i de pågældende sager må krænkelsen antages at skyldes særlige omstændigheder.
I Kolonja-sagen må det således antages, at det navnlig var det forhold, at indrejseforbuddet var meddelt for bestandig, der førte til, at Menneskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse.
I Omojudi-sagen må det antages, at det havde afgørende betydning, at der var tale om en forholdsvis hård straf i forhold til karakteren af den begåede kriminalitet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er kommet til Danmark som voksen og har stiftet familie, idømmes 1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor på, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri, voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler. Dette forudsætter dog, at det ikke i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det pågældende land, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.5 ovenfor. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning.
Selv om det i praksis vil være umuligt for familien at følge med udlændingen til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, vil der således eksempelvis kunne være tilfælde, hvor kriminaliteten er så alvorlig, at den kriminelle udlænding alligevel kan udvises, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.1.2.4.5.
Det ovennævnte udgangspunkt skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer af reglerne om indrejseforbuddets længde, jf. pkt. 4.4 nedenfor. Der vil således kunne være tilfælde, hvor udvisning i overensstemmelse med retningslinjerne vil forudsætte, at der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed for at sikre overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.
Det vil altid være en konkret vurdering, om en udlænding, der dømmes for et kriminelt forhold, kan udvises. Der kan således være grundlag for at udvise i sager, hvor der idømmes en fængselsstraf af kortere varighed, ligesom det kan komme på tale at fravige retningslinjerne og således udvise, selv om der idømmes en strengere straf. Det kan eksempelvis være relevant at udvise ved en straf af kortere varighed, hvis udlændingen kun har opholdt sig relativt kort tid i Danmark. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.4.1 vil det skulle fremgå af dommen, at der er foretaget en proportionalitetsvurdering med udgangspunkt i Maslov-kriterierne.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.