Udvisning.dk

Højesteret

”T er som nævnt straffet med betinget fængsel i 14 dage for forsøg på vold efter straffelovens § 119, stk. 1, ved i marts 2020 at have forsøgt at bide en ansat på en psykiatrisk akutmodtagelse i armen i forbindelse med, at hun blev fastholdt af personalet. Hun blev desuden dømt for hærværk ved to dage efter at have knust to ruder på akutmodtagelsen. Hun har hverken før eller siden begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet.

…

Efter de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at hun hverken før eller siden har begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet.

Højesteret finder herefter, at udvisning af T ikke kan anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse og ikke vil være proportional i forhold til at opnå dette formål.”

Højesteret

”Efter de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at hun hverken før eller siden har begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet.”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte har ingen opholdstilladelse i Danmark og har således ikke lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. udlændingelovens § 27.

Højesteret

”T er som nævnt statsløs palæstinenser og er nu 28 år. Hun indrejste i Danmark fra Algeriet, da hun var 18 år, og har boet her siden. Hun har fået afslag på opholdstilladelse, men efter det oplyste har det ikke været muligt at udsende hende til Algeriet. Hun er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

…

Efter de foreliggende oplysninger om Ts personlige forhold skriver og taler hun dansk. Hun har gennemført HF og er i gang med at uddanne sig til maskinmester. Hun har haft arbejde som tjener og været i forskellige praktikforløb. Hun er ugift, men har en kæreste, som hun ikke bor sammen med. Hendes bror og tvillingesøster opholder sig her i landet som asylansøgere, og en del af hendes mors søskende og deres familier bor i Danmark.”

Højesteret

”T kom som nævnt til Danmark som 18-årig og har siden opholdt sig her i landet. Hun har fået afslag på opholdstilladelse, men det har efter det oplyste ikke været muligt at udsende hende til Algeriet, hvor hun er vokset op, og hvor hendes forældre bor.”

Højesteret

”Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 2, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er som nævnt statsløs palæstinenser og er nu 28 år. Hun indrejste i Danmark fra Algeriet, da hun var 18 år, og har boet her siden. Hun har fået afslag på opholdstilladelse, men efter det oplyste har det ikke været muligt at udsende hende til Algeriet. Hun er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

Udvisning af T vil være et indgreb i hendes ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Efter stk. 2 kan ingen offentlig myndighed gøre indgreb i retten til privatliv, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. at forebygge uro eller forbrydelse.

Udvisning af T har som nævnt hjemmel i udlændingelovens § 24. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er spørgsmålet herefter, om udvisningen er nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse, og om beslutningen om udvisning er proportional i forhold til at opnå dette formål.

Til brug for proportionalitetsafvejningen har Menneskerettighedsdomstolen opstillet en række kriterier som nævnt bl.a. i præmisserne 68-69 i dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig). Nogle af disse kriterier angår, i hvilket omfang en udlænding kan forventes at forårsage uro eller begå forbrydelse. Den vægt, der skal tillægges de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sag, jf. dommens præmis 70.

I den foreliggende sag må der ses på navnlig karakteren og alvoren af den forbrydelse, som T har begået, samt hendes tilknytning til Danmark og til oprindelseslandet.

T er som nævnt straffet med betinget fængsel i 14 dage for forsøg på vold efter straffelovens § 119, stk. 1, ved i marts 2020 at have forsøgt at bide en ansat på en psykiatrisk akutmodtagelse i armen i forbindelse med, at hun blev fastholdt af personalet. Hun blev desuden dømt for hærværk ved to dage efter at have knust to ruder på akutmodtagelsen. Hun har hverken før eller siden begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet.

Efter de foreliggende oplysninger om Ts personlige forhold skriver og taler hun dansk. Hun har gennemført HF og er i gang med at uddanne sig til maskinmester. Hun har haft arbejde som tjener og været i forskellige praktikforløb. Hun er ugift, men har en kæreste, som hun ikke bor sammen med. Hendes bror og tvillingesøster opholder sig her i landet som asylansøgere, og en del af hendes mors søskende og deres familier bor i Danmark.

T kom som nævnt til Danmark som 18-årig og har siden opholdt sig her i landet. Hun har fået afslag på opholdstilladelse, men det har efter det oplyste ikke været muligt at udsende hende til Algeriet, hvor hun er vokset op, og hvor hendes forældre bor.

Efter de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at hun hverken før eller siden har begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet.

Højesteret finder herefter, at udvisning af T ikke kan anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse og ikke vil være proportional i forhold til at opnå dette formål.  

Højesteret frifinder T for påstanden om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24.”

Højesteret

”T var den 22. marts 2017 fører af en personbil, som i et vejkryds påkørte en anden personbil, hvis fører, A, blev dræbt.

…

Højesteret tiltræder, at T ved sin kørsel med al for høj hastighed under de anførte omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, men at hans kørsel ikke kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, at kørslen kan anses for særlig hensynsløs, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt.

…

Ved vurderingen af kriminalitetens art og alvor må der lægges vægt på, at der er tale om en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed, og på længden af den idømte straf.”

Højesteret

”Han er i øvrigt ustraffet.”

Højesteret

”T indrejste i Danmark som 24-årig i august 2014, hvor han fik opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han har forældre og søskende i Syrien. Han har under sit ophold i Danmark lært dansk, er i arbejde og under uddannelse og har tilknytning til en dansk familie, som han bor hos. Han er i øvrigt ustraffet.

T har under sit ophold i Danmark opnået en ikke uvæsentlig tilknytning til Danmark.”

Højesteret

”Han har forældre og søskende i Syrien.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T var den 22. marts 2017 fører af en personbil, som i et vejkryds påkørte en anden personbil, hvis fører, A, blev dræbt.

Sagen angår, om Ts kørsel var særlig hensynsløs, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, således at han skal straffes for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., eller om der alene var tale om kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, således at der ikke foreligger særligt skærpende omstændigheder. Sagen angår endvidere navnlig straffastsættelsen, og om T skal udvises ubetinget eller betinget.

…

Udvisning

Højesteret tiltræder, at betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, er opfyldt.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter bl.a. § 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Udvisning af T vil udgøre et indgreb i hans privatliv som nævnt i artikel 8, stk. 1. Det betyder, at udvisningen skal opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2.

Udvisning af T har som nævnt hjemmel i udlændingelovens § 24 og har til formål ”at forebygge uro eller forbrydelse”. Spørgsmålet er herefter, om udvisningen er ”nødvendig” for at opnå dette formål. Dette indebærer efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at beslutningen om udvisning skal være retfærdiggjort af et presserende socialt behov, og navnlig at beslutningen skal være proportional i forhold til det nævnte formål om forebyggelse af uro eller forbrydelse.

Til brug for proportionalitetsafvejningen har Menneskerettighedsdomstolen opstillet en række kriterier som nævnt i bl.a. præmisserne 68-71 i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (sag nr. 1638/03). Nogle af disse kriterier har til formål at belyse, i hvilket omfang en udlænding fremover kan forventes at forårsage uro eller begå forbrydelser. Den vægt, der skal tillægges de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sag. I en sag som den foreliggende, hvor der er tale om et ungt menneske, der ikke har stiftet familie, følger det af præmis 71 i Maslov-dommen, at de relevante kriterier er arten og alvoren af den kriminalitet, T har begået, længden af hans ophold i Danmark, den tid, der er gået, siden kriminaliteten blev begået, og hans opførsel i den periode, og hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark.

T indrejste i Danmark som 24-årig i august 2014, hvor han fik opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han har forældre og søskende i Syrien. Han har under sit ophold i Danmark lært dansk, er i arbejde og under uddannelse og har tilknytning til en dansk familie, som han bor hos. Han er i øvrigt ustraffet.

Ved vurderingen af kriminalitetens art og alvor må der lægges vægt på, at der er tale om en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed, og på længden af den idømte straf.

T har under sit ophold i Danmark opnået en ikke uvæsentlig tilknytning til Danmark.

Under disse omstændigheder finder Højesteret af de af landsrettens mindretal anførte grunde, at T skal frifindes for påstanden om udvisning, således at han alene udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b.

Konklusion

Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at fængselsstraffen og udvisningen gøres betinget som nedenfor bestemt.”

Østre Landsrets mindretal

”2 voterende udtaler:

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, og ingen offentlig myndighed må gøre indgreb heri, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

Efter en afvejning af hensynet til tiltaltes privatliv over for karakteren af den kriminalitet, tiltalte nu er fundet skyldig i, og som har medført en fængselsstraf på 30 dage, finder vi, at udvisning ikke er nødvendig af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for påstanden om udvisning, således at tiltalte alene udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.”

Højesteret

”T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark.

…

T var på gerningstidspunktet 17½ år.

…

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.

T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.

Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).”

Højesteret

”Hun er ikke tidligere straffet.”

Højesteret

”T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år.

…

Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.

…

Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.”

Højesteret

”Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.

…

T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.”

Højesteret

”For Højesteret angår sagen spørgsmålet om udvisning af T.

T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, er derfor opfyldt. Det indebærer, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

T har boet i Danmark siden juni 2016, og hun har sin mor og datter her i landet. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hendes ret til privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som anført hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal derfor alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år. Hun er ikke tidligere straffet.

Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.

Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.

T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.

Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).

T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.

Under de anførte omstændigheder finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning af T ikke vil være i strid med kravet om proportionalitet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, er derfor opfyldt. Det indebærer, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

T har boet i Danmark siden juni 2016, og hun har sin mor og datter her i landet. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hendes ret til privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som anført hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal derfor alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år. Hun er ikke tidligere straffet.

Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.

Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.

T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.

Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).

T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.

Under de anførte omstændigheder finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning af T ikke vil være i strid med kravet om proportionalitet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesterets resumé

”Straffen for at have hjulpet en udlænding med at rejse ulovligt ind i Danmark fastsat til 30 dages ubetinget fængsel

T var fundet skyldig i sammen med en anden mand at have hjulpet en udlænding – som han ikke kendte – med at rejse ulovligt ind i Danmark, idet han i sin bil var kørt til Tyskland for at hente den pågældende udlænding.”

Forstraffe

Tiltalte var ikke tidligere straffet.

Højesteret

”Tiltalte er indrejst i Danmark den 27. januar 2014, og har den 4. marts 2014 fået opholdstilladelse i 5 år.

Tiltalte har gået på sprogskole, men taler ikke dansk. Tiltalte modtager bistandshjælp. Tiltalte har ikke noget arbejde, men har været i praktik. Tiltalte er gift og har to børn her i landet. Familien er kommet hertil ved familiesammenføring med tiltalte. Tiltalte omgås landsmænd, men ingen danskere. Tiltalte er sund og rask.

Tiltalte har opholdt sig i kort tid i landet, og han har ikke opnået nogen nærmere tilknytning til det danske samfund.

…

Henset til overtrædelsens karakter, anklagemyndighedens påstand, der er tiltrådt af Udlændingestyrelsen, udlændingelovens § 26, stk. 2, tiltaltes korte ophold i Danmark, tiltaltes manglende tilknytning til det danske samfund, hvor han har tidsbegrænset opholdstilladelse, tiltaltes personlige forhold samt hans manglende tilknytning til herboende personer, findes udvisning ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.”

Højesteret og landsretten har henvist til byrettens begrundelse ovenfor.

Højesteret

”Sammenholdt med hans tidligere tilværelse i hjemlandet, findes han, bortset fra de asylbegrundende omstændigheder, at have langt den største tilknytning til hjemlandet, hvilket også må være tilfældet for hans kone og to børn.

…

Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.”

Højesteret og landsretten har henvist til byrettens begrundelse ovenfor.

Højesteret

”Udvisningsspørgsmålet

Højesteret bemærker, at betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, er opfyldt.

Af de grunde, som er anført af landsretten, og da det, der er oplyst for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år efter en samlet vurdering må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”

Vestre Landsret

”Betingelserne for udvisning af tiltalte i medfør af udlændingelovens 24, nr. 2, er opfyldt. Tiltalte skal derfor udvises af Danmark, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham, jf. herved udlændingelovens § 26, stk. 2.

Af de grunde, som byretten har anført, og da det, der er oplyst under landsrettens behandling af sagen, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at der ikke foreligge oplysninger om forhold, som indebærer, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at tiltalte udvises af Danmark.”

Byretten

”Tiltalte er indrejst i Danmark den 27. januar 2014, og har den 4. marts 2014 fået opholdstilladelse i 5 år.

Tiltalte har gået på sprogskole, men taler ikke dansk. Tiltalte modtager bistandshjælp. Tiltalte har ikke noget arbejde, men har været i praktik. Tiltalte er gift og har to børn her i landet. Familien er kommet hertil ved familiesammenføring med tiltalte. Tiltalte omgås landsmænd, men ingen danskere. Tiltalte er sund og rask.

Tiltalte har opholdt sig i kort tid i landet, og han har ikke opnået nogen nærmere tilknytning til det danske samfund. Sammenholdt med hans tidligere tilværelse i hjemlandet, findes han, bortset fra de asylbegrundende omstændigheder, at have langt den største tilknytning til hjemlandet, hvilket også må være tilfældet for hans kone og to børn.

Henset til overtrædelsens karakter, anklagemyndighedens påstand, der er tiltrådt af Udlændingestyrelsen, udlændingelovens § 26, stk. 2, tiltaltes korte ophold i Danmark, tiltaltes manglende tilknytning til det danske samfund, hvor han har tidsbegrænset opholdstilladelse, tiltaltes personlige forhold samt hans manglende tilknytning til herboende personer, findes udvisning ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.

Udvisningspåstanden tages herefter til følge, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, med et indrejseforbud i 4 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1.”

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone.

…

Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.

…

Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.”

Højesteret

”Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

…

Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.

T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.

…

Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte har opholdt sig i Danmark i ca. 30 år og 10 måneder. Udlændingestyrelsen var ikke i besiddelse af oplysninger om tiltaltes samlede frihedsberøvelse i Danmark. Tiltalte havde ud fra sagens oplysninger haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste 9 år.

Højesteret

”T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.

…

Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år.

…

Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007.

…

Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet.”

Højesteret

”Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.”

Højesteret

”Sagens baggrund og temaer

T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone. Han er tillige idømt bødestraf for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i en periode at have opholdt sig her i landet uden opholdstilladelse.

Sagen angår strafudmålingen for overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, og om betingelserne for ubetinget udvisning af T er opfyldt.

Udvisning

T er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og der er hjemmel til at udvise ham i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udvisning af T, der ikke har stiftet egen familie, vil indebære et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Efter artikel 8, stk. 2, må der ikke foretages et sådant indgreb, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse af uro eller forbrydelse.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at afgørelsen af spørgsmålet om indgrebets nødvendighed af hensyn til det legitime formål beror på en proportionalitetsvurdering under inddragelse af en række kriterier. Vægten af de enkelte kriterier afhænger af den konkrete sags omstændigheder. Hvis udlændingen er en mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der navnlig lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet samt hans sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til statsborgerskabslandet. Når han er født og opvokset i værtslandet, skal der under alle omstændigheder foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, jf. bl.a. Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.

Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.

T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.

Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007. Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.

Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.

Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

På den anførte baggrund vil udvisning af T efter vores opfattelse ikke indebære en krænkelse af hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisningen vil derfor ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Vi stemmer derfor for at tage påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3.

…

Dommer Lars Hjortnæs udtaler:

…

Udvisning

T er idømt ubetinget fængselsstraf for trusler omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Som flertallet har redegjort nærmere for, skal T efter udlændingeloven udvises med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det afgørende er som anført af flertallet, om en udvisning af T er nødvendig i et demokratisk samfund for at forebygge uro og forbrydelse, jf. artikel 8, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om en udvisning er ”nødvendig”, beror på en proportionalitetsvurdering.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig opstillet kriterier til brug for denne proportionalitetsvurdering. I vurderingen skal indgå det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af hans ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal som anført af flertallet foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre at udvise en person, som er født og opvokset her i landet.

Når jeg er uenig med flertallet om, hvorvidt det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 at udvise T, skyldes det, at jeg mener, at hans senest begåede kriminalitet (truslerne fremsat over for en politiassistent i forbindelse med en visitation) ikke er tilstrækkeligt grov til, at det under de foreliggende omstændigheder kan være proportionalt at udvise ham.

Min begrundelse herfor er følgende:

T er 32 år og er født og opvokset i Danmark. Efter det oplyste har han efter folkeskolens 9. klasse taget enkeltfagseksamen i dansk, engelsk og samfundsfag (under fængselsophold), men han har aldrig haft tilknytning til det almindelige danske arbejdsmarked. Hans forældre og flere søskende (hvoraf fire er danske statsborgere) bor i Danmark. Det er ikke gjort gældende, at han ikke er fastboende i Danmark.

Det er ubestridt, at T kun har besøgt Pakistan ganske få gange i ferier, senest for mere end 10 år siden. Han har ingen familiemedlemmer, som bor i Pakistan. Han kan tale pakistansk punjabi, men kan efter egne oplysninger ikke læse sproget. Det fremgik af en politirapport i

2013 (gentaget i forbindelse med denne sag), at hans herboende familie ejer et hus i en landsby i Punjab-regionen i Pakistan, hvor punjabi er et lokalt sprog. Landsretten har lagt til grund, at hans far er medejer af i hvert fald et stykke jord og et hus i denne by.

Det pakistanske id-kort, som flertallet omtaler, er udstedt til T i november 2017. På id-kortet er som bopælsadresse anført folkeregisteradressen i København, og som ”permanent address” er angivet en adresse i den nævnte landsby i Pakistan. Udlændingestyrelsen har om id-kortet i en udtalelse til anklagemyndigheden oplyst, at den pakistanske ambassade i et brev til styrelsen af 26. april 2017 anførte, at T ikke var blevet registreret i det lokale register i Pakistan og derfor ikke havde et pakistansk id-kort, hvilket var årsagen til, at der ikke ville kunne udstedes et pakistansk nationalitetspas til ham. Efter min opfattelse giver de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at det, at man som pakistansk statsborger besidder et sådant pakistansk id-kort og dermed skal angive en ”permanent address”, i sig selv er udtryk for anden reel tilknytning til Pakistan end, at man ønsker at få udstedt et nationalitetspas.

Efter min opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at Ts stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Pakistan er væsentligt ændret i forhold til, hvad der må antages at have været lagt til grund også i tidligere retssager med spørgsmål om udvisning på grund af kriminalitet. At han efter det oplyste må antages at kunne tale et lokalt sprog i Punjabregionen bedre end ”gebrokkent”, sådan som han selv tidligere har oplyst over for udlændingemyndighederne, ændrer ikke herved. Kendskab til, at han er leder af grupperingen Loyal To Familia (efter det oplyste siden 2013), er også indgået som en del af grundlaget for de tidligere retssager om udvisning i 2013 og 2015.

T er nu dømt for et enkelt tilfælde af trusler, som efter min opfattelse havde karakter af en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på måden, en visitation konkret blev gennemført på.

Der fastsættes herfor alene en kortere frihedsstraf.

T er tidligere dømt flere gange for alvorlig personfarlig kriminalitet. Flertallet har redegjort detaljeret for denne kriminalitet. Efter beskrivelsen finder jeg en del af den tidligere begåede kriminalitet modbydelig. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Ts senest begåede kriminalitet er af en mindre grov karakter og alene har medført en kortere frihedsstraf.

Efter min opfattelse må der antages at gælde et vist ”mindstekrav” til grovheden også af den senest begåede kriminalitet, hvis det skal kunne begrundes at udvise en person, som er født og opvokset her i landet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til. Som udgangspunkt skal der således aktuel kriminalitet af en vis grovhed til uanset karakteren af den kriminalitet, udlændingen tidligere har begået. Jeg henviser herved bl.a. til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2010 i sag 53080/07, Miah mod Storbritannien, præmis 25, hvor det bl.a. er anført, at udlændingens senest idømte straf, som var på 1 års fængsel, var ”at the lower end of the scale to which a presumption in favour of deportation would apply”. I forarbejderne til den seneste ændring af udlændingelovens udvisningsregler er det da også lagt til grund som en retningslinje, der er baseret på Menneskerettighedsdomstolens praksis, at udlændinge, som er født og opvokset i Danmark, i almindelighed kun bør udvises, hvis de er idømt mindst 1 års fængsel, og under forudsætning af, at de har et vist minimum af tilknytning til det land, de skal udvises til. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter udvisning ifølge forarbejderne desuden som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Det er klart anført i forarbejderne, at det ikke nødvendigvis er udelukket, at der alligevel kan ske udvisning, selv om de nævnte forudsætninger ikke er til stede, men de nævnte retningslinjer stemmer dog efter min opfattelse med en formodning om, at der gælder et vist mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet.

Man kan spørge, hvorfor det er så vigtigt at fastholde, at også den senest begåede kriminalitet skal have en vis grovhed. Det skyldes efter min opfattelse bl.a. den fare, der ellers vil kunne være for, at en afgørelse om udvisning kan fremstå som i realiteten en omgørelse af en retskraftig (og eventuelt upåanket) dom, som har afgjort, at den tidligere begåede kriminalitet ikke kunne begrunde ubetinget udvisning.

Da spørgsmålet om, hvorvidt udvisning udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8, altid beror på en konkret proportionalitetsvurdering, kan der ikke gælde samme mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet i alle sager. F.eks. må den senest begåede kriminalitets nærmere sammenhæng med tidligere kriminalitet kunne spille en rolle. I Ts tilfælde lægger jeg vægt på, at den nu pådømte kriminalitet var en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på en akut opstået situation og som nævnt alene medfører en kortere frihedsstraf. Den senest begåede kriminalitet kan efter min opfattelse ikke ses som en fortsættelse af et hidtidigt fast kriminalitetsmønster, og den er heller ikke et led i konflikten mellem grupperingen Loyal To Familia og andre grupperinger.

Der ses ikke at være retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Domstolen har accepteret udvisning af en udlænding, som er født og opvokset i opholdslandet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til, og hvor den senest begåede kriminalitet har medført en så kort frihedsstraf som i denne sag. Bl.a. under hensyn til den principielle fare, som jeg har redegjort for, lægger jeg til grund, at grovheden af Ts nu pådømte kriminalitet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være tilstrækkelig til, at det kan retfærdiggøres at udvise ham, selv om det alene er med et indrejseforbud på 6 år.

Min konklusion er således, at det i udlændingelovens forstand med sikkerhed vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T ubetinget med indrejseforbud i 6 år.

Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, idet jeg er enig med flertallet i, at bødestraffen for overtrædelse af udlændingelovens § 59 er passende fastsat.

Samlet konklusion

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

…

T udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.”

Højesteret

”T2 er fundet skyldig i et relativt alvorligt voldsforhold begået som 22-årig i 2013. Han er herfor og for et indbrudstyveri straffet med ubetinget fængsel i 3 måneder.

…

Efter en samlet vurdering af alle ovennævnte forhold finder Højesteret, at udvisning af T2 med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”

Højesteret

” … i 2013 begået hærværk, overtrådt et forbud mod at opholde sig i nærheden af en kiosk og i fire tilfælde været i besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder. Han blev herfor idømt ubetinget fængsel i 30 dage. I den forbindelse lagde retten til grund, at han havde tilknytning til bandemiljøet. Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet og indbrudstyveriet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. at overtræde lov om euforiserende stoffer. Hans personlige forhold som belyst ved bl.a. Kriminalforsorgens personundersøgelse af 28. april 2016 må fortsat anses for ustabile. På den anførte baggrund er der en ikke ubetydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T2 er afghansk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år.

…

T2 er 25 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2006

…

T2 var knap 16 år, da han kom til Danmark for at blive familiesammenført med sin far. Han har sin far og to halvsøstre i Danmark. Han har oplyst, at han siden 2015 har haft en fast kæreste, men de bor ikke sammen. Han har ikke formået at følge en uddannelse eller at passe et arbejde, ligesom han er uden fast bopæl. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”

Højesteret

”T2 er afghansk statsborger og født og opvokset i Afghanistan, hvor han har boet de første ca. 15 år af sit liv. Han taler og forstår også sproget i dette land. Han har således en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan. Hans søster, som han har kontakt til, bor i Afghanistan, og han har således også en familiemæssig tilknytning til landet.”

Højesteret

”Udvisning

T2 er afghansk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år.

Som nævnt er han idømt en ubetinget straf af fængsel i 3 måneder for bl.a. vold efter straffelovens § 244. Herefter er betingelserne efter udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, for at udvise ham opfyldt. Det betyder efter lovens § 26, stk. 2, at han skal udvises ubetinget, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

T2 er 25 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2006, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisningen har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Det er derfor afgørende, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, klagesag nr. 1638/03, præmis 68, at der ved proportionalitetsafvejningen i medfør af artikel 8 tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

T2 er fundet skyldig i et relativt alvorligt voldsforhold begået som 22-årig i 2013. Han er herfor og for et indbrudstyveri straffet med ubetinget fængsel i 3 måneder. Før disse forhold blev begået, havde han ligeledes i 2013 begået hærværk, overtrådt et forbud mod at opholde sig i nærheden af en kiosk og i fire tilfælde været i besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder. Han blev herfor idømt ubetinget fængsel i 30 dage. I den forbindelse lagde retten til grund, at han havde tilknytning til bandemiljøet. Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet og indbrudstyveriet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. at overtræde lov om euforiserende stoffer. Hans personlige forhold som belyst ved bl.a. Kriminalforsorgens personundersøgelse af 28. april 2016 må fortsat anses for ustabile. På den anførte baggrund er der en ikke ubetydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

T2 var knap 16 år, da han kom til Danmark for at blive familiesammenført med sin far. Han har sin far og to halvsøstre i Danmark. Han har oplyst, at han siden 2015 har haft en fast kæreste, men de bor ikke sammen. Han har ikke formået at følge en uddannelse eller at passe et arbejde, ligesom han er uden fast bopæl. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.

T2 er afghansk statsborger og født og opvokset i Afghanistan, hvor han har boet de første ca. 15 år af sit liv. Han taler og forstår også sproget i dette land. Han har således en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan. Hans søster, som han har kontakt til, bor i Afghanistan, og han har således også en familiemæssig tilknytning til landet.

Efter en samlet vurdering af alle ovennævnte forhold finder Højesteret, at udvisning af T2 med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”

Byretten

Tiltalte havde på en bodega – kort efter at der var udøvet vold mod ham – taget en flaske med udenfor, slået bunden af flasken og herefter anvendt falsken som våben, da han slog forurettede i hovedet.

Forstraffe

Tiltalte var ikke tidligere straffet.

Højesteret

”T, der har haft ophold i Danmark i knap 7 år, har kun opnået ringe tilknytning til det danske samfund, ligesom han ingen familie har her i landet. Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig.”

T er på den baggrund angivelig ca. 48 år.

Højesteret

”Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig.”

Højesteret

”T, der har haft ophold i Danmark i knap 7 år, har kun opnået ringe tilknytning til det danske samfund, ligesom han ingen familie har her i landet. Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig. Under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at ingen af de forhold, der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, taler afgørende imod bestemmelsen om udvisning som følge af den relativt grove vold, T er fundet skyldig i.”

Højesteret

”T er ved den indankede dom fundet skyldig i bl.a. tre tilfælde af vold, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, samt flere overtrædelser af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, og han er idømt en ubetinget straf af fængsel i 5 måneder.

…

De pågældende forhold er begået i prøvetiden for den betingede udvisning efter Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2012, og rettergangsskridt vedrørende disse forhold er ligeledes foretaget inden prøvetidens udløb.

…

Efter en samlet helhedsvurdering finder Højesteret herefter, at udvisningen af T med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge kriminalitet og sikre den offentlige orden. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”

Højesteret

”T er tidligere flere gange idømt længere fængselsstraffe, og han er trods to tidligere domme om betinget udvisning fortsat med at begå kriminalitet i prøvetiden, herunder flere tilfælde af vold mod sagesløs. Det er kriminalitet, han har begået som voksen, og på baggrund af de mange domme, han har modtaget gennem årene, og hans personlige forhold er der grund til at formode, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte havde når – den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i 9 år og 7 måneder.

Højesteret

”Han kom til Danmark i 2003 i en alder af 12 år for at blive familiesammenført med sin mor. Han er i dag 24 år og har således boet her i landet i ca. halvdelen af sit liv. Ud over sin mor har han to halvsøstre, men ikke anden familie i Danmark. Han har ikke formået at færdiggøre en uddannelse eller at opnå fast arbejde. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”

Højesteret

”Han er filippinsk statsborger og født og opvokset i Filippinerne, hvor han har boet de første 12 år af sit liv, og hvor han har gået i skole indtil 7.-8. klasse. Han taler og forstår også sproget i dette land, hvor hans mormor og mors søskende fortsat har bopæl. Han har således en ikke ubetydelig social, kulturel og familiemæssig tilknytning til Filippinerne.”

Højesteret

”Sagen angår for Højesteret alene spørgsmålet om udvisning.

T er ved den indankede dom fundet skyldig i bl.a. tre tilfælde af vold, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, samt flere overtrædelser af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, og han er idømt en ubetinget straf af fængsel i 5 måneder. Det er forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 4 og 6. De pågældende forhold er begået i prøvetiden for den betingede udvisning efter Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2012, og rettergangsskridt vedrørende disse forhold er ligeledes foretaget inden prøvetidens udløb. Dette indebærer, at han skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 24 b, stk. 3, jf. § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

T er 24 år, ugift og har ikke børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2003, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisningen har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge forbrydelse og at sikre den offentlige orden, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal herefter alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og Menneskerettighedsdomstolen har opstillet en række kriterier, som indgår i denne vurdering. I en sag som den foreliggende, der angår en voksen ung mand, som ikke har etableret egen familie, indgår i proportionalitetsvurderingen navnlig det samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har opholdt sig her i landet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet.

T er tidligere flere gange idømt længere fængselsstraffe, og han er trods to tidligere domme om betinget udvisning fortsat med at begå kriminalitet i prøvetiden, herunder flere tilfælde af vold mod sagesløs. Det er kriminalitet, han har begået som voksen, og på baggrund af de mange domme, han har modtaget gennem årene, og hans personlige forhold er der grund til at formode, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Han kom til Danmark i 2003 i en alder af 12 år for at blive familiesammenført med sin mor. Han er i dag 24 år og har således boet her i landet i ca. halvdelen af sit liv. Ud over sin mor har han to halvsøstre, men ikke anden familie i Danmark. Han har ikke formået at færdiggøre en uddannelse eller at opnå fast arbejde. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.

Han er filippinsk statsborger og født og opvokset i Filippinerne, hvor han har boet de første 12 år af sit liv, og hvor han har gået i skole indtil 7.-8. klasse. Han taler og forstår også sproget i dette land, hvor hans mormor og mors søskende fortsat har bopæl. Han har således en ikke ubetydelig social, kulturel og familiemæssig tilknytning til Filippinerne.

Efter en samlet helhedsvurdering finder Højesteret herefter, at udvisningen af T med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge kriminalitet og sikre den offentlige orden. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”

Højesteret

”T er idømt ubetinget fængsel i 6 måneder for at have stukket F én gang med en kniv med en klinge på 12 cm, hvorved hun fik et snitsår på venstre bryst. Volden blev begået, efter at T havde opsøgt F på hendes bopæl med kniven. Landsretten har lagt til grund, at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem T og F.”

Højesteret

”Højesteret finder, at T’s kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om hun ikke tidligere er straffet, må det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun vil være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden … ”

Højesteret

”Hun fik lovligt ophold i Danmark, da hun var ca. 25 år. Hun har i Danmark drevet selvstændig virksomhed og har haft sporadisk lønindkomst. I august 2024 ca. to år efter byrettens dom om udvisning blev hun gift med en mand, der bor i Danmark. Hun har herudover ingen familie i Danmark.”

” … T tog lovligt ophold i Danmark i 2015. Højesteret finder, at T på tidspunktet for byrettens dom om udvisning i 2022 havde haft lovligt ophold her i landet i ca. syv år.”

Højesteret

”T er født og opvokset i Letland. Hendes mor og bror bor i Letland. Hun taler lettisk, engelsk, russisk og i et vist omfang også dansk.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er fundet skyldig i vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved den 8. maj 2022 at have stukket F én gang på brystet med en kniv, hvorved hun fik et snitsår, samt overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ved bl.a. i forbindelse med den begåede vold at have været i besiddelse af en kniv med en klinge på 12 cm. Straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 6 måneder. T er udvist med indrejseforbud i 6 år.

...

Udvisning

Det følger af udlændingeloven, at T, der er lettisk statsborger, skal udvises, hvis det ikke er i strid med EU-reglerne og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. udlændingelovens dagældende § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 23, nr. 3 (nu § 22), samt § 26 b, og § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med artikel 27 eller artikel 28 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (EU-opholdsdirektivet) eller med retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. EU-Chartrets artikel 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at T tog lovligt ophold i Danmark i 2015. Højesteret finder, at T på tidspunktet for byrettens dom om udvisning i 2022 havde haft lovligt ophold her i landet i ca. syv år. Hun havde dermed opnået ret til tidsubegrænset ophold, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 16, stk. 1. Ved udvisning af en EU-statsborger, der som T har opnået ret til tidsubegrænset ophold, er det en betingelse, at udvisningen skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

T er idømt ubetinget fængsel i 6 måneder for at have stukket F én gang med en kniv med en klinge på 12 cm, hvorved hun fik et snitsår på venstre bryst. Volden blev begået, efter at T havde opsøgt F på hendes bopæl med kniven. Landsretten har lagt til grund, at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem T og F.

Højesteret finder, at T’s kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om hun ikke tidligere er straffet, må det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun vil være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden, jf. herved præmis 30 i EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I.).

Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at T’s kriminelle adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Dette gælder, selv om hendes alvorlige kriminalitet blev begået under stærk beruselse, og hun ifølge sin egen forklaring ikke længere drikker alkohol.

T er født og opvokset i Letland. Hendes mor og bror bor i Letland. Hun taler lettisk, engelsk, russisk og i et vist omfang også dansk. Hun fik lovligt ophold i Danmark, da hun var ca. 25 år. Hun har i Danmark drevet selvstændig virksomhed og har haft sporadisk lønindkomst. I august 2024 ca. to år efter byrettens dom om udvisning blev hun gift med en mand, der bor i Danmark. Hun har herudover ingen familie i Danmark.

Henset til hendes begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland finder Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, eller med EU Chartrets artikel 7 og Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

På denne baggrund finder Højesteret, at udvisning af T må anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition.

…

Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.

…

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Højesteret

”Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte havde – når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år og 3 måneder.

Højesteret

”T er født i Danmark og har boet her hele sit liv bortset fra en periode, hvor han som 14-årig opholdt sig hos sin mor, der bor i Iran, indtil han efter ca. 9 måneders ophold med hjælp fra den danske ambassade kom tilbage til Danmark. … Han har gået i skole i Danmark og var under uddannelse på teknisk skole og havde fritidsarbejde i et supermarked, da han blev varetægtsfængslet som følge af denne sag. … han var 18 år, da forholdet blev begået.”

Højesteret

”Han har sin far og to søstre i Danmark og har ingen nære slægtninge i Irak, hvor han alene har været kortvarigt i forbindelse med opholdet i Iran.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition. Denne sag angår navnlig, om forholdet er omfattet af straffelovens § 192 a eller af våbenlovens § 10, stk. 1, og om han skal udvises.

…

Udvisning

Da T idømmes fængselsstraf for overtrædelse af våbenloven, er betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 8, opfyldt.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter bl.a. § 22, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (sag nr. 1638/03), præmis 75, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet.

T er født i Danmark og har boet her hele sit liv bortset fra en periode, hvor han som 14-årig opholdt sig hos sin mor, der bor i Iran, indtil han efter ca. 9 måneders ophold med hjælp fra den danske ambassade kom tilbage til Danmark. Han har sin far og to søstre i Danmark og har ingen nære slægtninge i Irak, hvor han alene har været kortvarigt i forbindelse med opholdet i Iran. Han har gået i skole i Danmark og var under uddannelse på teknisk skole og havde fritidsarbejde i et supermarked, da han blev varetægtsfængslet som følge af denne sag. Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at udvisning af T vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som følge heraf frifindes han for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Højesteret

”T er irakisk statsborger og er i den foreliggende sag idømt 6 måneders fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

…

Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet alene gælder for 6 år.”

Højesteret

”Han er ved domme af 28. marts 2014 og af 27. november 2015 udvist betinget med en prøvetid på 2 år. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden.

…

T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold begået som 21-årig i 2016. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med tre medgerningsmænd. Volden førte bl.a. til, at den ene af de forurettede brækkede anklen og fik blodunderløbne mærker i ansigtet. T er for denne vold straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder.

Før dette forhold blev begået, havde han i 2011 begået vold i to tilfælde efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 30 dages betinget fængsel. I 2013 havde han i forening med en anden begået vold efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 60 dages fængsel og blev betinget udvist. I 2014 havde han været i besiddelse af 93 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev herfor idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev betinget udvist. Da han ikke overholdt vilkårene for samfundstjenesten, bestemte byretten, at den idømte fængselsstraf i det hele skulle fuldbyrdes. Den kriminalitet, T er dømt for i 2014 og 2015, er begået efter, at han var fyldt 18 år.

Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er 23 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år, …

…

T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Han var 4 år, da han kom til Danmark fra Irak. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen kæreste og bor hos sin mor og stedfar. Han har ikke formået at følge en uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har, siden han fyldte 18 år, alene haft indtægt i form af SU eller kontanthjælp. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”

Højesteret

”T er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har ikke været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har overfor politiet oplyst, at T kan tale lidt arabisk og forstår dette sprog.  Herudover må det antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

…

Det bemærkes endvidere, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og temaer

T er ved landsrettens dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og straffet med fængsel i 6 måneder samt udvist ubetinget med et indrejseforbud på 6 år.

For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

T er irakisk statsborger og er i den foreliggende sag idømt 6 måneders fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han er ved domme af 28. marts 2014 og af 27. november 2015 udvist betinget med en prøvetid på 2 år. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden.

Det følger herefter af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2, at han skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er 23 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold begået som 21-årig i 2016. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med tre medgerningsmænd. Volden førte bl.a. til, at den ene af de forurettede brækkede anklen og fik blodunderløbne mærker i ansigtet. T er for denne vold straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder.

Før dette forhold blev begået, havde han i 2011 begået vold i to tilfælde efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 30 dages betinget fængsel. I 2013 havde han i forening med en anden begået vold efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 60 dages fængsel og blev betinget udvist. I 2014 havde han været i besiddelse af 93 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev herfor idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev betinget udvist. Da han ikke overholdt vilkårene for samfundstjenesten, bestemte byretten, at den idømte fængselsstraf i det hele skulle fuldbyrdes. Den kriminalitet, T er dømt for i 2014 og 2015, er begået efter, at han var fyldt 18 år.

Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Han var 4 år, da han kom til Danmark fra Irak. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen kæreste og bor hos sin mor og stedfar. Han har ikke formået at følge en uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har, siden han fyldte 18 år, alene haft indtægt i form af SU eller kontanthjælp. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.

T er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har ikke været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har overfor politiet oplyst, at T kan tale lidt arabisk og forstår dette sprog.  Herudover må det antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

T er som nævnt tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og han er ved Retten i Viborgs domme af 28. marts 2014 og 27. november 2015 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Irak. Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet alene gælder for 6 år. Det bemærkes endvidere, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”

Højesteret

”T, der ikke tidligere er straffet af betydning, er i denne sag bl.a. fundet skyldig i et groft, voldeligt overfald, afpresning og forsøg på ulovlig tvang. Denne kriminalitet kan ikke anses for en spontan, affektpræget reaktion på f.eks. en forudgående uoverensstemmelse. Der er derimod tale om planlagt kriminalitet begået af flere i forening som led i inddrivelse af gæld for tredjemand. Kriminaliteten må derfor anses for alvorlig, hvilket også afspejler sig i, at straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 8 måneder.

…

Efter det anførte finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret tiltræder derfor, at T er udvist med indrejseforbud i 6 år.”

Højesteret

”T, der ikke tidligere er straffet af betydning …”

Højesteret

”T, som i dag er 25 år, og som indrejste i Danmark som 20-årig i september 2014, er født og opvokset i Syrien, hvor han også har gået i skole. Han taler og skriver arabisk. Selv om hans forældre og søskende også er flygtet fra Syrien, finder Højesteret, at T fortsat har en meget stærk tilknytning til dette land.

T søgte ved indrejsen i Danmark asyl, og han blev den 6. februar 2015 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse til den 6. februar 2020. Han har to tanter her i landet, men hans nære familie (forældre og søskende) bor ikke i Danmark. Han har en dansk kæreste, og efter det oplyste har de (bortset fra den periode, hvor han har været frihedsberøvet i denne sag) boet sammen siden januar 2018. I marts 2019 blev parret forældre til tvillinger. Børnene blev født for tidligt, og T har sammen med sin samlever i en periode været indlagt på hospital med børnene, og han har siden fødslen i øvrigt deltaget i plejen og pasningen af dem. T har efter sin løsladelse i denne sag taget 9. klasses eksamen. Han har fra maj til november 2017 arbejdet her i landet og for nylig fået arbejde igen. Når der ses bort fra hans danske samlever og børnene, finder Højesteret, at T har en relativt begrænset tilknytning til Danmark.”

Højesteret

”Ts samlever og børn er danske statsborgere. Samleveren er uden tilknytning til Syrien og taler ikke arabisk. Det vil derfor være forbundet med store vanskeligheder for hende at følge med til Syrien. Hun har da også oplyst, at hun ikke er indstillet på at følge med dertil. Børnene er små og må forventes at blive i Danmark sammen med deres mor. Udvisning vil således føre til, at T i en periode bliver fysisk adskilt fra sin samlever og børnene, og dette udgør et alvorligt indgreb i hans ret til familieliv.

T og hans danske kærestes samliv har imidlertid ikke været langvarigt, og deres børn er ganske små, således at fysisk adskillelse fra faderen i en periode må anses for at være mindre belastende for dem end, hvis de havde været ældre. Hans samlever og børnene vil endvidere kunne besøge ham i Syrien, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller i andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og de vil kunne kommunikere sammen via telefon og internet. Indrejseforbuddet vil i givet fald være begrænset til 6 år, hvorefter det vil være muligt for familien at genetablere samlivet her i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T (tidligere …) er fundet skyldig i navnlig grov vold (forhold 1) og afpresning (forhold 2) over for den samme person og forsøg på ulovlig tvang (forhold 3) over for en anden person.

De to forurettede er brødre. Han blev af landsretten idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen spørgsmålet om strafudmåling og udvisning.

…

Udvisning

T, der er syrisk statsborger, har haft lovligt ophold her i landet i ca. 3 år og 9 måneder, jf. udlændingelovens § 27, stk. 2 og 5. Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og efter § 24, nr. 2, er opfyldt.

Det anførte indebærer, at T skal udvises, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4 og 5 (tidligere § 32, stk. 2, nr. 2, og stk. 3), skal indrejseforbuddet som udgangspunkt fastsættes til 6 år.

Spørgsmålet er herefter, om udvisning med indrejseforbud i 6 år vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

T har boet i Danmark siden september 2014, og han har sin samlever og to små børn her i landet. Udvisning vil derfor udgøre et indgreb i hans ret til privatliv og familieliv, jf. artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Der skal derfor tages stilling til, om det af hensyn til disse formål må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise med et indrejseforbud i 6 år. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. I dommens præmis 68 er opregnet følgende kriterier: – Den begåede kriminalitets art og grovhed

• Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet
• Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode
• De berørte personers statsborgerskab
• Udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familielivets effektivitet
• Hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev etableret
• Hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder
• Alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til
• Børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til
• Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70 i den nævnte dom. Indrejseforbuddets varighed indgår som et element i proportionalitetsvurderingen, jf. præmis 98.

Der ses ikke at være afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, hvor de faktiske forhold (herunder kriminalitetens karakter og grovhed, frihedsstraffens længde, udlændingens tilknytning til hjemlandet og værtslandet, udlændingens familieforhold mv.) svarer til forholdene i den foreliggende sag.

T, som i dag er 25 år, og som indrejste i Danmark som 20-årig i september 2014, er født og opvokset i Syrien, hvor han også har gået i skole. Han taler og skriver arabisk. Selv om hans forældre og søskende også er flygtet fra Syrien, finder Højesteret, at T fortsat har en meget stærk tilknytning til dette land.

T søgte ved indrejsen i Danmark asyl, og han blev den 6. februar 2015 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse til den 6. februar 2020. Han har to tanter her i landet, men hans nære familie (forældre og søskende) bor ikke i Danmark. Han har en dansk kæreste, og efter det oplyste har de (bortset fra den periode, hvor han har været frihedsberøvet i denne sag) boet sammen siden januar 2018. I marts 2019 blev parret forældre til tvillinger. Børnene blev født for tidligt, og T har sammen med sin samlever i en periode været indlagt på hospital med børnene, og han har siden fødslen i øvrigt deltaget i plejen og pasningen af dem. T har efter sin løsladelse i denne sag taget 9. klasses eksamen. Han har fra maj til november 2017 arbejdet her i landet og for nylig fået arbejde igen. Når der ses bort fra hans danske samlever og børnene, finder Højesteret, at T har en relativt begrænset tilknytning til Danmark.

T, der ikke tidligere er straffet af betydning, er i denne sag bl.a. fundet skyldig i et groft, voldeligt overfald, afpresning og forsøg på ulovlig tvang. Denne kriminalitet kan ikke anses for en spontan, affektpræget reaktion på f.eks. en forudgående uoverensstemmelse. Der er derimod tale om planlagt kriminalitet begået af flere i forening som led i inddrivelse af gæld for tredjemand. Kriminaliteten må derfor anses for alvorlig, hvilket også afspejler sig i, at straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 8 måneder.

Ts samlever og børn er danske statsborgere. Samleveren er uden tilknytning til Syrien og taler ikke arabisk. Det vil derfor være forbundet med store vanskeligheder for hende at følge med til Syrien. Hun har da også oplyst, at hun ikke er indstillet på at følge med dertil. Børnene er små og må forventes at blive i Danmark sammen med deres mor. Udvisning vil således føre til, at T i en periode bliver fysisk adskilt fra sin samlever og børnene, og dette udgør et alvorligt indgreb i hans ret til familieliv.

T og hans danske kærestes samliv har imidlertid ikke været langvarigt, og deres børn er ganske små, således at fysisk adskillelse fra faderen i en periode må anses for at være mindre belastende for dem end, hvis de havde været ældre. Hans samlever og børnene vil endvidere kunne besøge ham i Syrien, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller i andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og de vil kunne kommunikere sammen via telefon og internet. Indrejseforbuddet vil i givet fald være begrænset til 6 år, hvorefter det vil være muligt for familien at genetablere samlivet her i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efter arten og grovheden af Ts kriminalitet sammenholdt med hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de samfundsmæssige hensyn (forebyggelse af uro eller forbrydelse), som taler for udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn til hans privatliv og navnlig familieliv, der taler imod udvisning. Det bemærkes herved, at han kun har boet her i landet i få år, og at samlivet med hans danske kæreste har været relativt kortvarigt.

Efter det anførte finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret tiltræder derfor, at T er udvist med indrejseforbud i 6 år.”

Højesteret

”T er ved landsrettens dom idømt fængsel i 8 måneder for to tilfælde af vidnetrusler efter straffelovens § 123 mod et voldsoffer og et tilfælde af afpresning efter straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1. Vidnetruslerne var rettet mod en person, der kort forinden var blevet stukket med en kniv. Ved det første tilfælde af vidnetrusler opsøgte T sammen med mindst seks andre medlemmer af bandegrupperingen Loyal to Familia den 7. februar 2016 forurettede på Rigshospitalet, hvor han var indlagt efter knivstikket, for at sikre sig, at han skulle sige, »hvad de havde aftalt« eller noget tilsvarende. Få dage efter, at forurettede den 11. februar 2016 var blevet udskrevet fra Rigshospitalet, opsøgte T sammen med andre medlemmer af Loyal to Familia på ny den pågældende, denne gang ved hans bopæl, hvor T sagde til ham, at han ikke skulle sige noget, »ellers ville det gå værst ud over ham og hans familie« eller noget tilsvarende, ligesom T tog hårdt fat i nakken på forurettede. Ved afpresningsforholdet opnåede T betaling af 1.000 kr. fra en bartender, under henvisning til at T var medlem af Loyal to Familia.

…

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”

Højesteret

”T er flere gange dømt for personfarlig kriminalitet og våbenbesiddelse. Ved Kriminalretten i Hillerøds dom af 28. januar 2005 blev han idømt betinget fængsel i 60 dage for vidnetrusler ved i forening med to medtiltalte at have kaldt forurettede for »stikker«, hvorefter de alle tre slæbte forurettede ned til en sø, som de kastede ham i. Ved Københavns Byrets dom af 21. august 2008 blev han idømt 60 dages fængsel for bl.a. grov vold ved i forening med to ukendte gerningsmænd at have slået forurettede i ansigtet og på kroppen, hvorefter de fortsatte med at slå og sparke på forurettede, mens han lå på jorden, ligesom de slog ham med et bælte med et metalspænde. Ved Retten i Hillerøds dom af 9. september 2009 blev han idømt 7 måneders fængsel for grov vold ved at have slået en forurettet med knyttet hånd i ansigtet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i asfalten med længerevarende hospitalsindlæggelse og hjerneskade til følge, samt ved at have stukket en anden forurettet med en stegegaffel i venstre underarm og tildelt ham et slag med flad hånd i hovedet. Ved Retten i Svendborgs dom af 9. juli 2010 blev han idømt fængsel i 40 dage for overfald på og trusler mod en tjenestemand i funktion, herunder bl.a. ved at true med at slå en fængselsfunktionær og dennes datter ihjel. Ved Retten i Hillerøds dom af 20. juni 2011 blev han idømt 1 års fængsel for på bopælen at have været i besiddelse af en 9 mm pistol med isat magasin indeholdende 15 skarpe patroner. Ved Retten i Hillerøds dom af 19. december 2013 blev han idømt fængsel i 10 måneder og udvist betinget for bl.a. vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. I den sidste sag blev han bl.a. dømt for sammen med to medtiltalte at have tvunget forurettede til at stige ind i en bil, hvorefter denne blev kørt ud mod en skov, og under kørslen blev forurettede tildelt to pift med en peberspray i hvert øje, flere knytnæveslag i hovedet samt fik med et rustent søm ridset bogstaverne LTF ind i venstre lår og tildelt en »dummebøde« på 20.000 kr. for at have solgt hash i Loyal to Familias område. Han er herudover mange gange idømt fortrinsvis bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, færdselsloven og våbenloven.

…

Han er nu på ny dømt for personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet i tilknytning til sit medlemskab af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han er som nævnt tidligere dømt adskillige gange for alvorlig personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder i tilknytning til sit medlemskab af Loyal to Familia, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden. Han er ved dom af 19. december 2013 udvist betinget af Danmark og er derved advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning, og de to vidnetrusler er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.”

Oplysninger fra tiltaltes procedure

Tiltalte har haft lovligt ophold i ca. 19 år.

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 30-årig statsløs palæstinenser fra Libanon, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 4-årig i 1992.

…

T er samlevende med en kvinde, som han i december 2017 har fået et barn med. Han har boet i Danmark, siden han var 4 år.

…

T kom som nævnt til Danmark som 4-årig, og han er opvokset her og har gået i skole til og med 8. eller 9. klasse. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og han har i mere end 10 år ikke haft nogen tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Han har modtaget kontanthjælp siden 2005.

Han har oplyst, at han har boet sammen med sin nuværende danske kæreste i ca. 8 år, og de har en datter sammen, som er født i december 2017. Højesteret finder det imidlertid ikke godtgjort, at han har boet sammen med sin nuværende kæreste forud for den betingede udvisning ved dom af 19. december 2013. Højesteret har herved lagt vægt på oplysningerne fra folkeregisteret samt på hans egne oplysninger til en politiafhøring om sine personlige forhold (§ 26-afhøring) den 12. september 2013 og til en personundersøgelse foretaget af kriminalforsorgen efter retsplejelovens § 808 den 26. januar 2014.

Vedrørende datteren bemærker Højesteret, at hun er undfanget efter byrettens dom i denne sag og således efter, at der er nedlagt påstand om ubetinget udvisning af T. Han har fra før datterens fødsel været varetægtsfængslet i to andre sager om alvorlig kriminalitet, og han har således ikke haft et effektivt familieliv med datteren.”

Højesteret

”T har ikke været i Libanon efter at have fået ophold i Danmark i 1992, og han har ikke familie eller venner i Libanon. Højesteret lægger efter hans egen forklaring til grund, at han taler og forstår arabisk så godt, at han kan klare sig i Libanon.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Libanon, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

…

Det bemærkes, at hans samlever og barn vil have mulighed for at besøge ham i Libanon, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 30-årig statsløs palæstinenser fra Libanon, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 4-årig i 1992.

T er ved landsrettens dom idømt fængsel i 8 måneder for to tilfælde af vidnetrusler efter straffelovens § 123 mod et voldsoffer og et tilfælde af afpresning efter straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1. Vidnetruslerne var rettet mod en person, der kort forinden var blevet stukket med en kniv. Ved det første tilfælde af vidnetrusler opsøgte T sammen med mindst seks andre medlemmer af bandegrupperingen Loyal to Familia den 7. februar 2016 forurettede på Rigshospitalet, hvor han var indlagt efter knivstikket, for at sikre sig, at han skulle sige, »hvad de havde aftalt« eller noget tilsvarende. Få dage efter, at forurettede den 11. februar 2016 var blevet udskrevet fra Rigshospitalet, opsøgte T sammen med andre medlemmer af Loyal to Familia på ny den pågældende, denne gang ved hans bopæl, hvor T sagde til ham, at han ikke skulle sige noget, »ellers ville det gå værst ud over ham og hans familie« eller noget tilsvarende, ligesom T tog hårdt fat i nakken på forurettede. Ved afpresningsforholdet opnåede T betaling af 1.000 kr. fra en bartender, under henvisning til at T var medlem af Loyal to Familia.

T er flere gange dømt for personfarlig kriminalitet og våbenbesiddelse. Ved Kriminalretten i Hillerøds dom af 28. januar 2005 blev han idømt betinget fængsel i 60 dage for vidnetrusler ved i forening med to medtiltalte at have kaldt forurettede for »stikker«, hvorefter de alle tre slæbte forurettede ned til en sø, som de kastede ham i. Ved Københavns Byrets dom af 21. august 2008 blev han idømt 60 dages fængsel for bl.a. grov vold ved i forening med to ukendte gerningsmænd at have slået forurettede i ansigtet og på kroppen, hvorefter de fortsatte med at slå og sparke på forurettede, mens han lå på jorden, ligesom de slog ham med et bælte med et metalspænde. Ved Retten i Hillerøds dom af 9. september 2009 blev han idømt 7 måneders fængsel for grov vold ved at have slået en forurettet med knyttet hånd i ansigtet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i asfalten med længerevarende hospitalsindlæggelse og hjerneskade til følge, samt ved at have stukket en anden forurettet med en stegegaffel i venstre underarm og tildelt ham et slag med flad hånd i hovedet. Ved Retten i Svendborgs dom af 9. juli 2010 blev han idømt fængsel i 40 dage for overfald på og trusler mod en tjenestemand i funktion, herunder bl.a. ved at true med at slå en fængselsfunktionær og dennes datter ihjel. Ved Retten i Hillerøds dom af 20. juni 2011 blev han idømt 1 års fængsel for på bopælen at have været i besiddelse af en 9 mm pistol med isat magasin indeholdende 15 skarpe patroner. Ved Retten i Hillerøds dom af 19. december 2013 blev han idømt fængsel i 10 måneder og udvist betinget for bl.a. vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. I den sidste sag blev han bl.a. dømt for sammen med to medtiltalte at have tvunget forurettede til at stige ind i en bil, hvorefter denne blev kørt ud mod en skov, og under kørslen blev forurettede tildelt to pift med en peberspray i hvert øje, flere knytnæveslag i hovedet samt fik med et rustent søm ridset bogstaverne LTF ind i venstre lår og tildelt en »dummebøde« på 20.000 kr. for at have solgt hash i Loyal to Familias område. Han er herudover mange gange idømt fortrinsvis bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, færdselsloven og våbenloven.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2, at T skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er samlevende med en kvinde, som han i december 2017 har fået et barn med. Han har boet i Danmark, siden han var 4 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse.

Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.

T kom som nævnt til Danmark som 4-årig, og han er opvokset her og har gået i skole til og med 8. eller 9. klasse. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og han har i mere end 10 år ikke haft nogen tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Han har modtaget kontanthjælp siden 2005.

Han har oplyst, at han har boet sammen med sin nuværende danske kæreste i ca. 8 år, og de har en datter sammen, som er født i december 2017. Højesteret finder det imidlertid ikke godtgjort, at han har boet sammen med sin nuværende kæreste forud for den betingede udvisning ved dom af 19. december 2013. Højesteret har herved lagt vægt på oplysningerne fra folkeregisteret samt på hans egne oplysninger til en politiafhøring om sine personlige forhold (§ 26-afhøring) den 12. september 2013 og til en personundersøgelse foretaget af kriminalforsorgen efter retsplejelovens § 808 den 26. januar 2014.

Vedrørende datteren bemærker Højesteret, at hun er undfanget efter byrettens dom i denne sag og således efter, at der er nedlagt påstand om ubetinget udvisning af T. Han har fra før datterens fødsel været varetægtsfængslet i to andre sager om alvorlig kriminalitet, og han har således ikke haft et effektivt familieliv med datteren.

T har ikke været i Libanon efter at have fået ophold i Danmark i 1992, og han har ikke familie eller venner i Libanon. Højesteret lægger efter hans egen forklaring til grund, at han taler og forstår arabisk så godt, at han kan klare sig i Libanon.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Libanon, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

Han er nu på ny dømt for personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet i tilknytning til sit medlemskab af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han er som nævnt tidligere dømt adskillige gange for alvorlig personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder i tilknytning til sit medlemskab af Loyal to Familia, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden. Han er ved dom af 19. december 2013 udvist betinget af Danmark og er derved advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning, og de to vidnetrusler er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Libanon. Det bemærkes, at hans samlever og barn vil have mulighed for at besøge ham i Libanon, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”

Højesteret

”T er som nævnt i den foreliggende sag idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Han havde på en båd flere gange nægtet at efterkomme Fs ønske om at blive sejlet i land, idet han kun ville bringe hende i land, hvis hun gav ham et kys, hvilket hun flere gange nægtede at gøre, men til sidst efterkom. Herefter tog han hårdt fat i hende. Hun sagde flere gange nej og forsøgte at skubbe ham væk. Han indførte herefter sine fingre i hendes vagina uden hendes samtykke og beordrede hende til at lægge sig ned og se på ham, mens han onanerede sit lem, indtil han fik udløsning på hendes lår.”

Højesteret

”T er foruden kriminaliteten i den foreliggende sag dømt for en række voldsforhold begået i 2019 og 2020. Han blev ved Københavns Byrets dom af 6. oktober 2020 idømt en betinget fængselsstraf på 3 måneder for vold begået i 2020, idet han bl.a. slog en kvinde flere gange med knyttet hånd og rev hende i håret, således at hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede hende flere gange. Ved Retten i Glostrups dom af 15. marts 2023 blev han idømt 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler ligeledes begået i 2020, idet han slog en kvinde i ansigtet med flad hånd og rev hende i håret, hvorefter han satte sig oven på hende og viklede en ledning om hendes hals og strammede til, ligesom han holdt for hendes mund og næse, således at hun ikke kunne få luft. Efterfølgende slog han hende med et bordben i ansigtet og på kroppen. Endvidere truede han med, at han ville torturere hende og stikke hende med en kniv. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 31. maj 2023 blev ham idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bl.a. to tilfælde af grov vold, et tilfælde af simpel vold samt for røveri og fareforvoldelse. Ved et af voldsforholdene kastede han flere tallerkener efter en kvinde, der blev ramt og måtte sys i panden. Ved en anden lejlighed slog han den samme kvinde adskillige gange på kroppen og ansigtet med et bordben.

T er også før disse domme straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, idet han som mindreårig er dømt for vold, herunder grov vold, trusler og vidnetrusler, og som voksen for vold og trusler om vold. Han er desuden mange gange straffet med bøde, bl.a. for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og lovgivningen om euforiserende stoffer.

Hans kriminalitet viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning, og Højesteret finder, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er som nævnt 35 år. Han er som 8-årig kommet fra Tyrkiet til Danmark, hvor han har gået i skole, men han har ikke taget afgangseksamen fra folkeskolen og har ikke gennemført en egentlig erhvervsuddannelse. Han har i januar 2021 oplyst, at han da havde haft sammenlagt ca. 8 års beskæftigelse. Siden har han været i beskæftigelse i ca. 13 måneder i flere forskellige virksomheder, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023.

Som anført er T ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år, som han indtil den 1. maj 2023 havde samvær med i en 7/7-ordning. Han har det meste af sit liv boet i Danmark, bl.a. hos sin mor, der afgik ved døden i 2019. Han har ikke kontakt til sin far i Tyrkiet og ved ikke, om han lever. Han har en lillebror og en fætter i Danmark.”

Højesteret

”Han boede hos sin mormor i Tyrkiet, indtil han var 8 år. Han har været på ferie i Tyrkiet flere gange, senest for ca. 10 år siden. Højesteret lægger til grund, at han taler tyrkisk, og at han bl.a. gennem sin opvækst hos sin mormor i Tyrkiet har kendskab til tyrkisk skik og kultur.

Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Tyrkiet, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Tyrkiet foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år vil herefter ikke være uproportional. Det er indgået i vurderingen, at han og sønnen vil kunne bevare kontakten via bl.a. telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er ved landsrettens dom idømt en tillægsstraf på fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, § 232, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1. Landsretten bestemte, at han skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 2, 3 og 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge lovens § 26 b kan udvisning af udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

T, der er 35 år, er tyrkisk statsborger. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det er ubestridt, at T er omfattet af artikel 6 i afgørelsen efter associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Hans søn er dansk statsborger og dermed som unionsborger beskyttet af artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). 

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller TEUF artikel 20.

Menneskerettighedskonventionen

Udvisning vil som nævnt indebære et indgreb i Ts ret til privatliv og familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og er derfor kun berettiget, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, er bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I vurderingen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset.

Associeringsafgørelsen

Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørelsen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.

EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Efter dette direktivs artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvisningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågældendes alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet.

Det fremgår af Ziebell-dommens præmis 82, at foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. 

TEUF

TEUF artikel 20 er efter EU-Domstolens fortolkning til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises fra medlemsstatens område til et tredjeland, selv om den pågældende faktisk tager sig af et mindreårigt barn, som er statsborger i medlemsstaten, hvis udvisningen af den pågældende indebærer, at barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet af sine rettigheder som unionsborger. Om barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område, beror på en bedømmelse af, om der består et afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet. Der skal ved vurderingen heraf tages hensyn til barnets tarv og samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til den pågældende forælder og den risiko, som adskillelsen fra forælderen indebærer for barnets ligevægt, jf. præmis 66-67 i EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C532/19 (Subdelegación).

En medlemsstat kan dog i ekstraordinære tilfælde udvise forælderen, selv om barnet som konsekvens heraf bliver nødsaget til at forlade Unionens område. Det er en forudsætning herfor, at udvisningen er begrundet i forælderens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat, og at udvisningen er begrundet i en hensyntagen til de forskellige involverede interesser, jf. præmis 50 i EU-Domstolens dom af 13. september 2016 i sag C-304/14 (CS).

Den konkrete sag

Afhængighedsvurderingen efter TEUF

Ts søn, B, og Bs mor er danske statsborgere og vil kunne blive boende i Danmark, selv om T udvises. B er 9 år. T boede sammen med B og hans mor, indtil B var ca. halvandet år. T havde herefter samvær med B i en 7/7-ordning, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023. Under afsoningen har han haft besøg af B fire gange, senest i november 2023. Efter landsrettens dom i denne sag har Bs mor fået tilkendt forældremyndigheden alene. De sociale myndigheder har i en årrække været bekymrede for Bs trivsel og udvikling og for forældrenes omsorg for ham. Siden juni 2024 har han været frivilligt anbragt hos sin mormor, og de sociale myndigheder vurderer, at han er velanbragt. T blev løsladt den 17. marts 2025 og har efter det oplyste set sin søn en enkelt gang siden da.

Efter en samlet vurdering af Bs tilknytning til sin far og Bs forhold i øvrigt finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem T og B, at B bliver nødsaget til at forlade Unionens område, hvis T udvises. Der er efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at tage Ts subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge.

Trusselsbetingelsen efter associeringsafgørelsen

T er som nævnt i den foreliggende sag idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Han havde på en båd flere gange nægtet at efterkomme Fs ønske om at blive sejlet i land, idet han kun ville bringe hende i land, hvis hun gav ham et kys, hvilket hun flere gange nægtede at gøre, men til sidst efterkom. Herefter tog han hårdt fat i hende. Hun sagde flere gange nej og forsøgte at skubbe ham væk. Han indførte herefter sine fingre i hendes vagina uden hendes samtykke og beordrede hende til at lægge sig ned og se på ham, mens han onanerede sit lem, indtil han fik udløsning på hendes lår.

T er foruden kriminaliteten i den foreliggende sag dømt for en række voldsforhold begået i 2019 og 2020. Han blev ved Københavns Byrets dom af 6. oktober 2020 idømt en betinget fængselsstraf på 3 måneder for vold begået i 2020, idet han bl.a. slog en kvinde flere gange med knyttet hånd og rev hende i håret, således at hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede hende flere gange. Ved Retten i Glostrups dom af 15. marts 2023 blev han idømt 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler ligeledes begået i 2020, idet han slog en kvinde i ansigtet med flad hånd og rev hende i håret, hvorefter han satte sig oven på hende og viklede en ledning om hendes hals og strammede til, ligesom han holdt for hendes mund og næse, således at hun ikke kunne få luft. Efterfølgende slog han hende med et bordben i ansigtet og på kroppen. Endvidere truede han med, at han ville torturere hende og stikke hende med en kniv. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 31. maj 2023 blev ham idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bl.a. to tilfælde af grov vold, et tilfælde af simpel vold samt for røveri og fareforvoldelse. Ved et af voldsforholdene kastede han flere tallerkener efter en kvinde, der blev ramt og måtte sys i panden. Ved en anden lejlighed slog han den samme kvinde adskillige gange på kroppen og ansigtet med et bordben.

T er også før disse domme straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, idet han som mindreårig er dømt for vold, herunder grov vold, trusler og vidnetrusler, og som voksen for vold og trusler om vold. Han er desuden mange gange straffet med bøde, bl.a. for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og lovgivningen om euforiserende stoffer.

Hans kriminalitet viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning, og Højesteret finder, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. 

På den anførte baggrund finder Højesteret, at Ts kriminalitet er af en sådan art og alvor, at hans adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. 

Proportionalitet efter associeringsafgørelsen og Menneskerettighedskonventionen

T er som nævnt 35 år. Han er som 8-årig kommet fra Tyrkiet til Danmark, hvor han har gået i skole, men han har ikke taget afgangseksamen fra folkeskolen og har ikke gennemført en egentlig erhvervsuddannelse. Han har i januar 2021 oplyst, at han da havde haft sammenlagt ca. 8 års beskæftigelse. Siden har han været i beskæftigelse i ca. 13 måneder i flere forskellige virksomheder, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023.

Som anført er T ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år, som han indtil den 1. maj 2023 havde samvær med i en 7/7-ordning. Han har det meste af sit liv boet i Danmark, bl.a. hos sin mor, der afgik ved døden i 2019. Han har ikke kontakt til sin far i Tyrkiet og ved ikke, om han lever. Han har en lillebror og en fætter i Danmark. 

Han boede hos sin mormor i Tyrkiet, indtil han var 8 år. Han har været på ferie i Tyrkiet flere gange, senest for ca. 10 år siden. Højesteret lægger til grund, at han taler tyrkisk, og at han bl.a. gennem sin opvækst hos sin mormor i Tyrkiet har kendskab til tyrkisk skik og kultur.

Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Tyrkiet, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Tyrkiet foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år vil herefter ikke være uproportional. Det er indgået i vurderingen, at han og sønnen vil kunne bevare kontakten via bl.a. telefon og internet. 

Konklusion

Udvisning af T vil ikke være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller TEUF artikel 20.

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med et indrejseforbud i 6 år. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

”T er som anført straffet med fængsel i 1 år for bl.a. røveriforsøg over for en taxachauffør, i hvilken forbindelse han satte en kniv op foran taxachaufførens hals, samt for at have udøvet vold over for en medindsat, mens T var varetægtsfængslet. Røveriforsøget må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet rettet mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold..

…

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have. Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 1 års fængsel, skal ske med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Af de grunde, der efter det anførte fører til, at T skal udvises, finder Højesteret, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. 

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med indrejseforbud i 6 år.”

Højesteret

”T er tidligere straffet for overtrædelse af straffeloven for forhold, der blev begået, da han var 17 år. Han blev således ved Retten i Holbæks dom af 10. juni 2015 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a. røveri, vidnetrusler og for som varetægtsfængslet i en ungdomsinstitution at være flygtet fra stedet og i den forbindelse have overfaldet en medarbejder på ungdomsinstitutionen. Røveriforholdet angik et tilfælde, hvor han blev dømt for at have afkrævet den forurettede penge under anvendelse af grov vold, og hvor den forurettede blev slået mange gange i hovedet og på armene med et bordben og med flere knytnæveslag, ligesom den forurettede blev sparket, mens han lå ned på gulvet. Ved overfaldet på medarbejderen på ungdomsinstitutionen havde T holdt en skruetrækker op mod medarbejderen, mens en anden person havde udtalt ”vil du gerne stikkes ned” eller lignende. Han blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år og blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning. 

Højesteret bemærker, at de forhold, som T blev dømt for ved dommen af 10. juni 2015, må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet og ikke kan karakteriseres som ”juvenile delinquency” (ungdomskriminalitet), jf. bl.a. præmis 73 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 2. juni 2020 i sag 3138/16 (Azerkane mod Holland). 

Forud for byrettens dom i den foreliggende sag er han endvidere adskillige gange – efter at han var blevet 18 år, og som nævnt var advaret om risikoen for udvisning – dømt for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer (besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug og i et tilfælde med henblik på videreoverdragelse), straffeloven, knivloven, færdselsloven og våbenbekendtgørelsen. Han blev således ved Retten i Holbæks dom af 4. december 2017 idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a. den 16. april 2017 på et offentligt tilgængeligt sted under skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en butterflykniv. Endvidere blev han ved Retten i Holbæks dom af 15. januar 2020 straffet med en bøde på 3.000 kr. for at have besiddet en foldekniv på et uddannelsessted.

Herudover er han ved Retten i Holbæks dom af 17. juni 2024 idømt 5 måneders fængsel og tildelt en advarsel om udvisning for som tilhører til et retsmøde den 16. juni 2022 i Retten i Holbæk i en sag, der involverede to rivaliserende grupperinger, at have været i besiddelse af en kniv og en vildmarksøkse og for den 6. juli 2022 bl.a. at have været i besiddelse af 45,5 gram hash i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse og for den 28. januar 2024 på et offentligt tilgængeligt sted at have været i besiddelse af en kniv.

Forholdet under retsmødet og forholdet vedrørende hash blev begået nogle måneder efter, at Retten i Holbæk den 21. februar 2022 i den foreliggende sag havde idømt ham fængsel i 1 år og udvist ham med indrejseforbud i 6 år.

Højesteret finder efter karakteren og alvoren af Ts samlede kriminalitet, at han generelt må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at T også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Hans gentagne overtrædelser viser således manglende vilje til at overholde dansk lovgivning. ”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i 14 år, 11 måneder og 19 dage pr. 26. oktober 2021.

Højesteret

”T er som nævnt 27 år og indrejste i Danmark som 7-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans to yngre søskende og mormor bor i Danmark. Det samme gør to onkler, to mostre og to fastre. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Efter sagens behandling i byretten har han gennemført en HF-uddannelse og er begyndt på nogle suppleringskurser for at komme ind på finansøkonom-uddannelsen. Han har i 2022 arbejdet inden for byggebranchen.”

Højesteret

”Han har ikke siden indrejsen i Danmark været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Han kan tale lidt somali i form af nogle ord og små sætninger. Det må antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises.”

Højesteret

”Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T, der er 27 år, indrejste i Danmark som 7-årig i 2005. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og er derfor kun berettiget, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung person, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal også lægges vægt på den pågældendes alder, herunder om den pågældende var mindreårig eller voksen, da kriminaliteten blev begået, jf. dommens præmis 72. 

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75. 

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, og om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens domme af 5. september 2023 i sag 18646/22 (Goma mod Danmark) og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark) samt dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark). 

Ved proportionalitetsvurderingen ses der ikke i Menneskerettighedsdomstolens praksis grundlag for, at det skal tillægges særskilt betydning, hvilke muligheder udlændingen ved indrejseforbuddets udløb kan antages at ville have for på ny at få opholdstilladelse. Dette må således bl.a. bero på de relevante regler på det pågældende tidspunkt, jf. herved også Højesterets dom af 3. oktober 2022 (UfR 2023.1).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter: 

T er som anført straffet med fængsel i 1 år for bl.a. røveriforsøg over for en taxachauffør, i hvilken forbindelse han satte en kniv op foran taxachaufførens hals, samt for at have udøvet vold over for en medindsat, mens T var varetægtsfængslet. Røveriforsøget må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet rettet mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold. 

T er tidligere straffet for overtrædelse af straffeloven for forhold, der blev begået, da han var 17 år. Han blev således ved Retten i Holbæks dom af 10. juni 2015 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a. røveri, vidnetrusler og for som varetægtsfængslet i en ungdomsinstitution at være flygtet fra stedet og i den forbindelse have overfaldet en medarbejder på ungdomsinstitutionen. Røveriforholdet angik et tilfælde, hvor han blev dømt for at have afkrævet den forurettede penge under anvendelse af grov vold, og hvor den forurettede blev slået mange gange i hovedet og på armene med et bordben og med flere knytnæveslag, ligesom den forurettede blev sparket, mens han lå ned på gulvet. Ved overfaldet på medarbejderen på ungdomsinstitutionen havde T holdt en skruetrækker op mod medarbejderen, mens en anden person havde udtalt ”vil du gerne stikkes ned” eller lignende. Han blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år og blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning. 

Højesteret bemærker, at de forhold, som T blev dømt for ved dommen af 10. juni 2015, må anses for alvorlig personfarlig kriminalitet og ikke kan karakteriseres som ”juvenile delinquency” (ungdomskriminalitet), jf. bl.a. præmis 73 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 2. juni 2020 i sag 3138/16 (Azerkane mod Holland). 

Forud for byrettens dom i den foreliggende sag er han endvidere adskillige gange – efter at han var blevet 18 år, og som nævnt var advaret om risikoen for udvisning – dømt for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer (besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug og i et tilfælde med henblik på videreoverdragelse), straffeloven, knivloven, færdselsloven og våbenbekendtgørelsen. Han blev således ved Retten i Holbæks dom af 4. december 2017 idømt 40 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a. den 16. april 2017 på et offentligt tilgængeligt sted under skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en butterflykniv. Endvidere blev han ved Retten i Holbæks dom af 15. januar 2020 straffet med en bøde på 3.000 kr. for at have besiddet en foldekniv på et uddannelsessted.

Herudover er han ved Retten i Holbæks dom af 17. juni 2024 idømt 5 måneders fængsel og tildelt en advarsel om udvisning for som tilhører til et retsmøde den 16. juni 2022 i Retten i Holbæk i en sag, der involverede to rivaliserende grupperinger, at have været i besiddelse af en kniv og en vildmarksøkse og for den 6. juli 2022 bl.a. at have været i besiddelse af 45,5 gram hash i det væsentlige med henblik på videreoverdragelse og for den 28. januar 2024 på et offentligt tilgængeligt sted at have været i besiddelse af en kniv.

Forholdet under retsmødet og forholdet vedrørende hash blev begået nogle måneder efter, at Retten i Holbæk den 21. februar 2022 i den foreliggende sag havde idømt ham fængsel i 1 år og udvist ham med indrejseforbud i 6 år.

Højesteret finder efter karakteren og alvoren af Ts samlede kriminalitet, at han generelt må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at T også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Hans gentagne overtrædelser viser således manglende vilje til at overholde dansk lovgivning.

T er som nævnt 27 år og indrejste i Danmark som 7-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans to yngre søskende og mormor bor i Danmark. Det samme gør to onkler, to mostre og to fastre. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Efter sagens behandling i byretten har han gennemført en HF-uddannelse og er begyndt på nogle suppleringskurser for at komme ind på finansøkonom-uddannelsen. Han har i 2022 arbejdet inden for byggebranchen. 

Han har ikke siden indrejsen i Danmark været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Han kan tale lidt somali i form af nogle ord og små sætninger. Det må antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises. 

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham.

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have. Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 1 års fængsel, skal ske med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Af de grunde, der efter det anførte fører til, at T skal udvises, finder Højesteret, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. 

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med indrejseforbud i 6 år.”

Højesteret

”T er straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for voldtægt begået den 21. oktober 2020 ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, der var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov. Landsretten har lagt til grund, at forholdet blev begået efter tilskyndelse fra en kammerat, der gentagne gange opfordrede T til at skaffe sig samleje med kvinden, selv om T var forbeholden.

…

T frifindes herefter for påstanden om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Oplysninger

T er ikke tidligere straffet med fængselsstraf.

Højesteret

”T er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af 16. december 2020 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

…

Han har således gode personlige forhold og må anses for velintegreret. Herefter, og efter de konkrete omstændigheder i forbindelse med den foreliggende kriminalitet, er der ikke grundlag for at fastslå, at der er en risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet, herunder seksualkriminalitet.”

Udlændingestyrelsen

Tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 14 år.

Højesteret

”T er nu 24 år og cambodiansk statsborger. Han indrejste i Danmark, da han var 7 eller 8 år, og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

…

Efter de foreliggende oplysninger om Ts personlige forhold har han gennemført folkeskolen til og med 10. klasse, og siden har han været tilknyttet arbejdsmarkedet, hvor han nu arbejder i restaurationsbranchen. Han har spillet fodbold i en klub og har en dansk omgangskreds.

Han har således gode personlige forhold og må anses for velintegreret.

…

Han kom til Danmark i en alder af 7-8 år og har siden opholdt sig her i landet, hvor hans mor, far og lillebror også bor. Han har som nævnt haft sin skolegang her, og han arbejder nu i restaurationsbranchen. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn.”

Højesteret

”Han er cambodiansk statsborger. Hans mormor, der er over 80 år, bor i Cambodia, og familien har besøgt Cambodia hvert 3. eller 4. år. Han taler efter sin egen opfattelse dårligt cambodiansk.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke kan antages at være risiko for recidiv til alvorlig kriminalitet, og hvor T har en meget stærk tilknytning til Danmark og en meget begrænset tilknytning til Cambodia, finder Højesteret, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er ved landsrettens dom fundet skyldig i voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, der var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov. Han blev ligesom en medgerningsmand, der havde tilskyndet ham til at begå handlingen, straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder. T blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er nu 24 år og cambodiansk statsborger. Han indrejste i Danmark, da han var 7 eller 8 år, og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for voldtægt begået den 21. oktober 2020 ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, der var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov. Landsretten har lagt til grund, at forholdet blev begået efter tilskyndelse fra en kammerat, der gentagne gange opfordrede T til at skaffe sig samleje med kvinden, selv om T var forbeholden.

T er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af 16. december 2020 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Efter de foreliggende oplysninger om Ts personlige forhold har han gennemført folkeskolen til og med 10. klasse, og siden har han været tilknyttet arbejdsmarkedet, hvor han nu arbejder i restaurationsbranchen. Han har spillet fodbold i en klub og har en dansk omgangskreds. 

Han har således gode personlige forhold og må anses for velintegreret. Herefter, og efter de konkrete omstændigheder i forbindelse med den foreliggende kriminalitet, er der ikke grundlag for at fastslå, at der er en risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet, herunder seksualkriminalitet.

Han kom til Danmark i en alder af 7-8 år og har siden opholdt sig her i landet, hvor hans mor, far og lillebror også bor. Han har som nævnt haft sin skolegang her, og han arbejder nu i restaurationsbranchen. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn. Han er cambodiansk statsborger. Hans mormor, der er over 80 år, bor i Cambodia, og familien har besøgt Cambodia hvert 3. eller 4. år. Han taler efter sin egen opfattelse dårligt cambodiansk.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke kan antages at være risiko for recidiv til alvorlig kriminalitet, og hvor T har en meget stærk tilknytning til Danmark og en meget begrænset tilknytning til Cambodia, finder Højesteret, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet. 

T frifindes herefter for påstanden om udvisning. 

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at T tildeles en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med en medgerningsmand. Volden blev udøvet bl.a. mens forurettede lå værgeløs på jorden. T er for denne vold samt et andet voldsforhold godt en time tidligere samme nat straffet med ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder, idet straffen er fastsat som en fællesstraf.

…

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tiltræder herefter, at T udvises med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3, jf. § 22, nr. 6.”

Højesteret

”Før det aktuelle forhold blev begået, havde han bl.a. i 2014 i forening med to medgerningsmænd brudt ind i et teater og stjålet en computer. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 30 dage. Samme år begik han i forening med to medgerningsmænd hærværk af betydeligt omfang. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 50 dage og frifundet for en påstand om betinget udvisning. I 2015 begik han brugstyveri af en personbil, og han blev fundet i besiddelse af mindre mængder hash og kokain samt en dolk. Han blev herfor idømt en bøde på 22.000 kr. I 2016 overtrådte han straffelovens § 191 bl.a. ved besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ikke under 10 kg hash. Han blev herfor idømt fængsel i 10 måneder og blev betinget udvist. I 2017 begik han både før og efter forholdene i denne sag en række overtrædelser af færdselsloven. Han blev herfor idømt 14 dages fængsel og en bøde på 33.000 kr. samt betinget frakendt førerretten i 3 år fra endelig dom.

Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdene i denne sag, idet han er straffet med bøde for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen.

Den kriminalitet, som T gennem årene er dømt for, er begået efter, at han var fyldt 18 år.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

…

T er ved Københavns Byrets dom af 16. juni 2016 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017.

…

T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 19 år. Han var 3 år, da han kom til Danmark fra Libyen. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie, herunder morfar og moster bor i Libyen. Efter det oplyste har han gennemført gymnasieuddannelsen på VUC Frederiksberg. I 2015, 2016 og 2017 har han ikke haft nogen registreret indkomst. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 12 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”

Højesteret

”T er født i Libyen, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark. Han har været tilbage i Libyen to gange. Den første gang var sammen med sin mor, far og søskende den 1. september 2006 til den 19. maj 2007. Den anden gang var sammen med sin mor og søskende fra den 1. juni 2009 til den 18. august 2011, hvor han også gik i skole i Libyen. Han har oplyst, at han taler arabisk. Det må herefter anses for utvivlsomt, at han har en betydelig tilknytning til Libyen, herunder et betydeligt kendskab til libysk skik og kultur.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libyen, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.”

Højesteret

”Sagens baggrund og temaer

T er ved landsrettens dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, vold efter straffelovens § 244 samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen og er straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 3 måneder samt udvist ubetinget med et indrejseforbud i 12 år.

For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning samt forurettedes krav på erstatning.

…

Udvisning

T er libysk statsborger og er i den foreliggende sag idømt en fællesstraf på 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a. vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Han er ved dom af 16. juni 2016 udvist betinget med en prøvetid på 2 år med udløb den 24. februar 2019. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden, og tiltale er rejst inden prøvetidens udløb.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 3, at T skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 12 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er 24 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 19 år, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med en medgerningsmand. Volden blev udøvet bl.a. mens forurettede lå værgeløs på jorden. T er for denne vold samt et andet voldsforhold godt en time tidligere samme nat straffet med ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder, idet straffen er fastsat som en fællesstraf.

Før det aktuelle forhold blev begået, havde han bl.a. i 2014 i forening med to medgerningsmænd brudt ind i et teater og stjålet en computer. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 30 dage. Samme år begik han i forening med to medgerningsmænd hærværk af betydeligt omfang. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 50 dage og frifundet for en påstand om betinget udvisning. I 2015 begik han brugstyveri af en personbil, og han blev fundet i besiddelse af mindre mængder hash og kokain samt en dolk. Han blev herfor idømt en bøde på 22.000 kr. I 2016 overtrådte han straffelovens § 191 bl.a. ved besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ikke under 10 kg hash. Han blev herfor idømt fængsel i 10 måneder og blev betinget udvist. I 2017 begik han både før og efter forholdene i denne sag en række overtrædelser af færdselsloven. Han blev herfor idømt 14 dages fængsel og en bøde på 33.000 kr. samt betinget frakendt førerretten i 3 år fra endelig dom.

Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdene i denne sag, idet han er straffet med bøde for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen.

Den kriminalitet, som T gennem årene er dømt for, er begået efter, at han var fyldt 18 år.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 19 år. Han var 3 år, da han kom til Danmark fra Libyen. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie, herunder morfar og moster bor i Libyen. Efter det oplyste har han gennemført gymnasieuddannelsen på VUC Frederiksberg. I 2015, 2016 og 2017 har han ikke haft nogen registreret indkomst. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 12 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.

T er født i Libyen, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark. Han har været tilbage i Libyen to gange. Den første gang var sammen med sin mor, far og søskende den 1. september 2006 til den 19. maj 2007. Den anden gang var sammen med sin mor og søskende fra den 1. juni 2009 til den 18. august 2011, hvor han også gik i skole i Libyen. Han har oplyst, at han taler arabisk. Det må herefter anses for utvivlsomt, at han har en betydelig tilknytning til Libyen, herunder et betydeligt kendskab til libysk skik og kultur.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libyen, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

T er ved Københavns Byrets dom af 16. juni 2016 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Libyen. Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet gælder for 12 år. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret tiltræder herefter, at T udvises med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3, jf. § 22, nr. 6.”

Højesteret

”Da T2 er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 a, jf. § 23, stk. 1, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 24 a, for at udvise T2 opfyldt.

…

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde, tiltræder Højesteret, at T2 er udvist betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.”

Højesteret

”… da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde … ”

Højesteret

”Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.

T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.

Hun taler udelukkende somalisk …

T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.”

Højesteret

”T2, der er somalisk statsborger, er født og opvokset i Somalia. Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.

T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.

Hun taler udelukkende somalisk, og hun har stadig tilknytning til Somalia, hvor hendes søster bor sammen med sin mand og børn, og hvor også hendes mor bor.

T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.”

”Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.”

Højesteret

”Udvisning

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde, tiltræder Højesteret, at T2 er udvist betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.

Prøvetiden udløber 2 år efter løsladelse fra afsoning af fængselsstraffen ifølge denne dom, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 2.”

Landsretten

”Udvisning

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at T2 er udvist betinget, idet det bemærkes, at prøvetiden udløber to år efter tidspunktet for løsladelse, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Byretten

”Udvisning

T2 har ifølge oplysningerne fra Udlændingestyrelsen haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år. Betingelserne for en eventuel udvisning skal derfor søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Da T2 er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 a, jf. § 23, stk. 1, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 24 a, for at udvise T2 opfyldt.

Der skal herefter foretages en proportionalitetsbedømmelse i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

T2, der er somalisk statsborger, er født og opvokset i Somalia. Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.

T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.

Hun taler udelukkende somalisk, og hun har stadig tilknytning til Somalia, hvor hendes søster bor sammen med sin mand og børn, og hvor også hendes mor bor.

T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.

På den baggrund og efter en samlet bedømmelse finder retten, at der ikke er grundlag for udvisning af T2, da dette med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Det følger heraf, at T2 skal udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, hvorved hun advares mod at begå yderligere kriminalitet. Prøvetiden udløber 2 år efter udløbet af den fastsatte straf på fængsel i 2 år.”

Byretten

”Tiltalte er aktuelt idømt 1 år og [9] måneders fængsel for pengefalsk, grov vold i gentagelsestilfælde, røveri, ulovlig tvang og vidnetrusler begået i forening med flere andre over for en kun 14-årig forurettet over et længere tidsrum, og hvor forurettede blev hoppet på, sparket og trampet i hovedet, brændt med lighter og cigaretter, slået med forskellige genstande på kroppen, og hvor de tiltalte filmede volden. Det er i dommen lagt til grund, at tiltalte deltog aktivt i voldsudøvelsen.”

Det bemærkes, at Højesteret har henvist til byrettens begrundelse.

Højesteret

”Højesteret tiltræder endvidere, at indrejseforbuddet er fastsat til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Byretten

”Tiltalte er tre gange tidligere straffet for vold, herunder grov vold, og han er ved dom af 23. februar 2024 tildelt en advarsel, ligesom han ved Vestre Landsrets dom af 5. marts 2024, der er afsagt efter gerningstidspunktet i forhold 1, 2 og 4 (vold, røveri, ulovlig tvang og vidnetrusler) er tildelt en advarsel. Han begik sit første voldsforhold samme måned, som han fyldte 15 år, og der i de efterfølgende tilfælde tale om hurtigt recidiv. De pådømte forhold i denne sag vedrørende røveri, ulovlig tvang, og vidnetrusler er således begået kun 7 dage efter dommen af 23. februar 2024, og han har herudover få dage efter begået pengefalsk.”

Det bemærkes, at Højesteret har henvist til byrettens begrundelse.

Højesteret

”Denne vurdering understøttes yderligere af, at T efter byrettens dom på ny har begået grov vold omfattet af straffelovens § 245.”

Byretten

”Tiltalte kom som til Danmark som 7-årig. Han er opvokset her i landet, er nu 16 år og fylder 17 år den 1. januar 2025. Der skal derfor tungtvejende grunde til at udvise ham.

Hans har begge sine forældre og to søskende i Danmark, men har også familie i Syrien. Han har ikke færdiggjort folkeskolen og har haft forskellige kortere ansættelser og praktikophold. Han blev i sommeren 2023 af Ungdoms-kriminalitetsnævnet anbragt på et opholdssted. Han har under denne sag været varetægtsfængslet i surrogat fra den 16. marts 2024 til den 28. juni 2024 og har siden løsladelsen været anbragt på en sikret institution, som han flygtede fra i under denne sag. Han taler godt dansk, men har svært ved at skrive, da han er ordblind. Han har oplyst, at hans forældre taler med familien i Syrien, at han hilser på familien i telefonen, og at han taler syrisk med sin far.”

Det bemærkes, at Højesteret har henvist til byrettens begrundelse.

Byretten

”Hans har begge sine forældre og to søskende i Danmark, men har også familie i Syrien.

...

Han har oplyst, at hans forældre taler med familien i Syrien, at han hilser på familien i telefonen, og at han taler syrisk med sin far.”

”Tiltalte har tilbragt de første 7 år af sit liv i Syrien, taler Syrisk med sin far, og han har via sine forældre været i kontakt med familie i Syrien. Han er derfor ikke uden forudsætninger for at klare sig i Syrien.”

Det bemærkes, at Højesteret har henvist til byrettens begrundelse.

Højesteret

”Højesteret tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at der efter en samlet vurdering foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis kræves for at kunne udvise en udlænding for kriminalitet begået som mindreårig, når den pågældende er indrejst i Danmark som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet. Denne vurdering understøttes yderligere af, at T efter byrettens dom på ny har begået grov vold omfattet af straffelovens § 245. Højesteret tiltræder derfor, at T skal udvises, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. dagældende § 22, nr. 2, 3 og 6 (nu § 22, stk. 1), jf. § 26, stk. 2.

Højesteret tiltræder endvidere, at indrejseforbuddet er fastsat til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Byretten

”T er syrisk statsborger og har på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i mere end 9 år. Han er tidligere idømt ubetinget fængsel for vold og er ved denne dom idømt 1 år og 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde, røveri, ulovlig tvang, vidnetrusler, penge-falsk og besiddelse af en økse.

Betingelserne for at udvise tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2, 3 og 6, er derfor opfyldt. Det fremgår herefter af udlændinge-lovens § 26, stk. 2, at tiltalte skal udvises med et indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund blandt andet for at forebygge uro eller forbrydelse. Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008, Maslov mod Østrig, at der i et tilfælde som det foreliggende skal lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingenes adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med henholdsvis værtslandet og modtagerlandet. Af præmis 75 fremgår, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet. Af præmis 82 fremgår, at der, når det drejer sig om udvisning som følge af kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er et særligt hensyn til barnets interesser. Hensynet til barnets interesser indebærer bl.a. en forpligtelse til at gøre det lettere for barnet at blive reintegreret, jf. præmis 83. Der er således kun en begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84, mens meget alvorlig voldelig kriminalitet omvendt kan retfærdiggøre udvisning, jf. præmis 85.

Tiltalte kom som til Danmark som 7-årig. Han er opvokset her i landet, er nu 16 år og fylder 17 år den 1. januar 2025. Der skal derfor tungtvejende grunde til at udvise ham.

Hans har begge sine forældre og to søskende i Danmark, men har også familie i Syrien. Han har ikke færdiggjort folkeskolen og har haft forskellige kortere ansættelser og praktikophold. Han blev i sommeren 2023 af Ungdomskriminalitetsnævnet anbragt på et opholdssted. Han har under denne sag været varetægtsfængslet i surrogat fra den 16. marts 2024 til den 28. juni 2024 og har siden løsladelsen været anbragt på en sikret institution, som han flygtede fra i under denne sag. Han taler godt dansk, men har svært ved at skrive, da han er ordblind. Han har oplyst, at hans forældre taler med familien i Syrien, at han hilser på familien i telefonen, og at han taler syrisk med sin far.

Tiltalte er aktuelt idømt 1 år og 6 måneders fængsel for pengefalsk, grov vold i gentagelsestilfælde, røveri, ulovlig tvang og vidnetrusler begået i forening med flere andre over for en kun 14-årig forurettet over et længere tids-rum, og hvor forurettede blev hoppet på, sparket og trampet i hovedet, brændt med lighter og cigaretter, slået med forskellige genstande på kroppen, og hvor de tiltalte filmede volden. Det er i dommen lagt til grund, at tiltalte deltog aktivt i voldsudøvelsen. Tiltalte er tre gange tidligere straffet for vold, herunder grov vold, og han er ved dom af 23. februar 2024 tildelt en advarsel, ligesom han ved Vestre Landsrets dom af 5. marts 2024, der er afsagt efter gerningstidspunktet i forhold 1, 2 og 4 (vold, røveri, ulovlig tvang og vidnetrusler) er tildelt en advarsel. Han begik sit første voldsforhold samme måned, som han fyldte 15 år, og der i de efterfølgende tilfælde tale om hurtigt recidiv. De pådømte forhold i denne sag vedrørende røveri, ulovlig tvang, og vidnetrusler er således begået kun 7 dage efter dommen af 23. februar 2024, og han har herudover få dage efter begået pengefalsk.

Efter karakteren af forhold 1, 2 og 4, sammenholdt med det oplyste om tiltaltes personlige forhold, herunder navnlig hans forstraffe for personfarlig kriminalitet og det hurtige recidiv, er der en betydelig risiko for, at tiltalte også fremover vil begå ny personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises. Tiltalte har tilbragt de første 7 år af sit liv i Syrien, taler Syrisk med sin far, og han har via sine forældre været i kontakt med familie i Syrien. Han er derfor ikke uden forudsætninger for at klare sig i Syrien.

Retten finder på den baggrund, og uanset tiltaltes unge alder, at de hensyn, der taler for udvisning, er så tungtvejende, at de har større vægt, end de hensyn, der taler imod udvisning.

Retten finder dog, at et indrejseforbud i 12 år under de foreliggende omstændigheder og under hensyn til tiltaltes begrænsede tilknytning til Syrien med sikkerhed vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, men at udvisning med et indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse.

Påstanden om udvisning tages derfor til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2, 3 og 6, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

”T, der er somalisk statsborger, er ved landsrettens dom idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, ved som bud at have videreoverdraget ikke under 225 g kokain i en periode fra den 4. januar til den 2. februar 2020.

…

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have.

Landsretten har fastsat indrejseforbuddets varighed til 6 år med henvisning til, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig vil udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Anklagemyndigheden har påstået udvisningen med et indrejseforbud i 6 år stadfæstet.

T har anført, at indrejseforbuddet reelt er for bestandig, idet han som somalier tilhører hovedgruppe 5 i visumbekendtgørelsen og derfor kun rent teoretisk har mulighed for at opnå visum til Danmark. Han har herved henvist til Menneskerettighedsdomstolens dom af 12. november 2024 i sag 5199/23 (Sharafane mod Danmark).

Visumbekendtgørelsen blev ændret den 12. december 2024 med virkning fra den 1. januar 2025. Det fremgår af bekendtgørelsens § 16, stk. 7, som er ny, at der kan meddeles visum til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af hovedgruppe 5 i bilag 2, hvis udlændingens tidsbegrænsede indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, er udløbet, og udlændingens ret til privatliv i medfør af Danmarks internationale forpligtelser vil blive krænket, hvis der ikke udstedes visum.

Højesteret finder, at det med bestemmelsen i § 16, stk. 7, er klargjort, at visumreglerne skal administreres i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at et tidsbegrænset indrejseforbud til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestandig. 

På denne baggrund finder Højesteret, at T’s mulighed for at opnå visum til Danmark efter udløbet af et indrejseforbud i 6 år ikke kun er rent teoretisk.

Efter det anførte vil det ikke være uproportionalt og dermed ikke være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen at udvise T med et sådant tidsbegrænset indrejseforbud. 

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med et indrejseforbud i 6 år. Det følger heraf, at der ikke er grundlag for at tage hans subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

”Han er tidligere dømt for grov vold ved som 16-årig at have deltaget i et knivoverfald på to personer med alvorlige skader til følge. Han blev straffet med fængsel i 6 måneder og udvist betinget med en prøvetid på to år ved Retten på Frederiksbergs dom af 11. marts 2016. Han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er endvidere straffet ved Retten på Frederiksbergs dom af 10. juli 2020 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af knivloven, idet han den 25. juni 2020 var i besiddelse af en kniv med en klinge på over 12 cm på offentligt tilgængeligt sted. Han blev ved dommen tildelt en advarsel om udvisning. Advarslen er således tildelt, efter at forholdet i denne sag var blevet begået.

Han er herudover i perioden fra 2016 til 2024 straffet mange gange med bøder for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer (besiddelse af navnlig hash til eget forbrug), færdselsloven og lattergasloven. Hans gentagne overtrædelser viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning.

Højesteret finder efter karakteren og alvoren af T’s kriminalitet, at han må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er som nævnt 25 år og født her i landet, hvor han har gået i skole til og med 9. klasse. Han har siden været tilmeldt en teknisk skole i nogle måneder, men har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet før marts 2024, hvor han blev ansat som flyttemand. Kort efter blev han varetægtsfængslet. Ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen har han ikke haft andre indtægter end kontanthjælp i perioden fra 2020 til 2024. 

Som anført er T ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Han har hele sit liv boet i Danmark hos sin mor, der taler somali og kun lidt dansk. Hans far, to yngre søskende og farfar bor også i Danmark.”

Højesteret

”Han har ikke været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Han taler somali, men kan ikke skrive og læse sproget. Det må antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham.”

Højesteret

”T, der er somalisk statsborger, er ved landsrettens dom idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, ved som bud at have videreoverdraget ikke under 225 g kokain i en periode fra den 4. januar til den 2. februar 2020. Landsretten bestemte, at han skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 3 og 4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T, der er 25 år, er født her i landet. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og er derfor kun berettiget, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, og om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for at have virket som bud som led i organiseret narkotikakriminalitet i ca. en måned i begyndelsen af 2020.

Han er tidligere dømt for grov vold ved som 16-årig at have deltaget i et knivoverfald på to personer med alvorlige skader til følge. Han blev straffet med fængsel i 6 måneder og udvist betinget med en prøvetid på to år ved Retten på Frederiksbergs dom af 11. marts 2016. Han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er endvidere straffet ved Retten på Frederiksbergs dom af 10. juli 2020 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af knivloven, idet han den 25. juni 2020 var i besiddelse af en kniv med en klinge på over 12 cm på offentligt tilgængeligt sted. Han blev ved dommen tildelt en advarsel om udvisning. Advarslen er således tildelt, efter at forholdet i denne sag var blevet begået.

Han er herudover i perioden fra 2016 til 2024 straffet mange gange med bøder for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer (besiddelse af navnlig hash til eget forbrug), færdselsloven og lattergasloven. Hans gentagne overtrædelser viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning.

Højesteret finder efter karakteren og alvoren af T’s kriminalitet, at han må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. 

T er som nævnt 25 år og født her i landet, hvor han har gået i skole til og med 9. klasse. Han har siden været tilmeldt en teknisk skole i nogle måneder, men har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet før marts 2024, hvor han blev ansat som flyttemand. Kort efter blev han varetægtsfængslet. Ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen har han ikke haft andre indtægter end kontanthjælp i perioden fra 2020 til 2024. 

Som anført er T ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Han har hele sit liv boet i Danmark hos sin mor, der taler somali og kun lidt dansk. Hans far, to yngre søskende og farfar bor også i Danmark.

Han har ikke været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Han taler somali, men kan ikke skrive og læse sproget. Det må antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham.

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have.

Landsretten har fastsat indrejseforbuddets varighed til 6 år med henvisning til, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig vil udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Anklagemyndigheden har påstået udvisningen med et indrejseforbud i 6 år stadfæstet.

T har anført, at indrejseforbuddet reelt er for bestandig, idet han som somalier tilhører hovedgruppe 5 i visumbekendtgørelsen og derfor kun rent teoretisk har mulighed for at opnå visum til Danmark. Han har herved henvist til Menneskerettighedsdomstolens dom af 12. november 2024 i sag 5199/23 (Sharafane mod Danmark).

Visumbekendtgørelsen blev ændret den 12. december 2024 med virkning fra den 1. januar 2025. Det fremgår af bekendtgørelsens § 16, stk. 7, som er ny, at der kan meddeles visum til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af hovedgruppe 5 i bilag 2, hvis udlændingens tidsbegrænsede indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, er udløbet, og udlændingens ret til privatliv i medfør af Danmarks internationale forpligtelser vil blive krænket, hvis der ikke udstedes visum.

Højesteret finder, at det med bestemmelsen i § 16, stk. 7, er klargjort, at visumreglerne skal administreres i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at et tidsbegrænset indrejseforbud til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestandig. 

På denne baggrund finder Højesteret, at T’s mulighed for at opnå visum til Danmark efter udløbet af et indrejseforbud i 6 år ikke kun er rent teoretisk.

Efter det anførte vil det ikke være uproportionalt og dermed ikke være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen at udvise T med et sådant tidsbegrænset indrejseforbud. 

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med et indrejseforbud i 6 år. Det følger heraf, at der ikke er grundlag for at tage hans subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og § 232 ved at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og krænket blufærdigheden hos forurettede, idet han den 2. august 2020 om natten i sin bil befølte forurettede på brysterne og stak sin tunge ind i hendes mund (§ 232), hvorefter han tvang hendes hoved ned mod sit lem og tvang sit lem ind i hendes mund, hvorefter han fik udløsning bl.a. i hendes ansigt (§ 225, jf. § 216, stk. 1).

…

Højesteret tiltræder herefter, at T er udvist af Danmark, og fastsætter varigheden af indrejseforbuddet til 12 år.”

Højesteret

”T er ikke tidligere straffet af betydning for sagen … ”

Højesteret

”T er libanesisk statsborger, og han er født og opvokset i Libanon. Han er 46 år, og han har boet i Danmark, siden han kom til landet som 14-årig sammen med sine forældre og flere søskende. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 30 år. Han er ikke gift eller samlevende. I Danmark har han en voksen søn, der efter det oplyste har boet hos ham frem til varetægtsfængslingen den 26. oktober 2021. Han er uddannet mekaniker og har drevet eget værksted. Han har flere søskende i Danmark. Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.”

Højesteret

”Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.

…

Højesteret lægger til grund, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libanon. Han har imidlertid ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Libanon, hvor han har en søster. Han taler arabisk, og han må gennem sin opvækst i Libanon og sin libanesiske familie have kendskab til skik og kultur i Libanon. Han vil således have forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvis han udvises.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og § 232 ved at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og krænket blufærdigheden hos forurettede, idet han den 2. august 2020 om natten i sin bil befølte forurettede på brysterne og stak sin tunge ind i hendes mund (§ 232), hvorefter han tvang hendes hoved ned mod sit lem og tvang sit lem ind i hendes mund, hvorefter han fik udløsning bl.a. i hendes ansigt (§ 225, jf. § 216, stk. 1). Ved landsrettens dom blev straffen fastsat til 1 års fængsel, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen navnlig straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse.

Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsafvejning. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet, samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 68.

T idømmes ved denne dom 2 års fængsel for at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og for blufærdighedskrænkelse.

T er libanesisk statsborger, og han er født og opvokset i Libanon. Han er 46 år, og han har boet i Danmark, siden han kom til landet som 14-årig sammen med sine forældre og flere søskende. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 30 år. Han er ikke gift eller samlevende. I Danmark har han en voksen søn, der efter det oplyste har boet hos ham frem til varetægtsfængslingen den 26. oktober 2021. Han er uddannet mekaniker og har drevet eget værksted. Han har flere søskende i Danmark. Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.

T er ikke tidligere straffet af betydning for sagen, men han er i denne sag fundet skyldig i en grov seksualforbrydelse, hvilket afspejler sig i den fastsatte straf af fængsel i 2 år.

Højesteret lægger til grund, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libanon. Han har imidlertid ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Libanon, hvor han har en søster. Han taler arabisk, og han må gennem sin opvækst i Libanon og sin libanesiske familie have kendskab til skik og kultur i Libanon. Han vil således have forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvis han udvises.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans stærke tilknytning til Danmark taler imod udvisning.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet, jf. bl.a. dommen af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 98, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles indrejseforbud for bestandig. Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen udvises efter § 22, og et indrejseforbud fastsat efter stk. 4 vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.

Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, herunder navnlig Ts langvarige ophold i Danmark, finder Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig vil udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Navnlig henset til kriminalitetens art og grovhed, at han først kom til Danmark som 14-årig, og at han ikke har ægtefælle og mindreårige børn i Danmark, finder Højesteret, at udvisning af ham med et indrejseforbud af en varighed på 12 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb.

Højesteret tiltræder herefter, at T er udvist af Danmark, og fastsætter varigheden af indrejseforbuddet til 12 år.”

Højesteret

”Den aktuelle sag, der medfører en fængselsstraf på 2 år, angår som nævnt bl.a. et røveri, hvor T med en medgerningsmand under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen, fratog en håndtaske fra en kvinde, mens hun befandt sig i sit eget hjem, hvortil han og medgerningsmanden havde skaffet sig adgang under foregivende af at være håndværkere. Herudover angår sagen bl.a. flere tyverier og forsøg herpå, samt overtrædelser af våbenloven og færdselsloven.”

Højesteret

”T er forud for den aktuelle sag straffet ved i alt 26 domme for kriminalitet, som er begået, siden han fyldte 18 år. Ved de 15 af dommene, hvor han er idømt fængselsstraf, er han idømt i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel. Dommene vedrører navnlig tyveri og overtrædelser af våbenloven og færdselsloven. Den længste straf er idømt ved Retten i Glostrups dom af 3. juni 2014, hvor straffen var 7 måneders fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven ved under skærpende omstændigheder på bopælen at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Der har ikke i de tidligere sager været grundlag for at nedlægge påstand om udvisning.”

Højesteret

”T, der nu er 30 år, er født i Danmark og har boet her siden. Han bor sammen med sin samlever gennem en årrække og deres tre børn i alderen 2-10 år.

Han har gået i skole i Danmark, hvor han har afsluttet 9. klasse, og han har kun haft meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.”

Højesteret

”Han har efter det oplyste været i Kroatien én gang i forbindelse med en kort rejse med den institution, hvor han var anbragt. Han har herudover aldrig været i landet og taler ikke kroatisk. Hans bror, …, der også er kroatisk statsborger, er udvist af Danmark og udsendt til Kroatien, men det er uvist, hvor han opholder sig. Også flere andre – fjernere – slægtninge er udvist. Der er ikke oplysninger om, at nogen af disse eller andre slægtninge skulle opholde sig i Kroatien. Højesteret lægger herefter til grund, at T ikke har anden tilknytning til Kroatien end sit statsborgerskab.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er fundet skyldig i røveri ved i forening med en medgerningsmand at have taget en taske fra en kvinde under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen. Forholdet blev begået i kvindens hjem, hvortil de havde skaffet sig adgang ved at foregive at være håndværkere. Han er endvidere fundet skyldig i bl.a. flere tilfælde af tyveri og forsøg herpå samt i overtrædelse af våbenloven, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven.

Ved landsrettens dom blev T for disse forhold idømt fængsel i 2 år samt en bøde på 10.000 kr. Landsretten stadfæstede endvidere byrettens afgørelse om frifindelse for påstanden om udvisning.

For Højesteret angår sagen navnlig straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

T er i denne sag idømt fængsel i 2 år for bl.a. røveri. Han er herudover, siden han blev 18 år, straffet ved et stort antal domme med i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel for en række forhold af navnlig tyveri og overtrædelse af våbenloven og færdselsloven begået over en årrække. Han er kroatisk statsborger og er født og opvokset i Danmark, hvor han bor sammen med sin samlever og deres tre børn i alderen 2 til 10 år.

Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udvisningen kan dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er i første række, om udvisning af T vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03) opstillet kriterier til brug for den proportionalitetsvurdering, der efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv mv. skal foretages i hvert enkelt tilfælde. Ved proportionalitetsvurderingen skal således bl.a. indgå de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerlandet. Hvis personen har børn, indgår også et hensyn til børnene og deres velbefindende. Ifølge Maslov-dommens præmis 73 gør det i relation til længden af personens ophold i opholdslandet og fastheden af båndene til opholdslandet klart en forskel, om personen er født i opholdslandet eller er kommet dertil som barn, eller om den pågældende først kom dertil som voksen. Der skal således tages hensyn til den specielle situation, hvor den pågældende har opholdt sig det meste af barndommen eller hele barndommen i opholdslandet og er opvokset og har modtaget sin uddannelse der, jf. præmis 74. Af dommens præmis 75 fremgår, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet.

T, der nu er 30 år, er født i Danmark og har boet her siden. Han bor sammen med sin samlever gennem en årrække og deres tre børn i alderen 2-10 år.

Han har gået i skole i Danmark, hvor han har afsluttet 9. klasse, og han har kun haft meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har efter det oplyste været i Kroatien én gang i forbindelse med en kort rejse med den institution, hvor han var anbragt. Han har herudover aldrig været i landet og taler ikke kroatisk. Hans bror, …, der også er kroatisk statsborger, er udvist af Danmark og udsendt til Kroatien, men det er uvist, hvor han opholder sig. Også flere andre – fjernere – slægtninge er udvist. Der er ikke oplysninger om, at nogen af disse eller andre slægtninge skulle opholde sig i Kroatien. Højesteret lægger herefter til grund, at T ikke har anden tilknytning til Kroatien end sit statsborgerskab.

T er forud for den aktuelle sag straffet ved i alt 26 domme for kriminalitet, som er begået, siden han fyldte 18 år. Ved de 15 af dommene, hvor han er idømt fængselsstraf, er han idømt i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel. Dommene vedrører navnlig tyveri og overtrædelser af våbenloven og færdselsloven. Den længste straf er idømt ved Retten i Glostrups dom af 3. juni 2014, hvor straffen var 7 måneders fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven ved under skærpende omstændigheder på bopælen at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Der har ikke i de tidligere sager været grundlag for at nedlægge påstand om udvisning.

Den aktuelle sag, der medfører en fængselsstraf på 2 år, angår som nævnt bl.a. et røveri, hvor T med en medgerningsmand under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen, fratog en håndtaske fra en kvinde, mens hun befandt sig i sit eget hjem, hvortil han og medgerningsmanden havde skaffet sig adgang under foregivende af at være håndværkere. Herudover angår sagen bl.a. flere tyverier og forsøg herpå, samt overtrædelser af våbenloven og færdselsloven.

Afgørelsen af, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T, beror på, om udvisning efter den konkrete proportionalitetsvurdering, der som nævnt skal foretages efter konventionen, vil være et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til respekt for privatliv og familieliv.

Der skal ved proportionalitetsvurderingen lægges vægt på, at T er født og opvokset i Danmark, og at han bor her sammen med sin samlever og tre mindreårige børn. Hans samlever og børn er svenske statsborgere, taler ikke kroatisk og har ingen tilknytning til Kroatien. De vil derfor have meget vanskeligt ved at følge med ham til Kroatien, hvis han bliver udvist. Der skal endvidere lægges vægt på, at han ikke har nogen reel tilknytning til Kroatien. På den baggrund finder Højesteret, at der trods alvoren af hans aktuelle kriminalitet, der medfører en straf på 2 års fængsel, og trods hans tidligere kriminalitet, der dog som nævnt ikke tidligere har givet grundlag for at nedlægge påstand om udvisning, ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kan ske udvisning af en person, der som T er født og opvokset i Danmark.

Højesteret tiltræder på denne baggrund, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Da det følger af EU-Domstolens praksis, at udvisning efter EU-opholdsdirektivet kun kan ske, hvis det er i overensstemmelse med retten til privatliv og familieliv efter EU-Charterets artikel 7, som svarer til Menneskerettighedskonventionens artikel 8, er udvisning af T allerede af den grund også i strid med EUretten.

Efter EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, kan udvisning af en unionsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, kun ske, hvis udvisning er ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Efter EU-Domstolens fortolkning af dette begreb stilles skærpede krav til arten og grovheden af den kriminalitet, der kan begrunde udvisning i forhold til vurderingen efter Menneskerettighedskonventionen. Da udvisning af T som nævnt er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (EU-Charterets artikel 7), har Højesteret ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning også ville være i strid med de yderligere betingelser for udvisning, som følger af direktivets artikel 28, stk. 3.

Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at T er frifundet for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, og § 26 b.”

Højesteret

”T er straffet med en tillægsstraf af fængsel i 2 år og 2 måneder for bl.a. grov vold begået den 28. august 2022 ved som 17-årig sammen med medgerningsmænd at have slået og sparket F i hovedet og på kroppen, og ved at have slået ham med en golfkølle. Landsretten har lagt til grund, at T slog F med golfkøllen én gang på kroppen og én gang i hovedet, og at F som følge af slaget i hovedet var i livsfare. Landsretten har endvidere lagt til grund, at T i øvrigt ikke selv slog og sparkede F, men at han tilsluttede sig denne voldsudøvelse. Endelig har landsretten lagt til grund, at volden mod F var en spontan reaktion på, at han krævede sit løbehjul udleveret og skubbede til T.

…

T frifindes herefter for påstanden om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T idømmes derfor en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”T er tidligere straffet med betinget fængsel for kriminalitet, som han begik som 15-årig, herunder bl.a. tyveri, forsøg på ulovlig tvang ved med en hardball-pistol at have forsøgt at tvinge en tankpasser til at lade sine venner spille på Oddset og røveri ved med simpel vold at have tilegnet sig hash til en værdi af 300 kr. Han er endvidere straffet med bøde for som 16-årig bl.a. at have overtrådt færdselsloven og knivloven, og han er straffet med fængsel i 10 måneder for bl.a. indbrudstyveri begået som 17-årig. Han er ikke tidligere idømt advarsel om udvisning eller betinget udvisning.

…

Han er tidligere, med en enkelt undtagelse, alene dømt for ikke-voldelig kriminalitet. Den tidligere kriminalitet indikerede ikke, at han generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden.”

Højesteret

”T, der nu er 19 år, er født i Danmark og har boet hele sit liv her i landet. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

…

Som nævnt er T født i Danmark. Hans forældre, tre mindre søskende og bedsteforældre bor her i landet. Han har gennemført folkeskolen og har haft to praktikpladser. Han blev som 15-årig frivilligt anbragt uden for hjemmet på et pædagogisk opholdssted. Da opholdsstedet i 2022 blev lukket, blev han flyttet til et par andre botilbud, som han var tilknyttet, indtil han blev varetægtsfængslet i denne sag. Han blev løsladt den 1. februar 2024, og han er den 7. maj 2024 varetægtsfængslet som sigtet for forhold begået den 1. marts 2024.

…

Hans tilknytning til Danmark er særdeles stærk, mens hans tilknytning til Irak er svag.”

Højesteret

”T er irakisk statsborger, og han taler kurdisk. Han har aldrig været i Irak, og han har ingen familie der. 

…

Hans tilknytning til Danmark er særdeles stærk, mens hans tilknytning til Irak er svag.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er ved landsrettens dom fundet skyldig i bl.a. grov vold efter straffelovens § 245 ved i forening med flere medgerningsmænd at have slået og sparket F i hovedet og på kroppen og ved at have slået ham med en golfkølle. T, der var 17 år på gerningstidspunktet, blev straffet med en tillægsstraf af fængsel i 2 år og 2 måneder. Han blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Landsretten tog ikke F’s krav om godtgørelse for svie og smerte under påkendelse.

For Højesteret angår sagen spørgsmålet om udvisning. Herudover er der spørgsmål om godtgørelse for svie og smerte.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 2 og 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T, der nu er 19 år, er født i Danmark og har boet hele sit liv her i landet. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Det er ikke gjort gældende, at udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til familieliv, men det er ubestridt, at udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. 

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. 

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, jf. præmis 75.

Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for reintegration, jf. præmis 82 og 83. Der er således kun en begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84, mens meget alvorlig voldelig kriminalitet kan retfærdiggøre udvisning, jf. præmis 85. Det fremgår også af Menneskerettighedsdomstolens dom af 1. juni 2017 i sag 30441/09 (Külecki mod Østrig), præmis 45 og 46, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 3. marts 2022 i sag 16588/20 (Ahmed mod Danmark), præmis 21.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er straffet med en tillægsstraf af fængsel i 2 år og 2 måneder for bl.a. grov vold begået den 28. august 2022 ved som 17-årig sammen med medgerningsmænd at have slået og sparket F i hovedet og på kroppen, og ved at have slået ham med en golfkølle. Landsretten har lagt til grund, at T slog F med golfkøllen én gang på kroppen og én gang i hovedet, og at F som følge af slaget i hovedet var i livsfare. Landsretten har endvidere lagt til grund, at T i øvrigt ikke selv slog og sparkede F, men at han tilsluttede sig denne voldsudøvelse. Endelig har landsretten lagt til grund, at volden mod F var en spontan reaktion på, at han krævede sit løbehjul udleveret og skubbede til T.

T er tidligere straffet med betinget fængsel for kriminalitet, som han begik som 15-årig, herunder bl.a. tyveri, forsøg på ulovlig tvang ved med en hardball-pistol at have forsøgt at tvinge en tankpasser til at lade sine venner spille på Oddset og røveri ved med simpel vold at have tilegnet sig hash til en værdi af 300 kr. Han er endvidere straffet med bøde for som 16-årig bl.a. at have overtrådt færdselsloven og knivloven, og han er straffet med fængsel i 10 måneder for bl.a. indbrudstyveri begået som 17-årig. Han er ikke tidligere idømt advarsel om udvisning eller betinget udvisning. 

Som nævnt er T født i Danmark. Hans forældre, tre mindre søskende og bedsteforældre bor her i landet. Han har gennemført folkeskolen og har haft to praktikpladser. Han blev som 15-årig frivilligt anbragt uden for hjemmet på et pædagogisk opholdssted. Da opholdsstedet i 2022 blev lukket, blev han flyttet til et par andre botilbud, som han var tilknyttet, indtil han blev varetægtsfængslet i denne sag. Han blev løsladt den 1. februar 2024, og han er den 7. maj 2024 varetægtsfængslet som sigtet for forhold begået den 1. marts 2024. 

T er irakisk statsborger, og han taler kurdisk. Han har aldrig været i Irak, og han har ingen familie der. 

T er dømt for bl.a. grov vold begået som mindreårig. Volden har haft alvorlige konsekvenser for den forurettede. Kriminalitetens alvor understøtter, at han udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Han er tidligere, med en enkelt undtagelse, alene dømt for ikke-voldelig kriminalitet. Den tidligere kriminalitet indikerede ikke, at han generelt udgjorde en trussel mod den offentlige orden. Han er ikke idømt advarsel om udvisning eller udvist betinget. Hans tilknytning til Danmark er særdeles stærk, mens hans tilknytning til Irak er svag. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Højesteret, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise en udlænding, der er født i værtslandet, for kriminalitet begået som mindreårig. 

T frifindes herefter for påstanden om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T idømmes derfor en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”T idømmes ved denne dom 2 år og 6 måneders fængsel for bl.a. over en længere periode og ad flere omgange at have hvidvasket 9.135.500 kr. og forsøgt at hvidvaske yderligere 900.000 kr. og for hæleri ved at have modtaget beløb svarende til ca. 650.000 kr. Pengene stammede fra og omvekslingen indgik i organiseret narkotikakriminalitet.

…

Efter karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet må T anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og der er som nævnt en væsentlig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

…

På den anførte baggrund finder Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Højesteret

”Han er ikke tidligere straffet, men er i denne sag fundet skyldig i alvorlige forbrydelser. Som anført af landsretten er der en væsentlig risiko for, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet, hvis han ikke udvises.

…

Efter karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet må T anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og der er som nævnt en væsentlig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er nu 51 år og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 ½ år. Bortset fra hans familiemæssige forhold må hans tilknytning til Danmark trods varigheden af hans ophold anses for meget begrænset. Han har således begrænsede danskkundskaber og har stort set ikke været i beskæftigelse, men modtaget offentlige ydelser.

T har en ægtefælle, som også er syrisk statsborger. De har to mindreårige, hjemmeboende børn og fem voksne børn, hvoraf to er hjemmeboende. Ligesom landsretten lægger Højesteret til grund, at de alle på nuværende tidspunkt har opnået en væsentlig, selvstændig tilknytning til Danmark.”

Højesteret

”T er syrisk statsborger og født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 39 år. Han har dermed indgående kendskab til syrisk sprog og kultur. Han har således en stærk tilknytning til Syrien og gode forudsætninger for at etablere sig der.

…

Højesteret lægger endvidere til grund, at T’s ægtefælle også har gode forudsætninger for at etablere sig i Syrien, og at deres børn på 12 og 14 år i kraft af deres opvækst i en syrisk familie ikke er uden forudsætninger for at bo der. Hvis ægtefællen og børnene bliver i Danmark, vil det være muligt at opretholde kontakten ved bl.a. besøg i Syrien, hvis forholdene tillader det, eller andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og via telefon og internet.”

Højesteret

”Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 2 og 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse.

Om et indgreb er nødvendigt beror navnlig på en proportionalitetsafvejning. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet, samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

T idømmes ved denne dom 2 år og 6 måneders fængsel for bl.a. over en længere periode og ad flere omgange at have hvidvasket 9.135.500 kr. og forsøgt at hvidvaske yderligere 900.000 kr. og for hæleri ved at have modtaget beløb svarende til ca. 650.000 kr. Pengene stammede fra og omvekslingen indgik i organiseret narkotikakriminalitet. Han er ikke tidligere straffet, men er i denne sag fundet skyldig i alvorlige forbrydelser. Som anført af landsretten er der en væsentlig risiko for, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet, hvis han ikke udvises.

T er syrisk statsborger og født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 39 år. Han har dermed indgående kendskab til syrisk sprog og kultur. Han har således en stærk tilknytning til Syrien og gode forudsætninger for at etablere sig der. 

T er nu 51 år og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 ½ år. Bortset fra hans familiemæssige forhold må hans tilknytning til Danmark trods varigheden af hans ophold anses for meget begrænset. Han har således begrænsede danskkundskaber og har stort set ikke været i beskæftigelse, men modtaget offentlige ydelser.

T har en ægtefælle, som også er syrisk statsborger. De har to mindreårige, hjemmeboende børn og fem voksne børn, hvoraf to er hjemmeboende. Ligesom landsretten lægger Højesteret til grund, at de alle på nuværende tidspunkt har opnået en væsentlig, selvstændig tilknytning til Danmark. 

Højesteret lægger endvidere til grund, at T’s ægtefælle også har gode forudsætninger for at etablere sig i Syrien, og at deres børn på 12 og 14 år i kraft af deres opvækst i en syrisk familie ikke er uden forudsætninger for at bo der. Hvis ægtefællen og børnene bliver i Danmark, vil det være muligt at opretholde kontakten ved bl.a. besøg i Syrien, hvis forholdene tillader det, eller andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og via telefon og internet.

Efter karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet må T anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og der er som nævnt en væsentlig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.

Højesteret finder efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af navnlig hans familiemæssige tilknytning til Danmark taler imod udvisning.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenlovgivningen, ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en 7,65 mm pistol af mærket Sig Sauer og tilhørende magasin med 8 patroner, som han transporterede til og opbevarede på adressen X-vej 15 i Bagsværd, hvor politiet fandt pistolen og magasinet med patroner den 7. januar 2021.

…

T er som nævnt idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for våbenkriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.

…

Som anført ovenfor fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb. Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det derimod vil være uproportionalt, hvis indrejseforbuddets varighed som påstået af anklagemyndigheden fastsættes til 12 år.

Konklusion 

Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

” … han ikke tidligere er straffet bortset fra nogle bødeforhold … ”

Højesteret

”T er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Han var 18 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 20 år. Han har gennemført skolegang til og med 10. klasse og har tidligere gået til fodbold og boksning. Han taler dansk, men har vanskeligheder med skriftligt dansk, da han er ordblind. Siden han færdiggjorde 10. klasse i juni 2020, har han indtil anholdelsen i januar 2021 haft arbejde med madlavning i X på Islands Brygge og i sin brors pizzeria. Hans mor rejste til Sverige i 2012 og bor i dag i Stockholm. En faster har været hans plejemor. Hans far og andre familiemedlemmer, herunder hans farmor og farfar, bor også i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn.”

Højesteret

”Hans mormor og morfar bor i Tyrkiet, men han har ingen kontakt med dem. Han har været på sommerferie i Tyrkiet sammen med sin farmor og farfar tre uger hvert år. Hans familie er kurdere på begge forældres side. Han taler kurdisk, men ikke tyrkisk. Det må herudover lægges til grund, at han gennem sin familie har kendskab til skik og kultur i Tyrkiet.

På den baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises.

…

Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenlovgivningen, ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en 7,65 mm pistol af mærket Sig Sauer og tilhørende magasin med 8 patroner, som han transporterede til og opbevarede på adressen X-vej 15 i Bagsværd, hvor politiet fandt pistolen og magasinet med patroner den 7. januar 2021. Han blev i byretten straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og tildelt en advarsel om udvisning. Landsretten stadfæstede den udmålte straf og udviste ham med et indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning 

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T er tyrkisk statsborger. Efter Udlændingestyrelsens udtalelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger om hans forhold lægger Højesteret til grund, at han er omfattet af artikel 7 i associeringsafgørelsen.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørelsen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.

EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Efter dette direktivs artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvisningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågældendes alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet.

Det fremgår af Ziebell-dommens præmis 82, at foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. Udvisning begrundet i den offentlige orden og sikkerhed kan ikke træffes automatisk efter en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser, jf. Ziebell-dommens præmis 83.

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro eller forbrydelse. Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, særligt præmis 75.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatlivet og familielivet, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98, samt dom af 22. april 2004 i sagen Radovanovic mod Østrig, præmis 37, dom af 23. september 2010 i sagen Bousarra mod Frankrig, præmis 51, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.

Den konkrete vurdering 

T er som nævnt idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for våbenkriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.

Udvisning af T har hjemmel i udlændingelovens § 22, nr. 8, og er begrundet i hensynet til den offentlige orden for at forebygge uro og forbrydelse.

Trusselsbetingelsen i associeringsafgørelsen 

T har begået alvorlig våbenkriminalitet ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret at besidde en halvautomatisk pistol med tilhørende magasin med 8 patroner, som han efterfølgende bragte til sit værelse på farens bopæl, hvor han opbevarede pistolen med tilhørende magasin og patroner. Pistolen var virksom og kunne affyres på normal vis. Politiet fandt pistolen med tilhørende magasin og patroner ved en ransagning den 7. januar 2021.

Som anført af landsretten har T under retssagen ikke villet afgive forklaring om sin adfærd og omstændighederne i forbindelse med våbenbesiddelsen. Han har under sin forklaring i byretten ikke haft korrektioner til en politirapport, ifølge hvilken han under afhøring hos politiet har forklaret, at han vidste, at våbnet havde været gravet ned ved nogle boldbaner, at han fik udleveret våbnet ved Værebro Centeret den 6. januar 2021 af en person, som han ikke ønskede at oplyse navnet på, og at han var med, da en af hans kammerater, som han heller ikke har oplyst navnet på, samme aften prøveskød pistolen ved affyring af et skud.

Højesteret tiltræder herefter, at Ts adfærd under de anførte omstændigheder – uanset at han ikke tidligere er straffet bortset fra nogle bødeforhold – udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i Ziebell-dommen.

Proportionalitet 

T er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Han var 18 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 20 år. Han har gennemført skolegang til og med 10. klasse og har tidligere gået til fodbold og boksning. Han taler dansk, men har vanskeligheder med skriftligt dansk, da han er ordblind. Siden han færdiggjorde 10. klasse i juni 2020, har han indtil anholdelsen i januar 2021 haft arbejde med madlavning i X på Islands Brygge og i sin brors pizzeria. Hans mor rejste til Sverige i 2012 og bor i dag i Stockholm. En faster har været hans plejemor. Hans far og andre familiemedlemmer, herunder hans farmor og farfar, bor også i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn. Hans mormor og morfar bor i Tyrkiet, men han har ingen kontakt med dem. Han har været på sommerferie i Tyrkiet sammen med sin farmor og farfar tre uger hvert år. Hans familie er kurdere på begge forældres side. Han taler kurdisk, men ikke tyrkisk. Det må herudover lægges til grund, at han gennem sin familie har kendskab til skik og kultur i Tyrkiet.

På den baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark. Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet.

Som anført ovenfor fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb. Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det derimod vil være uproportionalt, hvis indrejseforbuddets varighed som påstået af anklagemyndigheden fastsættes til 12 år.

Konklusion 

Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

"T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år ...

...

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1."

Højesteret

"Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning."

Udlændingestyrelsen

”T indrejste i Danmark den 31. december 1999, hvor han søgte asyl.

…

T har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år og 2 måneder.”

Højesteret

"T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

...

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp."

Højesteret

"Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

...

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere."

Højesteret

"Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år."

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. til dels stk. 3, jf. våbenloven ved den 1. juni 2021 under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en pistol med et magasin med 5 skarpe patroner, en revolver med 6 skarpe patroner, et oversavet jagtgevær med 2 skarpe patroner og et haglgevær, og for den 1. januar 2021 at have skudt med i hvert fald et af våbnene op i luften fra sin have ud over nogle marker. Han er desuden fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 580 gram skunk og 300 gram hash delvis med henblik på overdragelse og i overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en kreditkortkniv, et knojern og to peberspray.

…

T idømmes ved denne dom 3 års fængsel for bl.a. at have været i besiddelse af tre skarpladte skydevåben, yderligere et skydevåben med tilhørende ammunition samt hash og skunk delvis med henblik på overdragelse. Der var ikke tale om kortvarig eller tilfældig våbenbesiddelse.

…

T skal udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”Han er ikke tidligere straffet, men han er i denne sag fundet skyldig i en alvorlig forbrydelse.”

Højesteret

”T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år.

…

Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og var ved anholdelsen samlevende med sin tidligere danske ægtefælle, som han har fire voksne børn med, der alle er bosiddende i Danmark. Han og samleveren har boet sammen i England i 1992-1995, inden de flyttede til Danmark. Han har gennemført flere uddannelser i Danmark, ligesom han har været i beskæftigelse i Danmark i sammenlagt 10-15 år.”

Højesteret

”T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år. Han har en voksen datter og et barnebarn i England, som han har kontakt med og ser 1-2 gange om året.

…

Højesteret lægger til grund, at T har en stærk tilknytning til såvel England som Danmark, og at han må antages at have gode forudsætninger for at etablere sig i England. Højesteret lægger endvidere til grund, at hans samlever også har gode forudsætninger for at etablere sig i England, hvis hun følger med ham. Det vil under alle omstændigheder være muligt at opretholde kontakten til hende og deres fællesbørn ved bl.a. besøg i England og telefonisk kontakt.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. til dels stk. 3, jf. våbenloven ved den 1. juni 2021 under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en pistol med et magasin med 5 skarpe patroner, en revolver med 6 skarpe patroner, et oversavet jagtgevær med 2 skarpe patroner og et haglgevær, og for den 1. januar 2021 at have skudt med i hvert fald et af våbnene op i luften fra sin have ud over nogle marker. Han er desuden fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 580 gram skunk og 300 gram hash delvis med henblik på overdragelse og i overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en kreditkortkniv, et knojern og to peberspray.

Ved landsrettens dom blev straffen fastsat til 2 år og 9 måneders fængsel, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen straffastsættelse og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 4 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse.

Om et indgreb er nødvendigt beror navnlig på en proportionalitetsafvejning. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

T idømmes ved denne dom 3 års fængsel for bl.a. at have været i besiddelse af tre skarpladte skydevåben, yderligere et skydevåben med tilhørende ammunition samt hash og skunk delvis med henblik på overdragelse. Der var ikke tale om kortvarig eller tilfældig våbenbesiddelse. Han er ikke tidligere straffet, men han er i denne sag fundet skyldig i en alvorlig forbrydelse.

T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år. Han har en voksen datter og et barnebarn i England, som han har kontakt med og ser 1-2 gange om året.

Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og var ved anholdelsen samlevende med sin tidligere danske ægtefælle, som han har fire voksne børn med, der alle er bosiddende i Danmark. Han og samleveren har boet sammen i England i 1992-1995, inden de flyttede til Danmark. Han har gennemført flere uddannelser i Danmark, ligesom han har været i beskæftigelse i Danmark i sammenlagt 10-15 år.

Højesteret lægger til grund, at T har en stærk tilknytning til såvel England som Danmark, og at han må antages at have gode forudsætninger for at etablere sig i England. Højesteret lægger endvidere til grund, at hans samlever også har gode forudsætninger for at etablere sig i England, hvis hun følger med ham. Det vil under alle omstændigheder være muligt at opretholde kontakten til hende og deres fællesbørn ved bl.a. besøg i England og telefonisk kontakt.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans stærke tilknytning til Danmark taler imod udvisning.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet, jf. bl.a. dommen af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 98, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles indrejseforbud for bestandig. Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud for bestandig vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.

Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, herunder navnlig at T først kom til Danmark som 35-årig, at han har gode muligheder for at etablere sig i England, at han kan bevare tilknytning til sin danske familie gennem bl.a. besøg i England, og at der er tale om alvorlig og ikke tilfældighedspræget kriminalitet, finder Højesteret, at udvisning af ham for bestandig ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret tiltræder derfor, at T skal udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”T er som nævnt idømt fængsel i 3 år. Straffen er fastsat på baggrund af, at han har begået narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Det er ved bevisbedømmelsen lagt til grund, at han har haft den væsentligste rolle i forbindelse med besiddelsen af de ca. 1 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

…

Det er endvidere indgået i proportionalitetsvurderingen, at der i sagen alene er spørgsmål om indrejseforbud i 6 år.

Højesteret tiltræder efter det anførte, at udvisning med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 7, ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Højesteret

” … at han – bortset fra tre bødeforhold – ikke tidligere er straffet …”

Udlændingestyrelsen

T er født i Danmark og haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år.

Højesteret

”T er født og opvokset i Danmark. Han var knap 20 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 22 år. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år. Han har gennemført sin skolegang til og med 9. klasse. Han har været i arbejde fra 2015 og frem til sin anholdelse den 2. juli 2019 og igen efter sin løsladelse i juni 2021. Hans forældre og tre voksne søskende bor i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn. … Højesteret lægger endvidere til grund, at T og hans forældre og søskende ikke er økonomisk eller på anden måde afhængige af hinanden.”

Højesteret

”Han har endvidere oplyst, at han ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Tyrkiet. Højesteret lægger til grund, at han forstår og taler tyrkisk. … Det må herudover antages, at han gennem sin familie har kendskab til tyrkisk skik og kultur. Han har flere gange været på ferie i Tyrkiet.

På denne baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts bånd til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet, hvis han udvises.

…

Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, ved i forening med to medtiltalte at have været i besiddelse af ca. 1 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse (forhold 3). Han er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved i forening med to medtiltalte at have været i besiddelse af ca. 450 g skunk med henblik på videreoverdragelse (forhold 4). Endelig er han dømt for overtrædelse af færdselslovgivningen (forhold 1 og 2). Han blev i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen strafudmålingen, og om der skal ske udvisning.

…

Udvisning   

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 2 og 4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T er tyrkisk statsborger. Efter Udlændingestyrelsens udtalelse af 10. december 2019 og de i øvrigt foreliggende oplysninger om hans forhold lægger Højesteret ligesom landsretten til grund, at han er omfattet af artikel 6 og artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem EØF og Tyrkiet (associeringsafgørelsen).

Spørgsmålet er herefter, om udvisning vil være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1. Det er endvidere spørgsmålet, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørelsen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.

EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Efter dette direktivs artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvisningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågældendes alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet.

Det fremgår af Ziebell-dommens præmis 82, at foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv.

Udvisning begrundet i den offentlige orden og sikkerhed kan ikke træffes automatisk efter en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser, jf. Ziebell-dommens præmis 83.

Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro eller forbrydelse.

Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, særligt præmis 75.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at længden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatlivet og familielivet, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98, samt dom af 22. april 2004 i sagen Radovanovic mod Østrig, præmis 37, og dom af 23. september 2010 i sagen Bousarra mod Frankrig, præmis 51.

Den konkrete vurdering

T er som nævnt idømt fængsel i 3 år. Straffen er fastsat på baggrund af, at han har begået narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Det er ved bevisbedømmelsen lagt til grund, at han har haft den væsentligste rolle i forbindelse med besiddelsen af de ca. 1 kg amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Udvisning af T har som nævnt hjemmel i udlændingelovens § 22, nr. 2 og 4. Udvisning er begrundet i hensynet til den offentlige orden for at forebygge uro og forbrydelse.

Trusselsbetingelsen i associeringsafgørelsen

T har i forening med de to medtiltalte i sagen begået alvorlig narkotikakriminalitet. Ifølge hans egen forklaring har han modtaget amfetaminen fra en fjerde person, hvis identitet ikke er oplyst. Der er tale om, at han i en periode på ca. 1 måned har haft opbevaret 1 kg amfetamin hos medtiltalte T2, og at han i denne periode ifølge sin egen og hendes forklaring flere gange har været forbi hendes bopæl og herunder har hentet noget af amfetaminen. Han har endvidere i forening med de medtiltalte haft opbevaret 450 g skunk i T2s lejlighed. Der har således ikke været tale om tilfældighedspræget kriminalitet, men om planlagt kriminalitet begået i forening med flere andre personer, som har strakt sig over en længere periode.

Højesteret tiltræder under hensyn til karakteren af og omstændighederne ved den begåede kriminalitet, at Ts adfærd, uanset at han – bortset fra tre bødeforhold – ikke tidligere er straffet, aktuelt må anses for at udgøre en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i Ziebell-dommen. Trusselsbetingelsen må således anses for opfyldt.

Proportionalitet

T er født og opvokset i Danmark. Han var knap 20 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 22 år. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år. Han har gennemført sin skolegang til og med 9. klasse. Han har været i arbejde fra 2015 og frem til sin anholdelse den 2. juli 2019 og igen efter sin løsladelse i juni 2021. Hans forældre og tre voksne søskende bor i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn. Han har endvidere oplyst, at han ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Tyrkiet. Højesteret lægger til grund, at han forstår og taler tyrkisk. Højesteret lægger endvidere til grund, at T og hans forældre og søskende ikke er økonomisk eller på anden måde afhængige af hinanden. Det må herudover antages, at han gennem sin familie har kendskab til tyrkisk skik og kultur. Han har flere gange været på ferie i Tyrkiet.

På denne baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts bånd til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet, hvis han udvises.

Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Tyrkiet. Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet. Det er endvidere indgået i proportionalitetsvurderingen, at der i sagen alene er spørgsmål om indrejseforbud i 6 år.

Højesteret tiltræder efter det anførte, at udvisning med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 7, ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konklusion

Efter det anførte finder Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år vil være i strid med artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen eller med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Højesteret

”T er som nævnt dømt for et groft, umotiveret overfald foretaget i forening med andre, hvor han bl.a. har anvendt kniv mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold og er nu idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

…

Højesteret tiltræder herefter, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med de nævnte bestemmelser, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.

Da det, som T i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, udvises han med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”Som anført af landsretten er T dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han anvendte kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T kom til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig, og han er nu 17 år. … Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Hans bror bor også her i landet. Han ser sine herboende onkler og tanter. … Faderen, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar 2019 flyttet til Danmark. T har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse.”

Højesteret

”Han har boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han har gået i skole et par år. … Moderens søskende bor i Pakistan. … Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden.

Højesteret tiltræder, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.

…

Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 14. maj 2018 i forening med flere uidentificerede gerningsmænd i Dyrehaven i Klampenborg at have tildelt en 14-årig dreng flere spark og slag, herunder slag med en kæp på kroppen, ligesom han tildelte forurettede tre knivstik, der ramte i brystregionen og i højre og venstre balle. Volden medførte, at forurettede pådrog sig behandlingskrævende skader, herunder en livstruende skade i form af en sammenklappet højre lunge. T var på gerningstidspunktet knap 16 år.

For Højesteret angår sagen straffastsættelse og spørgsmålet om udvisning. Der er herudover spørgsmål om godtgørelse til forurettede.

…

Udvisning

Højesteret tiltræder, at der er hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, 3 og 6, jf. § 26, stk. 2, til at udvise T. Han er straffet med ubetinget fængsel i mere end 2 år, og udvisning skal derfor i givet fald ske for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.

Da Ts far er unionsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af et familiemedlem til en unionsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Denne grundbetingelse for at udvise et familiemedlem til en unionsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Tyskland), præmis 30.

Hvis et familiemedlem til en unionsborger har opnået ret til tidsubegrænset ophold i en værtsmedlemsstat, må værtsmedlemsstaten ikke træffe en udsendelsesafgørelse vedrørende familiemedlemmet, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.

Som anført af landsretten er T dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han anvendte kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Højesteret tiltræder endvidere, at Ts adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, og artikel 28, stk. 2.

Der skal herefter foretages en proportionalitetsvurdering, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, jf. herved artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.

Der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår som anført af landsretten bl.a. af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75. Som anført af landsretten gælder dette navnlig, når udlændingen har begået kriminaliteten som mindreårig, idet der er særligt hensyn at tage til barnets interesser og muligheder for reintegration, jf. Maslovdommen, præmis 82 og 83.  Sådanne tungtvejende grunde kan foreligge med hensyn til bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet, jf. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 1. juni 2017 i sag 30441/09 (Külekci mod Østrig), præmis 45 og 46. Kriminaliteten kan således være så alvorlig og grov, at der kan ske udvisning, selv om udlændingen var mindreårig på gerningstidspunktet.

T er som nævnt dømt for et groft, umotiveret overfald foretaget i forening med andre, hvor han bl.a. har anvendt kniv mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold og er nu idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

T kom til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig, og han er nu 17 år. Han har boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han har gået i skole et par år. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Hans bror bor også her i landet. Han ser sine herboende onkler og tanter. Moderens søskende bor i Pakistan. Faderen, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar 2019 flyttet til Danmark. T har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden.

Højesteret tiltræder, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, herunder risikoen for, at han igen vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. Det forhold, at han var mindreårig, da han begik kriminaliteten, kan efter omstændighederne i sagen ikke føre til andet resultat.

Højesteret tiltræder herefter, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med de nævnte bestemmelser, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.

Da det, som T i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, udvises han med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”T er pakistansk statsborger og idømmes i den foreliggende sag en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.

…

T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

…

Herefter udvises T med indrejseforbud for bestandig, jf. den dagældende udlændingelovs § 32, stk. 2, nr. 5, jf. § 22, nr. 6.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

T er tidligere straffet en række gange i perioden 2009-2018 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119 ved trusler på livet, for mindre alvorlig narkotikakriminalitet, for overtrædelse af våbenlovgivningen og for alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Ved en dom af 22. juni 2016 blev han straffet med fængsel i 5 måneder og udvist betinget af Danmark for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter udøvet sammen med en medgerningsmand over for et værgeløst offer. Straffen i den foreliggende sag er udmålt som en tillægsstraf bl.a. til denne straf på 5 måneders fængsel. Det aktuelle voldsforhold er udøvet før dommen om betinget udvisning. Imidlertid har T ved sin hurtigt fortsatte narkotikakriminalitet af alvorlig karakter samt sin øvrige fortsatte kriminalitet vist, at han ikke har respekt for den advarsel, han har modtaget i kraft af dommen om betinget udvisning. Han har siden maj 2015 været medlem af bandegrupperingen LTF.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er 26 år og ugift. Han har oplyst, at han for nylig er blevet muslimsk gift med en kvinde, som han ikke lever sammen med, og han har ingen børn. Han er født i Danmark og har haft lovligt ophold her i ca. 23 år.

…

T er som nævnt født og opvokset her i landet, og han har haft lovligt ophold her stort set hele livet. Han har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Hans forældre og 8 søskende bor alle i Danmark. Han har kun haft sporadisk tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.”

Højesteret

”T har været i Pakistan 2-3 gange, sidste gang i 2008 eller 2009. Han har oplyst, at han ingen venner har der. Han har for byretten oplyst, at han har farbrødre, fætre og kusiner i Pakistan. Han har oplyst, at han taler pakistansk og har under sine tidligere besøg hos sine nu afdøde bedsteforældre i Pakistan kunnet føre samtaler med dem.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Pakistan. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og temaer

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved sammen med ukendte medgerningsmænd at have overfaldet en fængselsbetjent, der var på vej hjem fra arbejde, med knytnæveslag, spark i hovedet og på kroppen, slag i hovedet med en skiftenøgle og flere knivstik i baglåret og ballen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har afgjort, at forurettede som følge af skaderne, han pådrog sig ved overfaldet, har lidt et tab af erhvervsevne på 20 %.

Ved bevisbedømmelsen er det lagt til grund, at T og de ukendte medgerningsmænd målrettet gik efter at overfalde en fængselsbetjent, der forlod Vestre Fængsel.

T er endvidere bl.a. fundet skyldig i forsøg på hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, jf. § 21, med hensyn til et beløb svarende til ca. 225.000 kr., i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., ved at have overdraget 60 gram kokain samt i overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 4,6 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.

Ved landsrettens dom blev T for disse forhold samt for de øvrige forhold, han var fundet skyldig i, idømt en straf på fængsel i 3 år, der var fastsat som en tillægsstraf til dommene af 24. maj og 22. juni 2016. Landsretten stadfæstede endvidere byrettens afgørelse om alene at udvise ham betinget af Danmark.

For så vidt angår forurettede Fs krav på godtgørelse og erstatning fandt landsretten, at T i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, skal betale en godtgørelse på 10.000 kr.

Landsretten henviste forurettedes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.

For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning samt forurettedes krav på godtgørelse og erstatning.

…

Udvisning

T er pakistansk statsborger og idømmes i den foreliggende sag en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.

Han er bl.a. tidligere straffet ved dom af 22. juni 2016 med fængsel i 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, og han blev ved denne dom udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. Forholdene 3, 4, 5, 6a, 7 og 8 i den foreliggende sag er begået efter denne doms afsigelse og inden prøvetidens udløb.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 22, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 6, jf. § 26, stk. 2, og § 24 b, stk. 3, at T skal udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er 26 år og ugift. Han har oplyst, at han for nylig er blevet muslimsk gift med en kvinde, som han ikke lever sammen med, og han har ingen børn. Han er født i Danmark og har haft lovligt ophold her i ca. 23 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.

T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.

T er tidligere straffet en række gange i perioden 2009-2018 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119 ved trusler på livet, for mindre alvorlig narkotikakriminalitet, for overtrædelse af våbenlovgivningen og for alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Ved en dom af 22. juni 2016 blev han straffet med fængsel i 5 måneder og udvist betinget af Danmark for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter udøvet sammen med en medgerningsmand over for et værgeløst offer. Straffen i den foreliggende sag er udmålt som en tillægsstraf bl.a. til denne straf på 5 måneders fængsel. Det aktuelle voldsforhold er udøvet før dommen om betinget udvisning. Imidlertid har T ved sin hurtigt fortsatte narkotikakriminalitet af alvorlig karakter samt sin øvrige fortsatte kriminalitet vist, at han ikke har respekt for den advarsel, han har modtaget i kraft af dommen om betinget udvisning. Han har siden maj 2015 været medlem af bandegrupperingen LTF.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises.

T er som nævnt født og opvokset her i landet, og han har haft lovligt ophold her stort set hele livet. Han har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Hans forældre og 8 søskende bor alle i Danmark. Han har kun haft sporadisk tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.

T har været i Pakistan 2-3 gange, sidste gang i 2008 eller 2009. Han har oplyst, at han ingen venner har der. Han har for byretten oplyst, at han har farbrødre, fætre og kusiner i Pakistan. Han har oplyst, at han taler pakistansk og har under sine tidligere besøg hos sine nu afdøde bedsteforældre i Pakistan kunnet føre samtaler med dem.

Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Pakistan. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder herefter og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med artikel 8, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret har herved særligt lagt vægt på den langvarige fængselsstraf, som T idømmes for bl.a. det meget alvorlige angreb på en fængselsbetjent, der må ses som et angreb på et led i en grundlæggende funktion i et demokratisk retssamfund.

Herefter udvises T med indrejseforbud for bestandig, jf. den dagældende udlændingelovs § 32, stk. 2, nr. 5, jf. § 22, nr. 6.”

Højesteret

”T er straffet for alvorlig narkotikakriminalitet ved at have medvirket til salg af 217 gram kokain og til besiddelse af yderligere 748 gram kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er desuden straffet for hvidvask af 45.000 kr. 

Højesteret finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet mv., som straffes med fængsel i 4 år, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at han har spillet en mindre aktiv rolle i narkotikakriminaliteten.”

Højesteret

” … T ikke tidligere er straffet af betydning for udvisningsspørgsmålet og derfor heller ikke tidligere er advaret om risikoen for udvisning … ”

Højesteret

”T er som nævnt 31 år og har boet i Danmark, siden han var 5 år. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn, men han har en kæreste. Hans forældre og søskende bor i Danmark. Han har i Danmark afsluttet 10. klasse og har gået et år på handelsskole. Han har op til sin anholdelse været i beskæftigelse i omkring to år som vikar, og han har tidligere i en længere periode haft beskæftigelse i et pizzeria og som freelancetolk.”

Højesteret

”Han taler albansk, men har svært ved at skrive albansk. Han har sporadisk kontakt med onkler og tanter, der bor i Kosovo. Han har været på ferie i Kosovo hvert andet eller tredje år, herunder i ca. en måned i 2022.

På den baggrund lægger Højesteret til grund, at T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Kosovo. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Kosovo og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises. 

Efter karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, finder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og hans begrænsede tilknytning til Kosovo foreligger meget tungtvejende grunde til at udvise ham.”

Højesteret

”Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T, der er 31 år, indrejste i Danmark som 5-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I et tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75.

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, og om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 14. september 2021 i sag 41643/19 (Abdi mod Danmark), domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark) og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark) samt dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er straffet for alvorlig narkotikakriminalitet ved at have medvirket til salg af 217 gram kokain og til besiddelse af yderligere 748 gram kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er desuden straffet for hvidvask af 45.000 kr. 

Højesteret finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet mv., som straffes med fængsel i 4 år, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at han har spillet en mindre aktiv rolle i narkotikakriminaliteten.

T er som nævnt 31 år og har boet i Danmark, siden han var 5 år. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn, men han har en kæreste. Hans forældre og søskende bor i Danmark. Han har i Danmark afsluttet 10. klasse og har gået et år på handelsskole. Han har op til sin anholdelse været i beskæftigelse i omkring to år som vikar, og han har tidligere i en længere periode haft beskæftigelse i et pizzeria og som freelancetolk. Han taler albansk, men har svært ved at skrive albansk. Han har sporadisk kontakt med onkler og tanter, der bor i Kosovo. Han har været på ferie i Kosovo hvert andet eller tredje år, herunder i ca. en måned i 2022.

På den baggrund lægger Højesteret til grund, at T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Kosovo. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Kosovo og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises. 

Efter karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, finder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og hans begrænsede tilknytning til Kosovo foreligger meget tungtvejende grunde til at udvise ham. 

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have. 

Som anført ovenfor fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb. Særligt under hensyn til, at T ikke tidligere er straffet af betydning for udvisningsspørgsmålet og derfor heller ikke tidligere er advaret om risikoen for udvisning, finder Højesteret, at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år.”

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.

Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.

…

… i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.

…

Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien.”

Højesteret

”T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.

…

Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.

Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.

For Højesteret angår sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret og om udvisning.

Retsgrundlaget vedrørende frakendelse af dansk indfødsret og udvisning

Det fremgår af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, at den, der findes skyldig i overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Straffelovens kapitel 13 angår forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv. og omfatter bl.a. § 114 c, stk. 3, om at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger, og § 114 d, stk. 3, om at lade sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger.

Ved Højesterets dom af 8. juni 2016 (UfR 2016.3235) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 4 års fængsel for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 114 e om fremme af terrorisme, og den pågældende blev endvidere dømt til udvisning af landet efter udlændingelovens regler herom. Ved Højesterets dom af 14. november 2017 (UfR 2018.769) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 6 års fængsel. Han var skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, ved at have ladet sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat og i den forbindelse at have taget ophold i Syrien i to kortere perioder, hvor han deltog i træning og våbenbrug, samt ved at have ladet sig hverve i et yderligere tilfælde, hvor han blev anholdt inden afrejsen til Syrien. Han var endvidere skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 b, stk. 1, jf. § 21, ved forsøg på økonomisk støtte med et beløb på 20.000 kr. til Islamisk Stat og for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlinger.

Som det fremgår af disse domme, skal der ved vurderingen af, om indfødsret skal frakendes, når lovens betingelser er opfyldt, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde, hvor en person dømmes for mere alvorlige forhold, bør den pågældende ifølge forarbejderne som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Ved mere alvorlige forhold forstås forhold, der straffes med fængsel i 2 år eller derover. Den betydning, en frakendelse har for den pågældende, kan dog tale afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret selv ved mere alvorlige forhold. Det kan blive aktuelt, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at den nævnte proportionalitetsafvejning minder om den, der skal foretages efter udlændingelovens regler ved vurderingen af, om udvisning på grund af et strafbart forhold skal ske, og at der normalt ikke bør ske frakendelse af dansk indfødsret, hvis det efter udlændingelovens regler vil være et uproportionalt indgreb at udvise den pågældende.

Når der i bl.a. udlændingelovens § 22 er hjemmel til at udvise en udlænding ved dom som følge af et strafbart forhold, følger det af den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 2, at udlændingen skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv og familieliv. Indgreb i udøvelsen af disse rettigheder i form af f.eks. udvisning forudsætter, at betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Heraf følger, at udvisningen skal have lovhjemmel og et legitimt formål, herunder f.eks. forebyggelse af uro eller forbrydelse. Det er endvidere en betingelse, at udvisningen er nødvendig af hensyn til dette formål. Afgørelsen heraf beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03).

Den konkrete vurdering

T, der både er dansk og tunesisk statsborger, er ved landsrettens dom som nævnt straffet med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3. Der er derfor hjemmel til at frakende ham dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, ligesom der, hvis indfødsretten frakendes, er hjemmel til at udvise ham efter bl.a. udlændingelovens § 22, nr. 6.

Om frakendelse af indfødsret herefter skal ske, beror på en proportionalitetsvurdering. Hvis frakendelse skal ske, skal han endvidere udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, sammenholdt med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Formålet med udvisning er at forebygge uro eller forbrydelse, og det beror således også efter artikel 8 på en proportionalitetsvurdering, om udvisning kan ske.

T har begået alvorlige forbrydelser i forbindelse med terrorisme, hvilket er straffet med fængsel i 4 år. Udgangspunktet efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, er herefter, at han skal frakendes sin danske indfødsret, ligesom meget tungtvejende grunde taler for, at han skal udvises af Danmark.

T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.

T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at hverken frakendelse af dansk indfødsret eller udvisning med indrejseforbud for bestandig udgør et uproportionalt indgreb i forhold til T.

Højesteret lægger herved især vægt på alvoren og karakteren af den begåede kriminalitet. Højesteret finder endvidere, at hensynet til Ts familieliv og privatliv i Danmark ikke taler afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet.

Konklusion

Højesteret ændrer landsrettens dom, således at T i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, frakendes sin danske indfødsret og i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.

…

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.

Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”

Højesteret

”T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn.

…

T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.”

Højesteret

”Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

…

Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988.

T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.

T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.

T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.

Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

Selv om han tidligere to gange er dømt for voldtægt og udvist betinget, og selv om han har været i sexologisk og psykologisk behandling for at forebygge recidiv, har han på ny begået voldtægt i prøvetiden mindre end et år efter løsladelsen fra afsoning af den seneste dom. Højesteret tiltræder derfor landsrettens vurdering, hvorefter der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet.

Efter kriminalitetens art og grovhed samt gentagne karakter finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Cambodia. Derfor må hensynet til respekt for hans ret til privatliv og familieliv vige for hensynet til at forebygge forbrydelse. Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.

Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”

Højesteret

”T er straffet med fængsel i 4 år og 6 måneder for uagtsomt manddrab, forsætlig fareforvoldelse og overtrædelse af færdselsloven. 

…

Ved vurderingen af den foreliggende kriminalitets art og alvor må der lægges vægt på, at længden af straffen i det væsentlige er begrundet i en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed og i et forløb, som varede få minutter. 

…

T frifindes derfor for påstanden om udvisning, men tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”Han er ikke tidligere straffet og har ikke begået ny kriminalitet efter løsladelsen fra varetægtsfængslingen.

T har således gode personlige forhold og må – uanset den foreliggende kriminalitet – anses for velintegreret.

Ved vurderingen af den foreliggende kriminalitets art og alvor må der lægges vægt på, at længden af straffen i det væsentlige er begrundet i en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed og i et forløb, som varede få minutter. 

Efter oplysningerne om Ts personlige forhold og den begåede kriminalitet finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet.”

Højesteret

”T var 19 år på gerningstidspunktet og er nu 22 år. Han er pakistansk statsborger, men er født i Danmark og har boet her hele sit liv. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

…

Som nævnt er han født i Danmark og har boet hele sit liv her i landet, hvor hans mor, far og søster også bor. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn.

…

Efter de foreliggende oplysninger om hans personlige forhold har han gennemført folkeskolen, og han var ved at færdiggøre en gymnasieuddannelse, da han blev varetægtsfængslet. Han har under varetægtsfængslingen færdiggjort uddannelsen. Siden han var 13 år, har han haft forskellige ungdomsjob. Efter løsladelsen i marts 2024 har han været ansat i en entreprenørvirksomhed.

Han er ikke tidligere straffet og har ikke begået ny kriminalitet efter løsladelsen fra varetægtsfængslingen.

T har således gode personlige forhold og må – uanset den foreliggende kriminalitet – anses for velintegreret.”

Højesteret

”Han er pakistansk statsborger. Han har aldrig været i Pakistan, han taler efter det oplyste kun sproget der i begrænset omfang, og den eneste slægtning, som han kender til i Pakistan, er hans morfar, som han aldrig har mødt.”

Højesteret

”Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2 og 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T var 19 år på gerningstidspunktet og er nu 22 år. Han er pakistansk statsborger, men er født i Danmark og har boet her hele sit liv. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn.

Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er straffet med fængsel i 4 år og 6 måneder for uagtsomt manddrab, forsætlig fareforvoldelse og overtrædelse af færdselsloven. 

Som nævnt er han født i Danmark og har boet hele sit liv her i landet, hvor hans mor, far og søster også bor. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn. Han er pakistansk statsborger. Han har aldrig været i Pakistan, han taler efter det oplyste kun sproget der i begrænset omfang, og den eneste slægtning, som han kender til i Pakistan, er hans morfar, som han aldrig har mødt. 

Efter de foreliggende oplysninger om hans personlige forhold har han gennemført folkeskolen, og han var ved at færdiggøre en gymnasieuddannelse, da han blev varetægtsfængslet. Han har under varetægtsfængslingen færdiggjort uddannelsen. Siden han var 13 år, har han haft forskellige ungdomsjob. Efter løsladelsen i marts 2024 har han været ansat i en entreprenørvirksomhed.

Han er ikke tidligere straffet og har ikke begået ny kriminalitet efter løsladelsen fra varetægtsfængslingen.

T har således gode personlige forhold og må – uanset den foreliggende kriminalitet – anses for velintegreret.

Ved vurderingen af den foreliggende kriminalitets art og alvor må der lægges vægt på, at længden af straffen i det væsentlige er begrundet i en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed og i et forløb, som varede få minutter. 

Efter oplysningerne om Ts personlige forhold og den begåede kriminalitet finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet.

Herefter finder Højesteret efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise udlændinge, der er født i værtslandet.

T frifindes derfor for påstanden om udvisning, men tildeles en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.

…

Da udvisning dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ændrer Højesteret landsrettens dom, således at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.”

Højesteret

”For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.

Han er tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet. I 2008 blev han således idømt en ungdomssanktion af to års varighed for tre røverier begået som 15-årig. I 2012 blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri og et røveriforsøg begået som 19-årig over for personer i dagligvareforretninger. Ved denne dom blev han endvidere udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. I øvrigt er han i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Højesteret finder, at der på den anførte baggrund, herunder især at T er fortsat med at begå personfarlig kriminalitet, efter han blev 18 år, er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Meget tungtvejende grunde taler således for, at han skal udvises.”

Højesteret

”T var på gerningstidspunktet 23 år.

…

T var som anført 6 år, da han med sin mor kom til Danmark fra Somalia i forbindelse med familiesammenføring med faderen. Han har kontakt med sine forældre og 12 halvsøskende, der bor her i landet. Der er derfor ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning vil udgøre en væsentlig belastning for ham. Dette gælder, selv om han ikke har ægtefælle eller børn, og selv om han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked.”

Højesteret

”T er somalisk statsborger, men han har ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark. Han taler imidlertid flydende somali, idet hans familie i Danmark taler somali indbyrdes. Han er derfor ikke uden nogen form for tilknytning til Somalia, og han vil således ikke stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 25-årig somalisk statsborger, T, som kom til Danmark som 6årig og har boet her siden. Han er ved landsrettens dom idømt en straf af fængsel i 4 år og 6 måneder for forsøg på hjemmerøveri og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 6, at T skal udvises, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. T er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Da han har boet i Danmark siden 1998, vil udvisning indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådan indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Det er derfor afgørende, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål.

Afgørelsen af, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse, beror på en proportionalitetsbedømmelse, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i bedømmelsen, er opregnet i dom af 23. juni 2008 i sag 638/03 (Maslov mod Østrig). I en sag som den foreliggende, der angår en voksen, ung mand, som ikke har etableret egen familie, indgår i proportionalitetsvurderingen navnlig det samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I den forbindelse skal det tages i betragtning, om kriminaliteten er begået som mindreårig eller som voksen. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har opholdt sig her i landet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Er der som her tale om en udlænding, der har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise. Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at det kan indgå i proportionalitetsbedømmelsen, om domfældte har fortsat sin kriminelle løbebane, efter at myndighederne har advaret den pågældende om, at dette kan føre til udvisning, jf. bl.a. dom af 8. januar 2009 i sag 10606/07 (Joseph Grant mod UK) og 2. april 2015 i sag 27945/10 (Sarközi og Mahran mod Østrig).

For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.

Han er tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet. I 2008 blev han således idømt en ungdomssanktion af to års varighed for tre røverier begået som 15-årig. I 2012 blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri og et røveriforsøg begået som 19-årig over for personer i dagligvareforretninger. Ved denne dom blev han endvidere udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. I øvrigt er han i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Højesteret finder, at der på den anførte baggrund, herunder især at T er fortsat med at begå personfarlig kriminalitet, efter han blev 18 år, er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Meget tungtvejende grunde taler således for, at han skal udvises.

T var som anført 6 år, da han med sin mor kom til Danmark fra Somalia i forbindelse med familiesammenføring med faderen. Han har kontakt med sine forældre og 12 halvsøskende, der bor her i landet. Der er derfor ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning vil udgøre en væsentlig belastning for ham. Dette gælder, selv om han ikke har ægtefælle eller børn, og selv om han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked.

T er somalisk statsborger, men han har ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark. Han taler imidlertid flydende somali, idet hans familie i Danmark taler somali indbyrdes. Han er derfor ikke uden nogen form for tilknytning til Somalia, og han vil således ikke stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud for bestandig må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse.

Da udvisning dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ændrer Højesteret landsrettens dom, således at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.”

Højesteret

”T, der er somalisk statsborger, er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, ved i tiden op til den 4. marts 2022 i forening og efter forudgående aftale med fire medgerningsmænd i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer at have besiddet, forarbejdet og videreoverdraget ikke under 1 kg kokain til en større personkreds mod et betydeligt vederlag (forhold 1). Han er desuden dømt for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, ved den 10. maj 2022 ved Retten i Aarhus som varetægtsarrestant at flygte fra politiet (forhold 9). Endelig er han fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, 70 og 335 a, ved at have været i besiddelse af hash, kokain og tramadol til eget brug (forhold 10-12).

…

Under hensyn til, at T havde en betydelig rolle i et professionelt organiseret narkotikanetværk og derudover flygtede under varetægtsfængslingen, finder Højesteret, at straffen bør forhøjes til fængsel i 5 år.

…

T har i forening med flere medgerningsmænd begået alvorlig narkotikakriminalitet ved videresalg af ikke under 1 kg kokain. Der var tale om et professionelt organiseret narkotikanetværk, hvor han havde en betydelig rolle, bl.a. som overordnet i forhold til en af medgerningsmændene. Netværket forsynede over en periode et større område med kokain bl.a. ved anvendelse af bude fra en lejlighed, som han havde tæt forbindelse til.

…

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have, herunder om indrejseforbuddet skal begrænses til 6 eller 12 år.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 5 års fængsel, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret finder efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Det er ved denne vurdering særligt indgået, at T i den foreliggende sag er idømt en længerevarende fængselsstraf for at have begået alvorlig narkotikakriminalitet i form af deltagelse i et professionelt organiseret narkotikanetværk. Hertil kommer, at han som nævnt var advaret om risikoen for udvisning ved ny kriminalitet, idet han i 2018 som 17-årig blev betinget udvist. Endelig vil han som nævnt ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia.

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1-4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.”

Højesteret

”Han er tidligere straffet flere gange for overtrædelse af straffeloven, herunder bl.a. for røveri, tyveri og brugstyveri, og lovgivningen om euforiserende stoffer, inden han blev 18 år. Han blev ved Retten i Aarhus’ dom af 27. juni 2018 idømt 7 måneders fængsel, hvoraf 5 måneder blev gjort betinget, og betinget udvist. Han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning. Han har også overtrådt straffeloven og lovgivningen om euforiserende stoffer, efter at han var blevet 18 år, men inden han begik forholdene i denne sag.

Højesteret finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den nu begåede narkotikakriminalitet, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige ro og orden.

…

Højesteret finder, at der er en betydelig risiko for, at T også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Under hensyn hertil og til karakteren og alvoren af den nu begåede kriminalitet finder Højesteret, at meget tungtvejende grunde taler for at udvise T.”

Udlændingestyrelsen

”T blev født i Danmark.

…

T har således – når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes – haft lovligt ophold i Danmark i ca. 21 år og 6 måneder.”

Højesteret

”T er som nævnt 23 år og har boet i Danmark hele sit liv. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn, men har en kæreste. Han har desuden sin mor og to søskende i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har forklaret, at han har haft forskelligt deltidsarbejde som ungarbejder. Han har ifølge skattemyndighederne siden 2019 kun haft indtægter i form af offentlig forsørgelse.”

Højesteret

”Det kan ikke lægges til grund, at T har været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Han forstår og taler i et vist omfang både arabisk og somali, der er officielle sprog i Somalia. Det må antages, at han gennem sine forældre og koranskole har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises. Det bemærkes endvidere, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten til ham, herunder via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T, der er somalisk statsborger, er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70, ved i tiden op til den 4. marts 2022 i forening og efter forudgående aftale med fire medgerningsmænd i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer at have besiddet, forarbejdet og videreoverdraget ikke under 1 kg kokain til en større personkreds mod et betydeligt vederlag (forhold 1). Han er desuden dømt for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, ved den 10. maj 2022 ved Retten i Aarhus som varetægtsarrestant at flygte fra politiet (forhold 9). Endelig er han fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, 70 og 335 a, ved at have været i besiddelse af hash, kokain og tramadol til eget brug (forhold 10-12).

For Højesteret angår sagen strafudmålingen, og om der skal ske udvisning.

Strafudmålingen

Under hensyn til, at T havde en betydelig rolle i et professionelt organiseret narkotikanetværk og derudover flygtede under varetægtsfængslingen, finder Højesteret, at straffen bør forhøjes til fængsel i 5 år. Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 89 som en tillægsstraf til Retten i Odenses dom af 8. november 2022 og for så vidt angår forhold 1 og 10 tillige som en tillægsstraf til Retten i Viborgs dom af 17. marts 2022.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1-4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

T, der er 23 år, er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro og forbrydelse, og det afgørende er, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung person, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal også lægges vægt på den pågældendes alder, herunder om den pågældende var mindreårig eller voksen, da kriminaliteten blev begået, jf. dommens præmis 72.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75.

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset, og om den pågældende er advaret om, at fortsat kriminalitet kan medføre udvisning, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens domme af 5. september 2023 i sag 35740/21 (Al-Masudi mod Danmark), sag 18646/22 (Goma mod Danmark), sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark) og sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T har i forening med flere medgerningsmænd begået alvorlig narkotikakriminalitet ved videresalg af ikke under 1 kg kokain. Der var tale om et professionelt organiseret narkotikanetværk, hvor han havde en betydelig rolle, bl.a. som overordnet i forhold til en af medgerningsmændene. Netværket forsynede over en periode et større område med kokain bl.a. ved anvendelse af bude fra en lejlighed, som han havde tæt forbindelse til.

Han er tidligere straffet flere gange for overtrædelse af straffeloven, herunder bl.a. for røveri, tyveri og brugstyveri, og lovgivningen om euforiserende stoffer, inden han blev 18 år. Han blev ved Retten i Aarhus’ dom af 27. juni 2018 idømt 7 måneders fængsel, hvoraf 5 måneder blev gjort betinget, og betinget udvist. Han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning. Han har også overtrådt straffeloven og lovgivningen om euforiserende stoffer, efter at han var blevet 18 år, men inden han begik forholdene i denne sag.

Højesteret finder under hensyn til navnlig karakteren og omfanget af den nu begåede narkotikakriminalitet, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige ro og orden. 

T er som nævnt 23 år og har boet i Danmark hele sit liv. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn, men har en kæreste. Han har desuden sin mor og to søskende i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har forklaret, at han har haft forskelligt deltidsarbejde som ungarbejder. Han har ifølge skattemyndighederne siden 2019 kun haft indtægter i form af offentlig forsørgelse.

Det kan ikke lægges til grund, at T har været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia.

Han forstår og taler i et vist omfang både arabisk og somali, der er officielle sprog i Somalia.

Det må antages, at han gennem sine forældre og koranskole har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at T’s tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises. Det bemærkes endvidere, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten til ham, herunder via telefon og internet.

Højesteret finder, at der er en betydelig risiko for, at T også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Under hensyn hertil og til karakteren og alvoren af den nu begåede kriminalitet finder Højesteret, at meget tungtvejende grunde taler for at udvise T. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark og hans begrænsede tilknytning til Somalia ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. T skal derfor udvises.

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have, herunder om indrejseforbuddet skal begrænses til 6 eller 12 år.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 5 års fængsel, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret finder efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Det er ved denne vurdering særligt indgået, at T i den foreliggende sag er idømt en længerevarende fængselsstraf for at have begået alvorlig narkotikakriminalitet i form af deltagelse i et professionelt organiseret narkotikanetværk. Hertil kommer, at han som nævnt var advaret om risikoen for udvisning ved ny kriminalitet, idet han i 2018 som 17-årig blev betinget udvist. Endelig vil han som nævnt ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia.

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1-4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.”

Højesteret

”T, der er irakisk statsborger, er ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, ved i forening med flere medtiltalte at have håndteret 5 kg kokain og forsøgt at håndtere yderligere 2 kg kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af knivloven og færdselsloven. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 6 år …

…

T har i forening med flere medtiltalte begået alvorlig narkotikakriminalitet. Landsretten har lagt til grund, at han ikke har haft en ledende rolle, men at han har deltaget aktivt i håndteringen af store mængder importeret kokain med henblik på videresalg. Han har i den forbindelse opblandet 1½ kg kokain med fyldstof, så det blev til 3 kg kokain, og forsøgt at opblande yderligere 2 kg kokain, så det ville blive til 4 kg kokain. Domfældelsen omfatter således en samlet mængde på 7 kg kokain. Der er tale om organiseret kriminalitet, som har strakt sig over nogle måneder.

…

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.”

Højesteret

” … at han både tidligere og også under varetægtsfængslingen i denne sag er straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.”

Højesteret

”T er 27 år. Han indrejste i Danmark som 8-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn.

…

Som nævnt har T boet i Danmark, siden han kom hertil som 8-årig. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har bl.a. sin mor, far, to søskende og bedsteforældre i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Højesteret

“T er født i Irak, hvor han har boet de første 7-8 år af sit liv. Han har ikke været i Irak, siden han kom til Danmark, og han har ikke kendskab til familie i Irak. Han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak, og han taler også lidt arabisk. Det må antages, at han gennem de år, han som barn tilbragte i Irak, og gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, hvis han udvises.”

Højesteret

”T, der er irakisk statsborger, er ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, ved i forening med flere medtiltalte at have håndteret 5 kg kokain og forsøgt at håndtere yderligere 2 kg kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af knivloven og færdselsloven. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 6 år og meddelt en advarsel om udvisning.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 27 år. Han indrejste i Danmark som 8-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans privatliv, jf.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro og forbrydelse, og det afgørende er, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T har i forening med flere medtiltalte begået alvorlig narkotikakriminalitet. Landsretten har lagt til grund, at han ikke har haft en ledende rolle, men at han har deltaget aktivt i håndteringen af store mængder importeret kokain med henblik på videresalg. Han har i den forbindelse opblandet 1½ kg kokain med fyldstof, så det blev til 3 kg kokain, og forsøgt at opblande yderligere 2 kg kokain, så det ville blive til 4 kg kokain. Domfældelsen omfatter således en samlet mængde på 7 kg kokain. Der er tale om organiseret kriminalitet, som har strakt sig over nogle måneder.

Højesteret finder under hensyn til karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige ro og orden. Oplysningerne om hans personlige forhold kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og at han både tidligere og også under varetægtsfængslingen i denne sag er straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Som nævnt har T boet i Danmark, siden han kom hertil som 8-årig. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har bl.a. sin mor, far, to søskende og bedsteforældre i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet.

T er født i Irak, hvor han har boet de første 7-8 år af sit liv. Han har ikke været i Irak, siden han kom til Danmark, og han har ikke kendskab til familie i Irak. Han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak, og han taler også lidt arabisk. Det må antages, at han gennem de år, han som barn tilbragte i Irak, og gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, hvis han udvises.

Efter karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet, der er straffet med fængsel i 6 år, finder Højesteret, at meget tungtvejende grunde taler for at udvise T. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark, hvor han ikke har stiftet egen familie, og hans begrænsede tilknytning til Irak, ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. T skal således udvises.

Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 6 års fængsel, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Navnlig under hensyn til den grove karakter og det betydelige omfang af den begåede narkotikakriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. november 2021 i sag 40240/19 (Avci mod Danmark).

Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.

På denne baggrund stadfæster Højesteret landsrettens dom med den ændring, at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”A er fundet skyldig i trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, idet han under indlæggelse på X med en nøgle mellem fingrene gjorde udfald mod en medarbejder på institutionen og truede med at stikke nøglen i medarbejderens hals. Han er endvidere fundet skyldig i vidnetrussel efter straffelovens § 123, stk. 1, idet han i anledning af medarbejderens forklaring til politiet eller i retten udtalte, at han i retten ville slå medarbejderen ihjel. I byretten erkendte han forholdene. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Det blev bestemt, at der ikke skulle ske ændringer i hans anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid, som han i 2013 blev idømt, og som han siden har været underlagt.

…

De foreliggende tilfælde af trusler og vidnetrusler blev som nævnt begået i henholdsvis december 2020 og februar 2021. Justitsministeriet bestemte i juli 2021, at A skulle anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 1, idet han vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig eller overhængende fare (farlighedsdekret). På Sikringsafdelingen blev hans tilstand gradvist forbedret under behandling med antipsykotisk medicin. Sikringsafdelingen har oplyst, at der ikke var fysiske udfald mod personalet under indlæggelsen. Justitsministeriet besluttede den 30. november 2023 at ophæve farlighedsdekretet, og A blev i december 2023 tilbageført til X. Ifølge udtalelse fra X fra juni 2024 har han ikke gjort fysiske udfald mod medpatienter eller personale siden tilbageførslen i 2023. Han er fortsat plaget af vrangforestillinger og hallucinationer, og han har i mange år haft et stofmisbrug. Der resterer ifølge udtalelsen betydelig behandling omkring stabilisering af hans tilstand, og det vurderes, at der er høj risiko for tilbagefald til ny kriminalitet, hvis foranstaltningen ophæves.

…

De fremsatte trusler var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner under anbringelse på psykiatrisk afdeling.

…

A frifindes herefter for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”Før han i 2007 blev diagnosticeret som sindssyg, var han dømt for bl.a. indbrud, simpel vold samt røveri af 200 kr. og et kreditkort fra en ældre dames taske. Han er efterfølgende i 2010, 2011 og 2012 dømt til behandling for bl.a. trusler, afpresning og forsøg på indbrud, og han blev i 2013 dømt til anbringelse for bl.a. to tilfælde af brandstiftelse på eget værelse under ophold på retspsykiatrisk afdeling og for forsøg på røveri ved at have væltet en person på gaden omkuld og undersøgt vedkommendes lommer for genstande og værdier. I 2019 er han dømt for vold mod en ansat på et psykiatrisk center og i 2020 for vold mod en medpatient. Ved dommene i 2019 og 2020 er han idømt advarsel om udvisning. Han er ved alle domme siden 2010 frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom.

…

Forholdene blev begået tilbage i december 2020 og februar 2021, og han har ikke siden gjort fysiske udfald mod ansatte eller medpatienter. Siden 2010 er han ved tidligere begået kriminalitet ligeledes fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom.”

Udlændingestyrelsen

A har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og 5 måneder.

Højesteret

”Som nævnt har A boet i Danmark, siden han var 11 år. Hans mor og søskende bor her i landet. Han er på førtidspension. Han er ikke gift og har ingen børn. Han er somalisk statsborger, og han forstår og taler somali i et vist omfang.

Han har en stærk tilknytning til Danmark … ”

Højesteret

”Han har ingen familie i Somalia og har kun været i landet en enkelt gang, efter at han i 1995 kom til Danmark.

…

Han har … en svag tilknytning til Somalia.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

A er fundet skyldig i trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, idet han under indlæggelse på X med en nøgle mellem fingrene gjorde udfald mod en medarbejder på institutionen og truede med at stikke nøglen i medarbejderens hals. Han er endvidere fundet skyldig i vidnetrussel efter straffelovens § 123, stk. 1, idet han i anledning af medarbejderens forklaring til politiet eller i retten udtalte, at han i retten ville slå medarbejderen ihjel. I byretten erkendte han forholdene. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Det blev bestemt, at der ikke skulle ske ændringer i hans anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid, som han i 2013 blev idømt, og som han siden har været underlagt. Ved landsrettens dom er han udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. 

For Højesteret angår sagen ligesom for landsretten alene spørgsmålet om udvisning. 

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at A skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

A er 40 år og somalisk statsborger. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har boet i Danmark, siden han var 11 år. Der er ikke grundlag for at fastslå, at udvisning vil udgøre et indgreb i hans ret til familieliv, men udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i opholdslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet, jf. præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, jf. præmis 75. Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark) anset en ca. 46-årig udlænding, der kom til Danmark som 13-årig, for at have tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet (præmis 28).

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende er straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). Det skal således tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg (præmis 195). Tilsvarende fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland) (præmis 50). 

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

A er fundet skyldig i trusler og vidnetrusler begået i december 2020 og februar 2021 mod en medarbejder på X, hvor han var indlagt i henhold til en anbringelsesdom fra 2013. 

Før han i 2007 blev diagnosticeret som sindssyg, var han dømt for bl.a. indbrud, simpel vold samt røveri af 200 kr. og et kreditkort fra en ældre dames taske. Han er efterfølgende i 2010, 2011 og 2012 dømt til behandling for bl.a. trusler, afpresning og forsøg på indbrud, og han blev i 2013 dømt til anbringelse for bl.a. to tilfælde af brandstiftelse på eget værelse under ophold på retspsykiatrisk afdeling og for forsøg på røveri ved at have væltet en person på gaden omkuld og undersøgt vedkommendes lommer for genstande og værdier. I 2019 er han dømt for vold mod en ansat på et psykiatrisk center og i 2020 for vold mod en medpatient. Ved dommene i 2019 og 2020 er han idømt advarsel om udvisning. Han er ved alle domme siden 2010 frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. 

De foreliggende tilfælde af trusler og vidnetrusler blev som nævnt begået i henholdsvis december 2020 og februar 2021. Justitsministeriet bestemte i juli 2021, at A skulle anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 1, idet han vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig eller overhængende fare (farlighedsdekret). På Sikringsafdelingen blev hans tilstand gradvist forbedret under behandling med antipsykotisk medicin. Sikringsafdelingen har oplyst, at der ikke var fysiske udfald mod personalet under indlæggelsen. Justitsministeriet besluttede den 30. november 2023 at ophæve farlighedsdekretet, og A blev i december 2023 tilbageført til X. Ifølge udtalelse fra X fra juni 2024 har han ikke gjort fysiske udfald mod medpatienter eller personale siden tilbageførslen i 2023. Han er fortsat plaget af vrangforestillinger og hallucinationer, og han har i mange år haft et stofmisbrug. Der resterer ifølge udtalelsen betydelig behandling omkring stabilisering af hans tilstand, og det vurderes, at der er høj risiko for tilbagefald til ny kriminalitet, hvis foranstaltningen ophæves.

Som nævnt har A boet i Danmark, siden han var 11 år. Hans mor og søskende bor her i landet. Han er på førtidspension. Han er ikke gift og har ingen børn. Han er somalisk statsborger, og han forstår og taler somali i et vist omfang. Han har ingen familie i Somalia og har kun været i landet en enkelt gang, efter at han i 1995 kom til Danmark.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at udvisning af A vil være uproportional og dermed i strid med artikel 8. Der foreligger således ikke sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise i en situation som den foreliggende, hvor A kom til Danmark som 11-årig.

Højesteret har herved lagt vægt på navnlig, at A i de nu foreliggende trusselsforhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. De fremsatte trusler var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner under anbringelse på psykiatrisk afdeling. Forholdene blev begået tilbage i december 2020 og februar 2021, og han har ikke siden gjort fysiske udfald mod ansatte eller medpatienter. Siden 2010 er han ved tidligere begået kriminalitet ligeledes fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han har en stærk tilknytning til Danmark og en svag tilknytning til Somalia. 

A frifindes herefter for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 266 ved i juli 2021 i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og er idømt ambulant behandling med mulighed for indlæggelse. Der er ikke fastsat længstetid for foranstaltningen.

…

Kriminaliteten, der blev begået i 2021, var ikke planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.”

Højesteret

”Han har ikke tidligere begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet. I juni 2024 er han meddelt tiltalefrafald for fire voldstilfælde begået i 2022 mod medbeboere på botilbuddet.

…

I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.”

Højesteret

”Som nævnt kom T til Danmark som 29-årig og har siden opholdt sig her i landet. Han har ingen nære familiemedlemmer i Danmark.”

Højesteret

”Han har tilbragt størstedelen af sit liv i Eritrea. Efter de foreliggende oplysninger har han ingen familie i Eritrea.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 266 ved i juli 2021 i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og er idømt ambulant behandling med mulighed for indlæggelse. Der er ikke fastsat længstetid for foranstaltningen. Han er udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Efter udlændingelovens § 23, nr. 1, kan en udlænding, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end 5 år, udvises af de grunde, der er nævnt i lovens § 22. Efter § 22, nr. 6, kan en udlænding udvises, bl.a. hvis vedkommende efter straffelovens § 244 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. 

T er eritreisk statsborger og er nu 39 år. Han indrejste i Danmark i 2014, da han var 29 år, og han har haft lovligt ophold i ca. 7½ år. Han er idømt ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse, for bl.a. to tilfælde af spark mod beboere på det botilbud, hvor han bor. Efter det oplyste om de to voldsforhold finder Højesteret, at forholdene ville have medført en ubetinget frihedsstraf, hvis han ikke var straffri i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Der er derfor hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, til at udvise ham. 

Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er i første række, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Udvisning vil ubestridt udgøre et indgreb i Ts ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i opholdslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet, jf. præmis 71.

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende er straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first

Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). Det skal således tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg (præmis 195). Tilsvarende fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland) (præmis 50).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er fundet skyldig i simpel vold og trussel om vold begået i juli 2021 mod to beboere på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor. Han har ikke tidligere begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet. I juni 2024 er han meddelt tiltalefrafald for fire voldstilfælde begået i 2022 mod medbeboere på botilbuddet.  

Ifølge udtalelse af 6. december 2024 fra Psykiatrisk Center Glostrup har T en kronisk psykoselidelse, som giver sig udslag i stemmehøring, forfølgelsesforestillinger, tendens til udadreagerende adfærd og seksualiserende adfærd. Han kom til Danmark i 2014 og blev herefter diagnosticeret med paranoid psykose. Han har siden været i behandling med flere forskellige antipsykotika. Det er først efter, at han i juni 2023 er begyndt i behandling med depotmedicinen Trevicta, at behandlingen med antipsykotisk medicin er blevet tilstrækkeligt stabil, således at der er sket en reel bedring i hans psykiske lidelse. Han har − efter at denne behandling blev iværksat − ikke haft konflikter med medbeboere, og hans tidligere seksualiserende adfærd er helt ophørt. Ifølge udtalelsen vil der ved ophør af behandlingen med Trevicta være risiko for recidiv af de psykotiske symptomer og dermed risiko for fornyet personfarlig kriminalitet. Der vil også være en betydelig øget suicidalrisiko, idet han tidligere har foretaget flere alvorlige selvmordsforsøg, når hans psykoselidelse ikke har været tilstrækkeligt behandlet. 

Som nævnt kom T til Danmark som 29-årig og har siden opholdt sig her i landet. Han har ingen nære familiemedlemmer i Danmark. Han har tilbragt størstedelen af sit liv i Eritrea.

Efter de foreliggende oplysninger har han ingen familie i Eritrea.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at udvisning af T vil være uproportional og dermed i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. 

Højesteret har herved navnlig lagt vægt på, at T ved den begåede kriminalitet i form af simpel vold og trussel om vold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Kriminaliteten, der blev begået i 2021, var ikke planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.  

T frifindes efter det anførte for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.  

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til de rejste spørgsmål om Menneskerettighedskonventionens artikel 3.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

…

Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.”

Højesteret

” … august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold.

…

I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.”

Udlændingestyrelsen

T har haft lovligt ophold i ca. 4 år og 3 måneder.

Højesteret

”T er 21 år og syrisk statsborger.

…

Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.”

Højesteret

”Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen sanktionsfastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

Som anført af landsretten skal T efter udlændingeloven udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. lovens § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv eller familieliv, jf. artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en ung udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal også lægges vægt på den pågældendes alder, herunder om den pågældende var mindreårig eller voksen, da kriminaliteten blev begået, jf. dommens præmis 72.

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen følger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset (præmis 199).

Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er 21 år og syrisk statsborger.

Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.

T er efter straffelovens § 16, stk. 2, fundet straffri, fordi han er mentalt retarderet i lettere grad eller i en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering, og dette må indgå i den samlede vurdering efter artikel 8, stk. 2, jf. herved Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021.

Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.

Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det, uanset at T er frifundet for straf på grund af sin mentale tilstand, ikke vil være en uproportional foranstaltning at udvise ham med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. I denne vurdering er indgået navnlig omfanget og karakteren af den pådømte kriminalitet, der delvist er begået, efter at han i 2019 fik en advarsel om udvisning, samt at han har haft en væsentlig del af sin opvækst i Syrien og ikke har etableret egen familie her i landet.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 245, stk. 1, ved i juni 2019 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med to andre personer at have overfaldet og aftvunget B ca. 59.000 kr. i kontanter og flere gange stukket ham med en kniv. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

…

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis har varigheden af et indrejseforbud betydning ved vurderingen af, om udvisning vil indebære et uproportionalt indgreb. T er som anført fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom såvel i den foreliggende sag som i sagen fra 2019, hvor han senest er betinget udvist, og hans tilknytning til Irak må anses for meget begrænset. På den baggrund finder Højesteret, at indrejseforbud for bestandig vil være et uproportionalt indgreb, og at indrejseforbuddets varighed i stedet bør fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

”Han er også i 2012 straffet for røveri, ligesom han i 2016 er straffet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 (overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder) og i 2019 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 (overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder). Selv om det tidligere røveri blev begået, mens han var mindreårig, og forholdet vedrørende straffelovens § 191, stk. 1, var straffrit efter lovens § 16, stk. 1, finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises. De foreliggende oplysninger om hans adfærd under den aktuelle indlæggelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor han er dømt til anbringelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Han er ved dommene i 2016 og 2019 udvist betinget og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning.”

Udlændingestyrelsen

Anklagemyndigheden havde ikke fremsendt opgørelse over tidligere afsoning mv. Udlændingestyrelsen vurderede dog, at dette ikke har betydning for hjemmelsspørgsmålet, idet tiltalte ud fra sagens oplysninger i øvrigt umiddelbart har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de seneste 8 år.

Højesteret

”T er 26 år og irakisk statsborger. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn, men han har haft lovligt ophold i Danmark, siden han var 2 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

…

Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold.”

Højesteret

”Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Irak og kom til Danmark som 2-årig. Han har forklaret, at han ikke har været i Irak siden sin indrejse i Danmark, og at han ikke har familie i Irak. Han har også forklaret, at han som barn talte arabisk, og at han stadig taler det lidt. Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold. Hans tilknytning til Danmark må således anses for meget stærkere end hans tilknytning til Irak.

Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod. Højesteret tiltræder i den forbindelse, at T ikke er helt uden forudsætninger for at klare sig i Irak, idet han har talt arabisk som barn og stadig taler det lidt, ligesom han, uanset at han i en periode af sin barndom var anbragt uden for hjemmet, må antages gennem sin familie i Danmark at have kendskab til skik og kultur i Irak. Det må lægges til grund, at hans familie og pårørende vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder via telefon og internet.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 14. juli 2020 i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning med M at have dræbt F. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling.

…

… han i det nu foreliggende forhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, hvilket efter Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 må indgå i den samlede vurdering efter konventionens artikel 8, stk. 2. Han har imidlertid trods sin sindssygdom været i stand til at deltage i drabet efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en medgerningsmand.

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

”Han er som anført straffet for drab begået i forening med en anden efter fælles forståelse og forudgående planlægning. Han er tidligere straffet ved fire domme, der angår forhold, der er begået, mens han var under 18 år. Endvidere er han straffet ved tre domme for forhold, der er begået, efter at han fyldte 18 år. Som anført af byretten angår de sidstnævnte domme bl.a. røveri, og drabet er begået ca. et år efter den seneste dom. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

Ved den seneste dom fra juni 2019 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.”

Udlændingestyrelsen

T har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 21 år og 11 måneder.

Højesteret

”T er 25 år og statsløs palæstinenser.

…

Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født og opvokset i Danmark. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 4 år, der bor i Danmark hos sin mor. Sønnen og moren er danske statsborgere. Hans kontakt til sønnen har været meget begrænset. Hans mor og søskende bor i Danmark. Han har kontakt til sin mor og i mindre omfang til sine søskende. Han har i Danmark gået i skole, hvor han gik ud af 9. klasse uden afgangseksamen. Han har ingen anden uddannelse. Han har kun i meget ringe omfang været i beskæftigelse og har siden sit 18. år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

”Han er statsløs palæstinenser og uden tilknytning til de områder, som hans afdøde far og faderens familie stammer fra. Han taler og forstår ikke arabisk. Han har endvidere ingen nærmere tilknytning til Polen. Han har således ikke nogen reel tilknytning til andre lande end Danmark.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 14. juli 2020 i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning med M at have dræbt F. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Ved landsrettens dom er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen ligesom for landsretten alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Som anført af landsretten er betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 1, 3 og 6, opfyldt.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, jf. udlændingelovens § 26 b, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Der skal ikke i den foreliggende sag tages stilling til, om T ved udsendelse risikerer at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved Højesterets domme af 8. juni 2016 (UfR 2016.3235) og 14. november 2017 (UfR 2018.769).

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at en udvisning af T ikke vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8

Udvisning vil indebære et indgreb i Ts ret til privatliv eller familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, er bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I vurderingen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Det kan ikke af Menneskerettighedsdomstolens praksis udledes, at udvisning er udelukket i tilfælde, hvor den pågældende ikke har reel tilknytning til noget andet land, jf. bl.a. dom af 23. oktober 2018 i sag 7841/14 (Levakovic mod Danmark). Efter Højesterets opfattelse kan det i den forbindelse ikke antages at være afgørende, om udlændingen herudover er statsløs. Det følger heller ikke af forarbejderne til lov nr. 469 af 16. maj 2018 om ændring af udlændingeloven, at udvisning skal være udelukket i tilfælde, hvor der ikke er en vis minimumstilknytning til et andet land (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 156, de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.2.).

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri som følge af utilregnelighed, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence comitted by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen følger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om indrejseforbuddet er for bestandig, eller om det er tidsbegrænset (præmis 199).

Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er 25 år og statsløs palæstinenser.

Han er som anført straffet for drab begået i forening med en anden efter fælles forståelse og forudgående planlægning. Han er tidligere straffet ved fire domme, der angår forhold, der er begået, mens han var under 18 år. Endvidere er han straffet ved tre domme for forhold, der er begået, efter at han fyldte 18 år. Som anført af byretten angår de sidstnævnte domme bl.a. røveri, og drabet er begået ca. et år efter den seneste dom. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

Ved den seneste dom fra juni 2019 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.

Over for det anførte står bl.a., at han i det nu foreliggende forhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, hvilket efter Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 må indgå i den samlede vurdering efter konventionens artikel 8, stk. 2. Han har imidlertid trods sin sindssygdom været i stand til at deltage i drabet efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en medgerningsmand.

Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født og opvokset i Danmark. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 4 år, der bor i Danmark hos sin mor. Sønnen og moren er danske statsborgere. Hans kontakt til sønnen har været meget begrænset. Hans mor og søskende bor i Danmark. Han har kontakt til sin mor og i mindre omfang til sine søskende. Han har i Danmark gået i skole, hvor han gik ud af 9. klasse uden afgangseksamen. Han har ingen anden uddannelse. Han har kun i meget ringe omfang været i beskæftigelse og har siden sit 18. år levet af kontanthjælp. Han er statsløs palæstinenser og uden tilknytning til de områder, som hans afdøde far og faderens familie stammer fra. Han taler og forstår ikke arabisk. Han har endvidere ingen nærmere tilknytning til Polen. Han har således ikke nogen reel tilknytning til andre lande end Danmark.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at det ikke vil være en uproportional foranstaltning at udvise T med henblik på at forebygge uro og forbrydelse.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”