Straf og udvisning
Tidligere straf/advarsel
Tilknytning: Danmark
Tilknytning: Hjemland
Præmisser
Dom
-
Straffri efter § 16 - AfpresningUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
…
Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.
…
Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.”
Højesteret
” … august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold.
…
I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.”
Højesteret
”T er 21 år og syrisk statsborger.
…
Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.”
Højesteret
”Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstilling
T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
For Højesteret angår sagen sanktionsfastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
…
Udvisning
Som anført af landsretten skal T efter udlændingeloven udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. lovens § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv eller familieliv, jf. artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en ung udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal også lægges vægt på den pågældendes alder, herunder om den pågældende var mindreårig eller voksen, da kriminaliteten blev begået, jf. dommens præmis 72.
Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen følger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset (præmis 199).
Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:
T er 21 år og syrisk statsborger.
Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.
I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.
T er efter straffelovens § 16, stk. 2, fundet straffri, fordi han er mentalt retarderet i lettere grad eller i en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering, og dette må indgå i den samlede vurdering efter artikel 8, stk. 2, jf. herved Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021.
Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.
Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det, uanset at T er frifundet for straf på grund af sin mentale tilstand, ikke vil være en uproportional foranstaltning at udvise ham med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. I denne vurdering er indgået navnlig omfanget og karakteren af den pådømte kriminalitet, der delvist er begået, efter at han i 2019 fik en advarsel om udvisning, samt at han har haft en væsentlig del af sin opvækst i Syrien og ikke har etableret egen familie her i landet.
Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.
Konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”
-
Straffri efter § 16 - RøveriUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
-
Meget begrænset tilknytningIkke helt uden forudsætninger
Højesteret
”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 245, stk. 1, ved i juni 2019 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med to andre personer at have overfaldet og aftvunget B ca. 59.000 kr. i kontanter og flere gange stukket ham med en kniv. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
…
Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis har varigheden af et indrejseforbud betydning ved vurderingen af, om udvisning vil indebære et uproportionalt indgreb. T er som anført fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom såvel i den foreliggende sag som i sagen fra 2019, hvor han senest er betinget udvist, og hans tilknytning til Irak må anses for meget begrænset. På den baggrund finder Højesteret, at indrejseforbud for bestandig vil være et uproportionalt indgreb, og at indrejseforbuddets varighed i stedet bør fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”
Højesteret
”Han er også i 2012 straffet for røveri, ligesom han i 2016 er straffet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 (overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder) og i 2019 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 (overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder). Selv om det tidligere røveri blev begået, mens han var mindreårig, og forholdet vedrørende straffelovens § 191, stk. 1, var straffrit efter lovens § 16, stk. 1, finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises. De foreliggende oplysninger om hans adfærd under den aktuelle indlæggelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor han er dømt til anbringelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Han er ved dommene i 2016 og 2019 udvist betinget og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning.”
Højesteret
”T er 26 år og irakisk statsborger. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn, men han har haft lovligt ophold i Danmark, siden han var 2 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
…
Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold.”
Højesteret
”Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Irak og kom til Danmark som 2-årig. Han har forklaret, at han ikke har været i Irak siden sin indrejse i Danmark, og at han ikke har familie i Irak. Han har også forklaret, at han som barn talte arabisk, og at han stadig taler det lidt. Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold. Hans tilknytning til Danmark må således anses for meget stærkere end hans tilknytning til Irak.
Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod. Højesteret tiltræder i den forbindelse, at T ikke er helt uden forudsætninger for at klare sig i Irak, idet han har talt arabisk som barn og stadig taler det lidt, ligesom han, uanset at han i en periode af sin barndom var anbragt uden for hjemmet, må antages gennem sin familie i Danmark at have kendskab til skik og kultur i Irak. Det må lægges til grund, at hans familie og pårørende vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder via telefon og internet.”
Højesteret
“Sagens baggrund og problemstilling
T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.
Udvisning
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.
Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).
Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:
T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.
Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.
T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.
Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.
Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.
Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.
Konklusion
Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”
-
30 dage betinget - UagtsomhedBetinget udvisning
Højesteret
”T var den 22. marts 2017 fører af en personbil, som i et vejkryds påkørte en anden personbil, hvis fører, A, blev dræbt.
…
Højesteret tiltræder, at T ved sin kørsel med al for høj hastighed under de anførte omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, men at hans kørsel ikke kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, at kørslen kan anses for særlig hensynsløs, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt.
…
Ved vurderingen af kriminalitetens art og alvor må der lægges vægt på, at der er tale om en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed, og på længden af den idømte straf.”
Højesteret
”Han er i øvrigt ustraffet.”
Højesteret
”T indrejste i Danmark som 24-årig i august 2014, hvor han fik opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han har forældre og søskende i Syrien. Han har under sit ophold i Danmark lært dansk, er i arbejde og under uddannelse og har tilknytning til en dansk familie, som han bor hos. Han er i øvrigt ustraffet.
T har under sit ophold i Danmark opnået en ikke uvæsentlig tilknytning til Danmark.”
Højesteret
”Han har forældre og søskende i Syrien.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstilling
T var den 22. marts 2017 fører af en personbil, som i et vejkryds påkørte en anden personbil, hvis fører, A, blev dræbt.
Sagen angår, om Ts kørsel var særlig hensynsløs, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, således at han skal straffes for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., eller om der alene var tale om kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, således at der ikke foreligger særligt skærpende omstændigheder. Sagen angår endvidere navnlig straffastsættelsen, og om T skal udvises ubetinget eller betinget.
…
Udvisning
Højesteret tiltræder, at betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, er opfyldt.
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter bl.a. § 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Udvisning af T vil udgøre et indgreb i hans privatliv som nævnt i artikel 8, stk. 1. Det betyder, at udvisningen skal opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2.
Udvisning af T har som nævnt hjemmel i udlændingelovens § 24 og har til formål ”at forebygge uro eller forbrydelse”. Spørgsmålet er herefter, om udvisningen er ”nødvendig” for at opnå dette formål. Dette indebærer efter praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at beslutningen om udvisning skal være retfærdiggjort af et presserende socialt behov, og navnlig at beslutningen skal være proportional i forhold til det nævnte formål om forebyggelse af uro eller forbrydelse.
Til brug for proportionalitetsafvejningen har Menneskerettighedsdomstolen opstillet en række kriterier som nævnt i bl.a. præmisserne 68-71 i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (sag nr. 1638/03). Nogle af disse kriterier har til formål at belyse, i hvilket omfang en udlænding fremover kan forventes at forårsage uro eller begå forbrydelser. Den vægt, der skal tillægges de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sag. I en sag som den foreliggende, hvor der er tale om et ungt menneske, der ikke har stiftet familie, følger det af præmis 71 i Maslov-dommen, at de relevante kriterier er arten og alvoren af den kriminalitet, T har begået, længden af hans ophold i Danmark, den tid, der er gået, siden kriminaliteten blev begået, og hans opførsel i den periode, og hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark.
T indrejste i Danmark som 24-årig i august 2014, hvor han fik opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Han har forældre og søskende i Syrien. Han har under sit ophold i Danmark lært dansk, er i arbejde og under uddannelse og har tilknytning til en dansk familie, som han bor hos. Han er i øvrigt ustraffet.
Ved vurderingen af kriminalitetens art og alvor må der lægges vægt på, at der er tale om en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed, og på længden af den idømte straf.
T har under sit ophold i Danmark opnået en ikke uvæsentlig tilknytning til Danmark.
Under disse omstændigheder finder Højesteret af de af landsrettens mindretal anførte grunde, at T skal frifindes for påstanden om udvisning, således at han alene udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b.
Konklusion
Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at fængselsstraffen og udvisningen gøres betinget som nedenfor bestemt.”
Østre Landsrets mindretal
”2 voterende udtaler:
Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, og ingen offentlig myndighed må gøre indgreb heri, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.
Efter en afvejning af hensynet til tiltaltes privatliv over for karakteren af den kriminalitet, tiltalte nu er fundet skyldig i, og som har medført en fængselsstraf på 30 dage, finder vi, at udvisning ikke er nødvendig af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for påstanden om udvisning, således at tiltalte alene udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.”
-
30 dage - UdlændingelovenUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Indrejst: 14 årDatter på 1½ år
Højesteret
”T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark.
…
T var på gerningstidspunktet 17½ år.
…
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.
Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.
T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.
Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).”
Højesteret
”Hun er ikke tidligere straffet.”
Højesteret
”T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år.
…
Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.
…
Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.”
Højesteret
”Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.
…
T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.”
Højesteret
”For Højesteret angår sagen spørgsmålet om udvisning af T.
T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, er derfor opfyldt. Det indebærer, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
T har boet i Danmark siden juni 2016, og hun har sin mor og datter her i landet. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hendes ret til privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisning har som anført hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal derfor alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år. Hun er ikke tidligere straffet.
Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.
Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.
Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.
T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.
Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).
T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.
Under de anførte omstændigheder finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning af T ikke vil være i strid med kravet om proportionalitet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”
”For Højesteret angår sagen spørgsmålet om udvisning af T.
T er straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, ved i forening med andre at have bistået U med ulovlig indrejse i Danmark. Betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, er derfor opfyldt. Det indebærer, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
T har boet i Danmark siden juni 2016, og hun har sin mor og datter her i landet. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hendes ret til privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisning har som anført hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal derfor alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
T var på gerningstidspunktet 17½ år. Hun er nu knap 20 år. Hun er ikke tidligere straffet.
Hun er født i Syrien og har boet der, indtil hun var 10-11 år. Hun har gået 6 år i skole i Syrien. Hun flygtede med sin mor og sin bror fra Syrien formentlig i 2010 eller 2011 og har opholdt sig i bl.a. Tyrkiet, Bulgarien og Tyskland, inden hun fik opholdstilladelse i Danmark. Hendes far opholder sig formentlig i Syrien. Det samme gør hendes farfar, men hun har oplyst, at hun ikke har kontakt til nogen af dem. Hun forstår og taler en række sprog, herunder kurdisk og arabisk.
Hun fik opholdstilladelse i Danmark i 2016. Hendes mor opholder sig som nævnt også her i landet, men de bor ikke sammen. Hun har en datter på ca. 1½ år. Samlivet med barnets far – T2 – er ophørt. Han er udvist i forbindelse med den foreliggende sag og opholder sig efter det oplyste formentlig i Belgien. Hun har ikke arbejde og lever af offentlige ydelser.
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68, at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, af, om udvisning kan anses for proportional, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.
Ifølge dommens præmis 72 kan den pågældendes alder spille en rolle ved anvendelsen af de nævnte kriterier. F.eks. må det ved vurderingen af lovovertrædelsens karakter og alvor tages i betragtning, om den er begået af den pågældende som ung eller som voksen. Når det drejer sig om kriminalitet, der er begået af en mindreårig, er der et særligt hensyn til barnets interesser og muligheden for integration, jf. præmisserne 82-83. Der er således kun begrænset adgang til udvisning, hvis der er tale om ikke-voldelig kriminalitet begået af en mindreårig, jf. præmis 84.
T var på gerningstidspunktet mindreårig, men tæt på myndighedsalderen. Hun spillede efter sin egen forklaring for byretten en aktiv rolle i det strafbare forhold.
Der er tale om ikke-voldelig kriminalitet. Udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, værner imidlertid væsentlige hensyn til statslig kontrol med udlændinges indrejse i Danmark, og overtrædelse af bestemmelsen straffes som udgangspunkt med fængsel, også når det ikke er sket for vindings skyld, jf. herved Højesterets domme af 9. januar 2012 (UfR 2012.1101) og 4. oktober 2017 (UfR 2018.437).
T har levet ca. halvdelen af sit liv i Syrien, hvor hun er født og har tilbragt en væsentlig del af sin barndom. Hun må i kraft af sin familie i Syrien og sin evne til at tale og forstå relevante sprog antages ikke at være uden forudsætninger for at begå sig ved tilbagevenden til sit hjemland. Hverken hun eller hendes datter kan anses for nærmere integreret i Danmark, hvor hun kun har haft lovligt ophold i en kortere periode.
Under de anførte omstændigheder finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning af T ikke vil være i strid med kravet om proportionalitet i Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”
-
30 dage - Bistået ulovlig indrejseUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Indrejst: 47 årÆgtefælle og børn
Højesterets resumé
”Straffen for at have hjulpet en udlænding med at rejse ulovligt ind i Danmark fastsat til 30 dages ubetinget fængsel
T var fundet skyldig i sammen med en anden mand at have hjulpet en udlænding – som han ikke kendte – med at rejse ulovligt ind i Danmark, idet han i sin bil var kørt til Tyskland for at hente den pågældende udlænding.”
Forstraffe
Tiltalte var ikke tidligere straffet.
Højesteret
”Tiltalte er indrejst i Danmark den 27. januar 2014, og har den 4. marts 2014 fået opholdstilladelse i 5 år.
Tiltalte har gået på sprogskole, men taler ikke dansk. Tiltalte modtager bistandshjælp. Tiltalte har ikke noget arbejde, men har været i praktik. Tiltalte er gift og har to børn her i landet. Familien er kommet hertil ved familiesammenføring med tiltalte. Tiltalte omgås landsmænd, men ingen danskere. Tiltalte er sund og rask.
Tiltalte har opholdt sig i kort tid i landet, og han har ikke opnået nogen nærmere tilknytning til det danske samfund.
…
Henset til overtrædelsens karakter, anklagemyndighedens påstand, der er tiltrådt af Udlændingestyrelsen, udlændingelovens § 26, stk. 2, tiltaltes korte ophold i Danmark, tiltaltes manglende tilknytning til det danske samfund, hvor han har tidsbegrænset opholdstilladelse, tiltaltes personlige forhold samt hans manglende tilknytning til herboende personer, findes udvisning ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.”
Højesteret og landsretten har henvist til byrettens begrundelse ovenfor.
Højesteret
”Sammenholdt med hans tidligere tilværelse i hjemlandet, findes han, bortset fra de asylbegrundende omstændigheder, at have langt den største tilknytning til hjemlandet, hvilket også må være tilfældet for hans kone og to børn.
…
Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.”
Højesteret og landsretten har henvist til byrettens begrundelse ovenfor.
Højesteret
”Udvisningsspørgsmålet
Højesteret bemærker, at betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, er opfyldt.
Af de grunde, som er anført af landsretten, og da det, der er oplyst for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år efter en samlet vurdering må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.
Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”
Vestre Landsret
”Betingelserne for udvisning af tiltalte i medfør af udlændingelovens 24, nr. 2, er opfyldt. Tiltalte skal derfor udvises af Danmark, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham, jf. herved udlændingelovens § 26, stk. 2.
Af de grunde, som byretten har anført, og da det, der er oplyst under landsrettens behandling af sagen, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at der ikke foreligge oplysninger om forhold, som indebærer, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at tiltalte udvises af Danmark.”
Byretten
”Tiltalte er indrejst i Danmark den 27. januar 2014, og har den 4. marts 2014 fået opholdstilladelse i 5 år.
Tiltalte har gået på sprogskole, men taler ikke dansk. Tiltalte modtager bistandshjælp. Tiltalte har ikke noget arbejde, men har været i praktik. Tiltalte er gift og har to børn her i landet. Familien er kommet hertil ved familiesammenføring med tiltalte. Tiltalte omgås landsmænd, men ingen danskere. Tiltalte er sund og rask.
Tiltalte har opholdt sig i kort tid i landet, og han har ikke opnået nogen nærmere tilknytning til det danske samfund. Sammenholdt med hans tidligere tilværelse i hjemlandet, findes han, bortset fra de asylbegrundende omstændigheder, at have langt den største tilknytning til hjemlandet, hvilket også må være tilfældet for hans kone og to børn.
Henset til overtrædelsens karakter, anklagemyndighedens påstand, der er tiltrådt af Udlændingestyrelsen, udlændingelovens § 26, stk. 2, tiltaltes korte ophold i Danmark, tiltaltes manglende tilknytning til det danske samfund, hvor han har tidsbegrænset opholdstilladelse, tiltaltes personlige forhold samt hans manglende tilknytning til herboende personer, findes udvisning ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltaltes ægtefælle og børn har heller ikke nogen nærmere tilknytning til Danmark, set i forhold til tilknytningen til hjemlandet, og de vil, hvis de asylbegrundede omstændigheder tillader det kunne følge med tiltalte tilbage til hjemlandet, jf. Vestre Landsrets dom i V.L. S-0454-16.
Udvisningspåstanden tages herefter til følge, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, og § 24, nr. 2, med et indrejseforbud i 4 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1.”
-
3 mdr. - § 119, stk. 1Udvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone.
…
Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.
…
Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.”
Højesteret
”Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
…
Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.
T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.
…
Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.”
Højesteret
”T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.
…
Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007.
…
Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet.”
Højesteret
”Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.”
Højesteret
”Sagens baggrund og temaer
T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone. Han er tillige idømt bødestraf for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i en periode at have opholdt sig her i landet uden opholdstilladelse.
Sagen angår strafudmålingen for overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, og om betingelserne for ubetinget udvisning af T er opfyldt.
Udvisning
T er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og der er hjemmel til at udvise ham i udlændingelovens § 22, nr. 6.
Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Udvisning af T, der ikke har stiftet egen familie, vil indebære et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Efter artikel 8, stk. 2, må der ikke foretages et sådant indgreb, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse af uro eller forbrydelse.
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at afgørelsen af spørgsmålet om indgrebets nødvendighed af hensyn til det legitime formål beror på en proportionalitetsvurdering under inddragelse af en række kriterier. Vægten af de enkelte kriterier afhænger af den konkrete sags omstændigheder. Hvis udlændingen er en mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der navnlig lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet samt hans sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til statsborgerskabslandet. Når han er født og opvokset i værtslandet, skal der under alle omstændigheder foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, jf. bl.a. Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).
T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.
Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.
T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.
Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007. Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.
Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.
Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.
På den anførte baggrund vil udvisning af T efter vores opfattelse ikke indebære en krænkelse af hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisningen vil derfor ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Vi stemmer derfor for at tage påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3.
…
Dommer Lars Hjortnæs udtaler:
…
Udvisning
T er idømt ubetinget fængselsstraf for trusler omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.
Som flertallet har redegjort nærmere for, skal T efter udlændingeloven udvises med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det afgørende er som anført af flertallet, om en udvisning af T er nødvendig i et demokratisk samfund for at forebygge uro og forbrydelse, jf. artikel 8, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om en udvisning er ”nødvendig”, beror på en proportionalitetsvurdering.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig opstillet kriterier til brug for denne proportionalitetsvurdering. I vurderingen skal indgå det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af hans ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal som anført af flertallet foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre at udvise en person, som er født og opvokset her i landet.
Når jeg er uenig med flertallet om, hvorvidt det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 at udvise T, skyldes det, at jeg mener, at hans senest begåede kriminalitet (truslerne fremsat over for en politiassistent i forbindelse med en visitation) ikke er tilstrækkeligt grov til, at det under de foreliggende omstændigheder kan være proportionalt at udvise ham.
Min begrundelse herfor er følgende:
T er 32 år og er født og opvokset i Danmark. Efter det oplyste har han efter folkeskolens 9. klasse taget enkeltfagseksamen i dansk, engelsk og samfundsfag (under fængselsophold), men han har aldrig haft tilknytning til det almindelige danske arbejdsmarked. Hans forældre og flere søskende (hvoraf fire er danske statsborgere) bor i Danmark. Det er ikke gjort gældende, at han ikke er fastboende i Danmark.
Det er ubestridt, at T kun har besøgt Pakistan ganske få gange i ferier, senest for mere end 10 år siden. Han har ingen familiemedlemmer, som bor i Pakistan. Han kan tale pakistansk punjabi, men kan efter egne oplysninger ikke læse sproget. Det fremgik af en politirapport i
2013 (gentaget i forbindelse med denne sag), at hans herboende familie ejer et hus i en landsby i Punjab-regionen i Pakistan, hvor punjabi er et lokalt sprog. Landsretten har lagt til grund, at hans far er medejer af i hvert fald et stykke jord og et hus i denne by.
Det pakistanske id-kort, som flertallet omtaler, er udstedt til T i november 2017. På id-kortet er som bopælsadresse anført folkeregisteradressen i København, og som ”permanent address” er angivet en adresse i den nævnte landsby i Pakistan. Udlændingestyrelsen har om id-kortet i en udtalelse til anklagemyndigheden oplyst, at den pakistanske ambassade i et brev til styrelsen af 26. april 2017 anførte, at T ikke var blevet registreret i det lokale register i Pakistan og derfor ikke havde et pakistansk id-kort, hvilket var årsagen til, at der ikke ville kunne udstedes et pakistansk nationalitetspas til ham. Efter min opfattelse giver de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at det, at man som pakistansk statsborger besidder et sådant pakistansk id-kort og dermed skal angive en ”permanent address”, i sig selv er udtryk for anden reel tilknytning til Pakistan end, at man ønsker at få udstedt et nationalitetspas.
Efter min opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at Ts stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Pakistan er væsentligt ændret i forhold til, hvad der må antages at have været lagt til grund også i tidligere retssager med spørgsmål om udvisning på grund af kriminalitet. At han efter det oplyste må antages at kunne tale et lokalt sprog i Punjabregionen bedre end ”gebrokkent”, sådan som han selv tidligere har oplyst over for udlændingemyndighederne, ændrer ikke herved. Kendskab til, at han er leder af grupperingen Loyal To Familia (efter det oplyste siden 2013), er også indgået som en del af grundlaget for de tidligere retssager om udvisning i 2013 og 2015.
T er nu dømt for et enkelt tilfælde af trusler, som efter min opfattelse havde karakter af en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på måden, en visitation konkret blev gennemført på.
Der fastsættes herfor alene en kortere frihedsstraf.
T er tidligere dømt flere gange for alvorlig personfarlig kriminalitet. Flertallet har redegjort detaljeret for denne kriminalitet. Efter beskrivelsen finder jeg en del af den tidligere begåede kriminalitet modbydelig. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Ts senest begåede kriminalitet er af en mindre grov karakter og alene har medført en kortere frihedsstraf.
Efter min opfattelse må der antages at gælde et vist ”mindstekrav” til grovheden også af den senest begåede kriminalitet, hvis det skal kunne begrundes at udvise en person, som er født og opvokset her i landet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til. Som udgangspunkt skal der således aktuel kriminalitet af en vis grovhed til uanset karakteren af den kriminalitet, udlændingen tidligere har begået. Jeg henviser herved bl.a. til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2010 i sag 53080/07, Miah mod Storbritannien, præmis 25, hvor det bl.a. er anført, at udlændingens senest idømte straf, som var på 1 års fængsel, var ”at the lower end of the scale to which a presumption in favour of deportation would apply”. I forarbejderne til den seneste ændring af udlændingelovens udvisningsregler er det da også lagt til grund som en retningslinje, der er baseret på Menneskerettighedsdomstolens praksis, at udlændinge, som er født og opvokset i Danmark, i almindelighed kun bør udvises, hvis de er idømt mindst 1 års fængsel, og under forudsætning af, at de har et vist minimum af tilknytning til det land, de skal udvises til. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter udvisning ifølge forarbejderne desuden som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Det er klart anført i forarbejderne, at det ikke nødvendigvis er udelukket, at der alligevel kan ske udvisning, selv om de nævnte forudsætninger ikke er til stede, men de nævnte retningslinjer stemmer dog efter min opfattelse med en formodning om, at der gælder et vist mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet.
Man kan spørge, hvorfor det er så vigtigt at fastholde, at også den senest begåede kriminalitet skal have en vis grovhed. Det skyldes efter min opfattelse bl.a. den fare, der ellers vil kunne være for, at en afgørelse om udvisning kan fremstå som i realiteten en omgørelse af en retskraftig (og eventuelt upåanket) dom, som har afgjort, at den tidligere begåede kriminalitet ikke kunne begrunde ubetinget udvisning.
Da spørgsmålet om, hvorvidt udvisning udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8, altid beror på en konkret proportionalitetsvurdering, kan der ikke gælde samme mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet i alle sager. F.eks. må den senest begåede kriminalitets nærmere sammenhæng med tidligere kriminalitet kunne spille en rolle. I Ts tilfælde lægger jeg vægt på, at den nu pådømte kriminalitet var en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på en akut opstået situation og som nævnt alene medfører en kortere frihedsstraf. Den senest begåede kriminalitet kan efter min opfattelse ikke ses som en fortsættelse af et hidtidigt fast kriminalitetsmønster, og den er heller ikke et led i konflikten mellem grupperingen Loyal To Familia og andre grupperinger.
Der ses ikke at være retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Domstolen har accepteret udvisning af en udlænding, som er født og opvokset i opholdslandet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til, og hvor den senest begåede kriminalitet har medført en så kort frihedsstraf som i denne sag. Bl.a. under hensyn til den principielle fare, som jeg har redegjort for, lægger jeg til grund, at grovheden af Ts nu pådømte kriminalitet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være tilstrækkelig til, at det kan retfærdiggøres at udvise ham, selv om det alene er med et indrejseforbud på 6 år.
Min konklusion er således, at det i udlændingelovens forstand med sikkerhed vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T ubetinget med indrejseforbud i 6 år.
Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, idet jeg er enig med flertallet i, at bødestraffen for overtrædelse af udlændingelovens § 59 er passende fastsat.
Samlet konklusion
Der afsiges dom efter stemmeflertallet.
…
T udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.”
-
3 mdr. - VoldUdvist: Indrejseforbud i 6 år
Højesteret
”T2 er fundet skyldig i et relativt alvorligt voldsforhold begået som 22-årig i 2013. Han er herfor og for et indbrudstyveri straffet med ubetinget fængsel i 3 måneder.
…
Efter en samlet vurdering af alle ovennævnte forhold finder Højesteret, at udvisning af T2 med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”
Højesteret
” … i 2013 begået hærværk, overtrådt et forbud mod at opholde sig i nærheden af en kiosk og i fire tilfælde været i besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder. Han blev herfor idømt ubetinget fængsel i 30 dage. I den forbindelse lagde retten til grund, at han havde tilknytning til bandemiljøet. Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet og indbrudstyveriet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. at overtræde lov om euforiserende stoffer. Hans personlige forhold som belyst ved bl.a. Kriminalforsorgens personundersøgelse af 28. april 2016 må fortsat anses for ustabile. På den anførte baggrund er der en ikke ubetydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”
Højesteret
”T2 er afghansk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år.
…
T2 er 25 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2006
…
T2 var knap 16 år, da han kom til Danmark for at blive familiesammenført med sin far. Han har sin far og to halvsøstre i Danmark. Han har oplyst, at han siden 2015 har haft en fast kæreste, men de bor ikke sammen. Han har ikke formået at følge en uddannelse eller at passe et arbejde, ligesom han er uden fast bopæl. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”
Højesteret
”T2 er afghansk statsborger og født og opvokset i Afghanistan, hvor han har boet de første ca. 15 år af sit liv. Han taler og forstår også sproget i dette land. Han har således en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan. Hans søster, som han har kontakt til, bor i Afghanistan, og han har således også en familiemæssig tilknytning til landet.”
Højesteret
”Udvisning
T2 er afghansk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år.
Som nævnt er han idømt en ubetinget straf af fængsel i 3 måneder for bl.a. vold efter straffelovens § 244. Herefter er betingelserne efter udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, for at udvise ham opfyldt. Det betyder efter lovens § 26, stk. 2, at han skal udvises ubetinget, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
T2 er 25 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2006, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisningen har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Det er derfor afgørende, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, klagesag nr. 1638/03, præmis 68, at der ved proportionalitetsafvejningen i medfør af artikel 8 tages udgangspunkt i en række kriterier. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.
I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T2 er fundet skyldig i et relativt alvorligt voldsforhold begået som 22-årig i 2013. Han er herfor og for et indbrudstyveri straffet med ubetinget fængsel i 3 måneder. Før disse forhold blev begået, havde han ligeledes i 2013 begået hærværk, overtrådt et forbud mod at opholde sig i nærheden af en kiosk og i fire tilfælde været i besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder. Han blev herfor idømt ubetinget fængsel i 30 dage. I den forbindelse lagde retten til grund, at han havde tilknytning til bandemiljøet. Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet og indbrudstyveriet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. at overtræde lov om euforiserende stoffer. Hans personlige forhold som belyst ved bl.a. Kriminalforsorgens personundersøgelse af 28. april 2016 må fortsat anses for ustabile. På den anførte baggrund er der en ikke ubetydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
T2 var knap 16 år, da han kom til Danmark for at blive familiesammenført med sin far. Han har sin far og to halvsøstre i Danmark. Han har oplyst, at han siden 2015 har haft en fast kæreste, men de bor ikke sammen. Han har ikke formået at følge en uddannelse eller at passe et arbejde, ligesom han er uden fast bopæl. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T2 er afghansk statsborger og født og opvokset i Afghanistan, hvor han har boet de første ca. 15 år af sit liv. Han taler og forstår også sproget i dette land. Han har således en væsentlig social og kulturel tilknytning til Afghanistan. Hans søster, som han har kontakt til, bor i Afghanistan, og han har således også en familiemæssig tilknytning til landet.
Efter en samlet vurdering af alle ovennævnte forhold finder Højesteret, at udvisning af T2 med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”
-
4 mdr. – Grov voldUdvist: Indrejseforbud i 5 år
-
HR 221/2002U 2003.56 H
Byretten
Tiltalte havde på en bodega – kort efter at der var udøvet vold mod ham – taget en flaske med udenfor, slået bunden af flasken og herefter anvendt falsken som våben, da han slog forurettede i hovedet.
Forstraffe
Tiltalte var ikke tidligere straffet.
Højesteret
”T, der har haft ophold i Danmark i knap 7 år, har kun opnået ringe tilknytning til det danske samfund, ligesom han ingen familie har her i landet. Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig.”
T er på den baggrund angivelig ca. 48 år.
Højesteret
”Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig.”
Højesteret
”T, der har haft ophold i Danmark i knap 7 år, har kun opnået ringe tilknytning til det danske samfund, ligesom han ingen familie har her i landet. Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har boet, indtil han kom hertil som 41-årig. Under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at ingen af de forhold, der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1, sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, taler afgørende imod bestemmelsen om udvisning som følge af den relativt grove vold, T er fundet skyldig i.”
-
5 mdr. - VoldUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er ved den indankede dom fundet skyldig i bl.a. tre tilfælde af vold, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, samt flere overtrædelser af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, og han er idømt en ubetinget straf af fængsel i 5 måneder.
…
De pågældende forhold er begået i prøvetiden for den betingede udvisning efter Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2012, og rettergangsskridt vedrørende disse forhold er ligeledes foretaget inden prøvetidens udløb.
…
Efter en samlet helhedsvurdering finder Højesteret herefter, at udvisningen af T med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge kriminalitet og sikre den offentlige orden. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”
Højesteret
”T er tidligere flere gange idømt længere fængselsstraffe, og han er trods to tidligere domme om betinget udvisning fortsat med at begå kriminalitet i prøvetiden, herunder flere tilfælde af vold mod sagesløs. Det er kriminalitet, han har begået som voksen, og på baggrund af de mange domme, han har modtaget gennem årene, og hans personlige forhold er der grund til at formode, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”
Højesteret
”Han kom til Danmark i 2003 i en alder af 12 år for at blive familiesammenført med sin mor. Han er i dag 24 år og har således boet her i landet i ca. halvdelen af sit liv. Ud over sin mor har han to halvsøstre, men ikke anden familie i Danmark. Han har ikke formået at færdiggøre en uddannelse eller at opnå fast arbejde. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”
Højesteret
”Han er filippinsk statsborger og født og opvokset i Filippinerne, hvor han har boet de første 12 år af sit liv, og hvor han har gået i skole indtil 7.-8. klasse. Han taler og forstår også sproget i dette land, hvor hans mormor og mors søskende fortsat har bopæl. Han har således en ikke ubetydelig social, kulturel og familiemæssig tilknytning til Filippinerne.”
Højesteret
”Sagen angår for Højesteret alene spørgsmålet om udvisning.
T er ved den indankede dom fundet skyldig i bl.a. tre tilfælde af vold, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, samt flere overtrædelser af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, og han er idømt en ubetinget straf af fængsel i 5 måneder. Det er forhold, som kan give anledning til udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 4 og 6. De pågældende forhold er begået i prøvetiden for den betingede udvisning efter Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2012, og rettergangsskridt vedrørende disse forhold er ligeledes foretaget inden prøvetidens udløb. Dette indebærer, at han skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 24 b, stk. 3, jf. § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
T er 24 år, ugift og har ikke børn. Han har imidlertid boet i Danmark siden 2003, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisningen har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge forbrydelse og at sikre den offentlige orden, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Der skal herefter alene tages stilling til, om det må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og Menneskerettighedsdomstolen har opstillet en række kriterier, som indgår i denne vurdering. I en sag som den foreliggende, der angår en voksen ung mand, som ikke har etableret egen familie, indgår i proportionalitetsvurderingen navnlig det samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har opholdt sig her i landet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet.
T er tidligere flere gange idømt længere fængselsstraffe, og han er trods to tidligere domme om betinget udvisning fortsat med at begå kriminalitet i prøvetiden, herunder flere tilfælde af vold mod sagesløs. Det er kriminalitet, han har begået som voksen, og på baggrund af de mange domme, han har modtaget gennem årene, og hans personlige forhold er der grund til at formode, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
Han kom til Danmark i 2003 i en alder af 12 år for at blive familiesammenført med sin mor. Han er i dag 24 år og har således boet her i landet i ca. halvdelen af sit liv. Ud over sin mor har han to halvsøstre, men ikke anden familie i Danmark. Han har ikke formået at færdiggøre en uddannelse eller at opnå fast arbejde. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.
Han er filippinsk statsborger og født og opvokset i Filippinerne, hvor han har boet de første 12 år af sit liv, og hvor han har gået i skole indtil 7.-8. klasse. Han taler og forstår også sproget i dette land, hvor hans mormor og mors søskende fortsat har bopæl. Han har således en ikke ubetydelig social, kulturel og familiemæssig tilknytning til Filippinerne.
Efter en samlet helhedsvurdering finder Højesteret herefter, at udvisningen af T med indrejseforbud i 6 år må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge kriminalitet og sikre den offentlige orden. Da udvisningen dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for udvisning er opfyldt.”
-
6 mdr. - VåbenAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition.
…
Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.
…
Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”
Højesteret
”Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.”
Højesteret
”T er født i Danmark og har boet her hele sit liv bortset fra en periode, hvor han som 14-årig opholdt sig hos sin mor, der bor i Iran, indtil han efter ca. 9 måneders ophold med hjælp fra den danske ambassade kom tilbage til Danmark. … Han har gået i skole i Danmark og var under uddannelse på teknisk skole og havde fritidsarbejde i et supermarked, da han blev varetægtsfængslet som følge af denne sag. … han var 18 år, da forholdet blev begået.”
Højesteret
”Han har sin far og to søstre i Danmark og har ingen nære slægtninge i Irak, hvor han alene har været kortvarigt i forbindelse med opholdet i Iran.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstilling
T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition. Denne sag angår navnlig, om forholdet er omfattet af straffelovens § 192 a eller af våbenlovens § 10, stk. 1, og om han skal udvises.
…
Udvisning
Da T idømmes fængselsstraf for overtrædelse af våbenloven, er betingelserne for udvisning i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 8, opfyldt.
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter bl.a. § 22, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (sag nr. 1638/03), præmis 75, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet.
T er født i Danmark og har boet her hele sit liv bortset fra en periode, hvor han som 14-årig opholdt sig hos sin mor, der bor i Iran, indtil han efter ca. 9 måneders ophold med hjælp fra den danske ambassade kom tilbage til Danmark. Han har sin far og to søstre i Danmark og har ingen nære slægtninge i Irak, hvor han alene har været kortvarigt i forbindelse med opholdet i Iran. Han har gået i skole i Danmark og var under uddannelse på teknisk skole og havde fritidsarbejde i et supermarked, da han blev varetægtsfængslet som følge af denne sag. Han er ikke tidligere straffet, der er tale om en enkeltstående lovovertrædelse, som medfører fængsel i 6 måneder, og han var 18 år, da forholdet blev begået.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at udvisning af T vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som følge heraf frifindes han for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”
-
6 mdr. - VoldUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er irakisk statsborger og er i den foreliggende sag idømt 6 måneders fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
…
Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet alene gælder for 6 år.”
Højesteret
”Han er ved domme af 28. marts 2014 og af 27. november 2015 udvist betinget med en prøvetid på 2 år. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden.
…
T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold begået som 21-årig i 2016. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med tre medgerningsmænd. Volden førte bl.a. til, at den ene af de forurettede brækkede anklen og fik blodunderløbne mærker i ansigtet. T er for denne vold straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder.
Før dette forhold blev begået, havde han i 2011 begået vold i to tilfælde efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 30 dages betinget fængsel. I 2013 havde han i forening med en anden begået vold efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 60 dages fængsel og blev betinget udvist. I 2014 havde han været i besiddelse af 93 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev herfor idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev betinget udvist. Da han ikke overholdt vilkårene for samfundstjenesten, bestemte byretten, at den idømte fængselsstraf i det hele skulle fuldbyrdes. Den kriminalitet, T er dømt for i 2014 og 2015, er begået efter, at han var fyldt 18 år.
Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”
Højesteret
”T er 23 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år, …
…
T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Han var 4 år, da han kom til Danmark fra Irak. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen kæreste og bor hos sin mor og stedfar. Han har ikke formået at følge en uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har, siden han fyldte 18 år, alene haft indtægt i form af SU eller kontanthjælp. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”
Højesteret
”T er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har ikke været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har overfor politiet oplyst, at T kan tale lidt arabisk og forstår dette sprog. Herudover må det antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
…
Det bemærkes endvidere, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagens baggrund og temaer
T er ved landsrettens dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og straffet med fængsel i 6 måneder samt udvist ubetinget med et indrejseforbud på 6 år.
For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
…
Udvisning
T er irakisk statsborger og er i den foreliggende sag idømt 6 måneders fængsel for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Han er ved domme af 28. marts 2014 og af 27. november 2015 udvist betinget med en prøvetid på 2 år. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden.
Det følger herefter af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2, at han skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er 23 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.
I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold begået som 21-årig i 2016. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med tre medgerningsmænd. Volden førte bl.a. til, at den ene af de forurettede brækkede anklen og fik blodunderløbne mærker i ansigtet. T er for denne vold straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder.
Før dette forhold blev begået, havde han i 2011 begået vold i to tilfælde efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 30 dages betinget fængsel. I 2013 havde han i forening med en anden begået vold efter straffelovens § 244. Han blev herfor idømt 60 dages fængsel og blev betinget udvist. I 2014 havde han været i besiddelse af 93 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev herfor idømt 6 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, og han blev betinget udvist. Da han ikke overholdt vilkårene for samfundstjenesten, bestemte byretten, at den idømte fængselsstraf i det hele skulle fuldbyrdes. Den kriminalitet, T er dømt for i 2014 og 2015, er begået efter, at han var fyldt 18 år.
Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdet i denne sag, idet han er straffet med bøde for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Han var 4 år, da han kom til Danmark fra Irak. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen kæreste og bor hos sin mor og stedfar. Han har ikke formået at følge en uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har, siden han fyldte 18 år, alene haft indtægt i form af SU eller kontanthjælp. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 6 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har ikke været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har overfor politiet oplyst, at T kan tale lidt arabisk og forstår dette sprog. Herudover må det antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
T er som nævnt tidligere dømt for personfarlig kriminalitet, og han er ved Retten i Viborgs domme af 28. marts 2014 og 27. november 2015 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Irak. Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet alene gælder for 6 år. Det bemærkes endvidere, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”
-
8 mdr. - Vold mv.Udvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Indrejst: 20 årBørn
-
Samliv ikke langvarigt. Børn småBesøge ham i Syrien
Højesteret
”T, der ikke tidligere er straffet af betydning, er i denne sag bl.a. fundet skyldig i et groft, voldeligt overfald, afpresning og forsøg på ulovlig tvang. Denne kriminalitet kan ikke anses for en spontan, affektpræget reaktion på f.eks. en forudgående uoverensstemmelse. Der er derimod tale om planlagt kriminalitet begået af flere i forening som led i inddrivelse af gæld for tredjemand. Kriminaliteten må derfor anses for alvorlig, hvilket også afspejler sig i, at straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 8 måneder.
…
Efter det anførte finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret tiltræder derfor, at T er udvist med indrejseforbud i 6 år.”
Højesteret
”T, der ikke tidligere er straffet af betydning …”
Højesteret
”T, som i dag er 25 år, og som indrejste i Danmark som 20-årig i september 2014, er født og opvokset i Syrien, hvor han også har gået i skole. Han taler og skriver arabisk. Selv om hans forældre og søskende også er flygtet fra Syrien, finder Højesteret, at T fortsat har en meget stærk tilknytning til dette land.
T søgte ved indrejsen i Danmark asyl, og han blev den 6. februar 2015 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse til den 6. februar 2020. Han har to tanter her i landet, men hans nære familie (forældre og søskende) bor ikke i Danmark. Han har en dansk kæreste, og efter det oplyste har de (bortset fra den periode, hvor han har været frihedsberøvet i denne sag) boet sammen siden januar 2018. I marts 2019 blev parret forældre til tvillinger. Børnene blev født for tidligt, og T har sammen med sin samlever i en periode været indlagt på hospital med børnene, og han har siden fødslen i øvrigt deltaget i plejen og pasningen af dem. T har efter sin løsladelse i denne sag taget 9. klasses eksamen. Han har fra maj til november 2017 arbejdet her i landet og for nylig fået arbejde igen. Når der ses bort fra hans danske samlever og børnene, finder Højesteret, at T har en relativt begrænset tilknytning til Danmark.”
Højesteret
”Ts samlever og børn er danske statsborgere. Samleveren er uden tilknytning til Syrien og taler ikke arabisk. Det vil derfor være forbundet med store vanskeligheder for hende at følge med til Syrien. Hun har da også oplyst, at hun ikke er indstillet på at følge med dertil. Børnene er små og må forventes at blive i Danmark sammen med deres mor. Udvisning vil således føre til, at T i en periode bliver fysisk adskilt fra sin samlever og børnene, og dette udgør et alvorligt indgreb i hans ret til familieliv.
T og hans danske kærestes samliv har imidlertid ikke været langvarigt, og deres børn er ganske små, således at fysisk adskillelse fra faderen i en periode må anses for at være mindre belastende for dem end, hvis de havde været ældre. Hans samlever og børnene vil endvidere kunne besøge ham i Syrien, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller i andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og de vil kunne kommunikere sammen via telefon og internet. Indrejseforbuddet vil i givet fald være begrænset til 6 år, hvorefter det vil være muligt for familien at genetablere samlivet her i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstilling
T (tidligere …) er fundet skyldig i navnlig grov vold (forhold 1) og afpresning (forhold 2) over for den samme person og forsøg på ulovlig tvang (forhold 3) over for en anden person.
De to forurettede er brødre. Han blev af landsretten idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
For Højesteret angår sagen spørgsmålet om strafudmåling og udvisning.
…
Udvisning
T, der er syrisk statsborger, har haft lovligt ophold her i landet i ca. 3 år og 9 måneder, jf. udlændingelovens § 27, stk. 2 og 5. Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og efter § 24, nr. 2, er opfyldt.
Det anførte indebærer, at T skal udvises, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4 og 5 (tidligere § 32, stk. 2, nr. 2, og stk. 3), skal indrejseforbuddet som udgangspunkt fastsættes til 6 år.
Spørgsmålet er herefter, om udvisning med indrejseforbud i 6 år vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
T har boet i Danmark siden september 2014, og han har sin samlever og to små børn her i landet. Udvisning vil derfor udgøre et indgreb i hans ret til privatliv og familieliv, jf. artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Der skal derfor tages stilling til, om det af hensyn til disse formål må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise med et indrejseforbud i 6 år. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, skal tages udgangspunkt i en række kriterier. I dommens præmis 68 er opregnet følgende kriterier: – Den begåede kriminalitets art og grovhed
- Varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet
- Tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode
- De berørte personers statsborgerskab
- Udlændingens familiesituation, herunder ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familielivets effektivitet
- Hvorvidt ægtefællen havde kendskab til kriminaliteten, da forholdet blev etableret
- Hvorvidt der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder
- Alvorligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til
- Børnenes bedste interesser og velbefindende, herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til
- Fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.
Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70 i den nævnte dom. Indrejseforbuddets varighed indgår som et element i proportionalitetsvurderingen, jf. præmis 98.
Der ses ikke at være afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, hvor de faktiske forhold (herunder kriminalitetens karakter og grovhed, frihedsstraffens længde, udlændingens tilknytning til hjemlandet og værtslandet, udlændingens familieforhold mv.) svarer til forholdene i den foreliggende sag.
T, som i dag er 25 år, og som indrejste i Danmark som 20-årig i september 2014, er født og opvokset i Syrien, hvor han også har gået i skole. Han taler og skriver arabisk. Selv om hans forældre og søskende også er flygtet fra Syrien, finder Højesteret, at T fortsat har en meget stærk tilknytning til dette land.
T søgte ved indrejsen i Danmark asyl, og han blev den 6. februar 2015 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse til den 6. februar 2020. Han har to tanter her i landet, men hans nære familie (forældre og søskende) bor ikke i Danmark. Han har en dansk kæreste, og efter det oplyste har de (bortset fra den periode, hvor han har været frihedsberøvet i denne sag) boet sammen siden januar 2018. I marts 2019 blev parret forældre til tvillinger. Børnene blev født for tidligt, og T har sammen med sin samlever i en periode været indlagt på hospital med børnene, og han har siden fødslen i øvrigt deltaget i plejen og pasningen af dem. T har efter sin løsladelse i denne sag taget 9. klasses eksamen. Han har fra maj til november 2017 arbejdet her i landet og for nylig fået arbejde igen. Når der ses bort fra hans danske samlever og børnene, finder Højesteret, at T har en relativt begrænset tilknytning til Danmark.
T, der ikke tidligere er straffet af betydning, er i denne sag bl.a. fundet skyldig i et groft, voldeligt overfald, afpresning og forsøg på ulovlig tvang. Denne kriminalitet kan ikke anses for en spontan, affektpræget reaktion på f.eks. en forudgående uoverensstemmelse. Der er derimod tale om planlagt kriminalitet begået af flere i forening som led i inddrivelse af gæld for tredjemand. Kriminaliteten må derfor anses for alvorlig, hvilket også afspejler sig i, at straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 8 måneder.
Ts samlever og børn er danske statsborgere. Samleveren er uden tilknytning til Syrien og taler ikke arabisk. Det vil derfor være forbundet med store vanskeligheder for hende at følge med til Syrien. Hun har da også oplyst, at hun ikke er indstillet på at følge med dertil. Børnene er små og må forventes at blive i Danmark sammen med deres mor. Udvisning vil således føre til, at T i en periode bliver fysisk adskilt fra sin samlever og børnene, og dette udgør et alvorligt indgreb i hans ret til familieliv.
T og hans danske kærestes samliv har imidlertid ikke været langvarigt, og deres børn er ganske små, således at fysisk adskillelse fra faderen i en periode må anses for at være mindre belastende for dem end, hvis de havde været ældre. Hans samlever og børnene vil endvidere kunne besøge ham i Syrien, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller i andre lande, hvor de kan få lov til at opholde sig, og de vil kunne kommunikere sammen via telefon og internet. Indrejseforbuddet vil i givet fald være begrænset til 6 år, hvorefter det vil være muligt for familien at genetablere samlivet her i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Efter arten og grovheden af Ts kriminalitet sammenholdt med hans tilknytning til henholdsvis Syrien og Danmark finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de samfundsmæssige hensyn (forebyggelse af uro eller forbrydelse), som taler for udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn til hans privatliv og navnlig familieliv, der taler imod udvisning. Det bemærkes herved, at han kun har boet her i landet i få år, og at samlivet med hans danske kæreste har været relativt kortvarigt.
Efter det anførte finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret tiltræder derfor, at T er udvist med indrejseforbud i 6 år.”
-
8 mdr. - Afpresning mv.Udvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
-
HR 42/2018U 2018.2811 H
Højesteret
”T er ved landsrettens dom idømt fængsel i 8 måneder for to tilfælde af vidnetrusler efter straffelovens § 123 mod et voldsoffer og et tilfælde af afpresning efter straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1. Vidnetruslerne var rettet mod en person, der kort forinden var blevet stukket med en kniv. Ved det første tilfælde af vidnetrusler opsøgte T sammen med mindst seks andre medlemmer af bandegrupperingen Loyal to Familia den 7. februar 2016 forurettede på Rigshospitalet, hvor han var indlagt efter knivstikket, for at sikre sig, at han skulle sige, »hvad de havde aftalt« eller noget tilsvarende. Få dage efter, at forurettede den 11. februar 2016 var blevet udskrevet fra Rigshospitalet, opsøgte T sammen med andre medlemmer af Loyal to Familia på ny den pågældende, denne gang ved hans bopæl, hvor T sagde til ham, at han ikke skulle sige noget, »ellers ville det gå værst ud over ham og hans familie« eller noget tilsvarende, ligesom T tog hårdt fat i nakken på forurettede. Ved afpresningsforholdet opnåede T betaling af 1.000 kr. fra en bartender, under henvisning til at T var medlem af Loyal to Familia.
…
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”
Højesteret
”T er flere gange dømt for personfarlig kriminalitet og våbenbesiddelse. Ved Kriminalretten i Hillerøds dom af 28. januar 2005 blev han idømt betinget fængsel i 60 dage for vidnetrusler ved i forening med to medtiltalte at have kaldt forurettede for »stikker«, hvorefter de alle tre slæbte forurettede ned til en sø, som de kastede ham i. Ved Københavns Byrets dom af 21. august 2008 blev han idømt 60 dages fængsel for bl.a. grov vold ved i forening med to ukendte gerningsmænd at have slået forurettede i ansigtet og på kroppen, hvorefter de fortsatte med at slå og sparke på forurettede, mens han lå på jorden, ligesom de slog ham med et bælte med et metalspænde. Ved Retten i Hillerøds dom af 9. september 2009 blev han idømt 7 måneders fængsel for grov vold ved at have slået en forurettet med knyttet hånd i ansigtet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i asfalten med længerevarende hospitalsindlæggelse og hjerneskade til følge, samt ved at have stukket en anden forurettet med en stegegaffel i venstre underarm og tildelt ham et slag med flad hånd i hovedet. Ved Retten i Svendborgs dom af 9. juli 2010 blev han idømt fængsel i 40 dage for overfald på og trusler mod en tjenestemand i funktion, herunder bl.a. ved at true med at slå en fængselsfunktionær og dennes datter ihjel. Ved Retten i Hillerøds dom af 20. juni 2011 blev han idømt 1 års fængsel for på bopælen at have været i besiddelse af en 9 mm pistol med isat magasin indeholdende 15 skarpe patroner. Ved Retten i Hillerøds dom af 19. december 2013 blev han idømt fængsel i 10 måneder og udvist betinget for bl.a. vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. I den sidste sag blev han bl.a. dømt for sammen med to medtiltalte at have tvunget forurettede til at stige ind i en bil, hvorefter denne blev kørt ud mod en skov, og under kørslen blev forurettede tildelt to pift med en peberspray i hvert øje, flere knytnæveslag i hovedet samt fik med et rustent søm ridset bogstaverne LTF ind i venstre lår og tildelt en »dummebøde« på 20.000 kr. for at have solgt hash i Loyal to Familias område. Han er herudover mange gange idømt fortrinsvis bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, færdselsloven og våbenloven.
…
Han er nu på ny dømt for personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet i tilknytning til sit medlemskab af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han er som nævnt tidligere dømt adskillige gange for alvorlig personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder i tilknytning til sit medlemskab af Loyal to Familia, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden. Han er ved dom af 19. december 2013 udvist betinget af Danmark og er derved advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning, og de to vidnetrusler er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.”
Højesteret
”Sagen angår udvisning af en nu 30-årig statsløs palæstinenser fra Libanon, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 4-årig i 1992.
…
T er samlevende med en kvinde, som han i december 2017 har fået et barn med. Han har boet i Danmark, siden han var 4 år.
…
T kom som nævnt til Danmark som 4-årig, og han er opvokset her og har gået i skole til og med 8. eller 9. klasse. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og han har i mere end 10 år ikke haft nogen tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Han har modtaget kontanthjælp siden 2005.
Han har oplyst, at han har boet sammen med sin nuværende danske kæreste i ca. 8 år, og de har en datter sammen, som er født i december 2017. Højesteret finder det imidlertid ikke godtgjort, at han har boet sammen med sin nuværende kæreste forud for den betingede udvisning ved dom af 19. december 2013. Højesteret har herved lagt vægt på oplysningerne fra folkeregisteret samt på hans egne oplysninger til en politiafhøring om sine personlige forhold (§ 26-afhøring) den 12. september 2013 og til en personundersøgelse foretaget af kriminalforsorgen efter retsplejelovens § 808 den 26. januar 2014.
Vedrørende datteren bemærker Højesteret, at hun er undfanget efter byrettens dom i denne sag og således efter, at der er nedlagt påstand om ubetinget udvisning af T. Han har fra før datterens fødsel været varetægtsfængslet i to andre sager om alvorlig kriminalitet, og han har således ikke haft et effektivt familieliv med datteren.”
Højesteret
”T har ikke været i Libanon efter at have fået ophold i Danmark i 1992, og han har ikke familie eller venner i Libanon. Højesteret lægger efter hans egen forklaring til grund, at han taler og forstår arabisk så godt, at han kan klare sig i Libanon.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Libanon, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
…
Det bemærkes, at hans samlever og barn vil have mulighed for at besøge ham i Libanon, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagen angår udvisning af en nu 30-årig statsløs palæstinenser fra Libanon, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 4-årig i 1992.
T er ved landsrettens dom idømt fængsel i 8 måneder for to tilfælde af vidnetrusler efter straffelovens § 123 mod et voldsoffer og et tilfælde af afpresning efter straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1. Vidnetruslerne var rettet mod en person, der kort forinden var blevet stukket med en kniv. Ved det første tilfælde af vidnetrusler opsøgte T sammen med mindst seks andre medlemmer af bandegrupperingen Loyal to Familia den 7. februar 2016 forurettede på Rigshospitalet, hvor han var indlagt efter knivstikket, for at sikre sig, at han skulle sige, »hvad de havde aftalt« eller noget tilsvarende. Få dage efter, at forurettede den 11. februar 2016 var blevet udskrevet fra Rigshospitalet, opsøgte T sammen med andre medlemmer af Loyal to Familia på ny den pågældende, denne gang ved hans bopæl, hvor T sagde til ham, at han ikke skulle sige noget, »ellers ville det gå værst ud over ham og hans familie« eller noget tilsvarende, ligesom T tog hårdt fat i nakken på forurettede. Ved afpresningsforholdet opnåede T betaling af 1.000 kr. fra en bartender, under henvisning til at T var medlem af Loyal to Familia.
T er flere gange dømt for personfarlig kriminalitet og våbenbesiddelse. Ved Kriminalretten i Hillerøds dom af 28. januar 2005 blev han idømt betinget fængsel i 60 dage for vidnetrusler ved i forening med to medtiltalte at have kaldt forurettede for »stikker«, hvorefter de alle tre slæbte forurettede ned til en sø, som de kastede ham i. Ved Københavns Byrets dom af 21. august 2008 blev han idømt 60 dages fængsel for bl.a. grov vold ved i forening med to ukendte gerningsmænd at have slået forurettede i ansigtet og på kroppen, hvorefter de fortsatte med at slå og sparke på forurettede, mens han lå på jorden, ligesom de slog ham med et bælte med et metalspænde. Ved Retten i Hillerøds dom af 9. september 2009 blev han idømt 7 måneders fængsel for grov vold ved at have slået en forurettet med knyttet hånd i ansigtet, hvorved forurettede faldt bagover og slog hovedet ned i asfalten med længerevarende hospitalsindlæggelse og hjerneskade til følge, samt ved at have stukket en anden forurettet med en stegegaffel i venstre underarm og tildelt ham et slag med flad hånd i hovedet. Ved Retten i Svendborgs dom af 9. juli 2010 blev han idømt fængsel i 40 dage for overfald på og trusler mod en tjenestemand i funktion, herunder bl.a. ved at true med at slå en fængselsfunktionær og dennes datter ihjel. Ved Retten i Hillerøds dom af 20. juni 2011 blev han idømt 1 års fængsel for på bopælen at have været i besiddelse af en 9 mm pistol med isat magasin indeholdende 15 skarpe patroner. Ved Retten i Hillerøds dom af 19. december 2013 blev han idømt fængsel i 10 måneder og udvist betinget for bl.a. vold, ulovlig tvang og frihedsberøvelse. I den sidste sag blev han bl.a. dømt for sammen med to medtiltalte at have tvunget forurettede til at stige ind i en bil, hvorefter denne blev kørt ud mod en skov, og under kørslen blev forurettede tildelt to pift med en peberspray i hvert øje, flere knytnæveslag i hovedet samt fik med et rustent søm ridset bogstaverne LTF ind i venstre lår og tildelt en »dummebøde« på 20.000 kr. for at have solgt hash i Loyal to Familias område. Han er herudover mange gange idømt fortrinsvis bødestraffe for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, færdselsloven og våbenloven.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2, at T skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er samlevende med en kvinde, som han i december 2017 har fået et barn med. Han har boet i Danmark, siden han var 4 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse.
Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).
I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.
T kom som nævnt til Danmark som 4-årig, og han er opvokset her og har gået i skole til og med 8. eller 9. klasse. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og han har i mere end 10 år ikke haft nogen tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Han har modtaget kontanthjælp siden 2005.
Han har oplyst, at han har boet sammen med sin nuværende danske kæreste i ca. 8 år, og de har en datter sammen, som er født i december 2017. Højesteret finder det imidlertid ikke godtgjort, at han har boet sammen med sin nuværende kæreste forud for den betingede udvisning ved dom af 19. december 2013. Højesteret har herved lagt vægt på oplysningerne fra folkeregisteret samt på hans egne oplysninger til en politiafhøring om sine personlige forhold (§ 26-afhøring) den 12. september 2013 og til en personundersøgelse foretaget af kriminalforsorgen efter retsplejelovens § 808 den 26. januar 2014.
Vedrørende datteren bemærker Højesteret, at hun er undfanget efter byrettens dom i denne sag og således efter, at der er nedlagt påstand om ubetinget udvisning af T. Han har fra før datterens fødsel været varetægtsfængslet i to andre sager om alvorlig kriminalitet, og han har således ikke haft et effektivt familieliv med datteren.
T har ikke været i Libanon efter at have fået ophold i Danmark i 1992, og han har ikke familie eller venner i Libanon. Højesteret lægger efter hans egen forklaring til grund, at han taler og forstår arabisk så godt, at han kan klare sig i Libanon.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Libanon, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Han er nu på ny dømt for personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet i tilknytning til sit medlemskab af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han er som nævnt tidligere dømt adskillige gange for alvorlig personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder i tilknytning til sit medlemskab af Loyal to Familia, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden. Han er ved dom af 19. december 2013 udvist betinget af Danmark og er derved advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning, og de to vidnetrusler er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Libanon. Det bemærkes, at hans samlever og barn vil have mulighed for at besøge ham i Libanon, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Efter § 32, stk. 1, har indrejseforbuddet gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.”
-
1 år og 3 mdr. - VoldUdvist: Indrejseforbud i 12 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med en medgerningsmand. Volden blev udøvet bl.a. mens forurettede lå værgeløs på jorden. T er for denne vold samt et andet voldsforhold godt en time tidligere samme nat straffet med ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder, idet straffen er fastsat som en fællesstraf.
…
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tiltræder herefter, at T udvises med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3, jf. § 22, nr. 6.”
Højesteret
”Før det aktuelle forhold blev begået, havde han bl.a. i 2014 i forening med to medgerningsmænd brudt ind i et teater og stjålet en computer. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 30 dage. Samme år begik han i forening med to medgerningsmænd hærværk af betydeligt omfang. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 50 dage og frifundet for en påstand om betinget udvisning. I 2015 begik han brugstyveri af en personbil, og han blev fundet i besiddelse af mindre mængder hash og kokain samt en dolk. Han blev herfor idømt en bøde på 22.000 kr. I 2016 overtrådte han straffelovens § 191 bl.a. ved besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ikke under 10 kg hash. Han blev herfor idømt fængsel i 10 måneder og blev betinget udvist. I 2017 begik han både før og efter forholdene i denne sag en række overtrædelser af færdselsloven. Han blev herfor idømt 14 dages fængsel og en bøde på 33.000 kr. samt betinget frakendt førerretten i 3 år fra endelig dom.
Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdene i denne sag, idet han er straffet med bøde for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen.
Den kriminalitet, som T gennem årene er dømt for, er begået efter, at han var fyldt 18 år.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
…
T er ved Københavns Byrets dom af 16. juni 2016 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.”
Højesteret
”T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017.
…
T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 19 år. Han var 3 år, da han kom til Danmark fra Libyen. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie, herunder morfar og moster bor i Libyen. Efter det oplyste har han gennemført gymnasieuddannelsen på VUC Frederiksberg. I 2015, 2016 og 2017 har han ikke haft nogen registreret indkomst. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 12 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.”
Højesteret
”T er født i Libyen, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark. Han har været tilbage i Libyen to gange. Den første gang var sammen med sin mor, far og søskende den 1. september 2006 til den 19. maj 2007. Den anden gang var sammen med sin mor og søskende fra den 1. juni 2009 til den 18. august 2011, hvor han også gik i skole i Libyen. Han har oplyst, at han taler arabisk. Det må herefter anses for utvivlsomt, at han har en betydelig tilknytning til Libyen, herunder et betydeligt kendskab til libysk skik og kultur.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libyen, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.”
Højesteret
”Sagens baggrund og temaer
T er ved landsrettens dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, vold efter straffelovens § 244 samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen og er straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 3 måneder samt udvist ubetinget med et indrejseforbud i 12 år.
For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning samt forurettedes krav på erstatning.
…
Udvisning
T er libysk statsborger og er i den foreliggende sag idømt en fællesstraf på 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a. vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Han er ved dom af 16. juni 2016 udvist betinget med en prøvetid på 2 år med udløb den 24. februar 2019. Det aktuelle strafbare forhold er begået i prøvetiden, og tiltale er rejst inden prøvetidens udløb.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 3, at T skal udvises ubetinget med indrejseforbud i 12 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er 24 år. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 19 år, og udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.
I tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T er fundet skyldig i et alvorligt voldsforhold, som han har begået som 22-årig i marts 2017. Der er tale om meningsløs og grov vold udøvet af ham i forening med en medgerningsmand. Volden blev udøvet bl.a. mens forurettede lå værgeløs på jorden. T er for denne vold samt et andet voldsforhold godt en time tidligere samme nat straffet med ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder, idet straffen er fastsat som en fællesstraf.
Før det aktuelle forhold blev begået, havde han bl.a. i 2014 i forening med to medgerningsmænd brudt ind i et teater og stjålet en computer. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 30 dage. Samme år begik han i forening med to medgerningsmænd hærværk af betydeligt omfang. Han blev herfor idømt en betinget straf af fængsel i 50 dage og frifundet for en påstand om betinget udvisning. I 2015 begik han brugstyveri af en personbil, og han blev fundet i besiddelse af mindre mængder hash og kokain samt en dolk. Han blev herfor idømt en bøde på 22.000 kr. I 2016 overtrådte han straffelovens § 191 bl.a. ved besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ikke under 10 kg hash. Han blev herfor idømt fængsel i 10 måneder og blev betinget udvist. I 2017 begik han både før og efter forholdene i denne sag en række overtrædelser af færdselsloven. Han blev herfor idømt 14 dages fængsel og en bøde på 33.000 kr. samt betinget frakendt førerretten i 3 år fra endelig dom.
Han har også begået kriminalitet – om end af mindre alvorlig karakter – efter voldsforholdene i denne sag, idet han er straffet med bøde for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen.
Den kriminalitet, som T gennem årene er dømt for, er begået efter, at han var fyldt 18 år.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.
T har som nævnt haft lovligt ophold her i landet i ca. 19 år. Han var 3 år, da han kom til Danmark fra Libyen. Han har sin mor, far og to søskende i Danmark. Hans øvrige familie, herunder morfar og moster bor i Libyen. Efter det oplyste har han gennemført gymnasieuddannelsen på VUC Frederiksberg. I 2015, 2016 og 2017 har han ikke haft nogen registreret indkomst. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud i 12 år vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T er født i Libyen, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark. Han har været tilbage i Libyen to gange. Den første gang var sammen med sin mor, far og søskende den 1. september 2006 til den 19. maj 2007. Den anden gang var sammen med sin mor og søskende fra den 1. juni 2009 til den 18. august 2011, hvor han også gik i skole i Libyen. Han har oplyst, at han taler arabisk. Det må herefter anses for utvivlsomt, at han har en betydelig tilknytning til Libyen, herunder et betydeligt kendskab til libysk skik og kultur.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libyen, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
T er ved Københavns Byrets dom af 16. juni 2016 udvist betinget af Danmark og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning. Den grove vold i den foreliggende sag er begået i prøvetiden for den betingede udvisning.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Libyen. Det er indgået i proportionalitetsafvejningen, at indrejseforbuddet gælder for 12 år. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret tiltræder herefter, at T udvises med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3, jf. § 22, nr. 6.”
-
1 år og 6 mdr. - OmskæringBetinget udvist
-
Opvokset i SomaliaBørn
Højesteret
”Da T2 er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 a, jf. § 23, stk. 1, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 24 a, for at udvise T2 opfyldt.
…
Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde, tiltræder Højesteret, at T2 er udvist betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.”
Højesteret
”… da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde … ”
Højesteret
”Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.
T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.
Hun taler udelukkende somalisk …
T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.”
Højesteret
”T2, der er somalisk statsborger, er født og opvokset i Somalia. Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.
T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.
Hun taler udelukkende somalisk, og hun har stadig tilknytning til Somalia, hvor hendes søster bor sammen med sin mand og børn, og hvor også hendes mor bor.
T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.”
”Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.”
Højesteret
”Udvisning
Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det hensyn til forebyggelse af forbrydelse, som efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, kan begrunde udvisning, ikke – efter forbrydelsens karakter – har særlig vægt i det foreliggende tilfælde, tiltræder Højesteret, at T2 er udvist betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Det bemærkes herved, at hun ud over de to piger, som sagen angår, har en datter, som nu er 3 år gammel, og som ikke kan forventes at opnå bedre beskyttelse mod omskæring, hvis moderen udvises.
Prøvetiden udløber 2 år efter løsladelse fra afsoning af fængselsstraffen ifølge denne dom, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 2.”
Landsretten
”Udvisning
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at T2 er udvist betinget, idet det bemærkes, at prøvetiden udløber to år efter tidspunktet for løsladelse, jf. udlændingelovens § 24 b.”
Byretten
”Udvisning
T2 har ifølge oplysningerne fra Udlændingestyrelsen haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år. Betingelserne for en eventuel udvisning skal derfor søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.
Da T2 er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 a, jf. § 23, stk. 1, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 24 a, for at udvise T2 opfyldt.
Der skal herefter foretages en proportionalitetsbedømmelse i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
T2, der er somalisk statsborger, er født og opvokset i Somalia. Hun kom til Danmark i 1999, hvor hun blev familiesammenført med sin ægtefælle, T1, der har dansk statsborgerskab.
T2 kan – efter oplysningerne i udtalelsen fra Udlændingestyrelsen – ikke, på trods af den lange årrække, hun har opholdt sig i Danmark, anses for velintegreret i Danmark.
Hun taler udelukkende somalisk, og hun har stadig tilknytning til Somalia, hvor hendes søster bor sammen med sin mand og børn, og hvor også hendes mor bor.
T2 har syv mindreårige børn, der alle er født i Danmark. De taler flydende dansk og har gået i danske skoler. Det må derfor antages, at børnene vil få alvorlige vanskeligheder, hvis de – for at kunne opretholde et familieliv med deres mor – tvinges til at tage ophold i Somalia.
På den baggrund og efter en samlet bedømmelse finder retten, at der ikke er grundlag for udvisning af T2, da dette med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Det følger heraf, at T2 skal udvises betinget, jf. udlændingelovens § 24 b, hvorved hun advares mod at begå yderligere kriminalitet. Prøvetiden udløber 2 år efter udløbet af den fastsatte straf på fængsel i 2 år.”
-
2 år - SeksualforbrydelseUdvist: Indrejseforbud i 12 år
Højesteret
”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og § 232 ved at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og krænket blufærdigheden hos forurettede, idet han den 2. august 2020 om natten i sin bil befølte forurettede på brysterne og stak sin tunge ind i hendes mund (§ 232), hvorefter han tvang hendes hoved ned mod sit lem og tvang sit lem ind i hendes mund, hvorefter han fik udløsning bl.a. i hendes ansigt (§ 225, jf. § 216, stk. 1).
…
Højesteret tiltræder herefter, at T er udvist af Danmark, og fastsætter varigheden af indrejseforbuddet til 12 år.”
Højesteret
”T er ikke tidligere straffet af betydning for sagen … ”
Højesteret
”T er libanesisk statsborger, og han er født og opvokset i Libanon. Han er 46 år, og han har boet i Danmark, siden han kom til landet som 14-årig sammen med sine forældre og flere søskende. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 30 år. Han er ikke gift eller samlevende. I Danmark har han en voksen søn, der efter det oplyste har boet hos ham frem til varetægtsfængslingen den 26. oktober 2021. Han er uddannet mekaniker og har drevet eget værksted. Han har flere søskende i Danmark. Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.”
Højesteret
”Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.
…
Højesteret lægger til grund, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libanon. Han har imidlertid ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Libanon, hvor han har en søster. Han taler arabisk, og han må gennem sin opvækst i Libanon og sin libanesiske familie have kendskab til skik og kultur i Libanon. Han vil således have forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvis han udvises.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstillinger
T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og § 232 ved at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og krænket blufærdigheden hos forurettede, idet han den 2. august 2020 om natten i sin bil befølte forurettede på brysterne og stak sin tunge ind i hendes mund (§ 232), hvorefter han tvang hendes hoved ned mod sit lem og tvang sit lem ind i hendes mund, hvorefter han fik udløsning bl.a. i hendes ansigt (§ 225, jf. § 216, stk. 1). Ved landsrettens dom blev straffen fastsat til 1 års fængsel, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
For Højesteret angår sagen navnlig straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
…
Udvisning
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse.
Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsafvejning. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet, samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 68.
T idømmes ved denne dom 2 års fængsel for at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje og for blufærdighedskrænkelse.
T er libanesisk statsborger, og han er født og opvokset i Libanon. Han er 46 år, og han har boet i Danmark, siden han kom til landet som 14-årig sammen med sine forældre og flere søskende. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 30 år. Han er ikke gift eller samlevende. I Danmark har han en voksen søn, der efter det oplyste har boet hos ham frem til varetægtsfængslingen den 26. oktober 2021. Han er uddannet mekaniker og har drevet eget værksted. Han har flere søskende i Danmark. Han har også en bror i Sverige og en søster i Libanon. Han taler, men skriver ikke arabisk. Han var i Libanon i 2020 for at forny sit pas.
T er ikke tidligere straffet af betydning for sagen, men han er i denne sag fundet skyldig i en grov seksualforbrydelse, hvilket afspejler sig i den fastsatte straf af fængsel i 2 år.
Højesteret lægger til grund, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Libanon. Han har imidlertid ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Libanon, hvor han har en søster. Han taler arabisk, og han må gennem sin opvækst i Libanon og sin libanesiske familie have kendskab til skik og kultur i Libanon. Han vil således have forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans stærke tilknytning til Danmark taler imod udvisning.
Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet, jf. bl.a. dommen af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 98, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles indrejseforbud for bestandig. Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen udvises efter § 22, og et indrejseforbud fastsat efter stk. 4 vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.
Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, herunder navnlig Ts langvarige ophold i Danmark, finder Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig vil udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Navnlig henset til kriminalitetens art og grovhed, at han først kom til Danmark som 14-årig, og at han ikke har ægtefælle og mindreårige børn i Danmark, finder Højesteret, at udvisning af ham med et indrejseforbud af en varighed på 12 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb.
Højesteret tiltræder herefter, at T er udvist af Danmark, og fastsætter varigheden af indrejseforbuddet til 12 år.”
-
2 år - RøveriUdvisning: Frifindelse
Højesteret
”Den aktuelle sag, der medfører en fængselsstraf på 2 år, angår som nævnt bl.a. et røveri, hvor T med en medgerningsmand under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen, fratog en håndtaske fra en kvinde, mens hun befandt sig i sit eget hjem, hvortil han og medgerningsmanden havde skaffet sig adgang under foregivende af at være håndværkere. Herudover angår sagen bl.a. flere tyverier og forsøg herpå, samt overtrædelser af våbenloven og færdselsloven.”
Højesteret
”T er forud for den aktuelle sag straffet ved i alt 26 domme for kriminalitet, som er begået, siden han fyldte 18 år. Ved de 15 af dommene, hvor han er idømt fængselsstraf, er han idømt i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel. Dommene vedrører navnlig tyveri og overtrædelser af våbenloven og færdselsloven. Den længste straf er idømt ved Retten i Glostrups dom af 3. juni 2014, hvor straffen var 7 måneders fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven ved under skærpende omstændigheder på bopælen at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Der har ikke i de tidligere sager været grundlag for at nedlægge påstand om udvisning.”
Højesteret
”T, der nu er 30 år, er født i Danmark og har boet her siden. Han bor sammen med sin samlever gennem en årrække og deres tre børn i alderen 2-10 år.
Han har gået i skole i Danmark, hvor han har afsluttet 9. klasse, og han har kun haft meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.”
Højesteret
”Han har efter det oplyste været i Kroatien én gang i forbindelse med en kort rejse med den institution, hvor han var anbragt. Han har herudover aldrig været i landet og taler ikke kroatisk. Hans bror, …, der også er kroatisk statsborger, er udvist af Danmark og udsendt til Kroatien, men det er uvist, hvor han opholder sig. Også flere andre – fjernere – slægtninge er udvist. Der er ikke oplysninger om, at nogen af disse eller andre slægtninge skulle opholde sig i Kroatien. Højesteret lægger herefter til grund, at T ikke har anden tilknytning til Kroatien end sit statsborgerskab.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstillinger
T er fundet skyldig i røveri ved i forening med en medgerningsmand at have taget en taske fra en kvinde under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen. Forholdet blev begået i kvindens hjem, hvortil de havde skaffet sig adgang ved at foregive at være håndværkere. Han er endvidere fundet skyldig i bl.a. flere tilfælde af tyveri og forsøg herpå samt i overtrædelse af våbenloven, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven.
Ved landsrettens dom blev T for disse forhold idømt fængsel i 2 år samt en bøde på 10.000 kr. Landsretten stadfæstede endvidere byrettens afgørelse om frifindelse for påstanden om udvisning.
For Højesteret angår sagen navnlig straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
…
Udvisning
T er i denne sag idømt fængsel i 2 år for bl.a. røveri. Han er herudover, siden han blev 18 år, straffet ved et stort antal domme med i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel for en række forhold af navnlig tyveri og overtrædelse af våbenloven og færdselsloven begået over en årrække. Han er kroatisk statsborger og er født og opvokset i Danmark, hvor han bor sammen med sin samlever og deres tre børn i alderen 2 til 10 år.
Det følger af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udvisningen kan dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er i første række, om udvisning af T vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03) opstillet kriterier til brug for den proportionalitetsvurdering, der efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv mv. skal foretages i hvert enkelt tilfælde. Ved proportionalitetsvurderingen skal således bl.a. indgå de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerlandet. Hvis personen har børn, indgår også et hensyn til børnene og deres velbefindende. Ifølge Maslov-dommens præmis 73 gør det i relation til længden af personens ophold i opholdslandet og fastheden af båndene til opholdslandet klart en forskel, om personen er født i opholdslandet eller er kommet dertil som barn, eller om den pågældende først kom dertil som voksen. Der skal således tages hensyn til den specielle situation, hvor den pågældende har opholdt sig det meste af barndommen eller hele barndommen i opholdslandet og er opvokset og har modtaget sin uddannelse der, jf. præmis 74. Af dommens præmis 75 fremgår, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet.
T, der nu er 30 år, er født i Danmark og har boet her siden. Han bor sammen med sin samlever gennem en årrække og deres tre børn i alderen 2-10 år.
Han har gået i skole i Danmark, hvor han har afsluttet 9. klasse, og han har kun haft meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han har efter det oplyste været i Kroatien én gang i forbindelse med en kort rejse med den institution, hvor han var anbragt. Han har herudover aldrig været i landet og taler ikke kroatisk. Hans bror, …, der også er kroatisk statsborger, er udvist af Danmark og udsendt til Kroatien, men det er uvist, hvor han opholder sig. Også flere andre – fjernere – slægtninge er udvist. Der er ikke oplysninger om, at nogen af disse eller andre slægtninge skulle opholde sig i Kroatien. Højesteret lægger herefter til grund, at T ikke har anden tilknytning til Kroatien end sit statsborgerskab.
T er forud for den aktuelle sag straffet ved i alt 26 domme for kriminalitet, som er begået, siden han fyldte 18 år. Ved de 15 af dommene, hvor han er idømt fængselsstraf, er han idømt i alt ca. 3 år og 3 måneders fængsel. Dommene vedrører navnlig tyveri og overtrædelser af våbenloven og færdselsloven. Den længste straf er idømt ved Retten i Glostrups dom af 3. juni 2014, hvor straffen var 7 måneders fængsel for bl.a. overtrædelse af våbenloven ved under skærpende omstændigheder på bopælen at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition. Der har ikke i de tidligere sager været grundlag for at nedlægge påstand om udvisning.
Den aktuelle sag, der medfører en fængselsstraf på 2 år, angår som nævnt bl.a. et røveri, hvor T med en medgerningsmand under den trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, som lå i situationen, fratog en håndtaske fra en kvinde, mens hun befandt sig i sit eget hjem, hvortil han og medgerningsmanden havde skaffet sig adgang under foregivende af at være håndværkere. Herudover angår sagen bl.a. flere tyverier og forsøg herpå, samt overtrædelser af våbenloven og færdselsloven.
Afgørelsen af, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T, beror på, om udvisning efter den konkrete proportionalitetsvurdering, der som nævnt skal foretages efter konventionen, vil være et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til respekt for privatliv og familieliv.
Der skal ved proportionalitetsvurderingen lægges vægt på, at T er født og opvokset i Danmark, og at han bor her sammen med sin samlever og tre mindreårige børn. Hans samlever og børn er svenske statsborgere, taler ikke kroatisk og har ingen tilknytning til Kroatien. De vil derfor have meget vanskeligt ved at følge med ham til Kroatien, hvis han bliver udvist. Der skal endvidere lægges vægt på, at han ikke har nogen reel tilknytning til Kroatien. På den baggrund finder Højesteret, at der trods alvoren af hans aktuelle kriminalitet, der medfører en straf på 2 års fængsel, og trods hans tidligere kriminalitet, der dog som nævnt ikke tidligere har givet grundlag for at nedlægge påstand om udvisning, ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kan ske udvisning af en person, der som T er født og opvokset i Danmark.
Højesteret tiltræder på denne baggrund, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Da det følger af EU-Domstolens praksis, at udvisning efter EU-opholdsdirektivet kun kan ske, hvis det er i overensstemmelse med retten til privatliv og familieliv efter EU-Charterets artikel 7, som svarer til Menneskerettighedskonventionens artikel 8, er udvisning af T allerede af den grund også i strid med EUretten.
Efter EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, kan udvisning af en unionsborger, som har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, kun ske, hvis udvisning er ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Efter EU-Domstolens fortolkning af dette begreb stilles skærpede krav til arten og grovheden af den kriminalitet, der kan begrunde udvisning i forhold til vurderingen efter Menneskerettighedskonventionen. Da udvisning af T som nævnt er i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 (EU-Charterets artikel 7), har Højesteret ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning også ville være i strid med de yderligere betingelser for udvisning, som følger af direktivets artikel 28, stk. 3.
Højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at T er frifundet for påstanden om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, og § 26 b.”
-
2 år og 6 mdr. - VåbenUdvist: Indrejseforbud i 6 år
Højesteret
”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenlovgivningen, ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en 7,65 mm pistol af mærket Sig Sauer og tilhørende magasin med 8 patroner, som han transporterede til og opbevarede på adressen X-vej 15 i Bagsværd, hvor politiet fandt pistolen og magasinet med patroner den 7. januar 2021.
…
T er som nævnt idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for våbenkriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
…
Som anført ovenfor fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb. Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det derimod vil være uproportionalt, hvis indrejseforbuddets varighed som påstået af anklagemyndigheden fastsættes til 12 år.
Konklusion
Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”
Højesteret
” … han ikke tidligere er straffet bortset fra nogle bødeforhold … ”
Højesteret
”T er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Han var 18 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 20 år. Han har gennemført skolegang til og med 10. klasse og har tidligere gået til fodbold og boksning. Han taler dansk, men har vanskeligheder med skriftligt dansk, da han er ordblind. Siden han færdiggjorde 10. klasse i juni 2020, har han indtil anholdelsen i januar 2021 haft arbejde med madlavning i X på Islands Brygge og i sin brors pizzeria. Hans mor rejste til Sverige i 2012 og bor i dag i Stockholm. En faster har været hans plejemor. Hans far og andre familiemedlemmer, herunder hans farmor og farfar, bor også i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn.”
Højesteret
”Hans mormor og morfar bor i Tyrkiet, men han har ingen kontakt med dem. Han har været på sommerferie i Tyrkiet sammen med sin farmor og farfar tre uger hvert år. Hans familie er kurdere på begge forældres side. Han taler kurdisk, men ikke tyrkisk. Det må herudover lægges til grund, at han gennem sin familie har kendskab til skik og kultur i Tyrkiet.
På den baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises.
…
Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstilling
T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. våbenlovgivningen, ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet en 7,65 mm pistol af mærket Sig Sauer og tilhørende magasin med 8 patroner, som han transporterede til og opbevarede på adressen X-vej 15 i Bagsværd, hvor politiet fandt pistolen og magasinet med patroner den 7. januar 2021. Han blev i byretten straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og tildelt en advarsel om udvisning. Landsretten stadfæstede den udmålte straf og udviste ham med et indrejseforbud i 6 år.
For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.
Udvisning
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
T er tyrkisk statsborger. Efter Udlændingestyrelsens udtalelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger om hans forhold lægger Højesteret til grund, at han er omfattet af artikel 7 i associeringsafgørelsen.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørelsen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.
EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Efter dette direktivs artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvisningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågældendes alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet.
Det fremgår af Ziebell-dommens præmis 82, at foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. Udvisning begrundet i den offentlige orden og sikkerhed kan ikke træffes automatisk efter en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser, jf. Ziebell-dommens præmis 83.
Efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro eller forbrydelse. Afgørelsen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, særligt præmis 75.
Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatlivet og familielivet, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98, samt dom af 22. april 2004 i sagen Radovanovic mod Østrig, præmis 37, dom af 23. september 2010 i sagen Bousarra mod Frankrig, præmis 51, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.
Den konkrete vurdering
T er som nævnt idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for våbenkriminalitet under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3.
Udvisning af T har hjemmel i udlændingelovens § 22, nr. 8, og er begrundet i hensynet til den offentlige orden for at forebygge uro og forbrydelse.
Trusselsbetingelsen i associeringsafgørelsen
T har begået alvorlig våbenkriminalitet ved på offentligt tilgængeligt sted ved Værebro Centeret at besidde en halvautomatisk pistol med tilhørende magasin med 8 patroner, som han efterfølgende bragte til sit værelse på farens bopæl, hvor han opbevarede pistolen med tilhørende magasin og patroner. Pistolen var virksom og kunne affyres på normal vis. Politiet fandt pistolen med tilhørende magasin og patroner ved en ransagning den 7. januar 2021.
Som anført af landsretten har T under retssagen ikke villet afgive forklaring om sin adfærd og omstændighederne i forbindelse med våbenbesiddelsen. Han har under sin forklaring i byretten ikke haft korrektioner til en politirapport, ifølge hvilken han under afhøring hos politiet har forklaret, at han vidste, at våbnet havde været gravet ned ved nogle boldbaner, at han fik udleveret våbnet ved Værebro Centeret den 6. januar 2021 af en person, som han ikke ønskede at oplyse navnet på, og at han var med, da en af hans kammerater, som han heller ikke har oplyst navnet på, samme aften prøveskød pistolen ved affyring af et skud.
Højesteret tiltræder herefter, at Ts adfærd under de anførte omstændigheder – uanset at han ikke tidligere er straffet bortset fra nogle bødeforhold – udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i Ziebell-dommen.
Proportionalitet
T er født og opvokset i Danmark, hvor han har boet hele sit liv. Han var 18 år, da kriminaliteten blev begået, og er nu 20 år. Han har gennemført skolegang til og med 10. klasse og har tidligere gået til fodbold og boksning. Han taler dansk, men har vanskeligheder med skriftligt dansk, da han er ordblind. Siden han færdiggjorde 10. klasse i juni 2020, har han indtil anholdelsen i januar 2021 haft arbejde med madlavning i X på Islands Brygge og i sin brors pizzeria. Hans mor rejste til Sverige i 2012 og bor i dag i Stockholm. En faster har været hans plejemor. Hans far og andre familiemedlemmer, herunder hans farmor og farfar, bor også i Danmark. Han har en kæreste, som han ikke bor sammen med. Han har ingen børn. Hans mormor og morfar bor i Tyrkiet, men han har ingen kontakt med dem. Han har været på sommerferie i Tyrkiet sammen med sin farmor og farfar tre uger hvert år. Hans familie er kurdere på begge forældres side. Han taler kurdisk, men ikke tyrkisk. Det må herudover lægges til grund, at han gennem sin familie har kendskab til skik og kultur i Tyrkiet.
På den baggrund lægger Højesteret til grund, at Ts tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig der, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark. Det bemærkes, at hans familie og kæreste vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyrkiet og ved at kommunikere via telefon og internet.
Som anført ovenfor fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb. Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det derimod vil være uproportionalt, hvis indrejseforbuddets varighed som påstået af anklagemyndigheden fastsættes til 12 år.
Konklusion
Højesteret tiltræder, at udvisning af T med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen eller artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”
-
3 år - SkydevåbenUdvist: Indrejseforbud i 6 år
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
“T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år …
…
Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”
Højesteret
“Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.
Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.”
Højesteret
“T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.
…
T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.”
Højesteret
“Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).
…
T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.
Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.
Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.”
Højesteret
“Sagens baggrund og problemstilling
T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.
Udvisning
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.
Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).
Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:
T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.
Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.
T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.
Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.
Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.
Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.
Konklusion
Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”
-
3 år - SkydevåbenUdvist for bestandig
Højesteret
”T er fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. til dels stk. 3, jf. våbenloven ved den 1. juni 2021 under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en pistol med et magasin med 5 skarpe patroner, en revolver med 6 skarpe patroner, et oversavet jagtgevær med 2 skarpe patroner og et haglgevær, og for den 1. januar 2021 at have skudt med i hvert fald et af våbnene op i luften fra sin have ud over nogle marker. Han er desuden fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 580 gram skunk og 300 gram hash delvis med henblik på overdragelse og i overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en kreditkortkniv, et knojern og to peberspray.
…
T idømmes ved denne dom 3 års fængsel for bl.a. at have været i besiddelse af tre skarpladte skydevåben, yderligere et skydevåben med tilhørende ammunition samt hash og skunk delvis med henblik på overdragelse. Der var ikke tale om kortvarig eller tilfældig våbenbesiddelse.
…
T skal udvises med indrejseforbud for bestandig.”
Højesteret
”Han er ikke tidligere straffet, men han er i denne sag fundet skyldig i en alvorlig forbrydelse.”
Højesteret
”T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år.
…
Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og var ved anholdelsen samlevende med sin tidligere danske ægtefælle, som han har fire voksne børn med, der alle er bosiddende i Danmark. Han og samleveren har boet sammen i England i 1992-1995, inden de flyttede til Danmark. Han har gennemført flere uddannelser i Danmark, ligesom han har været i beskæftigelse i Danmark i sammenlagt 10-15 år.”
Højesteret
”T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år. Han har en voksen datter og et barnebarn i England, som han har kontakt med og ser 1-2 gange om året.
…
Højesteret lægger til grund, at T har en stærk tilknytning til såvel England som Danmark, og at han må antages at have gode forudsætninger for at etablere sig i England. Højesteret lægger endvidere til grund, at hans samlever også har gode forudsætninger for at etablere sig i England, hvis hun følger med ham. Det vil under alle omstændigheder være muligt at opretholde kontakten til hende og deres fællesbørn ved bl.a. besøg i England og telefonisk kontakt.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstillinger
T er fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. til dels stk. 3, jf. våbenloven ved den 1. juni 2021 under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en pistol med et magasin med 5 skarpe patroner, en revolver med 6 skarpe patroner, et oversavet jagtgevær med 2 skarpe patroner og et haglgevær, og for den 1. januar 2021 at have skudt med i hvert fald et af våbnene op i luften fra sin have ud over nogle marker. Han er desuden fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 580 gram skunk og 300 gram hash delvis med henblik på overdragelse og i overtrædelse af våbenlovgivningen ved at have været i besiddelse af en kreditkortkniv, et knojern og to peberspray.
Ved landsrettens dom blev straffen fastsat til 2 år og 9 måneders fængsel, og han blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
For Højesteret angår sagen straffastsættelse og spørgsmålet om udvisning.
…
Udvisning
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 4 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro og forbrydelse.
Om et indgreb er nødvendigt beror navnlig på en proportionalitetsafvejning. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.
T idømmes ved denne dom 3 års fængsel for bl.a. at have været i besiddelse af tre skarpladte skydevåben, yderligere et skydevåben med tilhørende ammunition samt hash og skunk delvis med henblik på overdragelse. Der var ikke tale om kortvarig eller tilfældig våbenbesiddelse. Han er ikke tidligere straffet, men han er i denne sag fundet skyldig i en alvorlig forbrydelse.
T er britisk statsborger, og han er født og opvokset i England, hvor han har gået i skole, arbejdet og opholdt sig, indtil han var 35 år. Han har en voksen datter og et barnebarn i England, som han har kontakt med og ser 1-2 gange om året.
Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og var ved anholdelsen samlevende med sin tidligere danske ægtefælle, som han har fire voksne børn med, der alle er bosiddende i Danmark. Han og samleveren har boet sammen i England i 1992-1995, inden de flyttede til Danmark. Han har gennemført flere uddannelser i Danmark, ligesom han har været i beskæftigelse i Danmark i sammenlagt 10-15 år.
Højesteret lægger til grund, at T har en stærk tilknytning til såvel England som Danmark, og at han må antages at have gode forudsætninger for at etablere sig i England. Højesteret lægger endvidere til grund, at hans samlever også har gode forudsætninger for at etablere sig i England, hvis hun følger med ham. Det vil under alle omstændigheder være muligt at opretholde kontakten til hende og deres fællesbørn ved bl.a. besøg i England og telefonisk kontakt.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans stærke tilknytning til Danmark taler imod udvisning.
Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i privatlivet og familielivet, jf. bl.a. dommen af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, præmis 98, og dom af 14. september 2021 i sagen Abdi mod Danmark, præmis 38.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, at en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles indrejseforbud for bestandig. Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud for bestandig vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.
Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, herunder navnlig at T først kom til Danmark som 35-årig, at han har gode muligheder for at etablere sig i England, at han kan bevare tilknytning til sin danske familie gennem bl.a. besøg i England, og at der er tale om alvorlig og ikke tilfældighedspræget kriminalitet, finder Højesteret, at udvisning af ham for bestandig ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Højesteret tiltræder derfor, at T skal udvises med indrejseforbud for bestandig.”
-
3 år og 6 mdr. - VoldUdvist for bestandig
Højesteret
”T er som nævnt dømt for et groft, umotiveret overfald foretaget i forening med andre, hvor han bl.a. har anvendt kniv mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold og er nu idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
…
Højesteret tiltræder herefter, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med de nævnte bestemmelser, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Da det, som T i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, udvises han med indrejseforbud for bestandig.”
Højesteret
”Som anført af landsretten er T dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han anvendte kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”
Højesteret
”T kom til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig, og han er nu 17 år. … Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Hans bror bor også her i landet. Han ser sine herboende onkler og tanter. … Faderen, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar 2019 flyttet til Danmark. T har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse.”
Højesteret
”Han har boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han har gået i skole et par år. … Moderens søskende bor i Pakistan. … Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden.
Højesteret tiltræder, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.
…
Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 14. maj 2018 i forening med flere uidentificerede gerningsmænd i Dyrehaven i Klampenborg at have tildelt en 14-årig dreng flere spark og slag, herunder slag med en kæp på kroppen, ligesom han tildelte forurettede tre knivstik, der ramte i brystregionen og i højre og venstre balle. Volden medførte, at forurettede pådrog sig behandlingskrævende skader, herunder en livstruende skade i form af en sammenklappet højre lunge. T var på gerningstidspunktet knap 16 år.
For Højesteret angår sagen straffastsættelse og spørgsmålet om udvisning. Der er herudover spørgsmål om godtgørelse til forurettede.
…
Udvisning
Højesteret tiltræder, at der er hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, 3 og 6, jf. § 26, stk. 2, til at udvise T. Han er straffet med ubetinget fængsel i mere end 2 år, og udvisning skal derfor i givet fald ske for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.
Da Ts far er unionsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Spørgsmålet er derfor, om udvisning vil være i strid med direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, skal udvisning af et familiemedlem til en unionsborger være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led. Denne grundbetingelse for at udvise et familiemedlem til en unionsborger er efter EU-Domstolens praksis i almindelighed ensbetydende med, at den pågældende skal anses for at være tilbøjelig til fortsat at udvise en adfærd, der i fremtiden udgør en trussel af den nævnte karakter, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/09 (P.I. mod Tyskland), præmis 30.
Hvis et familiemedlem til en unionsborger har opnået ret til tidsubegrænset ophold i en værtsmedlemsstat, må værtsmedlemsstaten ikke træffe en udsendelsesafgørelse vedrørende familiemedlemmet, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.
Som anført af landsretten er T dømt for et groft, umotiveret overfald begået i forening med flere uidentificerede gerningsmænd, hvor han anvendte kniv bl.a. mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og vold begået inden for 6 måneder. Efter at have begået de to første røverier var han frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid efter begik røveri igen. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Højesteret tiltræder endvidere, at Ts adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led, og artikel 28, stk. 2.
Der skal herefter foretages en proportionalitetsvurdering, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. Ved denne vurdering skal der bl.a. tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om respekt for privat- og familieliv, jf. herved artikel 7 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.
Der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår som anført af landsretten bl.a. af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75. Som anført af landsretten gælder dette navnlig, når udlændingen har begået kriminaliteten som mindreårig, idet der er særligt hensyn at tage til barnets interesser og muligheder for reintegration, jf. Maslovdommen, præmis 82 og 83. Sådanne tungtvejende grunde kan foreligge med hensyn til bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet, jf. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 1. juni 2017 i sag 30441/09 (Külekci mod Østrig), præmis 45 og 46. Kriminaliteten kan således være så alvorlig og grov, at der kan ske udvisning, selv om udlændingen var mindreårig på gerningstidspunktet.
T er som nævnt dømt for et groft, umotiveret overfald foretaget i forening med andre, hvor han bl.a. har anvendt kniv mod brystregionen, og hvor forurettede har været i livsfare. Han er få måneder før den aktuelt begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv og for vold og er nu idømt en fællesstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
T kom til Danmark fra Pakistan som knap 8-årig, og han er nu 17 år. Han har boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han har gået i skole et par år. Han har haft lovligt ophold her i landet i ca. 8 år, hvor han bor sammen med sin mor og søster. Hans bror bor også her i landet. Han ser sine herboende onkler og tanter. Moderens søskende bor i Pakistan. Faderen, som han alene har haft meget begrænset kontakt med, har tidligere boet i England, men er i februar 2019 flyttet til Danmark. T har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Han taler og forstår sproget i Pakistan, men kan ikke skrive det. Han er opvokset med pakistansk kultur og har været i Pakistan tre gange, senest i 2017, hvor han var i Pakistan i en længere periode. Han har haft god kontakt med familien i Pakistan indtil for et par år siden.
Højesteret tiltræder, at Ts tilknytning til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, herunder risikoen for, at han igen vil begå alvorlig personfarlig kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. Det forhold, at han var mindreårig, da han begik kriminaliteten, kan efter omstændighederne i sagen ikke føre til andet resultat.
Højesteret tiltræder herefter, at udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og EU-Charterets artikel 7. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med de nævnte bestemmelser, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret bemærker, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Da det, som T i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, udvises han med indrejseforbud for bestandig.”
-
3 år og 6 mdr. - VoldUdvist for bestandig
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”T er pakistansk statsborger og idømmes i den foreliggende sag en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.
…
T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
…
Herefter udvises T med indrejseforbud for bestandig, jf. den dagældende udlændingelovs § 32, stk. 2, nr. 5, jf. § 22, nr. 6.”
Højesteret
”T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
T er tidligere straffet en række gange i perioden 2009-2018 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119 ved trusler på livet, for mindre alvorlig narkotikakriminalitet, for overtrædelse af våbenlovgivningen og for alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Ved en dom af 22. juni 2016 blev han straffet med fængsel i 5 måneder og udvist betinget af Danmark for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter udøvet sammen med en medgerningsmand over for et værgeløst offer. Straffen i den foreliggende sag er udmålt som en tillægsstraf bl.a. til denne straf på 5 måneders fængsel. Det aktuelle voldsforhold er udøvet før dommen om betinget udvisning. Imidlertid har T ved sin hurtigt fortsatte narkotikakriminalitet af alvorlig karakter samt sin øvrige fortsatte kriminalitet vist, at han ikke har respekt for den advarsel, han har modtaget i kraft af dommen om betinget udvisning. Han har siden maj 2015 været medlem af bandegrupperingen LTF.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises.”
Højesteret
”T er 26 år og ugift. Han har oplyst, at han for nylig er blevet muslimsk gift med en kvinde, som han ikke lever sammen med, og han har ingen børn. Han er født i Danmark og har haft lovligt ophold her i ca. 23 år.
…
T er som nævnt født og opvokset her i landet, og han har haft lovligt ophold her stort set hele livet. Han har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Hans forældre og 8 søskende bor alle i Danmark. Han har kun haft sporadisk tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.”
Højesteret
”T har været i Pakistan 2-3 gange, sidste gang i 2008 eller 2009. Han har oplyst, at han ingen venner har der. Han har for byretten oplyst, at han har farbrødre, fætre og kusiner i Pakistan. Han har oplyst, at han taler pakistansk og har under sine tidligere besøg hos sine nu afdøde bedsteforældre i Pakistan kunnet føre samtaler med dem.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Pakistan. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagens baggrund og temaer
T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved sammen med ukendte medgerningsmænd at have overfaldet en fængselsbetjent, der var på vej hjem fra arbejde, med knytnæveslag, spark i hovedet og på kroppen, slag i hovedet med en skiftenøgle og flere knivstik i baglåret og ballen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har afgjort, at forurettede som følge af skaderne, han pådrog sig ved overfaldet, har lidt et tab af erhvervsevne på 20 %.
Ved bevisbedømmelsen er det lagt til grund, at T og de ukendte medgerningsmænd målrettet gik efter at overfalde en fængselsbetjent, der forlod Vestre Fængsel.
T er endvidere bl.a. fundet skyldig i forsøg på hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, jf. § 21, med hensyn til et beløb svarende til ca. 225.000 kr., i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., ved at have overdraget 60 gram kokain samt i overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af 4,6 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.
Ved landsrettens dom blev T for disse forhold samt for de øvrige forhold, han var fundet skyldig i, idømt en straf på fængsel i 3 år, der var fastsat som en tillægsstraf til dommene af 24. maj og 22. juni 2016. Landsretten stadfæstede endvidere byrettens afgørelse om alene at udvise ham betinget af Danmark.
For så vidt angår forurettede Fs krav på godtgørelse og erstatning fandt landsretten, at T i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, skal betale en godtgørelse på 10.000 kr.
Landsretten henviste forurettedes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.
For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning samt forurettedes krav på godtgørelse og erstatning.
…
Udvisning
T er pakistansk statsborger og idømmes i den foreliggende sag en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245.
Han er bl.a. tidligere straffet ved dom af 22. juni 2016 med fængsel i 5 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, og han blev ved denne dom udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. Forholdene 3, 4, 5, 6a, 7 og 8 i den foreliggende sag er begået efter denne doms afsigelse og inden prøvetidens udløb.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 22, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 6, jf. § 26, stk. 2, og § 24 b, stk. 3, at T skal udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om en sådan udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er 26 år og ugift. Han har oplyst, at han for nylig er blevet muslimsk gift med en kvinde, som han ikke lever sammen med, og han har ingen børn. Han er født i Danmark og har haft lovligt ophold her i ca. 23 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.
I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet, jf. præmis 71.
T er fundet skyldig i en meget grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold over for nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste, ved at have udøvet grov vold over for en fængselsbetjent i dennes fritid. Volden er efter forudgående planlægning udøvet af ham i forening med flere medgerningsmænd alene på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og uden at det havde forbindelse med særlige uoverensstemmelser eller lignende med forurettede. Volden bestod bl.a. i flere knivstik og slag i hovedet med et tungt værktøj. Derudover er han bl.a. fundet skyldig i narkotikakriminalitet under særligt skærpende omstændigheder og hæleri med hensyn til et betydeligt pengebeløb. Han har begået denne kriminalitet i en alder af 22-23 år, og straffen for disse forhold og andre mindre alvorlige forhold er en tillægsstraf på fængsel i 3 år og 6 måneder.
T er tidligere straffet en række gange i perioden 2009-2018 bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 119 ved trusler på livet, for mindre alvorlig narkotikakriminalitet, for overtrædelse af våbenlovgivningen og for alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Ved en dom af 22. juni 2016 blev han straffet med fængsel i 5 måneder og udvist betinget af Danmark for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter udøvet sammen med en medgerningsmand over for et værgeløst offer. Straffen i den foreliggende sag er udmålt som en tillægsstraf bl.a. til denne straf på 5 måneders fængsel. Det aktuelle voldsforhold er udøvet før dommen om betinget udvisning. Imidlertid har T ved sin hurtigt fortsatte narkotikakriminalitet af alvorlig karakter samt sin øvrige fortsatte kriminalitet vist, at han ikke har respekt for den advarsel, han har modtaget i kraft af dommen om betinget udvisning. Han har siden maj 2015 været medlem af bandegrupperingen LTF.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at der er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises.
T er som nævnt født og opvokset her i landet, og han har haft lovligt ophold her stort set hele livet. Han har gået i folkeskole i Danmark og har ikke anden uddannelse. Hans forældre og 8 søskende bor alle i Danmark. Han har kun haft sporadisk tilknytning til det danske arbejdsmarked. Der er dog ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning med indrejseforbud for bestandig vil indebære en væsentlig belastning for ham.
T har været i Pakistan 2-3 gange, sidste gang i 2008 eller 2009. Han har oplyst, at han ingen venner har der. Han har for byretten oplyst, at han har farbrødre, fætre og kusiner i Pakistan. Han har oplyst, at han taler pakistansk og har under sine tidligere besøg hos sine nu afdøde bedsteforældre i Pakistan kunnet føre samtaler med dem.
Højesteret lægger til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er stærkere end hans tilknytning til Pakistan, men at han har forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærkere tilknytning til Danmark og svagere tilknytning til Pakistan. Det bemærkes endvidere, at den del af hans familie, der bor i Danmark, vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham ved besøg i Pakistan og ved at kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder herefter og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret finder endvidere, at det ikke er i strid med artikel 8, at udvisningen sker med indrejseforbud for bestandig. Højesteret har herved særligt lagt vægt på den langvarige fængselsstraf, som T idømmes for bl.a. det meget alvorlige angreb på en fængselsbetjent, der må ses som et angreb på et led i en grundlæggende funktion i et demokratisk retssamfund.
Herefter udvises T med indrejseforbud for bestandig, jf. den dagældende udlændingelovs § 32, stk. 2, nr. 5, jf. § 22, nr. 6.”
-
4 år - SyrienkrigerUdvist for bestandig
-
Født i DanmarkBarn
Højesteret
”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.
Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.
…
… i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Højesteret
”T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.
…
Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien.”
Højesteret
”T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.
…
Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagens baggrund og problemstillinger
T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.
Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.
For Højesteret angår sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret og om udvisning.
Retsgrundlaget vedrørende frakendelse af dansk indfødsret og udvisning
Det fremgår af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, at den, der findes skyldig i overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Straffelovens kapitel 13 angår forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv. og omfatter bl.a. § 114 c, stk. 3, om at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger, og § 114 d, stk. 3, om at lade sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger.
Ved Højesterets dom af 8. juni 2016 (UfR 2016.3235) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 4 års fængsel for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 114 e om fremme af terrorisme, og den pågældende blev endvidere dømt til udvisning af landet efter udlændingelovens regler herom. Ved Højesterets dom af 14. november 2017 (UfR 2018.769) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 6 års fængsel. Han var skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, ved at have ladet sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat og i den forbindelse at have taget ophold i Syrien i to kortere perioder, hvor han deltog i træning og våbenbrug, samt ved at have ladet sig hverve i et yderligere tilfælde, hvor han blev anholdt inden afrejsen til Syrien. Han var endvidere skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 b, stk. 1, jf. § 21, ved forsøg på økonomisk støtte med et beløb på 20.000 kr. til Islamisk Stat og for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlinger.
Som det fremgår af disse domme, skal der ved vurderingen af, om indfødsret skal frakendes, når lovens betingelser er opfyldt, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde, hvor en person dømmes for mere alvorlige forhold, bør den pågældende ifølge forarbejderne som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Ved mere alvorlige forhold forstås forhold, der straffes med fængsel i 2 år eller derover. Den betydning, en frakendelse har for den pågældende, kan dog tale afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret selv ved mere alvorlige forhold. Det kan blive aktuelt, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at den nævnte proportionalitetsafvejning minder om den, der skal foretages efter udlændingelovens regler ved vurderingen af, om udvisning på grund af et strafbart forhold skal ske, og at der normalt ikke bør ske frakendelse af dansk indfødsret, hvis det efter udlændingelovens regler vil være et uproportionalt indgreb at udvise den pågældende.
Når der i bl.a. udlændingelovens § 22 er hjemmel til at udvise en udlænding ved dom som følge af et strafbart forhold, følger det af den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 2, at udlændingen skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Efter artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv og familieliv. Indgreb i udøvelsen af disse rettigheder i form af f.eks. udvisning forudsætter, at betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Heraf følger, at udvisningen skal have lovhjemmel og et legitimt formål, herunder f.eks. forebyggelse af uro eller forbrydelse. Det er endvidere en betingelse, at udvisningen er nødvendig af hensyn til dette formål. Afgørelsen heraf beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03).
Den konkrete vurdering
T, der både er dansk og tunesisk statsborger, er ved landsrettens dom som nævnt straffet med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3. Der er derfor hjemmel til at frakende ham dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, ligesom der, hvis indfødsretten frakendes, er hjemmel til at udvise ham efter bl.a. udlændingelovens § 22, nr. 6.
Om frakendelse af indfødsret herefter skal ske, beror på en proportionalitetsvurdering. Hvis frakendelse skal ske, skal han endvidere udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, sammenholdt med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Formålet med udvisning er at forebygge uro eller forbrydelse, og det beror således også efter artikel 8 på en proportionalitetsvurdering, om udvisning kan ske.
T har begået alvorlige forbrydelser i forbindelse med terrorisme, hvilket er straffet med fængsel i 4 år. Udgangspunktet efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, er herefter, at han skal frakendes sin danske indfødsret, ligesom meget tungtvejende grunde taler for, at han skal udvises af Danmark.
T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.
T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.
Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at hverken frakendelse af dansk indfødsret eller udvisning med indrejseforbud for bestandig udgør et uproportionalt indgreb i forhold til T.
Højesteret lægger herved især vægt på alvoren og karakteren af den begåede kriminalitet. Højesteret finder endvidere, at hensynet til Ts familieliv og privatliv i Danmark ikke taler afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet.
Konklusion
Højesteret ændrer landsrettens dom, således at T i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, frakendes sin danske indfødsret og i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”
-
4 år - VoldtægtUdvist for bestandig
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
-
Indrejst: 6 årBørn
Højesteret
”I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.
…
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.
Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”
Højesteret
”T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.”
Højesteret
”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn.
…
T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.”
Højesteret
”Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
…
Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.”
Højesteret
”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988.
T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv.
T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).
I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.
T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.
Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.
Selv om han tidligere to gange er dømt for voldtægt og udvist betinget, og selv om han har været i sexologisk og psykologisk behandling for at forebygge recidiv, har han på ny begået voldtægt i prøvetiden mindre end et år efter løsladelsen fra afsoning af den seneste dom. Højesteret tiltræder derfor landsrettens vurdering, hvorefter der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet.
Efter kriminalitetens art og grovhed samt gentagne karakter finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Cambodia. Derfor må hensynet til respekt for hans ret til privatliv og familieliv vige for hensynet til at forebygge forbrydelse. Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.
Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.
Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”
-
4 år og 6 mdr. - RøveriUdvist for bestandig
-
Tidligere straffetAdvarsel om udvisning
Højesteret
”For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.
…
Da udvisning dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ændrer Højesteret landsrettens dom, således at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.”
Højesteret
”For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.
Han er tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet. I 2008 blev han således idømt en ungdomssanktion af to års varighed for tre røverier begået som 15-årig. I 2012 blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri og et røveriforsøg begået som 19-årig over for personer i dagligvareforretninger. Ved denne dom blev han endvidere udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. I øvrigt er han i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Højesteret finder, at der på den anførte baggrund, herunder især at T er fortsat med at begå personfarlig kriminalitet, efter han blev 18 år, er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Meget tungtvejende grunde taler således for, at han skal udvises.”
Højesteret
”T var på gerningstidspunktet 23 år.
…
T var som anført 6 år, da han med sin mor kom til Danmark fra Somalia i forbindelse med familiesammenføring med faderen. Han har kontakt med sine forældre og 12 halvsøskende, der bor her i landet. Der er derfor ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning vil udgøre en væsentlig belastning for ham. Dette gælder, selv om han ikke har ægtefælle eller børn, og selv om han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked.”
Højesteret
”T er somalisk statsborger, men han har ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark. Han taler imidlertid flydende somali, idet hans familie i Danmark taler somali indbyrdes. Han er derfor ikke uden nogen form for tilknytning til Somalia, og han vil således ikke stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.”
Højesteret
”Sagen angår udvisning af en nu 25-årig somalisk statsborger, T, som kom til Danmark som 6årig og har boet her siden. Han er ved landsrettens dom idømt en straf af fængsel i 4 år og 6 måneder for forsøg på hjemmerøveri og for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Det følger af den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 6, at T skal udvises, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. T er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Da han har boet i Danmark siden 1998, vil udvisning indebære et indgreb i hans privatliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådan indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.
Udvisning har som nævnt hjemmel i loven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket er legitime formål ifølge artikel 8, stk. 2. Det er derfor afgørende, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål.
Afgørelsen af, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse, beror på en proportionalitetsbedømmelse, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i bedømmelsen, er opregnet i dom af 23. juni 2008 i sag 638/03 (Maslov mod Østrig). I en sag som den foreliggende, der angår en voksen, ung mand, som ikke har etableret egen familie, indgår i proportionalitetsvurderingen navnlig det samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den tidligere og nu begåede kriminalitet. I den forbindelse skal det tages i betragtning, om kriminaliteten er begået som mindreårig eller som voksen. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har opholdt sig her i landet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Er der som her tale om en udlænding, der har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at udvise. Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at det kan indgå i proportionalitetsbedømmelsen, om domfældte har fortsat sin kriminelle løbebane, efter at myndighederne har advaret den pågældende om, at dette kan føre til udvisning, jf. bl.a. dom af 8. januar 2009 i sag 10606/07 (Joseph Grant mod UK) og 2. april 2015 i sag 27945/10 (Sarközi og Mahran mod Østrig).
For så vidt angår den konkrete sag bemærker Højesteret, at T er fundet skyldig i forsøg på hjemmerøveri, hvor der blev anvendt grov vold mod en ældre, svagelig mand. T var på gerningstidspunktet 23 år. Der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, og landsretten har udmålt straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.
Han er tidligere straffet flere gange, herunder for personfarlig kriminalitet. I 2008 blev han således idømt en ungdomssanktion af to års varighed for tre røverier begået som 15-årig. I 2012 blev han idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri og et røveriforsøg begået som 19-årig over for personer i dagligvareforretninger. Ved denne dom blev han endvidere udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år. I øvrigt er han i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Højesteret finder, at der på den anførte baggrund, herunder især at T er fortsat med at begå personfarlig kriminalitet, efter han blev 18 år, er en betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Meget tungtvejende grunde taler således for, at han skal udvises.
T var som anført 6 år, da han med sin mor kom til Danmark fra Somalia i forbindelse med familiesammenføring med faderen. Han har kontakt med sine forældre og 12 halvsøskende, der bor her i landet. Der er derfor ikke tvivl om, at han har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning vil udgøre en væsentlig belastning for ham. Dette gælder, selv om han ikke har ægtefælle eller børn, og selv om han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked.
T er somalisk statsborger, men han har ikke været i Somalia, siden han kom til Danmark. Han taler imidlertid flydende somali, idet hans familie i Danmark taler somali indbyrdes. Han er derfor ikke uden nogen form for tilknytning til Somalia, og han vil således ikke stå fuldstændig uden forudsætninger ved en tilbagevenden til Somalia.
Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at udvisning af T med indrejseforbud for bestandig må anses for en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro eller forbrydelse.
Da udvisning dermed ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, ændrer Højesteret landsrettens dom, således at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5.”
-
6 år - NarkotikaUdvist for bestandig
Højesteret
”T, der er irakisk statsborger, er ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, ved i forening med flere medtiltalte at have håndteret 5 kg kokain og forsøgt at håndtere yderligere 2 kg kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af knivloven og færdselsloven. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 6 år …
…
T har i forening med flere medtiltalte begået alvorlig narkotikakriminalitet. Landsretten har lagt til grund, at han ikke har haft en ledende rolle, men at han har deltaget aktivt i håndteringen af store mængder importeret kokain med henblik på videresalg. Han har i den forbindelse opblandet 1½ kg kokain med fyldstof, så det blev til 3 kg kokain, og forsøgt at opblande yderligere 2 kg kokain, så det ville blive til 4 kg kokain. Domfældelsen omfatter således en samlet mængde på 7 kg kokain. Der er tale om organiseret kriminalitet, som har strakt sig over nogle måneder.
…
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.”
Højesteret
” … at han både tidligere og også under varetægtsfængslingen i denne sag er straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.”
Højesteret
”T er 27 år. Han indrejste i Danmark som 8-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn.
…
Som nævnt har T boet i Danmark, siden han kom hertil som 8-årig. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har bl.a. sin mor, far, to søskende og bedsteforældre i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet.”
Højesteret
“T er født i Irak, hvor han har boet de første 7-8 år af sit liv. Han har ikke været i Irak, siden han kom til Danmark, og han har ikke kendskab til familie i Irak. Han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak, og han taler også lidt arabisk. Det må antages, at han gennem de år, han som barn tilbragte i Irak, og gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, hvis han udvises.”
Højesteret
”T, der er irakisk statsborger, er ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer, ved i forening med flere medtiltalte at have håndteret 5 kg kokain og forsøgt at håndtere yderligere 2 kg kokain med henblik på videreoverdragelse. Han er endvidere fundet skyldig i overtrædelse af knivloven og færdselsloven. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 6 år og meddelt en advarsel om udvisning.
For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.
Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1 og 4, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.
T er 27 år. Han indrejste i Danmark som 8-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans privatliv, jf.
Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro og forbrydelse, og det afgørende er, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.
De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70.
I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen er en ung mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71.
Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75.
Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:
T har i forening med flere medtiltalte begået alvorlig narkotikakriminalitet. Landsretten har lagt til grund, at han ikke har haft en ledende rolle, men at han har deltaget aktivt i håndteringen af store mængder importeret kokain med henblik på videresalg. Han har i den forbindelse opblandet 1½ kg kokain med fyldstof, så det blev til 3 kg kokain, og forsøgt at opblande yderligere 2 kg kokain, så det ville blive til 4 kg kokain. Domfældelsen omfatter således en samlet mængde på 7 kg kokain. Der er tale om organiseret kriminalitet, som har strakt sig over nogle måneder.
Højesteret finder under hensyn til karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet, at T må anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige ro og orden. Oplysningerne om hans personlige forhold kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og at han både tidligere og også under varetægtsfængslingen i denne sag er straffet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Som nævnt har T boet i Danmark, siden han kom hertil som 8-årig. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Han har bl.a. sin mor, far, to søskende og bedsteforældre i Danmark. Han har begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet.
T er født i Irak, hvor han har boet de første 7-8 år af sit liv. Han har ikke været i Irak, siden han kom til Danmark, og han har ikke kendskab til familie i Irak. Han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak, og han taler også lidt arabisk. Det må antages, at han gennem de år, han som barn tilbragte i Irak, og gennem sin herboende familie har et vist kendskab til irakisk skik og kultur.
Højesteret lægger herefter til grund, at Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Irak, hvis han udvises.
Efter karakteren og omfanget af den begåede narkotikakriminalitet, der er straffet med fængsel i 6 år, finder Højesteret, at meget tungtvejende grunde taler for at udvise T. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark, hvor han ikke har stiftet egen familie, og hans begrænsede tilknytning til Irak, ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. T skal således udvises.
Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 6 års fængsel, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Navnlig under hensyn til den grove karakter og det betydelige omfang af den begåede narkotikakriminalitet finder Højesteret efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. november 2021 i sag 40240/19 (Avci mod Danmark).
Højesteret tager herefter påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 22, nr. 1 og 4, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1.
På denne baggrund stadfæster Højesteret landsrettens dom med den ændring, at T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.”