Udvisning.dk

Højesteret

”T er som nævnt i den foreliggende sag idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Han havde på en båd flere gange nægtet at efterkomme Fs ønske om at blive sejlet i land, idet han kun ville bringe hende i land, hvis hun gav ham et kys, hvilket hun flere gange nægtede at gøre, men til sidst efterkom. Herefter tog han hårdt fat i hende. Hun sagde flere gange nej og forsøgte at skubbe ham væk. Han indførte herefter sine fingre i hendes vagina uden hendes samtykke og beordrede hende til at lægge sig ned og se på ham, mens han onanerede sit lem, indtil han fik udløsning på hendes lår.”

Højesteret

”T er foruden kriminaliteten i den foreliggende sag dømt for en række voldsforhold begået i 2019 og 2020. Han blev ved Københavns Byrets dom af 6. oktober 2020 idømt en betinget fængselsstraf på 3 måneder for vold begået i 2020, idet han bl.a. slog en kvinde flere gange med knyttet hånd og rev hende i håret, således at hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede hende flere gange. Ved Retten i Glostrups dom af 15. marts 2023 blev han idømt 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler ligeledes begået i 2020, idet han slog en kvinde i ansigtet med flad hånd og rev hende i håret, hvorefter han satte sig oven på hende og viklede en ledning om hendes hals og strammede til, ligesom han holdt for hendes mund og næse, således at hun ikke kunne få luft. Efterfølgende slog han hende med et bordben i ansigtet og på kroppen. Endvidere truede han med, at han ville torturere hende og stikke hende med en kniv. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 31. maj 2023 blev ham idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bl.a. to tilfælde af grov vold, et tilfælde af simpel vold samt for røveri og fareforvoldelse. Ved et af voldsforholdene kastede han flere tallerkener efter en kvinde, der blev ramt og måtte sys i panden. Ved en anden lejlighed slog han den samme kvinde adskillige gange på kroppen og ansigtet med et bordben.

T er også før disse domme straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, idet han som mindreårig er dømt for vold, herunder grov vold, trusler og vidnetrusler, og som voksen for vold og trusler om vold. Han er desuden mange gange straffet med bøde, bl.a. for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og lovgivningen om euforiserende stoffer.

Hans kriminalitet viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning, og Højesteret finder, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises.”

Højesteret

”T er som nævnt 35 år. Han er som 8-årig kommet fra Tyrkiet til Danmark, hvor han har gået i skole, men han har ikke taget afgangseksamen fra folkeskolen og har ikke gennemført en egentlig erhvervsuddannelse. Han har i januar 2021 oplyst, at han da havde haft sammenlagt ca. 8 års beskæftigelse. Siden har han været i beskæftigelse i ca. 13 måneder i flere forskellige virksomheder, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023.

Som anført er T ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år, som han indtil den 1. maj 2023 havde samvær med i en 7/7-ordning. Han har det meste af sit liv boet i Danmark, bl.a. hos sin mor, der afgik ved døden i 2019. Han har ikke kontakt til sin far i Tyrkiet og ved ikke, om han lever. Han har en lillebror og en fætter i Danmark.”

Højesteret

”Han boede hos sin mormor i Tyrkiet, indtil han var 8 år. Han har været på ferie i Tyrkiet flere gange, senest for ca. 10 år siden. Højesteret lægger til grund, at han taler tyrkisk, og at han bl.a. gennem sin opvækst hos sin mormor i Tyrkiet har kendskab til tyrkisk skik og kultur.

Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Tyrkiet, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Tyrkiet foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år vil herefter ikke være uproportional. Det er indgået i vurderingen, at han og sønnen vil kunne bevare kontakten via bl.a. telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er ved landsrettens dom idømt en tillægsstraf på fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, § 232, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1. Landsretten bestemte, at han skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 2, 3 og 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge lovens § 26 b kan udvisning af udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

T, der er 35 år, er tyrkisk statsborger. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det er ubestridt, at T er omfattet af artikel 6 i afgørelsen efter associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Hans søn er dansk statsborger og dermed som unionsborger beskyttet af artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). 

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller TEUF artikel 20.

Menneskerettighedskonventionen

Udvisning vil som nævnt indebære et indgreb i Ts ret til privatliv og familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og er derfor kun berettiget, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, er bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I vurderingen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Det følger endvidere af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset.

Associeringsafgørelsen

Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørelsen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.

EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12 i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen af artikel 14, stk. 1, i associeringsafgørelsen. Efter dette direktivs artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvisningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågældendes alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller manglende tilknytning til oprindelseslandet.

Det fremgår af Ziebell-dommens præmis 82, at foranstaltninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den berørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. 

TEUF

TEUF artikel 20 er efter EU-Domstolens fortolkning til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises fra medlemsstatens område til et tredjeland, selv om den pågældende faktisk tager sig af et mindreårigt barn, som er statsborger i medlemsstaten, hvis udvisningen af den pågældende indebærer, at barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet af sine rettigheder som unionsborger. Om barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område, beror på en bedømmelse af, om der består et afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet. Der skal ved vurderingen heraf tages hensyn til barnets tarv og samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til den pågældende forælder og den risiko, som adskillelsen fra forælderen indebærer for barnets ligevægt, jf. præmis 66-67 i EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C532/19 (Subdelegación).

En medlemsstat kan dog i ekstraordinære tilfælde udvise forælderen, selv om barnet som konsekvens heraf bliver nødsaget til at forlade Unionens område. Det er en forudsætning herfor, at udvisningen er begrundet i forælderens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat, og at udvisningen er begrundet i en hensyntagen til de forskellige involverede interesser, jf. præmis 50 i EU-Domstolens dom af 13. september 2016 i sag C-304/14 (CS).

Den konkrete sag

Afhængighedsvurderingen efter TEUF

Ts søn, B, og Bs mor er danske statsborgere og vil kunne blive boende i Danmark, selv om T udvises. B er 9 år. T boede sammen med B og hans mor, indtil B var ca. halvandet år. T havde herefter samvær med B i en 7/7-ordning, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023. Under afsoningen har han haft besøg af B fire gange, senest i november 2023. Efter landsrettens dom i denne sag har Bs mor fået tilkendt forældremyndigheden alene. De sociale myndigheder har i en årrække været bekymrede for Bs trivsel og udvikling og for forældrenes omsorg for ham. Siden juni 2024 har han været frivilligt anbragt hos sin mormor, og de sociale myndigheder vurderer, at han er velanbragt. T blev løsladt den 17. marts 2025 og har efter det oplyste set sin søn en enkelt gang siden da.

Efter en samlet vurdering af Bs tilknytning til sin far og Bs forhold i øvrigt finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem T og B, at B bliver nødsaget til at forlade Unionens område, hvis T udvises. Der er efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at tage Ts subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge.

Trusselsbetingelsen efter associeringsafgørelsen

T er som nævnt i den foreliggende sag idømt fængsel i 1 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang begået i 2022. Han havde på en båd flere gange nægtet at efterkomme Fs ønske om at blive sejlet i land, idet han kun ville bringe hende i land, hvis hun gav ham et kys, hvilket hun flere gange nægtede at gøre, men til sidst efterkom. Herefter tog han hårdt fat i hende. Hun sagde flere gange nej og forsøgte at skubbe ham væk. Han indførte herefter sine fingre i hendes vagina uden hendes samtykke og beordrede hende til at lægge sig ned og se på ham, mens han onanerede sit lem, indtil han fik udløsning på hendes lår.

T er foruden kriminaliteten i den foreliggende sag dømt for en række voldsforhold begået i 2019 og 2020. Han blev ved Københavns Byrets dom af 6. oktober 2020 idømt en betinget fængselsstraf på 3 måneder for vold begået i 2020, idet han bl.a. slog en kvinde flere gange med knyttet hånd og rev hende i håret, således at hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede hende flere gange. Ved Retten i Glostrups dom af 15. marts 2023 blev han idømt 6 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler ligeledes begået i 2020, idet han slog en kvinde i ansigtet med flad hånd og rev hende i håret, hvorefter han satte sig oven på hende og viklede en ledning om hendes hals og strammede til, ligesom han holdt for hendes mund og næse, således at hun ikke kunne få luft. Efterfølgende slog han hende med et bordben i ansigtet og på kroppen. Endvidere truede han med, at han ville torturere hende og stikke hende med en kniv. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 31. maj 2023 blev ham idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for bl.a. to tilfælde af grov vold, et tilfælde af simpel vold samt for røveri og fareforvoldelse. Ved et af voldsforholdene kastede han flere tallerkener efter en kvinde, der blev ramt og måtte sys i panden. Ved en anden lejlighed slog han den samme kvinde adskillige gange på kroppen og ansigtet med et bordben.

T er også før disse domme straffet flere gange for personfarlig kriminalitet, idet han som mindreårig er dømt for vold, herunder grov vold, trusler og vidnetrusler, og som voksen for vold og trusler om vold. Han er desuden mange gange straffet med bøde, bl.a. for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og lovgivningen om euforiserende stoffer.

Hans kriminalitet viser manglende vilje til at overholde dansk lovgivning, og Højesteret finder, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. 

På den anførte baggrund finder Højesteret, at Ts kriminalitet er af en sådan art og alvor, at hans adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. 

Proportionalitet efter associeringsafgørelsen og Menneskerettighedskonventionen

T er som nævnt 35 år. Han er som 8-årig kommet fra Tyrkiet til Danmark, hvor han har gået i skole, men han har ikke taget afgangseksamen fra folkeskolen og har ikke gennemført en egentlig erhvervsuddannelse. Han har i januar 2021 oplyst, at han da havde haft sammenlagt ca. 8 års beskæftigelse. Siden har han været i beskæftigelse i ca. 13 måneder i flere forskellige virksomheder, indtil han blev indsat til afsoning den 1. maj 2023.

Som anført er T ikke gift eller samlevende, men har en søn på 9 år, som han indtil den 1. maj 2023 havde samvær med i en 7/7-ordning. Han har det meste af sit liv boet i Danmark, bl.a. hos sin mor, der afgik ved døden i 2019. Han har ikke kontakt til sin far i Tyrkiet og ved ikke, om han lever. Han har en lillebror og en fætter i Danmark. 

Han boede hos sin mormor i Tyrkiet, indtil han var 8 år. Han har været på ferie i Tyrkiet flere gange, senest for ca. 10 år siden. Højesteret lægger til grund, at han taler tyrkisk, og at han bl.a. gennem sin opvækst hos sin mormor i Tyrkiet har kendskab til tyrkisk skik og kultur.

Ts tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet, men Højesteret lægger til grund, at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Tyrkiet, hvis han udvises.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T har begået, tiltræder Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Tyrkiet foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham. Udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år vil herefter ikke være uproportional. Det er indgået i vurderingen, at han og sønnen vil kunne bevare kontakten via bl.a. telefon og internet. 

Konklusion

Udvisning af T vil ikke være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller TEUF artikel 20.

Højesteret tiltræder herefter, at T skal udvises med et indrejseforbud i 6 år. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.”

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.

Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.

…

… i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Højesteret

”T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.

…

Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien.”

Højesteret

”T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.

…

Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstillinger

T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved at have ladet sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a og ved at have ladet sig træne, instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af de nævnte bestemmelser, idet han den 9. september 2013 indrejste i Syrien, hvor han lod sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), hvorefter han i en kortere periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL.

Straffen herfor er af landsretten fastsat til fængsel i 4 år.

For Højesteret angår sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret og om udvisning. 

Retsgrundlaget vedrørende frakendelse af dansk indfødsret og udvisning

Det fremgår af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, at den, der findes skyldig i overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, ved dom kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Straffelovens kapitel 13 angår forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv. og omfatter bl.a. § 114 c, stk. 3, om at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger, og § 114 d, stk. 3, om at lade sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå terrorhandlinger. 

Ved Højesterets dom af 8. juni 2016 (UfR 2016.3235) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 4 års fængsel for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 114 e om fremme af terrorisme, og den pågældende blev endvidere dømt til udvisning af landet efter udlændingelovens regler herom. Ved Højesterets dom af 14. november 2017 (UfR 2018.769) blev dansk indfødsret frakendt en person, der var straffet med 6 års fængsel. Han var skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, ved at have ladet sig hverve som ”kæmper” af terrororganisationen Islamisk Stat og i den forbindelse at have taget ophold i Syrien i to kortere perioder, hvor han deltog i træning og våbenbrug, samt ved at have ladet sig hverve i et yderligere tilfælde, hvor han blev anholdt inden afrejsen til Syrien. Han var endvidere skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 b, stk. 1, jf. § 21, ved forsøg på økonomisk støtte med et beløb på 20.000 kr. til Islamisk Stat og for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlinger.

Som det fremgår af disse domme, skal der ved vurderingen af, om indfødsret skal frakendes, når lovens betingelser er opfyldt, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde, hvor en person dømmes for mere alvorlige forhold, bør den pågældende ifølge forarbejderne som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Ved mere alvorlige forhold forstås forhold, der straffes med fængsel i 2 år eller derover. Den betydning, en frakendelse har for den pågældende, kan dog tale afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret selv ved mere alvorlige forhold. Det kan blive aktuelt, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene en meget ringe tilknytning til et andet land.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at den nævnte proportionalitetsafvejning minder om den, der skal foretages efter udlændingelovens regler ved vurderingen af, om udvisning på grund af et strafbart forhold skal ske, og at der normalt ikke bør ske frakendelse af dansk indfødsret, hvis det efter udlændingelovens regler vil være et uproportionalt indgreb at udvise den pågældende.

Når der i bl.a. udlændingelovens § 22 er hjemmel til at udvise en udlænding ved dom som følge af et strafbart forhold, følger det af den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 2, at udlændingen skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

Efter artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv og familieliv. Indgreb i udøvelsen af disse rettigheder i form af f.eks. udvisning forudsætter, at betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Heraf følger, at udvisningen skal have lovhjemmel og et legitimt formål, herunder f.eks. forebyggelse af uro eller forbrydelse. Det er endvidere en betingelse, at udvisningen er nødvendig af hensyn til dette formål. Afgørelsen heraf beror navnlig på en proportionalitetsvurdering. I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I bedømmelsen indgår endvidere, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (nr. 1638/03).

Den konkrete vurdering

T, der både er dansk og tunesisk statsborger, er ved landsrettens dom som nævnt straffet med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3. Der er derfor hjemmel til at frakende ham dansk indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, ligesom der, hvis indfødsretten frakendes, er hjemmel til at udvise ham efter bl.a. udlændingelovens § 22, nr. 6. 

Om frakendelse af indfødsret herefter skal ske, beror på en proportionalitetsvurdering. Hvis frakendelse skal ske, skal han endvidere udvises, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, sammenholdt med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Formålet med udvisning er at forebygge uro eller forbrydelse, og det beror således også efter artikel 8 på en proportionalitetsvurdering, om udvisning kan ske.

T har begået alvorlige forbrydelser i forbindelse med terrorisme, hvilket er straffet med fængsel i 4 år. Udgangspunktet efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, er herefter, at han skal frakendes sin danske indfødsret, ligesom meget tungtvejende grunde taler for, at han skal udvises af Danmark. 

T er født i 1990 [et sted i Rigsfællesskabet] og har en [person inden for Rigsfællesskabet] mor og en tunesisk far. Som knap 3-årig flyttede han sammen med sine forældre til Danmark, hvor han har haft sin opvækst og skolegang, bortset fra et ophold i Tunesien på ca. 6 ½ måned fra december 2005 til juni 2006, hvor han var 15 år. Han er islamisk gift med en dansk kvinde, og de har boet sammen siden 2009. De har en søn, der er født i januar 2010. Hans mor og søskende bor ligeledes i Danmark. Han taler, læser og skriver dansk. Selv om T er uden uddannelse, aldrig har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og siden 2011 har levet af offentlige ydelser, har han en stærk tilknytning til Danmark.

T har frem til sit 15. år været i Tunesien på ferie ca. 8 gange i perioder på 1-2 uger, og han har som nævnt som 15-årig i 2005-2006 sammen med sine forældre boet der i mere end 6 måneder. I 2013 eller 2014 flyttede hans far tilbage til Tunesien, men T har oplyst, at han ikke er bekendt med, om hans far stadig bor der. Han så sidst sin far, da faderen besøgte ham i fængslet i maj 2016. Han taler og læser arabisk, men har oplyst, at han kan have vanskeligt ved at forstå den tunesiske dialekt. Han har haft sin skolegang på en muslimsk skole i København. Han har forklaret, at islam betyder alt for ham, og at han praktiserer islam i dagligdagen. Selv om T er opvokset her i landet, finder Højesteret på den anførte baggrund, at han må anses for at have en ikke uvæsentlig tilknytning til Tunesien og til tunesisk kultur og levevis.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at hverken frakendelse af dansk indfødsret eller udvisning med indrejseforbud for bestandig udgør et uproportionalt indgreb i forhold til T. 

Højesteret lægger herved især vægt på alvoren og karakteren af den begåede kriminalitet. Højesteret finder endvidere, at hensynet til Ts familieliv og privatliv i Danmark ikke taler afgørende imod frakendelse af dansk indfødsret og udvisning. Det bemærkes i den forbindelse, at T som led i den begåede kriminalitet på eget initiativ forlod sin familie i Danmark for at tage ophold i et krigsområde i Syrien. Endvidere bemærkes, at hans samlever, der som 18-årig er konverteret til islam, og den nu 8-årige søn, der i en kortere periode har gået på en islamisk skole og nu undervises hjemme af moderen, må antages ikke at være uden forudsætninger for at følge med ham til Tunesien. Hvis de ikke vil tage ophold i Tunesien, vil de have mulighed for at besøge ham der og for at kommunikere med ham via telefon og internet. 

Konklusion

Højesteret ændrer landsrettens dom, således at T i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, frakendes sin danske indfødsret og i medfør af den dagældende udlændingelovs § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, udvises med indrejseforbud for bestandig.”

Højesteret

”I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.

…

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.

Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”

Højesteret

”T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988. 

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv. 

T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn.

…

T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.”

Højesteret

”Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

…

Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.”

Højesteret

”Sagen angår udvisning af en nu 36-årig cambodiansk statsborger, T, som har boet i Danmark, siden han kom her til landet som 6-årig i 1988. 

T blev ved dom af 25. april 2012 idømt 1 år og 3 måneders fængsel for voldtægt og udvist betinget. I prøvetiden efter dommen begik han på ny voldtægt, og han blev for dette forhold ved dom af 3. juli 2014 idømt en fællesstraf af 3 års fængsel og på ny udvist betinget. I prøvetiden begik han atter voldtægt mv. For dette forhold er han nu idømt en fællesstraf af fængsel i 4 år. Spørgsmålet er, om der er grundlag for ubetinget udvisning.

Det følger af den dagældende udlændingelovs § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at T skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv. 

T er ikke gift eller samlevende, men har to børn på 9 og 11 år. Han har boet i Danmark, siden han var barn. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.

T kom som nævnt til Danmark som 6-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet, hvor han er uddannet inden for fisk og vildt og har haft skiftende beskæftigelse. Hans to børn bor i Danmark hos deres mor, og Højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at hans kontakt til børnene hidtil kun har været begrænset og sporadisk. Han har tillige sine forældre og tre søskende her i landet.

Han har ikke været i Cambodia efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Cambodia. Højesteret lægger til grund, at han forstår og i en vis udstrækning også kan tale det cambodianske sprog. Ud over sproget har han via sin familie og sine herboende cambodianske venner tillige et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur.

Højesteret lægger herefter til grund, at Ts personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Cambodia. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Cambodia og vil derfor ikke være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i dette land, hvis han udvises.

Selv om han tidligere to gange er dømt for voldtægt og udvist betinget, og selv om han har været i sexologisk og psykologisk behandling for at forebygge recidiv, har han på ny begået voldtægt i prøvetiden mindre end et år efter løsladelsen fra afsoning af den seneste dom. Højesteret tiltræder derfor landsrettens vurdering, hvorefter der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet.

Efter kriminalitetens art og grovhed samt gentagne karakter finder Højesteret efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning af ham på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Cambodia. Derfor må hensynet til respekt for hans ret til privatliv og familieliv vige for hensynet til at forebygge forbrydelse. Det bemærkes herved, at hans børn vil have mulighed for at besøge ham i Cambodia, og at de endvidere vil kunne kommunikere med ham via telefon og internet.

Højesteret finder efter det anførte, at ubetinget udvisning ikke er et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det heller ikke er uproportionalt, at udvisning sker med indrejseforbud for bestandig.

Højesteret tager herefter påstanden om ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig til følge, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.”