Udvisning.dk

Højesteret

”A er fundet skyldig i trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, idet han under indlæggelse på X med en nøgle mellem fingrene gjorde udfald mod en medarbejder på institutionen og truede med at stikke nøglen i medarbejderens hals. Han er endvidere fundet skyldig i vidnetrussel efter straffelovens § 123, stk. 1, idet han i anledning af medarbejderens forklaring til politiet eller i retten udtalte, at han i retten ville slå medarbejderen ihjel. I byretten erkendte han forholdene. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Det blev bestemt, at der ikke skulle ske ændringer i hans anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid, som han i 2013 blev idømt, og som han siden har været underlagt.

…

De foreliggende tilfælde af trusler og vidnetrusler blev som nævnt begået i henholdsvis december 2020 og februar 2021. Justitsministeriet bestemte i juli 2021, at A skulle anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 1, idet han vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig eller overhængende fare (farlighedsdekret). På Sikringsafdelingen blev hans tilstand gradvist forbedret under behandling med antipsykotisk medicin. Sikringsafdelingen har oplyst, at der ikke var fysiske udfald mod personalet under indlæggelsen. Justitsministeriet besluttede den 30. november 2023 at ophæve farlighedsdekretet, og A blev i december 2023 tilbageført til X. Ifølge udtalelse fra X fra juni 2024 har han ikke gjort fysiske udfald mod medpatienter eller personale siden tilbageførslen i 2023. Han er fortsat plaget af vrangforestillinger og hallucinationer, og han har i mange år haft et stofmisbrug. Der resterer ifølge udtalelsen betydelig behandling omkring stabilisering af hans tilstand, og det vurderes, at der er høj risiko for tilbagefald til ny kriminalitet, hvis foranstaltningen ophæves.

…

De fremsatte trusler var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner under anbringelse på psykiatrisk afdeling.

…

A frifindes herefter for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”Før han i 2007 blev diagnosticeret som sindssyg, var han dømt for bl.a. indbrud, simpel vold samt røveri af 200 kr. og et kreditkort fra en ældre dames taske. Han er efterfølgende i 2010, 2011 og 2012 dømt til behandling for bl.a. trusler, afpresning og forsøg på indbrud, og han blev i 2013 dømt til anbringelse for bl.a. to tilfælde af brandstiftelse på eget værelse under ophold på retspsykiatrisk afdeling og for forsøg på røveri ved at have væltet en person på gaden omkuld og undersøgt vedkommendes lommer for genstande og værdier. I 2019 er han dømt for vold mod en ansat på et psykiatrisk center og i 2020 for vold mod en medpatient. Ved dommene i 2019 og 2020 er han idømt advarsel om udvisning. Han er ved alle domme siden 2010 frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom.

…

Forholdene blev begået tilbage i december 2020 og februar 2021, og han har ikke siden gjort fysiske udfald mod ansatte eller medpatienter. Siden 2010 er han ved tidligere begået kriminalitet ligeledes fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom.”

Udlændingestyrelsen

A har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 25 år og 5 måneder.

Højesteret

”Som nævnt har A boet i Danmark, siden han var 11 år. Hans mor og søskende bor her i landet. Han er på førtidspension. Han er ikke gift og har ingen børn. Han er somalisk statsborger, og han forstår og taler somali i et vist omfang.

Han har en stærk tilknytning til Danmark … ”

Højesteret

”Han har ingen familie i Somalia og har kun været i landet en enkelt gang, efter at han i 1995 kom til Danmark.

…

Han har … en svag tilknytning til Somalia.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

A er fundet skyldig i trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, idet han under indlæggelse på X med en nøgle mellem fingrene gjorde udfald mod en medarbejder på institutionen og truede med at stikke nøglen i medarbejderens hals. Han er endvidere fundet skyldig i vidnetrussel efter straffelovens § 123, stk. 1, idet han i anledning af medarbejderens forklaring til politiet eller i retten udtalte, at han i retten ville slå medarbejderen ihjel. I byretten erkendte han forholdene. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Det blev bestemt, at der ikke skulle ske ændringer i hans anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid, som han i 2013 blev idømt, og som han siden har været underlagt. Ved landsrettens dom er han udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. 

For Højesteret angår sagen ligesom for landsretten alene spørgsmålet om udvisning. 

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at A skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

A er 40 år og somalisk statsborger. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har boet i Danmark, siden han var 11 år. Der er ikke grundlag for at fastslå, at udvisning vil udgøre et indgreb i hans ret til familieliv, men udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i opholdslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet, jf. præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, jf. præmis 75. Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark) anset en ca. 46-årig udlænding, der kom til Danmark som 13-årig, for at have tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet (præmis 28).

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende er straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). Det skal således tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg (præmis 195). Tilsvarende fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland) (præmis 50). 

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

A er fundet skyldig i trusler og vidnetrusler begået i december 2020 og februar 2021 mod en medarbejder på X, hvor han var indlagt i henhold til en anbringelsesdom fra 2013. 

Før han i 2007 blev diagnosticeret som sindssyg, var han dømt for bl.a. indbrud, simpel vold samt røveri af 200 kr. og et kreditkort fra en ældre dames taske. Han er efterfølgende i 2010, 2011 og 2012 dømt til behandling for bl.a. trusler, afpresning og forsøg på indbrud, og han blev i 2013 dømt til anbringelse for bl.a. to tilfælde af brandstiftelse på eget værelse under ophold på retspsykiatrisk afdeling og for forsøg på røveri ved at have væltet en person på gaden omkuld og undersøgt vedkommendes lommer for genstande og værdier. I 2019 er han dømt for vold mod en ansat på et psykiatrisk center og i 2020 for vold mod en medpatient. Ved dommene i 2019 og 2020 er han idømt advarsel om udvisning. Han er ved alle domme siden 2010 frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. 

De foreliggende tilfælde af trusler og vidnetrusler blev som nævnt begået i henholdsvis december 2020 og februar 2021. Justitsministeriet bestemte i juli 2021, at A skulle anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. psykiatrilovens § 40, stk. 1, idet han vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig eller overhængende fare (farlighedsdekret). På Sikringsafdelingen blev hans tilstand gradvist forbedret under behandling med antipsykotisk medicin. Sikringsafdelingen har oplyst, at der ikke var fysiske udfald mod personalet under indlæggelsen. Justitsministeriet besluttede den 30. november 2023 at ophæve farlighedsdekretet, og A blev i december 2023 tilbageført til X. Ifølge udtalelse fra X fra juni 2024 har han ikke gjort fysiske udfald mod medpatienter eller personale siden tilbageførslen i 2023. Han er fortsat plaget af vrangforestillinger og hallucinationer, og han har i mange år haft et stofmisbrug. Der resterer ifølge udtalelsen betydelig behandling omkring stabilisering af hans tilstand, og det vurderes, at der er høj risiko for tilbagefald til ny kriminalitet, hvis foranstaltningen ophæves.

Som nævnt har A boet i Danmark, siden han var 11 år. Hans mor og søskende bor her i landet. Han er på førtidspension. Han er ikke gift og har ingen børn. Han er somalisk statsborger, og han forstår og taler somali i et vist omfang. Han har ingen familie i Somalia og har kun været i landet en enkelt gang, efter at han i 1995 kom til Danmark.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at udvisning af A vil være uproportional og dermed i strid med artikel 8. Der foreligger således ikke sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise i en situation som den foreliggende, hvor A kom til Danmark som 11-årig.

Højesteret har herved lagt vægt på navnlig, at A i de nu foreliggende trusselsforhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. De fremsatte trusler var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner under anbringelse på psykiatrisk afdeling. Forholdene blev begået tilbage i december 2020 og februar 2021, og han har ikke siden gjort fysiske udfald mod ansatte eller medpatienter. Siden 2010 er han ved tidligere begået kriminalitet ligeledes fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han har en stærk tilknytning til Danmark og en svag tilknytning til Somalia. 

A frifindes herefter for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 266 ved i juli 2021 i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og er idømt ambulant behandling med mulighed for indlæggelse. Der er ikke fastsat længstetid for foranstaltningen.

…

Kriminaliteten, der blev begået i 2021, var ikke planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.”

Højesteret

”Han har ikke tidligere begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet. I juni 2024 er han meddelt tiltalefrafald for fire voldstilfælde begået i 2022 mod medbeboere på botilbuddet.

…

I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.”

Højesteret

”Som nævnt kom T til Danmark som 29-årig og har siden opholdt sig her i landet. Han har ingen nære familiemedlemmer i Danmark.”

Højesteret

”Han har tilbragt størstedelen af sit liv i Eritrea. Efter de foreliggende oplysninger har han ingen familie i Eritrea.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 266 ved i juli 2021 i to tilfælde at have sparket en beboer på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor, samt i et tilfælde at have truet den ene af dem. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og er idømt ambulant behandling med mulighed for indlæggelse. Der er ikke fastsat længstetid for foranstaltningen. Han er udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Efter udlændingelovens § 23, nr. 1, kan en udlænding, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end 5 år, udvises af de grunde, der er nævnt i lovens § 22. Efter § 22, nr. 6, kan en udlænding udvises, bl.a. hvis vedkommende efter straffelovens § 244 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. 

T er eritreisk statsborger og er nu 39 år. Han indrejste i Danmark i 2014, da han var 29 år, og han har haft lovligt ophold i ca. 7½ år. Han er idømt ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse, for bl.a. to tilfælde af spark mod beboere på det botilbud, hvor han bor. Efter det oplyste om de to voldsforhold finder Højesteret, at forholdene ville have medført en ubetinget frihedsstraf, hvis han ikke var straffri i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt. Der er derfor hjemmel i udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, til at udvise ham. 

Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er i første række, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Udvisning vil ubestridt udgøre et indgreb i Ts ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1. Udvisning kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

I et tilfælde som det foreliggende, hvor udlændingen ikke har etableret sin egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i opholdslandet, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til opholdslandet og til statsborgerskabslandet, jf. præmis 71.

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende er straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first

Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). Det skal således tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg (præmis 195). Tilsvarende fremgår af Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland) (præmis 50).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er fundet skyldig i simpel vold og trussel om vold begået i juli 2021 mod to beboere på det socialpsykiatriske botilbud, hvor han bor. Han har ikke tidligere begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet. I juni 2024 er han meddelt tiltalefrafald for fire voldstilfælde begået i 2022 mod medbeboere på botilbuddet.  

Ifølge udtalelse af 6. december 2024 fra Psykiatrisk Center Glostrup har T en kronisk psykoselidelse, som giver sig udslag i stemmehøring, forfølgelsesforestillinger, tendens til udadreagerende adfærd og seksualiserende adfærd. Han kom til Danmark i 2014 og blev herefter diagnosticeret med paranoid psykose. Han har siden været i behandling med flere forskellige antipsykotika. Det er først efter, at han i juni 2023 er begyndt i behandling med depotmedicinen Trevicta, at behandlingen med antipsykotisk medicin er blevet tilstrækkeligt stabil, således at der er sket en reel bedring i hans psykiske lidelse. Han har − efter at denne behandling blev iværksat − ikke haft konflikter med medbeboere, og hans tidligere seksualiserende adfærd er helt ophørt. Ifølge udtalelsen vil der ved ophør af behandlingen med Trevicta være risiko for recidiv af de psykotiske symptomer og dermed risiko for fornyet personfarlig kriminalitet. Der vil også være en betydelig øget suicidalrisiko, idet han tidligere har foretaget flere alvorlige selvmordsforsøg, når hans psykoselidelse ikke har været tilstrækkeligt behandlet. 

Som nævnt kom T til Danmark som 29-årig og har siden opholdt sig her i landet. Han har ingen nære familiemedlemmer i Danmark. Han har tilbragt størstedelen af sit liv i Eritrea.

Efter de foreliggende oplysninger har han ingen familie i Eritrea.

Efter en samlet afvejning finder Højesteret, at udvisning af T vil være uproportional og dermed i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. 

Højesteret har herved navnlig lagt vægt på, at T ved den begåede kriminalitet i form af simpel vold og trussel om vold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Kriminaliteten, der blev begået i 2021, var ikke planlagt, men udtryk for spontane reaktioner over for medbeboere på botilbuddet. I sommeren 2023 kom han i behandling med et antipsykotikum, der har medført en betydelig stabilisering af hans psykiske lidelse, og han har ikke begået kriminalitet siden.  

T frifindes efter det anførte for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.  

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til de rejste spørgsmål om Menneskerettighedskonventionens artikel 3.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

…

Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand.”

Højesteret

” … august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold.

…

I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.”

Udlændingestyrelsen

T har haft lovligt ophold i ca. 4 år og 3 måneder.

Højesteret

”T er 21 år og syrisk statsborger.

…

Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.”

Højesteret

”Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i en række forhold, der omfatter trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning, forsøg på røveri, hæleri og hærværk (sagens forhold 1-9, 11, 1314, 14 b og 18). Han er efter straffelovens § 16, stk. 2, frifundet for straf, og han er i stedet efter straffelovens § 68, 2. pkt., dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at han efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling. Herudover er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen sanktionsfastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.

…

Udvisning

Som anført af landsretten skal T efter udlændingeloven udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. lovens § 26, stk. 2. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv eller familieliv, jf. artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en ung udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71. Der skal også lægges vægt på den pågældendes alder, herunder om den pågældende var mindreårig eller voksen, da kriminaliteten blev begået, jf. dommens præmis 72.      

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri på grund af sindssygdom, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence committed by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen følger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om det er for bestandig eller tidsbegrænset (præmis 199). 

Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er 21 år og syrisk statsborger. 

Han er som anført fundet skyldig i en række forhold, der omfatter bl.a. trusler mod et vidne, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, afpresning og forsøg på røveri. Nogle forhold (forhold 1-6) blev begået i 2017 og 2018, da han var 15 og 16 år og dermed mindreårig. De andre forhold (forhold 7-9, 11, 13-14, 14 b og 18) blev begået i 2020, efter at han var fyldt 18 år. Disse forhold blev desuden begået, efter at han havde været varetægtsfængslet i surrogat i en periode i forbindelse med forholdene fra 2017 og 2018, og efter at han i august 2019 i en anden sag var idømt 30 dages betinget fængsel for vold. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet i Danmark, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises.

I dommen fra august 2019 fik T en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.

T er efter straffelovens § 16, stk. 2, fundet straffri, fordi han er mentalt retarderet i lettere grad eller i en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering, og dette må indgå i den samlede vurdering efter artikel 8, stk. 2, jf. herved Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021.

Om hans øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Syrien og kom til Danmark som 12-årig sammen med sin mor som led i familiesammenføring med sin far. Han har bopæl i Danmark, er ugift og uden børn. Hans forældre, søskende og bedsteforældre bor også i Danmark. Det er uvist, om han har familie i Syrien. Han har i Syrien gået i skole indtil 5. klasse og taler kurdisk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har i Danmark gået 2 år i folkeskole og efterfølgende på specialskole. Han taler dansk, men kan ikke læse eller skrive sproget. Han har derudover ingen uddannelse og har ud over et praktikforløb i 2017-18 ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. I februar 2022 undveg han fra den institution, hvor han var anbragt efter landsrettens dom, og han har efterfølgende været forsvundet.  

Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder finder Højesteret, at det, uanset at T er frifundet for straf på grund af sin mentale tilstand, ikke vil være en uproportional foranstaltning at udvise ham med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. I denne vurdering er indgået navnlig omfanget og karakteren af den pådømte kriminalitet, der delvist er begået, efter at han i 2019 fik en advarsel om udvisning, samt at han har haft en væsentlig del af sin opvækst i Syrien og ikke har etableret egen familie her i landet.   

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Der er herved navnlig lagt vægt på, at T indrejste som 12-årig og dermed har tilbragt en del af sin barndom og ungdom i Danmark, at nogle af de kriminelle forhold blev begået, da han var mindreårig, og at han er fundet straffri på grund af sin mentale tilstand. 

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 245, stk. 1, ved i juni 2019 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med to andre personer at have overfaldet og aftvunget B ca. 59.000 kr. i kontanter og flere gange stukket ham med en kniv. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

…

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis har varigheden af et indrejseforbud betydning ved vurderingen af, om udvisning vil indebære et uproportionalt indgreb. T er som anført fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom såvel i den foreliggende sag som i sagen fra 2019, hvor han senest er betinget udvist, og hans tilknytning til Irak må anses for meget begrænset. På den baggrund finder Højesteret, at indrejseforbud for bestandig vil være et uproportionalt indgreb, og at indrejseforbuddets varighed i stedet bør fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

”Han er også i 2012 straffet for røveri, ligesom han i 2016 er straffet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 (overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder) og i 2019 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1 (overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder). Selv om det tidligere røveri blev begået, mens han var mindreårig, og forholdet vedrørende straffelovens § 191, stk. 1, var straffrit efter lovens § 16, stk. 1, finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han også fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet, hvis han ikke udvises. De foreliggende oplysninger om hans adfærd under den aktuelle indlæggelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor han er dømt til anbringelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Han er ved dommene i 2016 og 2019 udvist betinget og dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til ubetinget udvisning.”

Udlændingestyrelsen

Anklagemyndigheden havde ikke fremsendt opgørelse over tidligere afsoning mv. Udlændingestyrelsen vurderede dog, at dette ikke har betydning for hjemmelsspørgsmålet, idet tiltalte ud fra sagens oplysninger i øvrigt umiddelbart har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de seneste 8 år.

Højesteret

”T er 26 år og irakisk statsborger. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn, men han har haft lovligt ophold i Danmark, siden han var 2 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

…

Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold.”

Højesteret

”Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født i Irak og kom til Danmark som 2-årig. Han har forklaret, at han ikke har været i Irak siden sin indrejse i Danmark, og at han ikke har familie i Irak. Han har også forklaret, at han som barn talte arabisk, og at han stadig taler det lidt. Det må lægges til grund, at han ikke bor sammen med sin kæreste, men han er efter sin forklaring islamisk gift med hende og har stor tilknytning til hendes søn fra et tidligere forhold. Hans tilknytning til Danmark må således anses for meget stærkere end hans tilknytning til Irak.

Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret, at de hensyn, der taler for udvisning af T, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod. Højesteret tiltræder i den forbindelse, at T ikke er helt uden forudsætninger for at klare sig i Irak, idet han har talt arabisk som barn og stadig taler det lidt, ligesom han, uanset at han i en periode af sin barndom var anbragt uden for hjemmet, må antages gennem sin familie i Danmark at have kendskab til skik og kultur i Irak. Det må lægges til grund, at hans familie og pårørende vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder via telefon og internet.”

Højesteret

“Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er endvidere fundet skyldig i flere overtrædelser af våbenloven og knivloven. Han er i landsretten straffet med fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 8, at T skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv.

T er 37 år og er i Danmark registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i Danmark som 13-årig og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68. Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet (”the country of destination”), jf. dommens præmis 71.

Særligt med hensyn til betydningen af tilknytning til modtagerlandet bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolens praksis må forstås således, at udvisning ikke er udelukket, selv om den pågældendes tilknytning til modtagerlandet reelt er ikke-eksisterende (”virtually non-existent”). Der må også i sådanne tilfælde foretages en samlet vurdering, jf. herved domme af 5. september 2023 i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark), præmis 37 og 38, og sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark), ligeledes præmis 37 og 38. Udlændingeloven og dens forarbejder må forstås i overensstemmelse hermed, jf. herved Højesterets dom af 25. august 2023 (sag 28/2023).

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter:

T er som anført straffet for bl.a. at have besiddet fire skydevåben med tilhørende ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han er tidligere ved dom af 27. januar 2021 straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af våbenloven, og han var i den forbindelse varetægtsfængslet fra den 4. maj til den 21. juni 2020. Landsretten lagde ved domfældelsen i den nu foreliggende sag til grund, at T begik nye strafbare forhold umiddelbart efter sin løsladelse fra varetægtsfængsling den 21. juni 2020, og at han fortsatte med at begå kriminalitet efter afsigelsen af den tidligere dom i januar 2021. På den baggrund og efter oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at T havde overvejelser om at skaffe sig af med våbnene.

Ved dommen fra januar 2021 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han blev dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kunne føre til udvisning.

T er efter det oplyste født i Tajikistan og indrejste som nævnt i Danmark som 13-årig. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Hans forældre og bror, der nu er danske statsborgere, bor i Danmark. Han har i Danmark gået i skole, hvor han har afsluttet 10. klasse. Han har ikke afsluttet anden uddannelse. Han har ikke været i beskæftigelse siden 2008 og har de seneste mange år levet af kontanthjælp.

Han er i Danmark registreret som afghansk statsborger, men har efter det oplyste kun været i Afghanistan indtil omkring hans andet leveår. Han taler ingen af de sprog, der tales i Afghanistan, og han har ikke familie i landet. Han har fra sin tidlige barndom, og indtil han udrejste til Danmark, boet i Rusland med sin familie, og moderen var oprindelig russisk statsborger. Han har familie i Rusland og taler russisk.

Det må imidlertid efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at T ikke kan forventes at kunne tage ophold i Rusland, som derfor ikke kan anses for modtagerland. Hans tilknytning til modtagerlandet skal som følge heraf alene vurderes i forhold til Afghanistan, hvor de danske myndigheder som anført har registreret ham som statsborger. Højesteret finder, at Ts tilknytning til Afghanistan reelt er ikke-eksisterende, og at hans tilknytning til Danmark er langt stærkere.

Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, der som nævnt er straffet med fængsel i 3 år, og henset til Ts tidligere dom fra januar 2021, og at han efter denne dom er fortsat med at begå ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om udvisning, finder Højesteret, at meget stærke grunde taler for at udvise ham. Heroverfor har styrken af hans tilknytning til Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie – og hans manglende tilknytning til Afghanistan ikke en sådan vægt, at udvisning i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.

Konklusion

Højesteret stadfæster byrettens dom for så vidt angår spørgsmålet om udvisning, således at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”

Højesteret

”T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 14. juli 2020 i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning med M at have dræbt F. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling.

…

… han i det nu foreliggende forhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, hvilket efter Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 må indgå i den samlede vurdering efter konventionens artikel 8, stk. 2. Han har imidlertid trods sin sindssygdom været i stand til at deltage i drabet efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en medgerningsmand.

…

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1.”

Højesteret

”Han er som anført straffet for drab begået i forening med en anden efter fælles forståelse og forudgående planlægning. Han er tidligere straffet ved fire domme, der angår forhold, der er begået, mens han var under 18 år. Endvidere er han straffet ved tre domme for forhold, der er begået, efter at han fyldte 18 år. Som anført af byretten angår de sidstnævnte domme bl.a. røveri, og drabet er begået ca. et år efter den seneste dom. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises. 

Ved den seneste dom fra juni 2019 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.”

Udlændingestyrelsen

T har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 21 år og 11 måneder.

Højesteret

”T er 25 år og statsløs palæstinenser.

…

Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født og opvokset i Danmark. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 4 år, der bor i Danmark hos sin mor. Sønnen og moren er danske statsborgere. Hans kontakt til sønnen har været meget begrænset. Hans mor og søskende bor i Danmark. Han har kontakt til sin mor og i mindre omfang til sine søskende. Han har i Danmark gået i skole, hvor han gik ud af 9. klasse uden afgangseksamen. Han har ingen anden uddannelse. Han har kun i meget ringe omfang været i beskæftigelse og har siden sit 18. år levet af kontanthjælp.”

Højesteret

”Han er statsløs palæstinenser og uden tilknytning til de områder, som hans afdøde far og faderens familie stammer fra. Han taler og forstår ikke arabisk. Han har endvidere ingen nærmere tilknytning til Polen. Han har således ikke nogen reel tilknytning til andre lande end Danmark.”

Højesteret

”Sagens baggrund og problemstilling

T er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 14. juli 2020 i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning med M at have dræbt F. Han er i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed. Han er dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Ved landsrettens dom er han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen ligesom for landsretten alene spørgsmålet om udvisning.

Udvisning

Som anført af landsretten er betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 1, 3 og 6, opfyldt.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, jf. udlændingelovens § 26 b, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. 

Der skal ikke i den foreliggende sag tages stilling til, om T ved udsendelse risikerer at blive udsat for behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved Højesterets domme af 8. juni 2016 (UfR 2016.3235) og 14. november 2017 (UfR 2018.769). 

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at en udvisning af T ikke vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8

Udvisning vil indebære et indgreb i Ts ret til privatliv eller familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

De kriterier, der skal indgå i vurderingen, er bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet. I vurderingen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig). 

Det kan ikke af Menneskerettighedsdomstolens praksis udledes, at udvisning er udelukket i tilfælde, hvor den pågældende ikke har reel tilknytning til noget andet land, jf. bl.a. dom af 23. oktober 2018 i sag 7841/14 (Levakovic mod Danmark). Efter Højesterets opfattelse kan det i den forbindelse ikke antages at være afgørende, om udlændingen herudover er statsløs. Det følger heller ikke af forarbejderne til lov nr. 469 af 16. maj 2018 om ændring af udlændingeloven, at udvisning skal være udelukket i tilfælde, hvor der ikke er en vis minimumstilknytning til et andet land (Folketingstidende 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 156, de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.2.).

Særligt med hensyn til tilfælde, hvor den pågældende er frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, er det anført i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark), at det forhold, at den pågældende var straffri som følge af utilregnelighed, ”may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion [”the nature and seriousness of the offence comitted by the applicant”] in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention” (præmis 194). På linje med anden praksis fra Menneskerettighedsdomstolen følger det også af dommen, at det som led i proportionalitetsvurderingen må indgå, hvilken varighed et eventuelt indrejseforbud har, herunder om indrejseforbuddet er for bestandig, eller om det er tidsbegrænset (præmis 199). 

Om den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter: 

T er 25 år og statsløs palæstinenser.

Han er som anført straffet for drab begået i forening med en anden efter fælles forståelse og forudgående planlægning. Han er tidligere straffet ved fire domme, der angår forhold, der er begået, mens han var under 18 år. Endvidere er han straffet ved tre domme for forhold, der er begået, efter at han fyldte 18 år. Som anført af byretten angår de sidstnævnte domme bl.a. røveri, og drabet er begået ca. et år efter den seneste dom. På den baggrund finder Højesteret, at der er betydelig risiko for, at han fremover vil begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke udvises. 

Ved den seneste dom fra juni 2019 blev T tildelt en advarsel om udvisning, og han er dermed advaret om, at fortsat kriminalitet kan føre til udvisning.

Over for det anførte står bl.a., at han i det nu foreliggende forhold er fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, hvilket efter Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 må indgå i den samlede vurdering efter konventionens artikel 8, stk. 2. Han har imidlertid trods sin sindssygdom været i stand til at deltage i drabet efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en medgerningsmand.

Om Ts øvrige personlige forhold fremgår det som anført af landsretten bl.a., at han er født og opvokset i Danmark. Han er ikke gift eller samlevende, men har en søn på 4 år, der bor i Danmark hos sin mor. Sønnen og moren er danske statsborgere. Hans kontakt til sønnen har været meget begrænset. Hans mor og søskende bor i Danmark. Han har kontakt til sin mor og i mindre omfang til sine søskende. Han har i Danmark gået i skole, hvor han gik ud af 9. klasse uden afgangseksamen. Han har ingen anden uddannelse. Han har kun i meget ringe omfang været i beskæftigelse og har siden sit 18. år levet af kontanthjælp. Han er statsløs palæstinenser og uden tilknytning til de områder, som hans afdøde far og faderens familie stammer fra. Han taler og forstår ikke arabisk. Han har endvidere ingen nærmere tilknytning til Polen. Han har således ikke nogen reel tilknytning til andre lande end Danmark.

Efter en samlet vurdering finder Højesteret, at det ikke vil være en uproportional foranstaltning at udvise T med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. 

Højesteret finder imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig vil være uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende kan fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. 

Konklusion

Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til 6 år.”