EMRK art. 8 EMD Til landet før 14-15 år

Straf og udvisning

Tidligere straf/advarsel

Tilknytning

Tilknytning: Hjemland

Præmisser

Dom

3 mdr. - § 119, stk. 1
Udvist: Indrejseforbud i 6 år
Tidligere straffet
Advarsel om udvisning
Født i Danmark
Ikke uden forudsætninger
PRÆMISSER

HR 81/2018
U 2019.751 H

Højesteret

”T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone.

…

Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.

…

Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.”

Højesteret

”Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

…

Som anført i landsrettens dom er T flere gange straffet for bl.a. personfarlig kriminalitet begået efter det fyldte 18. år. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 18. januar 2007 blev han straffet med fængsel i 60 dage for vold ved under en gårdtur i et fængsel at have overfaldet en anden indsat med knytnæveslag i ansigtet, hvorved den pågældende faldt omkuld, hvorefter T trampede eller sparkede ham i hovedet. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008 blev han straffet med fængsel i 8 år for to forhold af grov vold i gentagelsestilfælde, hvoraf det ene forhold havde døden til følge. Ved dommen blev det lagt til grund, at han havde stukket den ene af de forurettede i ryggen med en kniv. Denne forurettede overlevede. Den anden forurettede havde han overfaldet på gaden i forening med flere andre, idet de pågældende efter at have slået ring om forurettede tilføjede denne slag og spark samt 14 knivstik, hvilket medførte, at forurettede afgik ved døden. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af T, men denne påstand blev ikke taget til følge. Det var bl.a. oplyst, at han kun talte gebrokkent pakistansk. Ved Retten på Frederiksbergs dom af 21. december 2013 blev han straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for i forening med flere andre at have udøvet grov vold i gentagelsestilfælde. I dette tilfælde havde han i forening med 9 andre medlemmer af en bande under afpatruljering af et område i København, hvor der var en konflikt med en anden gruppering, overfaldet to personer med slag og spark i hoved og på krop. Straffen omfattede reststraffen på 1004 dage efter prøveløsladelsen i forbindelse med afsoningen af Retten i Aalborgs dom af 8. oktober 2008. Under sagen var der nedlagt påstand om udvisning af ham, men påstanden blev ikke taget til følge. Den 23. september 2015 stadfæstede Østre Landsret en dom, hvorved T blev straffet med fængsel i 6 måneder for grov vold i gentagelsestilfælde ved i forening med 6 andre at have overfaldet en forurettet med slag og spark, herunder adskillige spark og tramp i hovedet og på kroppen, mens den pågældende lå ned. Overfaldet var sket under en gårdtur i et fængsel. Ved denne dom blev anklagemyndighedens påstand om ubetinget udvisning ikke taget til følge, men T blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.

T er således straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge. Han har samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning.

…

Vi finder, at T med sin adfærd gennem mange år har demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning har fortsat sin kriminelle adfærd og er leder af en bandegruppering, der er kendt for grov personfarlig kriminalitet. Vi finder endvidere, at der er grund til at formode, at han også fremover vil begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke udvises. Selv om det seneste forhold, der angår trusler om vold mod en tjenstgørende politiassistent, kun medfører en fængselsstraf på 3 måneder, er det derfor nødvendigt at udvise ham af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse.”

Højesteret

”T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.

…

Højesteret

”Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.”

Højesteret

”Sagens baggrund og temaer

T er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone. Han er tillige idømt bødestraf for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i en periode at have opholdt sig her i landet uden opholdstilladelse.

Sagen angår strafudmålingen for overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, og om betingelserne for ubetinget udvisning af T er opfyldt.

Udvisning

T er idømt ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og der er hjemmel til at udvise ham i udlændingelovens § 22, nr. 6.

Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, er sket i prøvetiden på 2 år for den betingede udvisning, som han blev idømt ved Østre Landsrets dom af 23. september 2015. Tiltalen for forholdet er rejst i prøvetiden, der regnes fra løsladelsen den 21. marts 2017. Efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3, skal T derfor udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udvisning af T, der ikke har stiftet egen familie, vil indebære et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Efter artikel 8, stk. 2, må der ikke foretages et sådant indgreb, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse af uro eller forbrydelse.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at afgørelsen af spørgsmålet om indgrebets nødvendighed af hensyn til det legitime formål beror på en proportionalitetsvurdering under inddragelse af en række kriterier. Vægten af de enkelte kriterier afhænger af den konkrete sags omstændigheder. Hvis udlændingen er en mand, der endnu ikke har etableret sin egen familie, skal der navnlig lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet samt hans sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til statsborgerskabslandet. Når han er født og opvokset i værtslandet, skal der under alle omstændigheder foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, jf. bl.a. Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

T er 32 år og pakistansk statsborger. Han er født i Danmark og har boet her i landet hele sit liv, og hans forældre og søskende bor også i Danmark. Han har ikke nogen uddannelse efter folkeskolen og har aldrig haft et arbejde. Ifølge politiets oplysninger har T i det seneste års tid haft ophold uden for landet, og hans forsvarer har oplyst, at han ikke har kendskab til Ts aktuelle opholdssted.

Vi finder, at selv om T er dårligt integreret i det danske samfund, er hans tilknytning til Danmark væsentligt stærkere end hans tilknytning til Pakistan, hvor han efter det oplyste kun har haft ophold i forbindelse med ferier, senest i 2007. Han er imidlertid ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan. Det må efter de oplysninger, der er fremkommet under landsrettens behandling af denne sag, lægges til grund, at han taler godt og klart forståeligt pakistansk punjabi. Han har tillige kendskab til pakistansk kultur og skikke, navnlig som følge af sin opvækst hos forældrene. Hans familie ejer bl.a. et hus i landsbyen … i provinsen Gujrat i Pakistan, hvor punjabi er det lokale sprog, og det må antages, at forældrene har opretholdt stærke bånd til Pakistan. Det fremgår endvidere af Ts pakistanske id-kort, som er fundet under en ransagning den 18. september 2018, at der er angivet en adresse i … som hans permanente adresse.

Ved proportionalitetsafvejningen lægger vi endvidere vægt på, at udvisningen af T sker med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.

På den anførte baggrund vil udvisning af T efter vores opfattelse ikke indebære en krænkelse af hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisningen vil derfor ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Vi stemmer derfor for at tage påstanden om udvisning med indrejseforbud i 6 år til følge, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 24 b, stk. 3, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 3.

…

Dommer Lars Hjortnæs udtaler:

…

Udvisning

T er idømt ubetinget fængselsstraf for trusler omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Som flertallet har redegjort nærmere for, skal T efter udlændingeloven udvises med indrejseforbud i 6 år, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det afgørende er som anført af flertallet, om en udvisning af T er nødvendig i et demokratisk samfund for at forebygge uro og forbrydelse, jf. artikel 8, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om en udvisning er ”nødvendig”, beror på en proportionalitetsvurdering.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig opstillet kriterier til brug for denne proportionalitetsvurdering. I vurderingen skal indgå det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, som den pågældende nu og tidligere har begået, samt varigheden af hans ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og til det land, han skal udvises til. Der skal som anført af flertallet foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre at udvise en person, som er født og opvokset her i landet.

Når jeg er uenig med flertallet om, hvorvidt det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 at udvise T, skyldes det, at jeg mener, at hans senest begåede kriminalitet (truslerne fremsat over for en politiassistent i forbindelse med en visitation) ikke er tilstrækkeligt grov til, at det under de foreliggende omstændigheder kan være proportionalt at udvise ham.

Min begrundelse herfor er følgende:

T er 32 år og er født og opvokset i Danmark. Efter det oplyste har han efter folkeskolens 9. klasse taget enkeltfagseksamen i dansk, engelsk og samfundsfag (under fængselsophold), men han har aldrig haft tilknytning til det almindelige danske arbejdsmarked. Hans forældre og flere søskende (hvoraf fire er danske statsborgere) bor i Danmark. Det er ikke gjort gældende, at han ikke er fastboende i Danmark.

Det er ubestridt, at T kun har besøgt Pakistan ganske få gange i ferier, senest for mere end 10 år siden. Han har ingen familiemedlemmer, som bor i Pakistan. Han kan tale pakistansk punjabi, men kan efter egne oplysninger ikke læse sproget. Det fremgik af en politirapport i

2013 (gentaget i forbindelse med denne sag), at hans herboende familie ejer et hus i en landsby i Punjab-regionen i Pakistan, hvor punjabi er et lokalt sprog. Landsretten har lagt til grund, at hans far er medejer af i hvert fald et stykke jord og et hus i denne by.

Det pakistanske id-kort, som flertallet omtaler, er udstedt til T i november 2017. På id-kortet er som bopælsadresse anført folkeregisteradressen i København, og som ”permanent address” er angivet en adresse i den nævnte landsby i Pakistan. Udlændingestyrelsen har om id-kortet i en udtalelse til anklagemyndigheden oplyst, at den pakistanske ambassade i et brev til styrelsen af 26. april 2017 anførte, at T ikke var blevet registreret i det lokale register i Pakistan og derfor ikke havde et pakistansk id-kort, hvilket var årsagen til, at der ikke ville kunne udstedes et pakistansk nationalitetspas til ham. Efter min opfattelse giver de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at det, at man som pakistansk statsborger besidder et sådant pakistansk id-kort og dermed skal angive en ”permanent address”, i sig selv er udtryk for anden reel tilknytning til Pakistan end, at man ønsker at få udstedt et nationalitetspas.

Efter min opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at Ts stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Pakistan er væsentligt ændret i forhold til, hvad der må antages at have været lagt til grund også i tidligere retssager med spørgsmål om udvisning på grund af kriminalitet. At han efter det oplyste må antages at kunne tale et lokalt sprog i Punjabregionen bedre end ”gebrokkent”, sådan som han selv tidligere har oplyst over for udlændingemyndighederne, ændrer ikke herved. Kendskab til, at han er leder af grupperingen Loyal To Familia (efter det oplyste siden 2013), er også indgået som en del af grundlaget for de tidligere retssager om udvisning i 2013 og 2015.

T er nu dømt for et enkelt tilfælde af trusler, som efter min opfattelse havde karakter af en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på måden, en visitation konkret blev gennemført på.

Der fastsættes herfor alene en kortere frihedsstraf.

T er tidligere dømt flere gange for alvorlig personfarlig kriminalitet. Flertallet har redegjort detaljeret for denne kriminalitet. Efter beskrivelsen finder jeg en del af den tidligere begåede kriminalitet modbydelig. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Ts senest begåede kriminalitet er af en mindre grov karakter og alene har medført en kortere frihedsstraf.

Efter min opfattelse må der antages at gælde et vist ”mindstekrav” til grovheden også af den senest begåede kriminalitet, hvis det skal kunne begrundes at udvise en person, som er født og opvokset her i landet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til. Som udgangspunkt skal der således aktuel kriminalitet af en vis grovhed til uanset karakteren af den kriminalitet, udlændingen tidligere har begået. Jeg henviser herved bl.a. til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. april 2010 i sag 53080/07, Miah mod Storbritannien, præmis 25, hvor det bl.a. er anført, at udlændingens senest idømte straf, som var på 1 års fængsel, var ”at the lower end of the scale to which a presumption in favour of deportation would apply”. I forarbejderne til den seneste ændring af udlændingelovens udvisningsregler er det da også lagt til grund som en retningslinje, der er baseret på Menneskerettighedsdomstolens praksis, at udlændinge, som er født og opvokset i Danmark, i almindelighed kun bør udvises, hvis de er idømt mindst 1 års fængsel, og under forudsætning af, at de har et vist minimum af tilknytning til det land, de skal udvises til. Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter udvisning ifølge forarbejderne desuden som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Det er klart anført i forarbejderne, at det ikke nødvendigvis er udelukket, at der alligevel kan ske udvisning, selv om de nævnte forudsætninger ikke er til stede, men de nævnte retningslinjer stemmer dog efter min opfattelse med en formodning om, at der gælder et vist mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet.

Man kan spørge, hvorfor det er så vigtigt at fastholde, at også den senest begåede kriminalitet skal have en vis grovhed. Det skyldes efter min opfattelse bl.a. den fare, der ellers vil kunne være for, at en afgørelse om udvisning kan fremstå som i realiteten en omgørelse af en retskraftig (og eventuelt upåanket) dom, som har afgjort, at den tidligere begåede kriminalitet ikke kunne begrunde ubetinget udvisning.

Da spørgsmålet om, hvorvidt udvisning udgør en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8, altid beror på en konkret proportionalitetsvurdering, kan der ikke gælde samme mindstekrav til grovheden af den senest begåede kriminalitet i alle sager. F.eks. må den senest begåede kriminalitets nærmere sammenhæng med tidligere kriminalitet kunne spille en rolle. I Ts tilfælde lægger jeg vægt på, at den nu pådømte kriminalitet var en spontan – ikke forud planlagt – reaktion på en akut opstået situation og som nævnt alene medfører en kortere frihedsstraf. Den senest begåede kriminalitet kan efter min opfattelse ikke ses som en fortsættelse af et hidtidigt fast kriminalitetsmønster, og den er heller ikke et led i konflikten mellem grupperingen Loyal To Familia og andre grupperinger.

Der ses ikke at være retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Domstolen har accepteret udvisning af en udlænding, som er født og opvokset i opholdslandet og kun har begrænset tilknytning til det land, der skal udvises til, og hvor den senest begåede kriminalitet har medført en så kort frihedsstraf som i denne sag. Bl.a. under hensyn til den principielle fare, som jeg har redegjort for, lægger jeg til grund, at grovheden af Ts nu pådømte kriminalitet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være tilstrækkelig til, at det kan retfærdiggøres at udvise ham, selv om det alene er med et indrejseforbud på 6 år.

Min konklusion er således, at det i udlændingelovens forstand med sikkerhed vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udvise T ubetinget med indrejseforbud i 6 år.

Jeg stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, idet jeg er enig med flertallet i, at bødestraffen for overtrædelse af udlændingelovens § 59 er passende fastsat.

Samlet konklusion

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

…

T udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

”2. Ved en endelig højesteretsdom af 19. september 2018 blev han dømt for endnu en voldsforbrydelse, denne gang af grovere karakter, begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning og sammen med tre andre lovovertrædere. Han blev idømt seks måneders fængsel, og han blev udvist med indrejseforbud i seks år.

…

52. Hvad angår længden af den pågældende dom, anerkender Domstolen, at den f.eks. i Miah-sagen (citeret ovenfor, § 25) udtalte følgende:

“Selvom ansøgeren har ret i, at hans endelige dom på 12 måneders fængsel var i den lave ende af skalaen, hvor en formodning for udvisning ville gælde, havde de nationale myndigheder ret til at tage i betragtning, at dette var den sidste af en række lovovertrædelser, og at ansøgeren ikke havde reageret på andre, mindre strenge domme.”

I den sag var ansøgeren kommet til værtslandet, da han var 11 år gammel. Hans mor og udvidede familie forblev i Bangladesh. Ansøgeren var stofmisbruger og havde en kriminel fortid på over syv år for tyveri og indbrud, begået da han var voksen. Domstolen accepterede, at myndighederne på tidspunktet for den sidste lovovertrædelse, nemlig tyveri, havde været berettiget til at mene, at yderligere bestræbelser på at lette hans reintegration ville være uhensigtsmæssige. Domstolen fandt derfor, at udvisningens varighed på ti år ikke udelukkede ham fra værtslandet i så lang tid, som han havde tilbragt der, og ikke vedrørte en afgørende periode i hans liv (i modsætning til situationen i Maslov, citeret ovenfor). Domstolen fandt derfor, at der var fundet en rimelig balance, og at udvisningsbeslutningen havde stået i et rimeligt forhold til det legitime mål, der blev forfulgt.

53. Domstolen påpeger, at den aldrig har fastsat et minimumskrav med hensyn til straffen eller grovheden af den forbrydelse, der i sidste ende fører til udvisning, og at den heller ikke ved anvendelsen af alle de relevante kriterier har kvalificeret den relative vægt, der skal tillægges hvert kriterium i den individuelle vurdering. Det skal afgøres fra sag til sag, i første omgang af de nationale myndigheder, som er underlagt europæisk tilsyn.

…

57. Desuden var de forbrydelser, som ansøgeren begik, herunder den sidste, der førte til udvisningsafgørelsen, af en sådan art, at de havde alvorlige konsekvenser for andres liv (se f.eks. Salem, citeret ovenfor, § 66, 1. december 2016, og Hamesevic mod Danmark (dec.), nr. 25748/15, § 32, 16. maj 2017).

…

63. UDVISNINGSAFGØRELSEN i den foreliggende sag blev udstedt med et indrejseforbud på seks år. Regeringen påpegede, at sagsøgeren derfor ikke var forhindret i at genoptage sit privatliv i Danmark, hvilket han kunne gøre fra 2024, f.eks. på et visumophold eller ved at få en ny opholdstilladelse. Domstolen bemærker i denne sammenhæng, at varigheden af et forbud mod genindrejse, navnlig det forhold, at et sådant forbud er begrænset, er et element, som den har lagt vægt på i sin retspraksis (se f.eks. Yilmaz mod Tyskland, no. 52853/99, §§ 47-49, 17. april 2003, Radovanovic mod Østrig, nr. 42703/98, § 37, 22. april 2004, Keles v. Tyskland, no. 32231/02, §§ 65-66, 27. oktober 2005; Külekci mod Østrig, 30441/09, § 51, 1. juni 2017).”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

”51. … Desuden var ansøgeren tidligere blevet dømt for voldsforbrydelser. I 2011, da han var 16 år gammel, var han to gange blevet dømt for voldsforbrydelser, og i 2013, som voksen, var han blevet dømt for en voldsforbrydelse begået sammen med en anden person. Dengang var han blevet idømt 60 dages fængsel og en betinget udvisning. I 2014 var han blevet dømt for narkotikakriminalitet i forbindelse med 93 gram kokain til videresalg, hvor han var blevet idømt seks måneders fængsel og igen en betinget udvisning. På den baggrund fandt Højesteret, at der var en betydelig risiko for, at han også i fremtiden ville begå volds- og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist.

…

56. I den foreliggende sag blev det anset for at være af væsentlig betydning, at ansøgeren allerede to gange havde fået en betinget udvisning med en prøvetid på to år, og at han havde begået en voldsforbrydelse under skærpende omstændigheder i prøvetiden for den seneste betingede udvisning udstedt af byretten den 27. november 2015 (se blandt andre myndigheder Joseph Grant mod Det Forenede Kongerige, nr. 10606/07, § 39, 8. januar 2009; Shala, nævnt ovenfor, § 52; og Ndidi mod Det Forenede Kongerige, nr. 41215/14, § 81, 14. september 2017).

58. Endelig kan det ikke overses, at ansøgeren konsekvent har udvist manglende vilje til at overholde dansk lov (se f.eks. Levakovic, § 44; Muradeli, § 81; og Miah, § 25, alle citeret ovenfor).

59. Domstolen kan derfor tilslutte sig Højesterets vurdering, hvorefter der på trods af den relativt milde dom var tale om en alvorlig forbrydelse af voldelig karakter, og at der i modsætning til, hvad sagsøgeren hævdede, forelå skærpende omstændigheder. Desuden accepterer den også, at domstolene, som i sagen om Miah, havde ret til at tage hensyn til, at lovovertrædelsen var den sidste i en række forbrydelser.

…

61. Hvad angår kriteriet “den tid, der er gået, siden lovovertrædelsen blev begået, og ansøgerens adfærd i denne periode”, bemærkes det, at den lovovertrædelse, der begrundede udvisningen, blev begået den 18. september 2016, og at ansøgeren blev dømt mindre end et år senere, i august 2017, og at Højesterets endelige afgørelse blev afsagt i september 2018. Desuden blev ansøgeren efterfølgende, den 15. januar 2018, dømt for besiddelse af 0,1 gram kokain, hvilket han blev idømt en bøde på 6.000 kr. for. Selv om denne sidste dom kan anses for mindre alvorlig, navnlig henset til den idømte straf, er den ikke desto mindre udtryk for en fortsættelse af sagsøgerens kriminelle adfærd og er som sådan relevant for vurderingen. Højesteret var derfor berettiget til at tage denne nye dom i betragtning.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

”60. Med hensyn til kriteriet “længden af ansøgerens ophold i det land, hvorfra han eller hun skal udvises”, tog Højesteret behørigt hensyn til, at ansøgeren havde været fire år gammel, da han ankom til Danmark, og at han havde opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 17 år. Desuden anerkendte Højesteret på den baggrund, at udvisning ville være “betydeligt belastende” for ansøgeren.

…

62. Hvad angår kriteriet “soliditeten af de sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til bestemmelseslandet”, tog Højesteret det korrekt i betragtning, da de sagde:

“… Som nævnt har [ansøgeren] … sin mor, far og [to] søskende i Danmark. Hans øvrige familie bor i Danmark, Sverige og Canada. Han har ingen familie i Irak. Han har ingen partner og bor sammen med sin mor og stedfar. Han har ikke formået at gennemføre nogen uddannelse og har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Siden han fyldte 18 år, har hans indkomst blot bestået af SU eller sociale ydelser. Der er dog ingen tvivl om, at han har en så [tæt] tilknytning til Danmark, at en udvisning og et seksårigt indrejseforbud vil være meget belastende for ham.

[Ansøgeren] er født i Irak, men har tilbragt det meste af sit liv i Danmark og har aldrig været tilbage i Irak. Han har oplyst, at han taler assyrisk, som tales flere steder i Irak. Hans far har fortalt politiet, at ansøgeren taler lidt arabisk og forstår sproget. Derudover må det antages, at han har et vist kendskab til irakiske skikke og kultur gennem sin familie, der bor i Danmark.

Højesteret lægger til grund, at [sagsøgerens] personlige og kulturelle bånd til Danmark er langt stærkere end hans bånd til Irak, men at han ikke ville være helt ude af stand til at etablere en tilværelse i dette land, hvis han blev udvist.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

”62. Hvad angår kriteriet “soliditeten af de sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til bestemmelseslandet”, tog Højesteret det korrekt i betragtning, da de sagde:

…

64. Endelig bemærker Domstolen, at udvisningen af sagsøgeren ikke greb ind i hans familierettigheder. Han havde ikke sin egen familie (se præmis 44 ovenfor), og han fremførte ingen argumenter for, at der var yderligere elementer af afhængighed mellem ham selv og hans forældre eller søskende. Under alle omstændigheder er der intet, der forhindrer ansøgeren i at opretholde kontakt med sine forældre og søskende, f.eks. via telefon eller andre elektroniske kommunikationsmidler, eller ved at mødes andre steder end i Danmark (se, mutatis mutandis, Salem, § 81, og Hamesevic, § 44, begge citeret ovenfor).”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

”Rettens vurdering

(a) Generelle principper

42. Domstolen bekræfter, at en stat i henhold til folkeretten og sine traktatmæssige forpligtelser har ret til at kontrollere udlændinges indrejse og ophold på dens område (se blandt mange andre myndigheder Jeunesse mod Nederlandene [GC], nr. 12738/10, § 100, 3. oktober 2014). Konventionen garanterer ikke en udlændings ret til at rejse ind i eller opholde sig i et bestemt land, og som led i deres opgave med at opretholde den offentlige orden har de kontraherende stater beføjelse til at udvise en udlænding, der er dømt for strafbare handlinger (se f.eks. De Souza Ribeiro mod Frankrig [GC], nr. 22689/07, § 77, ECHR 2012). Deres beslutninger på dette område skal dog, i det omfang de kan gribe ind i en rettighed, der er beskyttet af artikel 8, stk. 1, være i overensstemmelse med loven og nødvendige i et demokratisk samfund, dvs. begrundet i et presserende socialt behov og især stå i et rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges (Dalia mod Frankrig, 19. februar 1998, § 52, Reports of Judgments and Decisions 1998-I; Boultif mod Schweiz, nr. 54273/00, § 46, ECHR 2001IX ; og Slivenko v. Letland [GC], nr. 48321/99, § 113, ECHR 2003-X).

43. Artikel 8 beskytter retten til at etablere og udvikle relationer med andre mennesker og omverdenen (se Pretty v. the United Kingdom, no. 2346/02, § 61, ECHR 2002-III) og kan undertiden omfatte aspekter af en persons sociale identitet (se Mikulić v. Croatia, no. 53176/99, § 53, ECHR 2002-I). Det må derfor accepteres, at de samlede sociale bånd mellem fastboende migranter og det samfund, de lever i, udgør en del af begrebet “privatliv” i henhold til artikel 8. Faktisk vil det være en sjælden sag, hvor en bosat migrant ikke er i stand til at påvise, at hans eller hendes udvisning ville gribe ind i hans eller hendes privatliv som garanteret af artikel 8 (se Miah v. the United Kingdom (dec.), no. 53080/07, § 17, 27. april 2010).

44. Domstolen har tidligere fastslået, at der ikke vil være noget familieliv mellem forældre og voksne børn eller mellem voksne søskende, medmindre de kan påvise yderligere elementer af afhængighed (se Slivenko, citeret ovenfor, § 97, og Kwakye-Nti og Dufie v. Holland (dec.), nr. 31519/96, 7. november 2000). Det vil afhænge af omstændighederne i den konkrete sag, om det er hensigtsmæssigt for domstolen at fokusere på “familielivet” snarere end “privatlivet” (se Üner mod Holland [GC], nr. 46410/99, § 59, 5. juli 2005).

45. For at vurdere, om en udvisningsordre og afslag på opholdstilladelse var nødvendige i et demokratisk samfund og stod i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges i henhold til konventionens artikel 8, har Domstolen fastlagt de relevante kriterier i sin retspraksis (se Üner, citeret ovenfor, §§ 5758, og Maslov mod Østrig [GC], nr. 1638/03, §§ 68-76, ECHR 2008.

I Üner-sagen opsummerede domstolen disse kriterier som følger:

– arten og alvoren af den lovovertrædelse, som ansøgeren har begået;
– længden af ansøgerens ophold i det land, han eller hun skal udvises fra;
– den tid, der er gået, siden lovovertrædelsen blev begået, og ansøgerens adfærd i den periode;
– de forskellige berørte personers nationalitet;
– ansøgerens familiesituation, såsom længden af et ægteskab og andre faktorer, der udtrykker effektiviteten af et pars familieliv;
– om ægtefællen kendte til lovovertrædelsen på det tidspunkt, hvor han eller hun indgik i et familieforhold;
– om der er børn fra ægteskabet, og i så fald deres alder;
– alvoren af de vanskeligheder, som ægtefællen sandsynligvis vil støde på i det land, som ansøgeren skal udvises til;
– børnenes tarv og velfærd, især alvoren af de vanskeligheder, som ansøgerens børn sandsynligvis vil støde på i det land, som ansøgeren skal udvises til, og
– soliditeten af de sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til destinationslandet.

46. I tilfælde som det foreliggende, hvor den person, der skal udvises, endnu ikke har stiftet sin egen familie, er de relevante kriterier (se Maslov, citeret ovenfor, § 71):

– arten og alvoren af den lovovertrædelse, som ansøgeren har begået;
– længden af ansøgerens ophold i det land, han eller hun skal udvises fra;
– den tid, der er gået, siden lovovertrædelsen blev begået, og ansøgerens adfærd i den periode; og
– soliditeten af de sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til destinationslandet.

For en fastboende migrant, der lovligt har tilbragt hele eller størstedelen af sin barndom og ungdom i værtslandet, kræves der desuden meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre udvisning (ibid., § 75).

47. Endelig har Domstolen også konsekvent fastslået, at de kontraherende stater har en vis skønsmargin ved vurderingen af behovet for et indgreb, men at den går hånd i hånd med det europæiske tilsyn. Domstolens opgave består i at fastslå, om de anfægtede foranstaltninger har skabt en rimelig balance mellem de relevante interesser, nemlig på den ene side individets rettigheder, der er beskyttet af konventionen, og på den anden side samfundets interesser (se Slivenko, § 113, og Boultif, § 47, begge citeret ovenfor).

(b) Anvendelse af principperne på den foreliggende sag

48. Det er ikke omtvistet mellem parterne, at der var tale om et indgreb i ansøgerens ret til respekt for sit privatliv i henhold til artikel 8, at udvisningsbeslutningen var “i overensstemmelse med loven”, og at den forfulgte det legitime formål at forebygge uorden og kriminalitet. Domstolen ser ingen grund til at finde andet (se også for eksempel Salem mod Danmark, nr. 77036/11, § 61, 1. december 2016, og Levakovic mod Danmark, nr. 7841/14, § 39, 23. oktober 2018).

49. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt indgrebet var “nødvendigt i et demokratisk samfund”, bemærker Domstolen, at de danske domstoles retlige udgangspunkt var de relevante paragraffer i udlændingeloven, straffeloven og især de relevante kriterier, der skulle anvendes i proportionalitetsvurderingen i henhold til konventionens artikel 8 og Domstolens retspraksis. Domstolen anerkender, at de nationale domstole grundigt undersøgte hvert kriterium og var fuldt ud klar over, at der krævedes meget alvorlige grunde for at retfærdiggøre udvisning af sagsøgeren, en fastboende indvandrer, der var kommet til Danmark som fireårig og lovligt havde tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i værtslandet (se Maslov, citeret ovenfor, § 75). Domstolen opfordres derfor til at undersøge, om sådanne “meget alvorlige grunde” i tilstrækkelig grad blev fremført af de nationale myndigheder, da de vurderede sagsøgerens sag.

50. Alle tre retsinstanser fandt, at ansøgeren skulle have en udvisningsdom med et indrejseforbud på seks år.

51. I sagen for Højesteret vedrørte en væsentlig del af argumentationen kriteriet “arten og grovheden af den lovovertrædelse, som ansøgeren havde begået”. Højesteret fandt efter en samlet vurdering af alle de relevante kriterier, at det var nødvendigt at udvise ansøgeren ubetinget af hensyn til den offentlige sikkerhed og for at forebygge uorden eller kriminalitet, med et indrejseforbud på seks år. Mere specifikt lagde Højesteret vægt på, at ansøgeren var blevet fundet skyldig i en alvorlig voldsforbrydelse begået i en alder af 21 år i 2016, i prøvetiden for den seneste betingede udvisning, at det havde været en meningsløs og grov voldshandling, begået af ham sammen med tre medskyldige, og at et af ofrene havde pådraget sig en brækket ankel og blå mærker i ansigtet. Desuden var ansøgeren tidligere blevet dømt for voldsforbrydelser. I 2011, da han var 16 år gammel, var han to gange blevet dømt for voldsforbrydelser, og i 2013, som voksen, var han blevet dømt for en voldsforbrydelse begået sammen med en anden person. Dengang var han blevet idømt 60 dages fængsel og en betinget udvisning. I 2014 var han blevet dømt for narkotikakriminalitet i forbindelse med 93 gram kokain til videresalg, hvor han var blevet idømt seks måneders fængsel og igen en betinget udvisning. På den baggrund fandt Højesteret, at der var en betydelig risiko for, at han også i fremtiden ville begå volds- og narkotikakriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist.

52. Hvad angår længden af den pågældende dom, anerkender Domstolen, at den f.eks. i Miah-sagen (citeret ovenfor, § 25) udtalte følgende:

54. Som eksempel kan nævnes, at Domstolen i følgende sager, som dog ikke vedrørte fastboende migranter, ikke fandt nogen krænkelse af konventionens artikel 8 på trods af, at straffen for den eller de forbrydelser, der førte til udvisningen, ikke kunne anses for at være streng.

I Mohammad mod Danmark ((dec.), nr. 16711/15, 20. november 2018) var ansøgeren kommet til Danmark i en alder af 14 år som uledsaget mindreårig. Han havde en kriminel løbebane på over fem år for ejendomsforbrydelser og røveri. Han fik to gange en betinget udvisning med to års prøvetid. Ved en endelig dom i High Court blev han igen dømt for røveri, begået i prøvetiden for den betingede udvisningsdom. Han blev idømt ni måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud på seks år.

I Shala mod Schweiz (nr. 52873/09, 15. november 2012) var ansøgeren kommet til Schweiz, da han var 7 år gammel. Som voksen havde han en kriminel fortid, der strakte sig over fem år, og som omfattede alvorlige trafikforseelser og gentagne trusler i flere måneder mod hans ekskæreste. Han var blevet advaret om udvisning to gange. Hans udvisning med et indrejseforbud på seks år var baseret på en række domme, herunder bøder og delvist betingede fængselsstraffe på mellem tredive dage og tre måneder.

I Muradeli mod Rusland (nr. 72780/12, 9. april 2015) var ansøgeren rejst ind i Rusland som voksen og havde stiftet familie der. Efter gentagne gange at have overtrådt de russiske immigrationsregler forlod han frivilligt Rusland, men rejste ulovligt ind igen. I forbindelse med politiets identitetskontrol kunne han ikke fremvise nogen dokumenter, der berettigede hans ophold i Rusland, og han blev derfor idømt en bøde og udvist administrativt. Domstolen fandt ingen krænkelse af artikel 8 og udtalte (ibid., § 81):

“I betragtning af de ovennævnte talrige overtrædelser af immigrationsreglerne og andre administrative lovovertrædelser finder Domstolen, at sagsøgerens adfærd demonstrerede konsekvent tilsidesættelse af værtslandets love, regler og offentlige orden.”

55. Domstolen kan ikke udelukke, at det kan rejse et spørgsmål i henhold til artikel 8 og tale imod en udvisning, hvis den forbrydelse, der udløste udvisningsbeslutningen, isoleret set ikke kan anses for alvorlig, især hvis den idømte straf er mild. Ikke desto mindre skal det erindres, at vurderingen af proportionaliteten skal baseres på en konkret undersøgelse af hver enkelt sag under hensyntagen til alle de relevante kriterier, der er fastlagt i Domstolens retspraksis, herunder ansøgerens samlede kriminelle fortid. Det bør også tages i betragtning i denne forbindelse, at medlemsstaterne har forskellige lovgivninger, ikke kun med hensyn til strafferetlige sanktioner, der skal pålægges for forskellige strafbare handlinger, men også med hensyn til udstedelse af udvisningsordrer. I nogle medlemslande, som Danmark, træffes beslutningen om udvisning af domstolene i forbindelse med straffesagen vedrørende den seneste lovovertrædelse, mens en sådan beslutning i andre medlemslande f.eks. træffes administrativt under hensyntagen til den pågældende udlændings samlede kriminelle adfærd.

58. Endelig kan det ikke overses, at ansøgeren konsekvent har udvist manglende vilje til at overholde dansk lov (se f.eks. Levakovic, § 44; Muradeli, § 81; og Miah, § 25, alle citeret ovenfor).

60. Med hensyn til kriteriet “længden af ansøgerens ophold i det land, hvorfra han eller hun skal udvises”, tog Højesteret behørigt hensyn til, at ansøgeren havde været fire år gammel, da han ankom til Danmark, og at han havde opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 17 år. Desuden anerkendte Højesteret på den baggrund, at udvisning ville være “betydeligt belastende” for ansøgeren.

62. Hvad angår kriteriet “soliditeten af de sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og til bestemmelseslandet”, tog Højesteret det korrekt i betragtning, da de sagde:

65. Under hensyntagen til alle de elementer, der er beskrevet ovenfor, konkluderer Domstolen, at indgrebet i sagsøgerens privatliv var støttet af relevante og tilstrækkelige grunde. Den er overbevist om, at “meget alvorlige grunde” blev tilstrækkeligt fremført af de nationale myndigheder, da de vurderede hans sag, og at hans udvisning ikke var uforholdsmæssig i betragtning af alle sagens omstændigheder. Domstolen bemærker, at alle retsinstanser, herunder Højesteret, udtrykkeligt og grundigt vurderede, om udvisningsbeslutningen kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Domstolen påpeger i denne forbindelse, at i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet , selv om der kan være forskellige meninger om resultatet af en dom, “hvor afvejningen er foretaget af de nationale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i Domstolens retspraksis, ville Domstolen kræve stærke grunde til at erstatte sin opfattelse med de nationale domstoles” (se Levakovic, § 45, og Ndidi, § 76, begge citeret ovenfor; se også, mutatis mutandis, Von Hannover mod Tyskland (nr. 2 [GC]). Tyskland (nr. 2) [GC], nr. 40660/08 og 60641/08, § 107, EMRK 2012, og Axel Springer AG v. Tyskland [GC], nr. 39954/08, § 88, 7. februar 2012).

66. Det følger heraf, at der ikke er sket nogen krænkelse af artikel 8 i konventionen.”

Teksten er oversat til dansk ved maskinoversættelse.

Der henvises i øvrigt til den officielle engelske version EMD 56803/18.