Proportionalitetsafvejningen
Nærmere om kriminalitetens art
”Menneskerettighedsdomstolen tillægger kriminalitetens art stor betydning ved proportionalitetsvurderingen. Domstolen ser f.eks. med alvor på salg af narko, idet den henviser til stoffernes ødelæggende effekt på samfundet som helhed og udviser forståelse, når medlemsstaterne sanktionerer sådanne handlinger strengt, jf. f.eks. præmis 49 i dom af 10. april 2012 i sagen Balogun mod Storbritannien. Domstolen ser også med alvor på bl.a. drab, voldelige overfald og brug af skydevåben, jf. f.eks. præmis 63 i dom af 18. oktober 2006 i sagen Üner mod Holland, på røveri, jf. f.eks. præmis 55 i dom af 17. februar 2009 i sagen Onur mod Storbritannien, på voldtægt, jf. f.eks. præmis 61 i dom af 6. december 2007 i sagen Chair and J. B. mod Tyskland, på seksuelt misbrug af børn, jf. afvisningsafgørelse af 10. april 2006 i sagen Cömert mod Danmark, og på de typer af kriminalitet, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler, jf. f.eks. præmis 51 i dom af 25. april 2017 i sagen Krasniqi mod Østrig og præmis 84 i dom af 12. juni 2012 i sagen Bajsultanov mod Østrig. Der kan imidlertid også udvises ved andre kriminalitetsformer, men sådanne andre kriminalitetsformer vejer ikke ligeså tungt i proportionalitetsafvejningen.
Menneskerettighedsdomstolen tillægger desuden den straf, der udmåles i det konkrete tilfælde, betydning, idet den henviser til, at sanktionering i form af længere frihedsstraffe er udtryk for forbrydelsens alvorlige karakter, jf. f.eks. præmis 61 i sagen Chair og J. B. mod Tyskland, dom af 6. december 2007, og Gomes mod Sverige, afvisningsafgørelse af 7. februar 2006.
Menneskerettighedsdomstolen tillægger også tidligere kriminalitet betydning, jf. f.eks. dom af 10. juli 2003 i sagen Benhebba mod Frankrig, hvor udvisningen af klager baserede sig på den seneste dom og på tre tidligere domme. Domstolen udtalte, at det faktum, at klager samlet var idømt fængsel i 6 år, 7 måneder og 15 dage over en periode på 8 år, viste alvorligheden af den kriminalitet, som klager havde begået, jf. dommens præmis 35.
Der synes i den nyeste praksis fra Menneskerettighedsdomstolen i proportionalitetsafvejningen at blive lagt større vægt end tidligere på kriminalitetens art og grovhed eller den pågældendes kriminelle løbebane over for hensynet til udlændingen og dennes familie, jf. bl.a. Domstolens dom af 1. december 2016 i sagen Salem mod Danmark (den såkaldte Fez Fez-sag).
Salem-sagen handlede om, hvorvidt udvisning af en udlænding, der var idømt 6 års fængsel for bl.a. alvorlig narkotikakriminalitet, voldelig tvang, trusler, afpresning og besiddelse af våben, var i strid med EMRK artikel 8, idet det ville føre til adskillelse af ham og hans daværende ægtefælle og parrets otte børn, der alle var danske statsborgere. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at der ikke forelå en krænkelse, og udtalte om proportionalitetsvurderingen følgende i dommens præmis 76:
”… Domstolen bemærker, at afgørelsen først og fremmest vedrører den dømte, når det drejer sig om udvisning af en person, der ikke er statsborger, og som har børn i medlemsstaten, som følge af en dom for et strafbart forhold. I sådanne sager kan den begåede kriminalitets art og grovhed eller tidligere kriminalitet veje tungere end de øvrige kriterier, der skal tages i betragtning…”
Der kan desuden henvises til Menneskerettighedsdomstolens afvisningsafgørelse af 16. maj 2017 i sagen Hamesevic mod Danmark, hvor en udlænding, der var idømt 3 års fængsel for bl.a. indsmugling af våben til videresalg og besiddelse af ammunition, var blevet udvist. Domstolen skulle i sagen vurdere, om en udvisning af Hamesevic, der i Danmark havde tre børn, som boede hos en tidligere ægtefælle, og hvoraf det ene var mindreårigt, og et mindreårigt barn, som han boede med sammen med sin samlever, som endvidere havde to hjemmeboende børn fra et tidligere forhold, var i strid med EMRK artikel 8. Domstolen gentog i afgørelsens præmis 40 i al væsentlighed, hvad der følger af Salem-sagens præmis 76. Domstolen gentog endvidere indholdet af præmissen i sagen Krasniqi mod Østrig, dom af 25. april 2017, præmis 48.”, jf. lovbemærkningerne til lov nr. 469/2018.